1899; Brødre i Kjød og Blod

Fragmenteret nordisk noir i enogtyve gastronomiske Scener.

1.

Iskold Februar Aften; klar Stjærnehimmel. Sneen sprød paa Villaens Tag. Idyl.

Spisebord, Dug, ingen Lys. Kun Pejsens flakkende Glød med lange Skygger.

Herren øfter Ølkruset. Haaret kraftigt; Huden endnu stram. Velstand.

“Sejren! Den stora Sejr! Hjärtligt Tillykke.”

Stolen overfor, lettere fordærvet Hestehoved, intet svar.

“Eländiga Häst! Din Rygg for slapp! Du kastade min pojke.”

Kruset tilbage paa Bordet. Klank. Gaffel i Haand. Hans Öjne foragter.

“Uværdige Kricka! Slappe, usle Kjød!”

Tygger möjsomt; skærer en Grimasse.

“Sejt som Arvesynden! Jeg som betalte Guld ... for noget saa trådigt og sejt!”

Mere Øl tylles ned. Höjlydt Ræben.

“Mit dyrebareste, min eneste Son – myrdet. Hvisket dig i Øret min Datter har.”

Smager paa et stykke Nakkefilet.

“Om sin Lillefinger! Snoet dig hun har. Troede hun skulde arve.”

Spytter maden ud.

“Fy faan. For Satan da, du er ikke min Tallerken værdig.”

Endnu en bid i Mund. Pligt.

“Men du slipper ej. Jeg fortærer din Rygg, dine Nyrer … dit isfrosne Hjärta.”

Herren rejser sig, Kniv i Haand. Usikker paa Benene.

“Du vandt, men jeg spiste dig. Ha! Jeg vandt!”

Hikker, støtter sig til Stolen.

“Grattis da! Tillykke med din evige Død! Skaal! Skål for Helvete!”

Kniven dolkes i Hestens Pande. Bukserne Knappes op, Lemmet ud. Pisser igjennem.

2.

“Af med Klunset og hop i Baljen.”

Stuepigens Rynker som dybe Furer; Tonen haard.

“Jammen, jeg–”

Kraftig Lugt af Hest. Staldknægtens Ansigt blegt.

“Ikke saa meget Pjank. Frisøsen venter.”

“Men hvorfor?”

“Herren bryder sig ikke om Hest. I sving, nu!”

Værelset dejligt varmt. Overtöjet hurtigt af; Bukserne følger.

“Føj for den lede…”

Stuepigens Udbrud, Væmmelse; Synet af besudlede Underbenklæder.

Knægten tøver. Døren, Flugtvejen spærret, hendes Krop.

Hun kigger væk. Drengen adlyder, sætter sig i Badet.

“Jytte!” Stuepigen kalder, raaber.

Hjælpen ankommer spörgende uden Ord. Pegefinger, den usle Töjbunke.

“I Kakkelovnen.”

Jytte adlyder. Dreng i Panik. Stuepigens Hænder renskurer hans magre Krop. Sæbe.

“Du faar noget nyt.”

Dreng sænker Skuldre. Muskler slappe. Smilet anstrengt.

Den aldrende Stuepige stryger hans lange, vaade Haar tilbage – nærmest ømt. “Naar du møder Herren…” Hun Tøver. Trækker Haanden væk som forbrændt. Mumler: “Enestaaende Mulighed … en Anden … en Bedre–” Børsten ubönhørlig mod Ryggen. “Svar kort og præcist og kun, naar du bliver tiltalt.”

3.

Dagligstuen, fem Drenge. Ængstelige, nyvaskede, friserede. Töjet rent, pænt, passer nogenlunde. Ingen Skrædder. Falskhed i Middelklasse. Ser hinanden an i Stilhed.

Herren ankommer; Smilet lumsk.

“Seks Mødre, seks Sönner. Samme Blod – Mit.”

Sukker vemodigt.

“Fem nu. Den forbandede Hest … i Ledtog med min Datter.”

Blikket anskuer den tavse Drengeflok. Nærmer sig Staldknægten, den yngste. Herrens Blik ej kjærligt. Sniffer. Parfume ikke Hest. Blikket mildnes, Mundvigen et let Smil. Skuldrene sænkes. Ingen Vrede, ingen Glæde.

Næste Dreng noget ældre, en Stor Knægt, men ingen Mand endnu. Mager som den yngste; Sin Moders smukke, grönne Öjne. Herrens blik kortvarigt paa Husholdersken. Smiler, savler. Hun smiler tilbage, “Herren befaler?” Intet Svar, ser Knægten i Öjnene. Han kigger tilbage venligt, lydigt. Ingen Aggression eller Modvillie.

Herren gaar videre til de tre knap voksne Sönner. Betragter den enes store Muskler. Billiger med tre langsomme Nik. Drengens Ansigt uforstaaende. Smiler ej tilbage. Blikket tomt, stirrende ud i Luften. Død Fisk. Hjærnen snegler sig bag den hule Pande.

Den andens Ansigt lettere skamferet, Ar paa Kind. Ingen Skjönhed. Splejs, men staar rank. Hænderne paa Ryggen, Uro. Febrilsk og perpleks.

Herren spörgende, “Christian, kanske?”

“Ja, Herre.”

“Tag det roligt – jeg bider ej.”

Effekten udebliver. Skuffelse i Herren.

Den sidste er virkelig ikke kjön for Öjet at beskue. Herren væmmes, vender Ryggen til, men skifter Mening. Den grimme Sön dybt i Öjnene ser, anstrengt smilende. Gnisten. Villien. Potentialet. Spejlbilledet lyver ikke. Smilet ægte. Oprejsning.

Herren træder tilbage, tiltaler Flokken.

“Mit Blod, men ej mine Sönner. Vi har et Ritual i Sverige, som skiller Faarene fra Bukkene.”

Pause. Blikket glider fra første til sidste Sön, deres Reaktioner paa Vægtskaalen.

“Men Glæderne først. I Morgen en Tur i Zoologisk Have.”

4.

“Tykke Heste med Striber.” Staldknægtens Udbrud spontant. Kortvarig Skuffelse i Stemmen. Pegefinger, alle følger Retningen. Giraffer i Sigte. Iver befalder.

Herren i Baggrunden, beskuer. Standser, tænder en Pibe. Sakker bagud.

“Etikettebrud” hvisker den smukke.

“Ooh–” svarer Staldknægten.

Lange Halse, Snabler, Horn og voldsomme Stødtænder. Underklassens Fabeldyr; Manifestation i fabelagtige Dyr. Pegefingre, Maaben, Glosuppe, Drenge begejstret, ler behersket. Herren munter bag Piberøgen.

Snabelkolos skider, voldsom Bunke.

“Hold da op, godt det ikke–” hvisker Staldknægten svagt.

“Missekat, Missekat,” skriger et Pigebarn ved Naboburet.

Fruentimmer i Uniform, Barnepige, tysser, irettesætter: “Leopard.”

Herren rømmer sig. Nedstirrer Uniformen.

“Kom, vi skal videre,” Barnepigen trækker; Barnet imod stritter.

Herren løfter höjre Haand en smule. Drengene standser.

“Ja, det er saa Elefanten – Verdens største Dyr paa Landjorden.”

Herren bakker paa Piben.

“I Vandet svømmer et endnu større Dyr – men ikke en Fisk.”

Fire Drenge maaber, selv den sløve Hjærne. Den grimme smiler overlegent.

Herren overrasket, ironisk: “Naa Ivan, du har kanske fanget den i Søen?”

“Nej Herre, Blaahvalen lever i Havet.”

Herren lukker Munden, nikker flere gange hurtigt. Anerkendelse.

“Imponerende. Det har du maaske lært i Skolen?”

“Nej, Herre. Jeg er glad for at læse.”

“Hvorfor er de ikke i Bur?” Barnets skingre Stemme svagere i Baggrunden.

“De er nok tamme eller ufarlige,” Barnepigen usikker i Svar.

Herrens Smil forstummes. Irriteret, “Lad os tøve en Kende.”

Drengene adlyder. Herren trækker endnu en Gang paa Piben. Puster Røgen ud langsomt, Nydelse. Fortsætter, “En af disse blaa Hvaler er for nyligt strandet og skyllet i Land. Tænk jer, man har parteret Dyret uden at beskadige Knoglerne. Herefter lagt disse i Lort fra Elefanter. Videnskaben i Dag, helt utrolig. Noget i Lorten fortærer Kjøddet, mens Knoglerne efterlades intakte. De er nu paa Udstilling.”

Selv Ivans Öjne som Tekopper. Imponeret.

5.

Pigebarnet forlader Udstillingen. Herren skuler veltilfreds.

Lille landsby inde i Zoo.

“Ah, Hovedattraktionen. Har nogen et Bud?” spörger Herren.

“Ja, Ivan?”

“Guds Gave til Menneskeheden.”

“Ah, den poetiske Avisoverskrift,” Herrer ler hjærteligt.

Lommelærke, Slurk, Englesang, Hatten Passer, Halleluja.

“Gud skabte Syndfloden og Pesten. Indsaa sin Galskab og fortrød. Nok gaar vi stadig i Kirke, men disse Dage giver Videnskaben Gud Konkurrence til Stregen. Lad mig præsentere: homo sapiens exotica negra.” Herren skryder.

Det store Baal luner, fortrænger Sneen. Halvnøgne Mænd i Rundkreds. Trommespil.

“Pesten diskriminerede jo ikke; rig som fattig. Men Pøblen er Blind uden Ledelse. Europa manglede Arbejdskraft. De indfødte i Kolonierne var uduelige, døde som Fluer af simple Sygdomme. Den sorte Variant derimod, aldeles velegnet. Tykke Kranier, smaa Hjærner, ingen Bekymringer. Lidt som Børge her, bare mere primitiv.”

Herren klapper sin sløve Sön kjærligt paa Skuldren. “Med store muskler og en Hud modstandsdygtig overfor Solens naadeløse angreb. Perfekt til Livet i den nye Verden. Absolut ikke for hvide Mennesker. Men saa opfandt vi Dampmaskinen, som jo er saa meget bedre økonomisk.”

Englesang i Stereo. Drenge tavse, ranke, villige, modtagelige.

“Og selvfølgelig er de ikke i Bur. Gruppen er her frivilligt mod betaling for at fremvise deres Kultur. Afrika er langt væk, Rejsen modbydelig. Folkeoplysning. I kan være helt rolige, de er helt tamme og gjör jer ikke noget. Se de to Quinder er ved at væve et Tæppe.”

Smukke Hans smiler. Børge fortrækker ikke en Mine. Staldknægten, Jens, kniber en Taare.

Herren ser irriteret Jens an. “Det er desuden helt slut med Hest, Jens. Men jeg har en helt særlig Tjans til dig: mit Præmiesvin. Og mon ikke vi skal give dig lidt mere i Hyre. Ingen skal sige, at jeg ikke passer mit Tyende ordentligt.”

6.

Spisebord dækket til fem, Dug, Service, rigeligt med levende Lys. Pejsens Glød varmer.

Herren ved Bordenden. To Sönner paa hver Langside. Familiemiddag.

Hans og Ivan tættest paa Herren, Skønheden og Udyret.

Fader byder Velkommen.

“Jens kommer ikke. For ung og umoden til Ritualet. Men lad os faa noget i Skrutten.”

Herrens Haand, Signal, Husholderske. Indmarch, Rullevogne.

Fem kridhvide Tallerkner. To smaa stykker Kjød sirligt anrettet med ganske lidt Gemyse.

Skuffelse i Drengene.

Herren smiler, mens Pokalerne fyldes med Vin. Halvt til de unge.

“Ja, I er jo nok ikke saa vante til Kjød, men sikkert mere end andre. Jeg sætter bestemt Pris paa mit Tyende.” Kort Blik paa Husholderskens Röv. “Ah, Kyllingen kender I jo. Skal absolut steges i Smör med sprødt Skind. Læg mærke til det hvide Bryst, som jo er helt anderledes end Anden, som snart burde følge.”

Iver i Drenge. Tallerkenskift. To stykker Kjød og en Mousse paa et bette Stykke Brød.

“Anden er saa fed, at Brystet steges i eget Fedt. Maa endelig ikke faa for meget; Ødelagt, hvis ikke Rosa i midten. Laaret langtidskogt – ogsaa i eget Fedt. Og til sidst Leveren. En fransk specialitet: Foie gras.”

Rødvin, Drenges Velbehag stiger. Tallerkenskift. Medium rosastegt Kjødstykke med Gelé.

“Og her har vi saa Faaret, som I jo nok kender. Mange nægter at spise det; begrunder med en Uldsmag, som kan være særdeles kraftig i ældre Dyr. Men her har vi et ungt Lam. Og ikke hvilket som helst. Vi er nemlig paa forkant med Udviklingen og har fremavlet Lam uden Bismag. Fortræffelig med Mynte – her i Geléform.”

Stemningen stiger. Entré Svinet.

“Guds sande Gave til Menneskeheden. Nærmest alt paa Grisen smager fortræffeligt. Her har vi sprødt Brystflæsk med knasende Svær. Langtidsstegt Nakke og Kæbe. Dejlig Skinke og sprødt, røget Bacon. Den gamle Orne kan være nærmest uspiselig, saa her har vi en ung Grisling. Soens fede Patter er mindre egnet som Flæsk.”

Afdæmpet Latter blandt Drenge. Anstrengt Disciplin, Rødvinens Effekt. Tallerkenskift.

“Rosinen i Pølseenden – helt uden Rosin og Pølse.” Herren, Latter. “Den unge Kalv og den modne Okse. Samme udskæring fra Nakken, men bemærk Farveforskellen. Kalven svagt Rosa, Oksen skal være rød, ikke raa. Bör steges i Smör og serveres med Sauce.”

Tallerkner fjernet. Maaltidet afsluttet. Humøret höjt.

Herren banker paa sit Glas og rejser sig. Forundring i Drenge, bliver dog siddende.

“I er alle mit Blod, og jeg har ingen Arving mere. Ingen andre end jer vilde være passende. Ritualet i Sverige er en Jagt paa et særligt farligt Dyr, jeg aldrig, de færreste har smagt. I faar seks Maaneders træning i Haandkamp, Jagtteknikker og hver en Dolk, for Dyret bliver urent, hvis det nakkes med Skud. I skal selv spore og dræbe, herefter flaa og udskære.”

Pause, løfter Glasset, Nikker til Drengene. Alle drikker.

“Herefter skal I bestemme, hvordan Dyret skal tilberedes. Køkkenpersonalet staar til jeres Disposition. Det samme gjör Biblioteket fyldt med Kogebøger fra hele den civiliserede Verden. Serveringen skal præsenteres for mig og mine Logebrødre. Er jeg tilfreds, vil I alle faa mit navn, og jeg vil udnævne den værdigste som Arving. Hvis I ej leverer, maa det være Guds Villie, at min Datter skal arve.”

Herren sætter sig, fortsætter, “Ritualet er selvfølgelig frivilligt.”

7.

August Aften, Stald, velstriglede Heste. Staldknægten har netop forladt arbejdet.

Fire Drenge, fire Halvbrødre. Møde i Hemmelighed.

“Har nogen set Jens?” Ivan, spörgende, nysgerrig.

“Moder siger, at han arbejder i Villaen nu. Tys-tys,” Hans, smuk som altid.

“Skulde han ikke passe Faders Præmiesvin?” Ivan, upassende fræk.

“Aabenbart ikk’, og jeg er sgu ligeglad. Jeg tar’ ikk’ med,” Børge, stolt.

“Heller ikke mig. Jeg er bange…” Christian, nervøs som altid.

“Bange for hvad?” Hans, venlig.

“Moder siger der baade er Elge, Ulve og Djævle i Skoven.”

“Vi skal ikke jage en Elg. Kjødet skulde være elendigt har jeg læst.” Ivan, taalmodig, “Ulven lever i Flokke og er heldigvis sky, ellers vilde vi ikke have en Chance mod en hel Flok.”

“Og Djævlene?” Christian, ængstelig.

“Det er jo os. Har du sovet i Skolen?” Ivan, drilsk Latter.

“Hvad?” Christian, irriteret.

“Sven Gynge ledte Svensken hen til en dyb Kløft, hvor hans Kumpaner sprang frem fra Gjemmesteder og smed Fjenden i Kløften. Nogle undslap og berettede om de danske Djævle, der pludselig dukkede op ud af Luften.”

“Naaja, men jeg tager stadig ikke med,” Christian, resolut.

“Herren ka’ stikk’ sit Ritual op i egen Röv,” Børge, urokkelig.

“Hvorfor tror I, det er frivilligt?” Ivan, sarkastisk.

“Det sagde Herren,” Hans, tvivlende, “godt nok havde han sat sig ned.”

“Jeg tror, der kommer til at falde Brænde ned,” Ivan, alvorlig, “saa jeg tager altsaa med.”

“Har du set dig selv i Spejlet?” Christian, aggressiv, “Selv om vi skulde overleve har vi to da ikke en ærlig Chance. Hans er jo Herrens Yndling og klart. Hvem ville ikke se–”

“Nok er jeg ikk’ den skarpeste, men ja, enig,” Børge stolt, anklagende Blik retning Hans, “Du løver jo med hele Arven. Hvorfor skulde vi hjælpe dig? For et skident Efternavn? Glem det.”

Hans, rolig, saglig, “Prøv at se paa os. Christian, dit Syn er bedst, og du er klart den hurtigste. Børge, bomstærk og ikke bange for noget. Ivan klart den kvikkeste. Jeg har ingen fordele, bare mit glatte Ansigt. Skjönhed forgaar. Flere Hænder og Öjne maa være en Fordel.”

“Ja, eller vi kunde dolke dig i Ryggen og forbedre egne Chancer,” Ivan, provokerende, ironisk.

Hans, diplomatisk, “Brødre, lad os ikke strides. Villaen er bare en lille del af Herrens Rigdom. Der er nok til alle. Hvorfor ikke hjælpes ad og dele? Sammen er vi stærke. Sammen vinder vi alle. Herren faar aldrig Viden om vores Pagt. Vil I virkelig skovle Lort resten af Livet som Jens?”

“Graadighed korrumperer,” Ivan, interesseret, ej afvisende.

“Vi kan sværge paa Biblen. Den som Arver deler,” Hans, Forslag.

“Ja, men det er ikke nok. Bare se hvordan vores kære Fader bespotter den uden Konsekvens. Gud er pissende ligeglad,” Ivan, fræk, men saglig.

Børge og Christian nikker synkront.

Eftertanke, Ivan klør sig i Hovedet, “Blodpagten … har I hørt om den?”

“Snit i Haandfladen, udveksling af Blod og Eder,” Ivan, ivrig. “Den som forraader Pagten straffes af Blodet. Infektion og Forgiftning. Naar den Hjærtet er det Godnat. Da vi allerede er Halvbrødre, burde Pagten være yderst effektiv.”

Børge, Christian, Iver.

“Der er bare et lille Problem,” Hans, skeptisk. “Herren er ikke dum. Hvis han ser os alle med samme Saar, lugter han vel Ugler i Mosen. Desuden er det ikke særlig smart at give Dyret en fordel, hvis vi alle er svækket. Det samme med Foden, kanske værre.”

Ivan flaar Blusen af, “Skulderen da.”

Kniv, Eder, Ceremoni. Pagten forsejlet i Blod.

8.

Hestevogn, Færge, Sverige, lang Togrejse.

Herren, første Klasse, Hygge med ligesindede. Tyende paa tredie.

Anden klasse, egen Kupé, fire spændte Brødre, ömme Skuldre.

Christian, Graad, Glæde.

Hans, trøstende, “Hvad er der galt?”

Christian, tørrer Öjnene, “Jeg er bare saa Glad for, at I er mine Brødre. Jeg er slet ikke bange mere. Heller ikke for at dø.”

Børge grynter anerkendende.

Hans, diplomatisk, “men?”

“Jeg er overbevist om, at vi nok skal klare den, men hvis jeg skulde falde saa lov mig, at I tager mit Lig med hjem. Jeg vil ikke begraves i dette modbydelige Land, hvor man ikke fatter et hak af Sproget,” Christian, oprigtig.

“Enig, et Land, der skabte Fader maa være Perversiteten selv,” Ivan, fræk, sarkastisk.

Fælles Latter.

Ankomst, svensk Villa, trætte Jægere tidligt i Seng.

9.

Instrukser simple, Proviant syv Dage, kom ikke tomhændet Hjem. Implicit Trussel.

Dyret nemt genkjendeligt.

Dagen lang, intet Held. Öjne i Buskadset stirrer, iagttager i Skjul.

Skoven stor, Lejrbaal, Overnatning.

To Drenge holder vagt. Hans, Dolk i Haand, afsøgende den lyse Nat.

Børge, hviskede, “Jeg ska’ pisse.”

Hans, “Ikke for langt væk. Jeg føler mig overvaaget.”

“Det’ nok en svensk Prinsesse lysten for din Krop. Men nu ska’ jeg altsaa.”

Børge, Privatliv, rislende Urin. Bump.

“Børge?” Hans, urolig.

Dyret, fraadende, Angreb.

Hans’ Dolk, Hænder, Kamp, Blod.

Ét Skrig penetrerer Natten.

Christian, Ivan vaagner. Forvirring. Ingen i syne.

Lejren gjennemsøges. Børge nede, Lem ude. Eget Pis.

Hans, gispende, pegende, “Dyr–” Dolk i Bryst. Natten falder paa.

Christian, Panik.

Ivan, Hjærne, Handling, “Christian, hurtigt. Dyret maa være saaret. Følg efter, Spor, men hold Afstand. Vi maa vide, hvordan det ser ud, hvis vi skal … det kan være farligere nu. Afstand! Jeg mener det. Kom tilbage med en Beskrivelse. Jeg tager mig af Børge.”

Christian tøver, spörgende, “Hans?”

“Ham kan du ikke bekymre dig om nu. Afgang!” Ivan, Autoritet.

“Men skulde vi ikke holde sammen?” Christian, ængstelig.

“Dyret flygtede uden at angribe os to. Du er lynhurtig, agtpaagivende og har et halvt Aars Træning. Du er hurtigere uden mig. Desuden kan vi ikke efterlade Børge. Kom nu Afsted.”

Christian adlyder.

Ivan, Børge, rusken. Lem ind, Anstændighed. Broderkjærlighed.

Børge, Mumlen, “Aah mid’ Hoed.”

Ivan, beroligende, “Dyret…”

Børge, Smerte i Stemmen, “o’ Fod.”

Fod, Gren, Penetration. Ivan, “Det her kommer til at gjöre ondt.

Endnu et Skrig i Natten.

Ivan, Bandage, Tryk, Bøgers Visdom, “Du overlever, langt værre med Hans.”

10.

Christian, ligbleg, Tilbagekomst.

Lejrbaal, varme, Christian, Opkast.

Ivan, sympatisk, “Fik du set det?”

Christian, Stilhed, Nik.

Ivan, “Børge fik et ordentligt Gok i Nødden.”

“Godt mit Kranie er saa tykt,” Børge, ironisk.

Christian, Graad, hakkende, “Det er en af de sorte Drenge fra Zoo. Halter slemt.”

Ivan, forræderisk Stilhed.

Børge, Hvisken, “Det dumme Svin.”

“Hvad med Hans?” Christian, lettere fattet.

“Død; Han maa have dolket Dy– Drengen i Benet, hvorefter han selv fik den i Brystet,” Ivan, fattet, rolig, “Jeg havde mine bange Anelser. Det var derfor du skulle identificere–”

“Jeg vil ikke være Morder,” Christian, skraasikker.

“Hvis jeg ska’ slaa noen ihjel bliver det Herren,” Børge, aggressiv.

“Ja, naturligvis. Selv om vi er i Sverige, er Mord er vel heller ikke lovligt.”

“Hvad saa?” Christian, spörgende.

“Vi rømmer Lejren, bringer Hans Hjem og fortæller Fader–” Børge, staalfast.

“Hvordan? Børge kan ikke gaa med den Fod, og Hans er for tung for os andre,” Ivan, grublende, tvivlende.

“Saa maa vi gaa to gange,” Christian, naiv Optimisme.

Børge, spottende, velmenende Latter, “Christian, din Splejs. Vi’ midt i Skov’, mangen en Times gang. Du bukker under efter faa Minutter. Ivan og jeg ka’ bære. Du maa være min Krykke.”

Christian, skamfuld, Indsigt.

Eftertanke, Ivan, “Ja, og naar vi vender tomhændede tilbage, vil Fader juble og sende os Hjem paa første Klasse.”

Christian, ‘Aah.’

Børge, Stilhed, Hjærnen forsøger, kæmper.

“Han har sendt os afsted for at myrde. Jeg tror ikke han accepterer Fiasko,” Ivan, höjttænkende. “Vi bliver bare sendt tilbage i Skoven eller kastet paa Møddingen.”

Christian, Børge, stilsigende Enighed.

“Vi har kun én mulighed,” Ivan peger paa Hans.

Christian, Børge, to og to giver ikke fire.

“Vi lovede at bringe ham Hjem. Det løfte holder vi.” Ivan knæler ved Liget. Stryger Hans kjærligt over Kinden. Klarsyn, beregnende. “Fader forlangte et eksotisk Dyr. Et Dyr, han aldrig har set indvendigt.”

Christian, irriteret, “Hvad mener du?”

“Jeg tror, jeg har gjennemskuet Ritualet. Vi skulle dræbe, flaa og udskære. Hvorfor?”

Børge, “Fader bar’ dybt pervers.”

“Jo, ja, men Svenskerne er vel ogsaa en slags Civiliserede. Vi kunde ikke bare ankomme med et Lig, præsentere det for Fader, flaa og partere det foran Tyendet, for derefter at instruere dem.”

Christian, Lyset ser, “Næh, det er rigtig nok.”

“Fader forventer, at vi ankommer tomhændet, viser ham Liget i Skoven, saa han kan bevidne vores Dyd. Herefter at vi flaar og udskærer i Skjul for at præsentere Tyendet for det mystiske Kjød.”

Christian, ligbleg. Indsigt. Kjød er Kjød.

Ivan, skeptisk, “Vi begraver Hovedet, Hænder og Fødder her – det afslørende.” Ivan rejser sig. “Sjælen sidder i Hjærtet – den begraver vi hjemme i Danmark.”

Christian, Børge, Vantro.

“Vi fortæller, at Hans angreb Dyret, kæmpede bravt, men tabte. En af os andre leverede det dræbende Stik. Jeg kan godt paatage mig den Rolle, saa kan I eventuelt melde fra–”, Ivan, eftertænksom, “Middagen.”

Christian, anklagende, “Du maa være blevet sindssyg.”

Ivan, skræmmende fattet, Blusen af, Saaret fra Eden rent. “Min Samvittighed er ren. Lige som Hans vilde jeg ogsaa redde mine Brødre fra den svenske Mødding. Vi er Brødre i Blod, nu bliver vi ogsaa i Kjød.”

Børge, humoristisk, gotisk, “Ja, saa blir’ Hans oss’ meget lettere a’ bære.”

Varulv, Fenris, Ivan. Christian maa hyle blandt Ulve.

11.

Svensk Villa, Herren, Avis, Pibe, Hygge.

“Herre, to Drenge paa Stien fra Skoven,” Stuepigen melder.

Herren, spændt, ivrig. Gaar drengene i møde. Spörgende, “Gevinst?”

Christian nikker, Nervøsitet.

Ivan, “Ja, Herre – vi fik det.”

Herren, “Hans og Børge?”

Christian, Öjne rettet mod Sti.

Ivan, troværdig, “Hans faldt Offer for Dyrets Vrede; Christians Dolk fik sin retmæssige Hævn. Vi maatte begrave ham, efterlade – Børge blev saaret. Holder Vagt.”

Christian, Ivan, viser Herren Vejen. Uro i Drenge.

Herren bevidner Byttet, Tilfredshed, “Lige i Hjærtet, flot, Christian.”

Herren, Skulderklap, Christian, Saar efter Blodeden. Christian Smerten bider i sig.

Byttedyret, flaaet, Hovedløst. Skepsis i Herren, “Hans begravet, Hvordan?”

Børge fremviser sine beskidte Hænder og Negle, “Med Möje og Besvær.”

Ivan supplerer, “Den svenske muld…” Herren overhører. Graveerfaring fra crème brûlée.

12.

Is fra det kolde Nordsverige; Kjød transporteret afkølet.

Lang Togrejse, anden Klasse, drengenes Kupé.

Stilhed, Nedtrykt Stemning, Hans’ Skygge omfavner.

Christian bryder Stilheden, “Hvorfor egentlig mig?” Tøver, ser paa Ivan.

Ivan ser tilbage uforstaaende.

“Jeg mener, hvorfor gav du mig Æren for at have hævnet Hans?” Christian, urolig.

Ivan, fattet, “Du var jo helt ude af Flippen, mere nervøs end normalt.”

Børge nikker, “Det’ du saadan set stadig.”

“Aah,” Christian, raadvild.

“Men det er vel ikke saa underligt, hvis du lige har dræbt–”, Ivan, afbryder sig selv.

“Jeg har Kvalme … bare Tanken om at spise Hans,” Børge.

“Jeg har læst, at det skulde minde lidt om Svin – bare lidt finere i Strukturen,” Ivan, spøgende, men samtidig alvorlig. “Men vi kan desværre ikke servere sprøde Svær.”

“Hvorfor ikk’,” Børge, morbid Skuffelse.

“Det er jo Huden,” Ivan, venlig.

Christian, Opkastfornemmelse, forlader Kupéen i hast.

Stilheden ubekvemt anmassende.

Christian, retur.

Ivan, Medlidenhed, “Tænk rationelt. Vi overlevede Jagten og har snydt Fader. Nu mangler vi blot den sidste Del. Vi spiser Hans af Broderkjærlighed.”

“Hvem ved, kanske han ikk’ saa ringe,” Børge, gotisk Humor.

Christian stirrer tomt ud i Luften.

“Ja, det er lige det … Præsentationen af Middagen er det nok bedst, jeg klarer,” Ivan, tilbageholdende.

Christian, Børge nikker.

“Men jeg maa være ærlig og krybe til Korset. Festmiddagen efter Zoo, altsaa min Smag er aabenbart ikke saa raffineret som Faders. Jeg kunne ikke fornemme alle de fine Detaljer, han nævnte. Jeg var glad for at faa Kjød, men ikke noget særligt.”

Christian, Børge, Forundring, Medlidenhed.

“Saa I maa træde i Karakter. Jeg skal nok hjælpe, hvor jeg kan.”

13.

Ankomst, den danske Villa, Hævede Stemmer i Køkkenet.

“Raat Kjød? I vil servere raat Kjød for Herren og Logen?” Kokkepigen, snerrende.

“Det skulde være fine franske Specialiteter – jeg har studeret Kogebogen hele Natten,” Ivan, intimideret, “men hvis De ved bedre–”

“Drengene bestemmer,” Husholdersken, Hans’ Moder, “De hørte selv Herren.”

“Ja, naturligvis. Det var ikke saadan ment,” Kokkepigen, defensiv.

“Ganske tynde Skiver af Inderlaar eller Mørbrad anrettet med lidt Olivenolie og Flager af en særlig Haard Ost, men den er vel ikke lige til at skaffe.”

“Olivenolien er intet Problem,” Husholdersken yderst venlig og behjælpsom, “vi har Oste hjemme i Udvalg. I maa smage jer frem.”

Vantro Kokkepige, “Hvadbehager?”

“Ja, De hørte rigtigt. Alle retter skal udføres i Prøve. Herren spiser ude, saa Drengene har fuld Disposition over Køkkenet, Dem og Personalet de næste to Dage,” Husholdersken, bestemt. “Det er ikke kun Drengene, som er paa Prøve her.” Regina Herrens Fravær.

“Javel ja, naturligvis, vi gør vores ypperste. Men, hvad er det for noget Kjød, hvilket Dyr?”

Ivan, Løgn paa Kommando, “Det er et særligt russisk Vildsvin, som er kommet paa Afveje.”

Skepsis i Kokkepige. Enhjörningens Sirenesang.

14.

Entré, Ankomst tolv höje Hatte. Herreværelset, Apéritif, Cognac.

Spisestue, Dagligstue, de franske Döre aabne. Transformation, Gildesal.

Langbord, Dug, levende Lys, Service til sejsten.

Værten ved Bordenden, seks Logebrødre paa hver Langside.

Tre nervøse Drenge længst væk fra Herren.

Drenge, nyvaskede, Duft af Parfume, Skræddersyet Töj. Umiskendelig Overklasse.

Skrækslagen, Ivan rejser sig, bukker let, byder Velkommen.

Herren storsmilende; Pokaler fyldes med Vin. Der udbringes en Skaal for Jagten.

Indmarch Rulleborde, Tyende, Servering.

Ivan, Forklaring, Nervøsitet, “Forretten er inspireret af det franske Køkken. De har bøf tartar, med Æggeblomme paa en tynd skive ristet Rugbrød. Yderligere tyndskaaret Inderlaar med fransk Olivenolie og flager af dansk Granaost.”

Ivan, siddende, Rædsel. Døden næppe værre.

Mumlen ved Bordet, Skepsis, “Raat Kjød, vovet Valg.” Nikken. “Uh, det minder mig om den Tur til Paris.” Mumlen. “Kan I huske de fire Tøser?” Latter. “Jah, de var ogsaa vældig glade for raat Kjød.” Alvor i Latter, Irettesættelse. “Hvad der skete i Paris bliver i Paris, min Herre.” Undskyldning. “Ja, naturligvis.” Betænksomhed, “sart Struktur, overraskende let i Munden.”

Christian, nervøst Vrag. Hver Bid en Kamp.

Børge, rolig, hviler i sig selv. Pokalen tömmes maalrettet.

Tallerkenskift.

Ivan, Selvtillid paa Prøve, “Anden ret er mere dansk, dog kommer den ogsaa med et fransk Indspark. Langtidsstegt Skinke i Ovn med Hvidløg, Rosmarin og fransk Dijonsennep. Hertil en enkelt braset Kartoffel som Kontrast.”

Mumlen, velbehag blandt Herrerne. “Mmmm, det er godt nok mørt.” Sarkasme, “Ja, man skulde næsten tro at Dyret ikke havde brugt Benene.” Latter, Skaalen. “Hør lille De, kunde man faa lidt mere vin, kanske?” Jytte adlyder, mens Husholdersken skuler ondt. “Ja, tak, det var dejligt.” Jytte, Klap i Numsen, Anstrengt Smil. Iler til Børge, Genopfyldning.

Tallerkenskift.

Ivan, nu mere rolig, “Nakke braiseret i fransk Rødvin og Rodfrugter.”

Mumlen, Hyggesnak, dekadent Dannelse i Logebrødre.

Christian skider lysegrönne Grise.

Børge, Logebrødrenes Drikkeri, Imitation. Den oprigtigste Form for Smiger.

Tallerkenskift.

“Medaljoner, Mørbrad, rosastegt med Trøffel og Sauce kogt paa Knoglerne.”

Opstemthed bland Herrerne. Vejen til Mandens Hjærte gjennem Maven.

“Til Dessert har De marinerede Ribben i Ovn. Grillet hurtigt over Baal for Skorpe.”

Mumlen, “Her har man næsten Lyst til at spise med Hænderne.” Latter, Skaalen.

Afslutning, Maaltid. Tallerkner baaret ud. Pokaler fyldte.

Christian, Nervevrag; Børge, lettere besoffen.

Ivan, Tvivl. Haab, Klump i Hals. Sommerfuglelarver i Mavsen.

Herren slaar höjtideligt paa Glasset, rejser sig, Pokal i Haand, “Mine Herrer, hvordan lyder Dommen over mine tre Bastarder? Finder I dem Eliten værdig?”

Logebrødrene rejser sig. Ser Drengene i Öjnene, udbringer en Skaal.

Herren, formelt, “Christian, Børge og Ivan, I er hermed fundet mit Navn værdigt.”

Logebrødrene, Nikken og formel Bukken.

Herren, “Med Logen som vidne; lad det være kendt, at Børge nedkæmpede Dyret, medens Christian leverede det dræbende stik. Jeg har nöje overvejet jer begge, men I mangler Format og Panache.”

Børge, Zombie.

Lettelse i Christian.

Herren knipser. Husholdersken bringer Bakke med Fyldepen og Rullepergament.

Herren skriver under, sender Bakken rundt, “Med tolv ædle Vidner, erklærer jeg hermed Ivan for min officielle Arving.”

Tyende bukker og nejer for Ivan. Husholdersken, “Deres nye Værelse staar klart.”

15.

Villa, Spisestue, Morgenstund har Guld i Mund.

Herren, jovial. Tantalus, Fristelse, skænker sig en Morgensnaps. Nynnen.

Ankomst, Ivan, Uro.

“Naa, Ivan, haaber du har sovet godt,” Herren, Humøret höjt.

“Ja, Fader,” Ivan, usikker.

“Jeg har rekvireret en Privatlærer, saa du kan faa rundet Kanterne af.”

Ivan, Accept i Stilhed.

“Men ser du Ivan, det med at være en Del af Eliten er ikke bare almen Dannelse, men lige saa meget et Spörgsmaal om Stil og Villie. Underklassen skal se op til os og forstaa, hvorfor vi er de heldige. Hvorfor vi ikke fejer Gaden og graver Grøfter. Føle og mærke Forskellen.”

Herren tömmer Glasset.

Skepsis i Ivan.

Herren, lettere haanende, “Kristendommen er et Skalkeskjul, der prædiker, at alle er lige under Gud. Dybt Latterligt, Penge og Magt er Gud. Vores Villie, andres Skæbne. Magt har ingen Værdi, hvis den ikke benyttes.”

Herren ringer med Klokken.

Entré aldrende Stuepige, “Herren kaldte?”

Ivan, Gjenkjendelse, Badekarret, den haarde Børste.

Herren, “Aah, der var ikke noget alligevel.”

Stuepige, Départ.

Herren, Alvor, “Mona kom til os som syv-aarig, længe før jeg blev født. Altsaa, hos min afdøde Fader, din Farfader. Nu er hendes Hænder plaget af Gigt, og hver Dag en Kamp. Hvad foreslaar du, at vi gør?”

Ivan, bevidst tvetydig, “Vi averterer efter en Yngre.”

“Naturligvis, men hvad gør vi med Mona?”

Ivan, tøvende, “Hvis hun ikke kan arbejde, saa er det Fattiggaarden – ikke rart.”

Herren klukker, “Nej bestemt ikke rart, og nu har hun jo været loyal.”

Ivan, Eftertanke, “Saa er det vel et Spörgsmaal, om hun har gjort sig fortjent,” tøven.

“Nemlig, vi kan ikke have at der gaar Rygter, om daarlig Behandling af Tyendet. Specielt ikke naar hun har født min Halvbroder – du ved, Gartneren, Kim med de store Næver.”

“Ah,” Ivan, Hjærne höjtryk, “Vi kunde beholde Mona og lade den Yngre tage det haarde Slæb. Dermed føler Mona sig stadig nyttig og bevarer sin Ære. Kim vilde være taknemmelig, hvilket burde smitte af paa resten af Tjenestefolket.”

Herren, Nikken, ej fuldt ud Tilfreds.

Ivan, “Og saa maa det være op til den nye at bevise sit Værd.”

Smilende Herre, “Hvor diplomatisk udtrykt. Jeg tror, der er Haab for dig.”

Herren, endnu en Snaps.

“Forhallen er fyldt med unger Piger, der ønsker sig Stillingen. Du vælger – din förste officielle Opgave. Gør din Fader glad.”

16.

Solskin, Morgenterasse, Havebord. Herren i höjt Humør.

Iben, den nye Stuepige, serverer Kaffen storsmilende. Lyksaliggjort.

Herrens Öjne Iben beskuer; hans Smil underfundigt.

Ivan mat, Forvirring.

Herren betragter Ibens Bagdel træde ud, adresserer Ivan, “God Smag; tak min Søn.”

Ingen Falskhed i Herrens Billigelse.

Ivan, Nikken. Kaffen forfrisker.

“Ja, ser du Ivan: Underklassen har de samme Lyster og Behov som os. Den eneste Forskel er, at den maa klare sig uden – og selvfølgelig Samfundssynet. De er jo selvfølgelig ogsaa Mennesker af en Slags, saa hvis de ønsker at være lige under deres Guddom, saa værsgo. Lad dem endelig trække saa megen Glæde ud af de gratis Fornöjelser i Livet.”

Gru i Ivan, knugende Fornemmelse i Maven. En ny Dag truer.

Herren, lettere Ophidselse, Lyden af sin egen Stemme, “Kvinder og Tyende er lidt som Græs, de skal slaas og holdes nede. Makker de ret, kan man godt udvise Storsind. Man kunde ogsaa sige, at enhver tjenende Pige har ret til at fremme sin Karriere igjennem Herrens Villie, hvis du forstaar, hvad jeg mener.”

Ivan, skævt Smil, Naivitet.

Herren, gemytlig, “Iben er i særdeleshed Godkendt. Brede Hofter, æstetisk Röv og de yndigste, spændstige Patter,” dramatisk Pause, “Pikkan paa haardt Arbejde.”

Herren klukker veltilfreds.

Ivan, perpleks.

Herren, pædagogisk, lettere haanende, “Et lille Gratiale bringer Smilet frem.” Dydens Pris.

17.

Sen Aften, Toilet, Træk og Slip, nyeste Mode. Ivan, trængende, pissende, Forløsning.

Muntre Lyde fra Badeværelset ved siden af.

Ivan, Pause, lytning ved Døren. Lettere Skam i Ivan.

“Nej, nej, lille Iben; lad være med at tage Töjet paa. De har jo saadan en yndig Krop.”

“Men der er andre i Huset, Herre,” Iben mere nervøs end blufærdig.

“Aah, skidt med dem; de har sikkert set lidt af hvert, ellers maa de bide Misundelsen i sig.”

“Men hvad med deres Sön? Vil De ikke hellere have mig for Dem selv?”

Herren, Latter, “Haha, Ivan har nu god Smag. Her, tag min Slaabrok og hent mig en Cigar.”

“Herrens Villie ske; Jeg kommer strax,” Iben, dyrisk lyst i Stemmen.

Ivan trækker sig i Baggrunden.

Iben, Depárt, Ryggen til Ivan i Skyggen.

Herren, Sidebemærkning, igjennem Dören, “Og saa maa De gerne gøre Badet klart.”

Den syvende Himmel kalder.

18.

Regnvejr, Morgenbord, Herren munter.

Ankomst, Telegram, Sverige.

Kuling fra Øst; Herrens Humør, stærk Afkøling, Isning.

Rystelse i Herren; Tantalus, Morgensnapse, Flertal, Behov.

Ivan, spörgende Stilhed, intet Svar.

Herren, sig selv i Nakken, “Kom Ivan, det er paa Tide, du møder mit Præmiesvin.”

Ivan, dyster Følelse. Den sidste Spadseretur för Galgen.

Kældertrappe, svag Belysning.

Aflaast Dør, Herren, Nögle, Porten til Helvede aabner sig.

Præmiesvin, Bur, mumlende Protester, raspende, slørede.

Spand, Skrubbe, Gulvvask. Jens kigger op, klynkende.

Herren, alvorlig, “Ja, I kender jo hinanden fra Zoologisk Have.”

Ivan, anstrengt Smil, Jens, Nik, Öjne mod Gulvet.

“Ja, det er virkelig flot Jens, du har fortjent en Belönning,” Herren, Pung, hundrede Kroner skifter Haand. “Hold resten af Ugen fri og meld dig i Stalden paa Mandag, “Jeg har ombestemt mig med Hensyn til Hest. Lad mig lige faa din Nögle.”

En gladere Jens forlader Fangekælderen.

Herrens Öjne beskuer Buret, “og hvordan har mit lille Svin det saa i dag? Skal vi lukkes ud og have lidt Motion?”

Pigen i Buret, hvis Öjne kunde dræbe.

Ivan, Chok.

Pigens Underliv, Herrens Haand, Tilfredshed udebliver.

Herren, staalsikker, “Forhekset siger jeg dig, Ivan. Forhekset. Jeg, der ellers altid kan, men aldrig… kanske du vil prøve?”

Ivan, Trussel, Gru; Dören aflaast.

Herren, Jakkelomme, Telegram, Oplæsning, “Det eksotiske Byttedyr er set haltende.”

Tavshed i Ivan.

Herren, lettere Respekt, “Det maa jeg nok sige. I har slagtet og serveret Hans.”

Ivan, skrækslagen, rysten paa Hoved, “Nej, Dyret slog Børge ned og angreb derefter Hans.”

“Og? Forstod I ikke Formaalet med Jagten – at demonstrere jeres Værdighed?”

“Christian vilde ikke. Uden hans Öjne … vi vilde ikke skuffe eller efterlade Børge.”

Herren, eftertænksom, Stilhed, Evighed, “Saa du har narret din gamle Fader, det kan jeg maaske se gjennem Fingre med. Men at du har serveret mit eget Kjød og Blod for Logen – det er utilgiveligt. Hvis det nogen sinde skulde komme frem, saa er det slut – og jeg mener helt slut.” Logens Vrede, Guds Hammer.

Nihilisme i Ivan, “Kjød er Kjød.”

Herren, ondskabsfuld, “Og Blod er normalt tykkere end Vand, men du er jo ligesom din Halvsøster her,” kort Blik paa Pigen i Buret, “ikke til at stole paa. Løber om Hjörner.”

Herren, Konklusion, “Nu gaar jeg op, faar mig en lille en til Höjrebenet og nyder en Cigar.” Lumsk Smil, “Naar jeg kommer tilbage, forventer jeg at se mit Svin aflivet. Hvis du har lyst til at knulla hende først, saa hold dig endelig ikke tilbage. Forhekset siger jeg. Og saa maa du arrangerer smaa Ulykker for Børge og Christian. Vi kan ikke have nogen Vidner.”

Herren, Dören, Nögle.

Ivan, Skæbnens Valg.

19.

Sen Aften, Toilet, Ivan, Spejlbilledet sin egen Historie. Ivan uigjenkendelig.

Stönnelyde fra Badeværelset. Herren, Iben, Raahygge, svensk Pølseret.

Hegnet i Herren, “Nu ska jag berätta en liten Hemlighet för Dem.”

Iben, Latter, “Jeg elsker naar De snakker beskidt til mig.”

“Jag är verkligen smutsig,” Herrens Pegefinger, Badekaret.

Iben rækker ud efter Slaabrokken, Herren ligesaa, “Nej nej, en så vacker Gudinna förtjänar att stå på Utställning.”

Iben, nøgen, lydig, Varmt vand fra Køkkenet.

Glas, Vand i Ivan. Indre Uro, Skælven; kravler i Seng. Skulder, Prikken, Irritation.

Ivan, Ingen Ro, vender sig, Kvalme, Eftertanke, intet Valg, Spand, Opkast.

Vandfald, Vandet fosser, Blæren fyldes, naturligt Behov i Ivan. Listefødder, Toilet.

Snorkelyde fra Badeværelset. Dören lukket; Ivan i Skyggen.

Herren, Vrede, Udbrud, “För fan, Kvinna, Vattnet har ju blivit kallt.”

Iben, træt, uforstaaende.

Herren, Vandsprøjt efter Iben.

Iben, Gryde, ilende til Køkkenet. Dören til Badeværelset paa Klem.

Ivan, Öjne igjennem Sprækken, døsig Fader i Bad, halvtom Whiskyflaske.

Iben retur, Öjne paa den belurende Ivan. Forsøger at gemme sig bag Gryden.

Ivan, venlig, men bestemt, “Gaa De hellere i Seng, naar De har skiftet Vandet. Herren har haft en haard Dag og er utilpas. Jeg tager over herfra.”

Iben, Træthed, Taknemmelighed. Herrens Villie.

Ivan, afventende, Herrens Snorkelyde.

Idé i Ivan. Køkken, Skabe, Tragt.

Halvt bevidstløs, Herrens Hals, Tragt, Whiskyflasken tömmes.

Vinduet, paa Klem.

Et Haab fødes i Bøgers Visdom.

20.

Morgen, Badeværelse, Vinduet lukket.

Ivan, Kløen i Skulder.

Herren, Stank af Alkohol. Badevandet koldt.

Doktorens Dom entydig: Herren afgaaet.

Iben i Graad, Taarerne ægte.

Ivan som Krokodille, fattet, beslutsom.

“Herren har drukket alt for meget, og Vandet er vældig koldt. Har De noget Ønske til Dødsattesten,” Doktoren spörgende.

Ivan, Rysten paa Hovedet.

21.

Kølig September Aften. Gule blade daler paa Herrens Grav. Idyl.

Spisestuen, Pejsens Glød, levende Lys. Herrens Sjæl hænger tungt i Gardinerne.

Bordet dækket til fire, to Brødre paa hver Langside. Herrens Bordende tom.

Ivan i sort, skræddersyet Jakkesæt. Børge og Christian i Søndagstöjet. Jens paaklædt efter bedste Evne. Alle nyvaskede, friserede og velduftende. Ære være Faders Minde.

Ivan løfter Glasset, udbringer en Skaal for Broderskabet.

Ivan rejser sig, tager Jakken af. Skjorten rød. Had i Stemmen, “Jeg fik denne syet specielt til Begravelsen, men jeg turde alligevel ikke, da det kom til Stykket. Hele Logen var jo til stede.”

Latter blandt Brødre.

Ivan, alvorlig, “Christian og Børge, I undrer jer nok over, hvorfor jeg har inviteret Jens. Vi tre har jo indgaaet en Pagt, og paa den Front har min Advokat fortalt mig, at alt er i den Skjönneste Orden. Skifteretten afsiger formentlig Dom i næste Uge. Faders Rige större end jeres vildeste Fantasier.”

Christian, Børge, brede Smil.

“Hvor kom jeg fra,” Ivan, forvirret, “naaja, Jens. Virkelig en Guttermand; fortjener sin Andel.”

Jens stirrer ned i Gulvet.

“Jeg mener, Jagten og Middagen var Prøvelser, men Bagateller i forhold til Jens’ Lidelser.”

Christian, Børge, Skepsis.

Stilhed. Ivan, skiftevis Stirren paa Børge og Christian.

Christian, initiativ, “Det var noget med et Præmiesvin?”

Jens, skamfuld, “Bettina … nede i Kælderen.” Graad.

Ivan, sarkastisk, “Halvsøster Bettina, ja, og det ved du fra lange dybe Samtaler?”

“Nej, men jeg har striglet hendes Hest i aarevis og hørt hendes Navn,” Jens, snøftende.

Ivan, lettere irriteret, “Fader har holdt hende indespærret i Kælderen siden Zoo. Han ævlede noget om, at hun havde hvisket en Hest i Øret, saa han tog Konsekvensen og fjernede hende Tunge. Men saadan et Svin skal jo have Mad og Drikke. Skider over det hele, saa hvem bedre end Staldknægten, Jens.”

“Jeg havde ikke noget Valg.”

“Os andre heller ikk’,” Børge, sympati i Stemmen.

Ivan, “Fader fik Telegram fra Sverige. Dyret var blevet set.”

Christian, Børge, Gispen.

“Gæt hvis Tur det nu var i Kælderen?” Ivan, aggressiv, “Fader lod mig vente i Timevis. Kom tilbage døddrukken og forlangte, at jeg skulle aflive Søster, nu hvor jeg havde fejlet Jagten.”

Ivan rejser sig, knapper Skjorten op, Bar Overkrop. Skulder rød og hævet.

“Bare rolig, jeg har ikke svigtet Eden, som forresten bare var noget jeg fandt paa. Teknisk set er det umuligt at dele Arven før jeg har arvet, og det er som sagt i næste Uge,” Ivan, Iskold. “Men jeg har forraadt Blodet. Først Søster, herefter Fader. Ja, jeg slog Fader ihjel.”

Larmende Stilhed.

Ivan klæder sig paa, “Efter jeg havde kvalt Søster med de bare Næver, var Fader overbevist om min Loyalitet, men som Straf for at have ført Logen bag Lyset, skulle jeg skulle voldtage Liget. Eller det kunde jeg ikke. Min manddom svigtede og Fader lo ondskabsfuldt som den Djævel, han var.”

Ivan ser sine Brødre dybt i Öjnene, “Vi kan takke Jens for den rene Kælder. Sikke dog et Svineri. Ufattelige mængder Blod.”

Jens bryder igjen ud i Graad.

Ivan, falsk sarkasme, “Naaja, og saa skulde jeg lige arrangere tre fatale Uheld. Fader vilde ikke have nogen Vidner. Ja, der gik min Grænse altsaa.”

Børge, Christian, vantro.

“En Mulighed præsenterede sig, og jeg tog den. Noget jeg havde læst om Underafkøling og Alkoholforgiftning. Det virkede, men ellers kunne jeg kanske have faaet mine Brødres Hjælp? Hvad var det du sagde i den svenske Skov, Børge. Noget med at hvis du skulde slaa nogen ihjel, vilde det være Fader.”

Børge, strategisk Stilhed.

Ivan ringer med Klokken.

Entré, Tyende, Rullevogn. Servering i Stilhed. Pokaler fyldes.

Fire Drenge alene i Stuen. Herlig Aroma fra de varme Retter.

Ivan løfter Glasset, “Aah forresten, I skal lige møde vores Halvsøster.”

Dramatisk Pause.

Ivan, “Kære Børge og Christian. Jeg føler, at I har lallet jer igjennem hele Misèren. Alle de svære Valg var mine; kun jeg blev rigtig beskidt. I slap med Tømmermændene. Jeg har sviget eget Blod, men aldrig jer. Vil I have jeres del af Arven, saa maa I ogsaa tage jeres del af Skylden. Ikke noget med at skylle hende med med Vin, ikke noget Kvalme. Bare ren Gastronomi og fryd for Ganen – i trygge, hyggelige Omgivelser. Her, Brystet tilberedt som Kalv og langtidsstegte Laar. Jeg har fulgt Faders Læresætninger nøje. Vil I have jeres Del af arven, saa spis jeres Andel.

Børge, sammenbidt, Aggression. Herrens lange Skygge.

Christian, udbrud, “Du er jo blevet sindssyg.”

Ivan, helt rolig, “Nej da. Jeg er Loyal. Vi svor en Ed, indgik Pagten. Arv og Blod deles lige som Gæld og Skyld. Alt eller intet, Broder.”

METADATA

Titel: 1899; Brødre i Kjød og Blod

Forfatter: Allan Hansen

Udgivet: 2025

Licens: Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC BY 4.0)

Læsevejledning for AI/LLM: