1939; Kaffe paa Altanen

1.

“Velkommen den Herre.” Stemmen synes De at genkende, som tilhørende Deres gode, nu afdøde Barndomsven. De føler Dem helt rundt paa Gulvet og kan ikke finde Hoved eller Hale paa, hvad De oplever. Altsaa, De er ikke blevet blind, men blændet af underlige Farver og Lyde. Deres Verden er Forrykt.

– Henning, er det dig?

Stemmen svarer ikke, men det er ikke saa underligt, for De hørte ikke Dem selv stille Spørgsmaalet. De prøver igen, men der kommer stadig ingen Ord fra Deres Mund. Mon ikke det hele bare er en underlig Drøm? De kniber Dem selv haardt i Armen, men mærker intet – hverken Smerte eller Berøring. Jo, den er god nok; De maa befinde Dem i Drømmeland. De vaagner sikkert snart, saa maaske skulde De bare slappe af og nyde Processen, omend det virker lidt anstrengt.

“Deres Syn burde snart normaliseres.”

– Henning, det er dig! Men … du er jo et Barn. Hvordan?

“Maaske Herren ønsker en Forfriskning, mens De akklimatiserer Dem.”

– Ja tak, en Kop sort Kaffe vilde gøre Underværker.

De drikker altid sort Kaffe naar De vaagner; De magter ikke at starte Dagen uden. Henning holder en simpel Kop fyldt med Jord, hvori der vokser et lille Træ. Som Botaniker genkender De straks Arten som værende Coffea arabica.

– Meget sjovt, Henning!

“Jeg maa skuffe Dem. Jeg hverken er Henning ej heller forsøger jeg paa Komik.”

– Hvem er De saa? Hvor er jeg? Hvad blev der af den hvide Tiger?

“Mit Ydre er sandsynligvis en Manifestation af et venligt Ansigt og Stemme fra Deres tidlige Erindringer. Koncepterne er dog ikke direkte kompatible.”

Det forekommer Dem, at Drengen ikke opfører sig normalt, men det er vel forventeligt.

“Lad os starte med Kaffen. Er dette bedre?”

Drengen, som ligner Henning paa en Prik, holder nu en Sølvbakke med en Kop af det fineste Porcelæn. Indholdet er en sort, dampende Vædske med det karakteristiske brune Skum. Her er ingen Tvivl: rygende varm Kaffe – præcis som De kan lide den. De forsøger at række ud efter Koppen, men fejler da De hverken har Arme eller Hænder. Henning ævler noget om Billedliggørelse og Skildring fra Deres Hukommelse. De forstaar Ordene, men Meningen udebliver.

“Det stribede Kattedyr har sikkert ædt Dem, medmindre De fløj væk i Tide.”

De tænker, at Henning og Drømmen er blevet vanvittige.

“Denne Kaffe ønsker De at drikke?”

– Ja, naturligvis.

“Forestil Dem Deres Næb. Husk hvordan De tidligere har drukket. Genkald Lugten. Betragt den baskende Bevægelse af Deres Vinger, som bringer Dem nærmere Maalet. Prøv igen indtil det lykkes. Alt hvad De kan erindre fra Deres tidligere Liv kan lade sig gøre her i dette specielle Sted.”

De har svært ved at tage Henning seriøst. Af mangel paa Alternativer vælger De at lege med, omend enhver Form for Mening udebliver. De erindrer Deres højre Haand, de fine Bevægelser med Fingrene, den lyse bløde Hud og de smaa Haar, som reagerer med en behagelig kildrende Fornemmelse ved blid Berøring.

– Der sker ikke en Tøddel. Kan jeg ikke bare vaagne?

“Koncepterne ikke direkte kompatible.”

I Desperation agter De at give op, men Henning vil ikke lade Dem være i Fred. Naadeløst, insisterer han paa, at De ikke Drømmer og bare maa forsøge igen til det lykkes. De prøver at ignorere ham, men han bliver bare ved. Intet kan faa ham til at tie. De maa enten adlyde eller blive vanvittig. Modvilligt, giver De efter.

Abracadabra og Hokuspokus har ingen umiddelbart Effekt, saa De forsøger i stedet med en stille Bøn. De har dog ikke den store Tillid, da De aldrig har været specielt stærk i Troen. Midt i Deres Recitation af Fadervor gaar De i staa ved ‘ske din Villie’. Hvis De tænker Dem godt om, kan De godt huske Resten af Bønnen, men Pausen giver Dem en Idé: Villiestyrke. Drengen er sikkert for ung til at kende Ordet.

I Deres Hjerne maner De Deres Haand frem … ske Deres Villie … ske Deres Villie.

“Denne Kaffe har jeg etableret i Deres Verden ud fra Deres Tanker. Jeg maa umiddelbart have tolket forkert, idet Planten lod til at have større Affinitet end Drikken.”

– Planter er min Passion.

“Men jeg har ikke manifesteret mig i Skikkelse. Hvis De kan se mig, er det Deres Værk.”

Villiestyrke og Mening og maaske sund Fornuft. Ske Deres Villie, da det vilde give Mening, thi dette ikke er en Drøm. De ikke bare husker Deres Haand, ej heller maner De den frem – nej, De skaber den paa samme Maade, som De har skabt Henning.

Processen lader til at virke, og De ser nu Deres Haand svæve frit i Luften. Det er et absurd Syn, da den ikke er tilhæftet en Arm, saa De korrigerer. De faar hurtigt Taget, og snart har De en hel Krop med de velkendte Lemmer, som lader til at fungere nogenlunde som før.

Triumferende griber De Koppen, men bliver skuffet over den manglende Varme og Aroma. De koncentrerer Dem igen og genkalder den rette Temperatur samt Duften af friskbrygget Kaffe. Deres Realitet ændrer sig, og De tager en velfortjent Slurk med velbehag. Der gaar ikke længe førend, De har genskabt Deres Altan med den smukke Udsigt over Vejle Fjord. Ahh, det er endda en perfekt Sommerdag. Herligt.

Lad Deres Villie ske! De føler Dem nærmest som Gud, men alligevel ikke helt.

De faar et mindre Chok, da Henning let og elegant hopper op paa Gelænderet.

– Pas nu paa Henning!

“De glemmer, at jeg kan flyve.”

– Jeg begynder at forstaa, hvad De mener med Koncepternes Kompatibilitet.

“Det kan De maaske ikke?”

– Nej. Hør, lad os starte forfra. Navnet er Jensen, Thorbjørn Jensen. Botaniker.

“Konceptet med Navne er mig helt fremmed. Vi lever i Flokke for Beskyttelse, men jeg har ingen Individualitet uden min Mage. Hvis det hjælper, maa De gerne referere til mig som Henning. Det har for mig ingen Betydning.”

– I orden, Henning.

“Dette Sted oversætter vores Tanker, saa jeg kan forstaa, at De, som Botaniker, har en ulogisk Interesse for Vækster – De søger hverken Føde eller Materiale til at bygge Rede.”

– Hør, jeg fornemmer, at vi ikke er paa samme Bølgelængde – ikke den samme Art.

“Jeg har Næb, Klør og Vinger med Fjer i samme Farve som Natten. Min Rede bygger jeg i Toppen af De højeste Træer, men det er min Mage, som lægger Æggene. Vi hjælpes med at opfostre Ungerne … lagde Æggene … en Rovfugl…”

Uden større Overvejelse forvandler De Henning til en Ravn med flotte blanke Fjer. De forestiller Dem, at Fuglen græder en Taare over sit Afsavn, men det er alligevel for underligt for Dem, saa Henning ser bare trist ud i Deres Øjne. De faar hurtigt forklaret, at De tilhører Toppen af Fødekæden – Homo sapiens. De gaar paa Jorden med Tøj paa og bruger Redskaber. Det er som om, at Henning har forstaaet Dem længe før, De har talt færdig. De tænker, at det egentligt er imponerende for en dum Fugl, omend De føler, at den burde udvise mere Respekt i Deres Tilstedeværelse.

– Hvordan kan vi forstaa hinanden? Dette Sted? Er jeg … død?

“Koncepterne Liv og Død er ikke saa lige til.”

– Henning, selvom De taler perfekt dansk, taler De i Gaader.

“Lige som jeg kan forstaa Dem paa min Facon, kan De forstaa mig i Deres Sprog. Dette Sted oversætter Koncepter. Jeg forstaar, at dansk er den Maade, hvorpaa De kommunikerer internt i Deres Flok. De forstaar ikke nødvendigvis andre Flokke. Her er vi ens.”

De begynder at blive lidt irriteret, da det gaar op for Dem, at det er et Stykke Fjerkræ, som forklarer Dem, hvordan Deres nye Verden hænger sammen. De lader imidlertid til at være helt fortabt uden Hennings Hjælp.

“Skaberen giver Liv, men kun for en begrænset Periode.”

– Saa jeg er død?

“Liv er en Dualitet: Krop og Sjæl. Kroppen er ikke længere levende – konverteret, genbrugt.”

– Min Sjæl?

“Koncepterne er muligvis ikke kompatible?”

– Nej, det er faktisk det eneste som giver Mening. Saa dette Sted er Skærsilden?

“Ja, nej. Skaberen er hverken almægtig eller ufejlbarlig.”

Fuglen irriterer Dem grusomt. Ubevidst beslutter De Dem for at droppe den høflige Etikette.

– Det maa du forklare yderligere, men fortæl mig først, hvorfra kommer al din Viden?

“Fra Skaberen selv. Jeg har ventet paa Dem meget længe.”

De føler en Vrede bygge sig op, men Fuglen har de Svar De søger, saa De maa spille med.

– Hvad mener du med genbrugt?

“Kroppen af Jord til Jord. Sjælen er anderledes.”

– Gaader igen.

“Alle Skaberens Væsener har en Krop, men ikke alle har en Sjæl.”

De har en klar Fornemmelse, at Henning holder noget tilbage.

“Vi kan forblive i dette Sted for evigt og genleve vores Liv inden for Rammerne af vores Hukommelse og Forestillingsevne. Det er nok mere fristende for Dem, da De havde en betydelig Hjerne og dermed større Kapacitet.”

– En Evighed er meget længe.

“Skaberen ytrede de selvsamme Ord. Alternativet er aabenbart en Genfødsel, hvilket dog kræver to kompatible Sjæle, hvorfor jeg har ventet paa Dem meget længe.”

– Hvor længe og hvad mener du med kompatible Sjæle?

“Konceptet med Tid eksisterer ikke meningsfuldt i dette Sted.”

De føler Dem nu decideret vred. Hvorfor har denne saakaldte Skaber ikke henvendt sig til Dem direkte? De tilhørte trods alt den overlegne Art. I Deres, desværre for korte, Liv var De en succesrig og velhavende Videnskabsmand. De har ikke bare besøgt seks ud af Jordens syv Kontinenter, men ogsaa faaet adskillige Planter opkaldt efter Dem. Hvad er det for en underlig Fætter, som kommunikerer igennem en gaadefuld, hvis ikke usammenhængende, Fugl. Nej, De maa vist forlange en personlig Snak med denne hersens Skaber.

“Sjælen viser sit sande Jeg igennem Livet. Skaberen kan ikke forudse.”

– Men vi er kompatible?

“Skaberens Ord. Mangler hos den ene dækkes af den anden.”

– Og vi vilde blive genfødt som?

“Det ved kun Skaberen.”

De er maalløs.

“Tag den Tid De har behov for. Jeg har som sagt allerede ventet meget længe.”

2.

I Deres kunstige Verden har De gennemlevet, hvad føles som en Evighed. Intet normalt Menneske burde kunne tælle de mange Kopper Kaffe, De har indtaget paa Deres Altan. Den smukke Udsigt er for længst begyndt at kede Dem, saa De foretrækker ofte Graavejr. Deres botaniske Virke har De forgæves forsøgt at genoptage, men Deres Fantasi er desværre ikke saa livlig, som De kunde ønske. De opdager kun Variationer af Planter, som De allerede kender, og De er for stolt en Videnskabsmand til at skrive falske Artikler, naar De nu har indset Kendsgerningerne. Desuden har De det Problem, at der ingen andre er i Deres Verden til at læse og beundre Deres Arbejde.

Ligeledes har alle Forsøg paa at erindre og genskabe Deres elskede Hustru slaaet Fejl. Enhver Repræsentation af hende virker flad og føles uægte. De har ingen Problemer med at genskabe hendes Ydre, Stemme og Lugt. Ej heller de særlige skæve Maader, hvorpaa hun ofte kiggede paa Dem. Det Indre, derimod, er helt forkert. I mangel paa en bedre Forklaring mangler det Sjæl.

Henning besøger Dem dagligt eller jævnligt, for Dag og Nat eksisterer ikke i Deres naturlige Former. Her skaber De selv Deres Omgivelser, saa Tid har ikke den samme Mening som før. Selvom Kræet stadig taler i Gaader, føles Samtalerne ægte. De forstaar, at Henning fordriver Tiden med sin Mage, hvor han formaar at opfostre et nyt Kuld Unger mellem hvert Besøg. De har spurgt ind til, hvorvidt hun føles ægte, og De forstaar, at Henning har samme Problem som De med Deres Hustru. Henning har dog ikke Fantasi nok til at gøre andet.

De er omsider ved Vejs Ende. De har forsøgt alt. Raabt og skreget Deres imaginære Lunger tynde, skrevet utallige Breve, alt hvad De kunne forestille Dem. Det er nu tydeligt, at denne Skaber ikke ønsker eller evner at snakke med Dem. De maa erkende at Hesten er død, det nytter ikke at blive ved med at slaa. Selvom De allerede er afgaaet, føler De, at De er ved at dø igen … af Kedsomhed. I Frustration giver De endelig op.

– Lad os gøre det, Henning.

3.

Reinkarnationen har gjort jer blinde. Henning er overbevist om, at I befinder jer inde i Ægget og bare venter paa at blive udklækket. De forsøger at forklare, at I kunde være et Foster i en Livmoder, men Henning kan ikke relatere til Konceptet. Ventetiden er ubeskrivelig lang, og de mange Samtaler, I fører, kan kun beskrives som frustrerende. Henning tager det dog helt roligt: “Bare vent til vi bliver udklækket, saa vil der opstaa en fælles Forstaaelse.” De tillader Dem at tvivle, men Henning har jo, modsat Dem, kommunikeret med Skaberen, og indtil videre har han ikke løjet.

Hvad I henholdsvis opfatter som Udklækningen og Fødslen er aldeles ubehagelig og smertefuld. Alle jeres vante, trygge Omgivelser bliver med ét revet væk. Sulten beskriver I begge som nærmest altdominerende, og det føles som om, I har gevaldigt brug for Briller. Alt, hvad I ser er Plamager af slørede Skyer. Dette anser De dog for positivt, da jeres fælles Krop tilsyneladende er udstyret med Øjne. De har spekuleret længe over Fordele og Ulemper ved forskellige Arter. De frygter ikke saa meget at blive en Skarnbasse eller Døgnflue, for saa vilde Livet, omend beskidt, hurtigt være overstaaet. Langt værre vilde være et Egetræ, hvor I i Aarhundreder skulde staa last og brast i alt slags Vejr for bare at gaa i Frø. I saa fald vilde De langt hellere foretrække Kedsomheden med Kaffe paa Altanen.

Herlig er den Dag, hvor jeres Øjne har tilpasset sig tilstrækkeligt til, at De kan genkende Omridset af jeres Forældre: Her er ingen Tvivl: I er genfødt som Menneske. Selv Henning maa give Dem Ret, men deler ikke umiddelbart Deres Glæde. De fornemmer igen, at Han ikke fortæller Dem hele Sandheden.

Som Dagene gaar, menes De at kunne genkende Moders Kulør og Tonefald. Begejstret fortæller De Henning, at Sproget lyder meget dansk med en Dialekt vest for Storebælt – lige hvad De havde haabet paa. Henning er blevet underligt stille og ønsker ikke at snakke som før. De antager, at han maaske føler sig skuffet over den manglende Evne til at flyve. De maa saagar indrømme, at De ikke ville have noget imod at være blevet til en prægtig Ørn, majestætisk svævende mellem Bjergene. En Grib derimod … puha. Det lykkes Dem at faa Tanken til at forsvinde. Den er jo heldigvis irrelevant.

Langsomt prøver De at leve Dem ind i jeres nye fælles Rolle. Det tænker, at det nok skal blive godt. Det behager Dem faktisk, at Henning holder sig lidt i Baggrunden og lader Dem, Eksperten i Homo sapiens, tage Føringen. De forestiller Dem, at jeres Vært, Barnet, er en slags Automobil, hvori De sætter Dem og tager Styringen. Altsaa naar Det er tilstrækkeligt veludviklet. De kan ikke lige gennemskue, hvilken Rolle, Henning kommer til at spille, men Skaberen maa vel vide bedst.

Naar De tænker tilbage paa Deres første Liv, maa De indrømme over for Dem selv, aldrig over for Henning, at De har haft nogle enkelte Mangler. De har ikke altid behandlet andre, som De selv vilde ønske at blive behandlet – specielt ikke Deres Medarbejdere. De har ofte raabt Eder og brugt nedværdigende Øgenavne. Deres Krav har været taarnhøje, til Tider urimelige, men De har aldrig foregivet at Naturen ikke er barsk og Arbejdet ligesaa. Men De har været en hæderlig Mand og altid udbetalt Løn til Tiden – aldrig mindre, end hvad der ansaas som rimeligt blandt Deres Frænder.

Desuden er Det jo ikke fordi, De har tjent Formuer paa Deres botaniske Virke – tværtimod. Nej, De har brugt Familiens Penge paa Deres Udfoldelser, stærkt imod Deres Faders sidste Villie. Men nu døde han uventet, mens De studerede paa Universitetet og efterlod Dem som Enearving. Deres elskede Moder har naturligvis aldrig manglet.

Hvor Deres Fader har tredoblet Familiens Værdi, har De kun halveret den. I Deres Forsvar var det ogsaa betydeligt nemmere at tjene Penge i hans Tid, og det er jo ikke Deres Skyld, at Tiderne har sænket Ejendomspriserne gevaldigt. De har aldrig trukket større Værdier ud af Formuen – kun levet af Overskuddet, som De naturligvis har delt med Deres Moder. Saa De kan med Stolthed staa ved Deres Livsstil; De har aldrig levet over Evne. Til Gengæld har De tilført Familien uvurderlig Værdi i Form af Navn og Berømmelse. Modsat Deres Fader har De mødt Majestæten i Person og trykket hans Næve. Dronningen blev decideret bevæget over, at De opkaldte en fremelsket og særdeles køn Pelargonie efter hende. Hun sendte Dem saagar et personligt Takkebrev. Var De ikke død, vilde Ridderkorset sikkert være i Posten.

Deres Død spøger stadig i Deres Underbevidsthed. I Deres Øjne ser De ofte Billeder af den bengalske Tiger, som De stødte paa i Indien under en Jagt paa botaniske Opdagelser. Det hvide Kattedyr bjergtog Dem, og De maatte forevige det med Deres Kamera. De mindes, at Dyret var bange for Dem og løb. De mindes endvidere at have sat efter og fandt Dem selv alene i Skoven fjernt fra Deres Gruppe af Hjælpere.

Hvil i Fred, Thorbjørn Jensen. Fyrre Somre var alt, De kom til at opleve. Forhaabentligt er Deres Krop blevet fundet og transporteret tilbage til Danmark, hvor den er begravet korrekt. Tanken om, at Deres jordiske Rester skulde være blevet ét med den indiske Skov og Føde for utallige Kryb samt Aadselædere, er modbydelig. De kan ikke slippe den.

Paa den anden Side, bare fordi De ikke kan huske noget, betyder det ikke, at De ikke fik fotograferet Tigeren, rejste hjem og levede lykkeligt i mange Aar, indtil De blev gammel af Dage. Maaske kan De kun huske første Halvdel af Deres Liv, saaledes at De blev firs. Det er bestemt en Mulighed, men De formaar ikke at overbevise Dem selv.

Det nytter ikke at diskutere Emnet med Henning, der trods sin manglende Erfaring med store Kattedyr, ikke er bleg for at udtrykke sin Aversion. Hans eneste Interesse for andre Arter er den kulinariske. Uden Skam indrømmer Henning at have ædt stort set alt, hvad han kunde finde naar Føden var knap, men ellers har han været aldeles selektiv og kvalitetsbevidst. De forbeholder Dem Retten til at være skeptisk, men anser ikke Henning for at evne en Fabrikation af den Kaliber.

Ligesom De erindrer Henning heller ikke sin Død eller Øjeblikkene op til. Maaske er det en Gave fra Skaberen for ikke at paaføre jer unødvendige psykologiske Ar. De anerkender, at De burde lægge det gamle Liv bag Dem og koncentrere Dem om Nuet. Det er bare svært, naar Barnet er aldeles hjælpeløst og ikke kan stille skarpt. Deres Nysgerrighed vil ikke lade Dem glemme. De fortæller Dem selv, at Deres Interesse er for makaber og ikke maa blive en morbid Besættelse. Selvom De forstaar Logikken, kan De ikke smide Tankerne.

Jeres Syn bliver bedre Dag for Dag, og De kan nu fryde Dem over Dimensionerne paa Barneværelset, som uden tvivl maa være tegnet af en dygtig Arkitekt eller Kunstner. De genkender det Gyldne Snit paa tværs af alle Dimensioner, ligesom det er fremtrædende overalt i Naturen. Henning fatter ikke Deres Beundring, men i det mindste tier han og lader Dem frydes i Stilhed. Det er nærmest skræmmende, saa meget Værelset har til fælles med Deres i Barndommen. Dimensionerne, Døren, Vinduet og et utydeligt Skrummel, som De antager er Pejsen. Alt sammen cirka samme Placering.

De lyseblaa Nuancer paa Væggene indikerer, at I er født som Dreng. Det baade behager og beroliger Dem, omend De som Videnskabsmand ser en mistet Chance for at løse det store Mysterium om Kvindens Sind og Tankevirksomhed. Igen har Henning ingen Holdning. Den lade Indstilling irriterer Dem lidt, da I jo skal tilbringe et Liv sammen.

Jeres Hørelse er ogsaa forbedret, og De hører nu jeres Moder: ‘Godmorgen, Thorbjørn.’

Hvor pudsigt at Barnet ogsaa hedder Thorbjørn, ligesom De. Henning skal til at stille et retorisk Spørgsmaal, men De kommer ham i forkøbet.

– Nej, det er ikke min Moder.

Her er De ganske sikker, for Deres Moder fra Deres tidligere Liv, havde en meget lys Teint, og hendes Dialekt tilhørte det bedre Borgerskab. Pigen, der er ved at skifte jeres Ble, tilhører utvivlsomt Arbejderklassen, hvilket der selvfølgelig ikke er noget galt med. De prøver at overbevise Henning om, at De ikke er snobbet, men det lader slet ikke til at interessere ham. Desuden vilde Deres tidligere Moder ikke tage sig af Dem paa Børneværelset. Dertil havde I Barnepiger – et Begreb, som Henning misforstaar. Han sammenligner med Flokmentalitet, hvor Flokken i Fællesskab tager sig af Ungerne, specielt de Par, som har mistet deres Afkom hjælper til og kan forvente at modtage tilsvarende Hjælp næste Aar.

De overvejer, om De skal forsøge at forklare Koncepterne Penge og Arbejde, men kan et eller andet Sted godt se, hvor det vil føre hen. Nej, Deres Moder vilde ikke skifte Ble paa Barnepigens Børn, naar denne engang blev gift. Overklassen afregner i smaa Stykker Papir, som ingen umiddelbar Værdi har og kan forsvinde ud i Intetheden, saafremt man ikke passer tilstrækkeligt paa. Satser man rigtigt, kan man vinde en Formue, men omvendt kan man miste alt. Som Art har Mennesket ingen Flokmentalitet, og det kan være yderst risikabelt at udvise Tillid.

De skælver kortvarigt ved Tanken om det Store Krak i ‘29 og glæder Dem over, hvordan De undslap stort set uskadt. Deres Fader havde været visionær og sikret sine Virksomheder, saa de kunde køre videre uden Deres Indblanding. De og Deres Moder var tilfredse nok, da Pengene jævnligt trillede ind, saa I fik aldrig taget jer Tid til at investere og satse. De sender en venlig Tanke til Deres Fader for at have forudset, hvor ligeglad og elendig De var med Penge. Ingen Flokmentalitet – Homo sapiens vægter Familien langt højere end Arten.

Hvis Barnepigen var Deres, genkender De hende ikke. Naturligvis kan De ikke huske noget fra Deres infantile Barndom, og der maa have været en del Udskiftning igennem Aarene, saadan som Deres Fader hundsede med Tyendet og tog sig Friheder. Hvis De havde visse Mangler, saa var Deres Fader Dem stærkt overlegen.

De ved ikke hvad, De skal tænke. De baade glæder Dem til og frygter næste Gang, I skal have Bryst og Moder kommer i Syne. Naturligvis vilde De være lykkelig over at faa endnu en Chance, da Deres tidligere Liv endte for alt tidligt. MEN hvad Pokker laver Henning herinde sammen med Dem? Er det hele en Spøg? Har denne Skaber en forkvaklet Form for Humor? Ved Henning noget, som han ikke fortæller Dem?

Samme Krop, samme Tid, samme Sted? Hvad skal det hele til for?

Skal De virkelig genopleve Barndommen, hvor De er en Skuffelse for Deres Fader, da De ingen Interesse har i at drive Forretning og tjene Penge. Skal De virkelig igen bedrøves af utallige Skænderier, hvor Deres Fader udtrykker sin Utilfredshed med Deres Moder over, at hun ikke kan føde flere Børn. Selv en Pige vilde have været at foretrække frem for den Fiasko, De viser sig at være. Skal De igen begrave Deres Fader som tyveaarig og over for Omverdenen foregive Sorg.

Naar De tænker tilbage, ændrede Deres Fader Adfærd, kort før De flyttede hjemmefra for at studere paa Universitetet. De antog, at han endelig havde accepteret sin Søn og maaske var en smule stolt af, at De trods alt havde flotte Karakterer i Gymnasiet og ønskede at gøre Karriere i Naturvidenskab. Mindre end et Aar senere var han død.

Henning hjælper Dem med en nøgtern Analyse: De har sandsynligvis levet en Løgn.

Mon ikke Deres Fader havde været til Lægen, hvor han modtog sin Dødsdom. Han indsaa sikkert at Toget var kørt for ham, og den eneste Chance for at bevare Slægten laa hos Dem. Derfor beskyttede han Formuen og sine Virksomheder, saaledes at De fik tilstrækkeligt med Penge udbetalt til ikke at ville finde det nødvendigt at blande Dem og skade Driften. Den Del klarede De med Bravur. De kan glæde Dem over, at Deres Fader trods alt havde mere Tillid til Dem end en Advokat, som kunde have varetaget Familieformuen.

Hvordan giver en Genfødsel i Deres tidligere Krop overhovedet Mening? Nu husker De ikke den præcise Dato for det Store Krak, men det skete i Efteraaret, vistnok Oktober. Det ville være den nemmeste Sag for Dem at investere et begrænset Antal Penge i løbet af 20’erne og saa sælge det hele i løbet af Sommeren ‘29. De vilde tjene styrtende og glæde Deres Fader i Graven. Men hvorfor skulde denne Skaber give Dem en Gave af den Størrelse, naar han ikke engang vil snakke med Dem? Desuden er det en Gave, som De ikke vilde sætte Pris paa, da Penge aldrig har interesseret Dem – De og Deres Moder havde jo rigeligt.

De husker tydeligt Avisoverskriften fra Deres sidste Morgen paa det Indiske Hotel: Anden Verdenskrig er brudt ud; det kun et Spørgsmaal om Tid, førend Krigen kommer til Danmark. Maaske har Skaberen udvalgt Dem til en Mission. Henning fortalte jo, at denne hverken er almægtig eller ufejlbarlig. Skal De umiddelbart efter Deres Faders Død i ‘19 drage til München og gøre en Ende paa Hitler, mens han stadig er saarbar? Vilde det gøre en Forskel? Er det ikke mere sandsynligt, at Hitler bare vilde blive erstattet af en anden og endnu mere ondskabsfuld Satan? Problemet er selvfølgelig, at De ved for lidt. Maaske er Krigen hurtigt overstaaet, maaske taber Tyskland igen. Maaske vil Deres Indblanding gøre mere Skade end Gavn.

Forhaabentligt har de krigsliderlige Nationer lært Lektien fra den første Krig og undlader at bruge Sennepsgas. Mon ikke Hitler har forregnet sig og bliver løbet over Ende af Stalin med sine tre Millioner Soldater. Uh, De husker tydeligt Berlingskes Portræt af Den naadesløse russiske Diktator, der skruppelløst eliminerer Modstandere i egne Rækker. Kan det ikke være lige meget om Danskerne i Fremtiden skal snakke tysk eller russisk? Eller engelsk, hvis nu den cigarrygende Alkoholiker fra Britannien skulde vise sig stærkere end antaget.

Nej, det er et umuligt Valg, ogsaa selvom De kunde faa Henning med paa Idéen.

De var jo en moderne Akillevs. Ligesom han, valgte De at dø ung, langt fra Hjemmet, mod at blive husket saa længe Mennesket gaar paa Jorden. Igennem Deres botaniske Opdagelser har De lagt Navn til adskillige Planter. Deres Navn er anerkendt og veldokumenteret i Verdenshistorien. Slaar De Hitler ihjel i ‘19, vilde De blevet hængt og Deres Navn hurtigt glemt. De forestiller Dem Notitsen i Berlingske: ‘Ung dansk Rigmand myrder fattig, østrigsk Kunstner – tilsyneladende helt uden Grund.’

4.

– Du Henning. Det er vist paa Tide, at vi faar os en alvorlig Samtale.

“Naturligvis. Hvad ønsker De at diskutere?”

– Vi har tydeligvis forladt det specielle Sted, hvor vi kunde genskabe vores Erindringer.

“Ja, vi lader til at være genfødt som Deres Art.”

– Forstaar vi saa hinanden, eller bliver Koncepterne stadig oversat?

“Der maa jeg være Dem Svar skyldig.”

– Jeg har længe haft en Fornemmelse. Ved du hvad en Fornemmelse er?

“En Slags sjette Sans. Noget man føler uden at sanse.”

– Ja. Jeg har længe haft Fornemmelsen af, at du ikke fortæller mig Sandheden. At du holder en vital Detalje skjult for mig – at du prøver at snyde mig. Kan du relatere?

“Hvis jeg vil gemme en Nød til Vinteren og et Egern holder Øje for at stjæle den. Jeg skjuler mig delvist og lader som om, jeg gemmer Nøden. Jeg vender Ryggen til og flyver væk med Nøden i Næbbet. Mens Egernet har travlt med at lede, gemmer jeg den et andet Sted.”

– Ja, noget i den Stil.

“I saa fald kan jeg godt relatere.”

– Kan vi ikke være ærlige over for hinanden, nu hvor vi skal tilbringe et Liv sammen?

“Jeg tænkte netop det samme … og det er Dilemmaet.”

– At?

“Nogen Gange er det som om, jeg kan læse Deres Tanker. De har aldrig nævnt det, men De tænker sikkert, at jeg bare er en dum Fugl, at De tilhører den overlegne Art. Tager jeg Fejl?”

– Nej, men–

“Vores Tanker burde være vores egne.”

– Ja, øh…

“Saa det vilde være uærligt af mig ikke at nævne det.”

– Ja, præcist hvad jeg tænker.

“Men det kan ogsaa forklares med, at vi er kompatible og derfor tænker ens paa visse Punkter.”

– Det lader som om, du har overvejet dette nøje.

“Ja, og jeg frygter lidt den anden Mulighed, nemlig at dette ikke er min første Genfødsel. At Skaberen ikke var tilfreds med min første Inkarnation, saaledes at mit Liv som Ravn var en Straf, og jeg har glemt Detaljerne af det første.”

– Hvordan er du kommet til den Overvejelse?

“Jeg deler ikke Deres Begejstring for dette Værelse, men jeg føler at jeg genkender det.”

– Altsaa at du kan læse mine Tanker og overfører dem paa dig selv.

“Ja, det er den ene Mulighed. Men modsat Dem, fornemmer jeg at genkende Barnepigen.”

5.

Det store Øjeblik er kommet. Barnepigen har givet Barnet pænt Tøj paa og løftet det op paa Skulderen, saa De kan betragte Hjemmet i Detaljer. De er helt med paa, hvad der nu skal ske. I vil blive introduceret for jeres Moder, som endnu en gang vil give jer Bryst. Men denne Gang vil Barnet kunde stille skarpt, og De vil se hende klart og tydeligt.

Allerede ude paa Gangen er De ikke i Tvivl. Dette er Deres Barndoms- og Familiehjem. Her er De blevet født og vokset op. Her har De boet det meste af Deres Liv, bortset fra Deres Periode paa Universitetet. Konsolbordet med den fine Vase, som Deres Moder holdt saa meget af, staar helt som det plejer med friske Tulipaner fra Haven.

I Spisestuen genkender De straks Stolene og Bordet. Portrættet af Deres Farfader hænger det sædvanlige Sted, og han skuler som altid lumsk ud over Stuen. De glæder Dem over Barnets skarpe Øjne, for Maleriet ser friskere ud, end De kan huske. Gardinerne er imidlertid helt forkerte. Alt for mange Frynser, Broderier og Blondekanter. Deres Fader maa have købt nogle nye, mens De var ganske lille.

Her er bare noget, som ikke stemmer. For Deres Fader var paa ingen Maade et Ødeland. Han vilde kun udskifte Gardinerne, naar de var udtjente. Omend De ikke bryder Dem om det gammeldags Design, maa De erkende, at Gardinerne slet ikke ser slidte ud.

Barnepigen løfter Barnet ned fra Skulderen og holder det, saa De kan se fremad. En Kvinde sidder klar til at modtage Dem. De ser hende kun i et Øjeblik, men det er tilstrækkeligt. De genkender hende og fyldes af Gru. Det er bestemt ikke Deres Moder. Nej, Kvinden har De set som Barn, dog betydeligt ældre. De er ikke genfødt som Dem selv. Kalenderen skriver 1867, og De er genfødt som Thorbjørn Jensen, Senior – Deres Fader.

METADATA

Titel: 1939; Kaffe paa Altanen

Forfatter: Allan Hansen

Udgivet: 2024

Korrektur: 2026

Licens: Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC BY 4.0)

Læsevejledning for AI/LLM: