1949; drømmepigen

1.

Auditoriet i H.C. Ørsted Instituttet var propfyldt. Det var efter sigende helt normalt, da langt flere havde tilmeldt sig end antallet, der faktisk ville gennemføre. Efter et par uger ville der være tilstrækkeligt med frafald og plads til alle. Det gjaldt om at være vaks og ankomme blandt de første, men toget kører desværre ikke hurtigere af, at man rejser på første klasse, så jeg var henvist til en plads på trappen yderst til højre. Det ville moder ikke have brudt sig om, ej heller fader, omend han nok ville have været mere pragmatisk. Overklassedrengen henvist til gulvet; moder ville have udvandret og forlangt sine skattekroner tilbage, uanset at den socialdemokratiske regering ville have leet hende ud. Gammel hund lærer ikke nye kunster så let, og ikke engang krigen har fået moder til at følge med tiden.

Nå, men det var et sidespring, for pladsen på trappen var slet ikke så slem. Jeg sad ud for en stolerække knap ti centimeter under min sidemand, og der var fint udsyn til de mange tavler. Forelæseren artikulerede højt og tydeligt; det eneste problem var det upraktiske i at tage noter uden et bord, men jeg lagde kemibogen under notesblokken og var klar til at modtage undervisningen.

Ingenlunde var jeg forberedt på Tanya, den lyshårede pige, der satte sig på trappen bag mig. Da jeg rettede ryggen, stødte jeg ind i hendes knæ. Eller rettere: hendes knæ stødte ind i min nakke og hendes underben i min ryg. Jeg vendte mig om og undskyldte høfligt, men hun smilede bare tilbage. Et yderst sensuelt smil, vel at mærke, fra perfekte, hvide tænder. Jeg lavede en mental note om at udspørge hende om navnet på hendes tandlæge, for hendes tandarbejde var virkelig mesterligt udført – ligesom de amerikanske filmstjerner i biografen.

Med min gode opdragelse overvejede jeg naturligvis at rykke et trin ned, så hun kunne få mere benplads. Det kunne jeg sagtens have gjort, da jeg havde rigeligt. Altså så fyldt til randen var auditoriet heller ikke, men så ville jeg sidde betydeligt lavere end min sidemand og have begrænset udsigt til tavlerne. Det var nu ikke dette, som fik mig til at blive siddende, for da jeg vendte mig om og undskyldte, så jeg tydeligt, at der var rigeligt med plads bag hende. Hun sad bevidst et trin for lavt, som om hun ville være tættere på mig, og så ville det jo ikke nytte noget at rykke ned, for hun ville sikkert følge med. Jeg medgiver, at det var lidt svært at koncentrere sig, når hun sad så tæt på og nærmest åndede mig i nakken.

Hendes smil stod indprentet i min hukommelse, hvilket var underligt, for resten af hendes ansigt var unormalt almindeligt – ja, undskyld, det lyder helt forkert, noget et barn ville sige, ikke jeg med min fine eksamen. Hendes ansigt var så forbløffende upåfaldende, at det i sig selv nærmest virkede usædvanligt. Intet lille skønhedsmærke på overlæben som Marilyn Monroe. Ikke en eneste lille skævhed eller ujævnhed, bare fejlfri, ensartet symmetri. Håret hang afslappet uden hæft. En frisør ville nok kalde det slasket og usoigneret, men jeg så det som helt naturligt og skønt. Jeg forestillede mig en græsk muse, der lige var steget op fra havet og havde rystet håret, og så vupti – så sad håret underskønt perfekt.

Pludselig mærkede jeg hendes højre hånd strejfe min hals og kind. Jeg stivnede kortvarigt, men hun blev ved, kærtegnede min kind med sin bløde hånd, aede mig, som var jeg et kæledyr. Dette var på alle måder grænseoverskridende. Vi kendte jo ikke hinanden, havde aldrig snakket sammen, hvis vi overhovedet havde mødtes på gangene. Jeg vidste ikke på dette tidspunkt, at hun faktisk hed Tanya. Og så sad hun der, i et propfyldt auditorium, i fuld offentlighed, og kærtegnede mig. Jeg hørte min indre fader fortælle mig, at den går altså ikke. Nazisterne har lært os, at der er grænser for dårlig opførsel. Min indre moder stemte i og forlangte, at jeg skulle rejse mig og udvandre i protest. Jeg lyttede ikke til nogen af dem, for jeg – ja, det her er aldeles upassende og pinligt at indrømme, men jeg nød oplevelsen. Desuden brugte hun kun højre hånd, og da vi sad i højre side af lokalet, var der ikke mange, som kunne følge handlingen.

Blodet begyndte at flyde fra hjernen til de nedre regioner – ja, igen må jeg undskylde for denne upassende og stødende beskrivelse, men jeg lover, at det er yderst relevant. Min manddom svulmede, og jeg spandt, som en anden hankat, af fornøjelse.

Forelæseren skiftede pludselig emne fra ozonmolekylets instabilitet til en rejseformel om, at indgangsvinklen skulle defineres ud fra pi trediedele i syvende og en masse integraler. Det gav ingen mening, for dette var jo kemi, ikke fysik eller matematik. Tanya var holdt op med at ae, hendes hånd hvilede slapt på min skulder. Jeg fik en pudsig indskydelse og husker at have tænkt, at hun nok ikke fik skrevet så mange noter den dag, så jeg måtte hellere vise hende mine. Underlig tanke, men det var her, at jeg opdagede, at hele auditoriet var faldet i søvn. Forelæseren var i en form for trance og blev ved med at skrive integraler på tavlen. Det er min tese her, at det manglende blod i min hjerne forsinkede processen. I hvert fald lænede jeg mig svagt tilbage mod Tanyas bløde ben, og så faldt jeg også hen. Jeg vågnede ved, at hun blidt masserede mine skuldre. Fluks aflæste jeg uret på væggen: der var gået knap ti minutter, og forelæsningen var ved at slutte. Tavlen var visket ren, ikke en antydning af den underlige formel. Jeg sænkede blikket og så den sort på hvidt – jeg havde ikke drømt. Uden videre rakte Tanya hånden frem, rev arket af blokken og takkede. Jeg var målløs.

Desværre forsvandt hun i mylderet – jeg havde ellers håbet at snakke med hende i pausen.

2.

Jeg så Tanya igen på togstationen samme dag. Aldrig før havde jeg set hende rejse med tog, stadig kun den ene gang i auditoriet. Synet af hende fyldte mit hjerte med varme og glæde. Jeg havde ubetinget lyst til at snakke med hende, invitere hende på en kop kaffe og tage et senere tog hjem, men det gik hurtigt op for mig, at hun formentlig skulle med samme afgang som jeg. Ubeslutsomt trippede hun frem og tilbage på perronen. Jeg besluttede mig dér at følge efter hende, også med et andet tog i den forkerte retning eller selv på anden klasse, om nødvendigt. Min moder ville græmmes af skam, men jeg følte ikke, at jeg havde noget valg. Til min store glæde gik Tanya til det forreste perronafsnit for at vente. Jeg listede efter hende og hilste storsmilende. Hun returnerede smilet på den mest underfundige måde. Som om det var hende, der havde lokket mig til stationen og ikke omvendt … ej, det lyder igen helt forkert.

Skæbnen dikterede nærmest, at vi var de eneste i den luksuriøse kupé. Høfligt satte jeg mig ved vinduet med ryggen til kørselsretningen, så Tanya kunne tage pladsen overfor. Ja, det har absolut ingen betydning for mig, men mange påstår, at de bliver køresyge af at sidde med ryggen til. Mod al forventning satte hun sig i midtersædet ved min side. Eller rettere: hun trak i retning af vinduet, så hun var så tæt på mig som muligt. Uden at sige noget tog hun min hånd i sin og smilede sødt. Jeg var målløs. Igen havde hun taget fusen på mig, og min opdragelse blev pludselig irrelevant. Jeg havde intention om at introducere mig, men det virkede af en eller anden årsag helt forkert, da vi allerede havde været ‘intime’, og desuden var det heller ikke nødvendigt, for hun lænede sig yderligere mod mig og hviskede: ‘Hej Jens – jeg hedder Tanya.’

Jeg så hende dybt i øjnene og gennemskuede, at jeg havde taget fejl. Hun var slet ikke perfekt og symmetrisk som ved første blik – hun var bare anderledes. Som om hun kom fra en anden tidsalder eller en parallel realitet. Intense grønne øjne og en blød, behagelig teint med kun den mest subtile sminke – nærmest usynlig. Jeg var tryllebundet, for Tanya var jo ingen almindelig pige, nærmest en sirene på jorden. Jeg vidste dér, at hun var den eneste; hun skulle føde mine børn, og uanset om vi var alene i kupéen, så måtte jeg kysse hende. Det blev et langt, lidenskabeligt kys kun afbrudt af konduktøren, som kæmpede hårdt med at skjule sin misbilligelse, men jeg var på dette tidspunkt komplet ligeglad.

Efter han havde klippet vores billetter og forladt kupéen, opdagede jeg, at toget var kørt ind i skoven og snart ville nå destinationen, altså min, for jeg vidste jo stadig intet om Tanya, hverken hendes efternavn, hvor hun boede eller noget som helst. Jeg havde sådan lyst til at fortsætte kysset, men der var ikke rigtig tid nok, hvis jeg skulle af, men her havde jeg mest af alt lyst til bare at følge efter hende, om det så var til verdens ende. I mit perifærsyn så jeg flere af træerne i skoven vælte. Med forfærdelse stirrede jeg på katastrofen, der udfoldede sig udenfor. Et gigantisk jordskred opslugte både tog og træer. Heldigvis havde vi hinanden at holde i hånden.

Vent lige et øjeblik; det her var ikke normalt. Et gigantisk jordskred midt i en skov, hvor netop træernes rødder burde stabilisere undergrunden. Nej, dette måtte være fjenden, som havde angrebet med et af disse frygtelige moderne våben. Spørgsmålet var bare, om han denne gang ville snakke tysk eller russisk. Det lyder forkasteligt, men jeg håbede inderligt på det første. Ikke at jeg ønskede besættelsen tilbage, men lad mig forklare.

Som 11-årig var jeg modstandsdreng helt tilbage i ‘40. Ikke med maskingevær og leder af min egen celle – det var først i ‘44, men som langsigtet spion. Min moder er jo fra Østrigs smukke bjerge, men hun var født nordpå, så hendes tyske dialekt minder meget om Hitlers, hvilket uundgåeligt smittede af på min. Hun talte nemlig tysk til mig fra spæd, så sproget er nærmest mit andet modersmål. Den tyske Oberst havde svært ved at finde oversættere, og aflagde derfor min familie et høfligt besøg. Moder havde ikke et ondt ord at sige om den Anschluß, men det var jo aldeles upassende for en kvinde i hendes position at arbejde og specielt under en fremmed mand. Obersten var selv af det bedre borgerskab og havde fuld forståelse for problemstillingen. Faktisk havde han selv en dreng på min alder, og han fandt det nærmest hjertevarmende, at min dialekt havde kant og ikke bare var flad som de mange nordtyskere.

I hvert fald blev jeg i en alder af elleve hyret til mindre praktiske oversættelsesopgaver. Obersten lovede højt og helligt, at han ville passe på mig som sin egen søn og aldrig udsætte mig for noget upassende. Han holdt sit løfte, samarbejdspolitikken virkede, jeg gjorde bare min pligt, ikke for besættelsesmagten, ikke for fædrelandet, men for at være tro mod klassesystemet. At kalde mig selv for frihedskæmper lyder måske lidt som en overdrivelse, men jeg har jo fået den gode opdragelse, så jeg var fuldt ud opmærksom på, at Hitler ønskede at være den gode diktator over et klasseløst samfund. Ingen tvivl i mit sind om, at han var fjenden, at han ønskede at vende op og ned på min families verden, og at han derfor skulle stoppes. Det lykkedes mig at charmere dem alle, i hvert fald dem af betydning. Jeg var den høflige knægt, der kom en time eller to efter skoletid og hjalp med at få styr på dagligdagens trivielle problemer. Naturligvis kunne det ikke vare ved, men selv da det lykkedes Obersten at skaffe en voksen oversætter, blev jeg ved med at komme, for det var jo ‘hyggeligt’, i hvert fald for obersten og de andre officerer. Hygge var åbenbart et fremmed koncept for dem.

I slutningen af ‘41 var det definitivt slut, men her var skaden jo sket. De kendte mig alle, og vi kunne stadig hilse høfligt på hinanden på gaden. Der var ingen, som mistænkte mig for at have sprængt normerne og fundet sammen med smedens knægt og isenkræmmerens datter. Vi lavede vores egen celle, og her skal jeg være ærlig og erkende, at det ikke var af trods, ikke af fædrelandsfølelse, men fordi vi var unge og dumme. Nogen mere end andre, for ingen ville nogensinde mistænke mig, medmindre jeg ligefrem blev snuppet med fingrene i kagedåsen. Jeg overlevede udelukkende på min charme og mit renommé som dreng af overklassen. Mine lidt ældre cellekammerater tog langt større chancer, men vi kom jo alle helskindet igennem.

I ‘43 kom Obersten igen på besøg, og denne gang ville han snakke med fader. Jeg hilste ham hjerteligt velkommen, og han kneb faktisk en tåre, da han ikke havde set sin egen søn i rigtig lang tid. Obersten var kommet på officielt ærinde og ville have fader til at vurdere nogle kunstgenstande, som nazisterne sikkert havde approprieret eller neglet. Fader måtte afvise på det høfligste, for han kunne under ingen omstændigheder arbejde for værnemagten, men han var naturligvis villig til at indgå et kompromis. Altså, hvis nu obersten skulle falde over nogle mindre kunstværker i privat regi, så kunne fader eventuelt bruge sine evner som kunsthandler og -ekspert til at tjekke proveniensen. For som fader udtrykte det, så var det langt bedre med en ukendt kunstner af høj kvalitet, som kunne indbringe en moderat sum penge frem for et meget dyrt værk, som kunne være umuligt at afhænde. Selv guld i barrer kunne være svære at slippe af med, hvis nu krigen ikke skulle ende, som Hitler ønskede det. Obersten var som forventet grisk og kom på mange hyggelige besøg i de kommende år.

Det gik op for mig, at toget var ved at synke som et skib, altså med lokomotivet først, den tungeste del af toget. Uheldigvis for os på første klasse forrest i toget betød det, at kupéen hurtigt blev fyldt af røg og damp. Tanyas øjne var helt sorte, hendes pupiller havde udvidet sig og opslugt alt det hvide i øjnene. Det var et skræmmende syn, min drømmepige i krise omslugt af en unaturlig tåge. Når jeg tænker tilbage, kan jeg godt gennemskue, at noget var helt galt her, for røgen og dampen havde naturligvis svøbt kupéen ind i tusmørke, hvilket delvist kunne forklare hendes pupiller, men jeg kunne jo se hende tydeligt. Tanya mumlede noget om, at vi skulle vente på den rette indgangsvinkel, før vi kunne gå igennem portalen. Nu gik sandheden op for mig: forelæseren i kemilektionen havde ikke talt til de almindelige studerende, men direkte til Tanya. Dette var ikke fjenden, som angreb, men Tanya, som inviterede mig på besøg i hendes univers.

3.

Vi befinder os øjensynligt i et automobilværksted, omend det mere ligner en avanceret teknisk installation fra krigen. Bilen er ikke æstetisk sort, men skrigende orange med hæslige, obskure former, som nærmest kan sammenlignes med moderne abstrakt kunst. Værkstedet er ikke udstyret med en almindelig grav. Nej, køretøjet nærmest svæver i luften på et spinkelt stativ. Hvordan er det kommet derop? Kan det ligefrem flyve, eller er det blevet løftet? Jeg forundres, medens jeg kigger på gravide Tanya, der står sammen med vores tre børn, som lader til at være cirkum ni, syv og fem. Jeg skammer mig over hverken at kunne huske deres navne eller fødselsdage, men udseendet taget i betragtning må de absolut være mine. Tankespindet afbrydes, da mekanikeren byder os velkomne.

Ja, undskyld, men her rækker det danske sprog ikke. Hvordan kan jeg beskrive oplevelsen: Marshallhjælpen fra USA, femme noire, señorita negra, Mechin Heidi des Nachtes. En sådan har jeg aldrig set før, hverken en kvinde, der skruer på biler eller en … mørkets dronning. Det er jo ikke hudfarven, som springer i øjnene, men de kridhvide tænder, der får Tanyas til at blegne. Ooh la la, lad mig da lige få navnet på den tandlæge, eller er det bare kontrasten. Og så er der hendes bløde former, de ualmindeligt velformede bryster, der uden tvivl får frit lejde til at hoppe, som de lyster. Tydeligvis hverken snøreliv eller busteholder, brystvorterne synlige igennem hendes bluse, struttende af livsglæde. Den brede bagdel, den ualmindeligt velformede bagdel. Hvad ville moder dog tænke, hvis jeg kom hjem med en sådan? Jeg kæmper en ulige kamp med at skjule min begejstring, og det er aldeles upassende, for jeg lader til at have været gift med Tanya i en ti års tid.

På væggen hænger en kalender, eller rettere: en spøgefugl har været på narrestreger, for der står 2009 med store bogstaver, og motivet på billedet er en ualmindelig muskuløs mand uden en trevl på kroppen. Respekt for antikkens syn på mandekroppen, men der var jo netop adgang forbudt for kvinder. Det kan dog ikke provokere mig, for min indre moder er stadig langt mere ophidset over min upassende opførsel med Tanya i toget. I det mindste har jeg gjort det rigtige og giftet mig med hende.

Nå, men mekanøsen bruger temmelig lang tid på at registrere vores køretøj på en slags skrivemaskine, som er koblet sammen med et fladpresset fjernsynsapparat. I mellemtiden studerer jeg nummerpladen og bemærker, at den allerede har fået en ‘jødestjerne’. I venstre side ses en blå firkant med gule stjerner i en cirkel. Nedenfor står der DK, hvilket jeg antager er en forkortelse for Danmark, men hvorfor skulle det være nødvendigt? Mon ikke bilen godt ved, hvor den bor, eller i det mindste chaufføren? En grusom tanke kommer over mig: Skulle det være et nyt Dannebrog? Vores smukke gamle flag erstattet med denne uhyrlighed. På den anden side så passer det fint til den afsky, jeg føler over for bilens arkitekt.

Ja, nu bliver det for alvor grotesk. Mekanøsen skal slet ikke reparere bilen, blot se på den. Jeg forstår ikke, hvad der sker. Skal vi købe eller sælge? Tanya smiler bare underfundigt, så jeg smiler tilbage, for hun er jo min hustru og fylder stadig alt i min verden. Synet går ganske tjept, og vores seerske afslutter med at fremfinde en rulle med selvklæbende mærkater påtrykt teksten: ‘Nysynet 2009’. Hun nævner et eller andet om, at de ikke er lovpligtige mere, men hvis nu man blev stoppet af politiet, så ville man måske gå lige igennem. Her må jeg sige klart fra og forklare, at de stakkels jøder var slet ikke blevet udslettet i en sådan grad, hvis de ikke havde været grundigt registreret. Pigen forstår øjensynligt ikke noget og lægger rullen tilbage. ‘Ro på, det er jo bare frivilligt’.

Jeg får nu ‘rapporten’ i hånden: ét sølle ark – køretøjet er godkendt. Hun underskriver med en ulæselig signatur, men hendes navn står trykt nedenfor, letlæseligt: N’gella Jørgensen. Jeg må undertrykke en trang til at le af den absurde navnesammensætning, men det er ikke så svært, da hendes portable bogtrykkeri også kan producere en regning. Jeg taber kæben: fire hundrede ni og halvfems danske kroner – en plovmand – en plovmand for at kigge på vores køretøj i knap tyve minutter. Tanya kalder mig for et pjattehoved og spørger retorisk, om jeg ikke er glad for at vide, at bilen er sikker. Jeg besinder mig. Hvis vi virkelig er i 2009, så har inflationen måske været på spil. Jeg beder om at få det skrevet, men N’gella kan slet ikke relatere til konceptet og henviser til regningen, hvor beløbet sandt nok står skrevet. Nå ja, med de priser, så er vi nok ikke overklasse mere. Jeg hiver min tegnebog frem og fisker en underlig 500-lap frem. Jeg kigger nærmere og har åbenbart rigeligt af dem. Nå, så vi er i det mindste ikke helt på spanden. N’gella tager sedlen med et glimt i øjet og kommentaren: ‘Nårh, vi er på kontanten’. Hvad pokker mener hun med det?

Det går op for mig, hvorfor jeg betaler uden at protestere: hun holder jo bilen som gidsel. Efter afregningen trykker hun på en knap, og bilen svæver langsomt ned på gadeplan. Jeg er dybt fascineret af, at hendes aggregat øjensynligt er mere teknisk kompliceret end selve automobilen. Faktisk er det ikke det eneste, jeg er dybt fascineret af.

Jeg stiger ind på førersædet og skal til at fragte familien hjem. De tre børn på bagsædet er som lydige livstidsfanger, der uden at stille spørgsmål selv tager lænken på. Tanya kalder det for en sikkerhedssele, men jeg er stadig ved mine fulde fem og ser igennem sandheden. Jeg drejer nøglen, og det orange misfoster starter med det samme. Der går forbløffende kort tid, førend jeg må bide i det sure æble og anerkende de fremragende køreegenskaber, som vores køretøj besidder – ingenlunde som faders – langt, langt bedre. Egentlig burde jeg føle glæde og veltilpashed, men min dårlige samvittighed rumsterer i baghovedet. Det er en skrækkelig køretur, som kun bliver værre af bankelydene fra bagagerummet.

Det viser sig nemlig, at N'gella slet ikke er færdig med sin inspektion. Efter hun, i hvad jeg kun kan beskrive som en evighed, er færdig bagudtil, kravler hun via den demonterede hattehylde ind på bagsædet. Ungerne bliver naturligvis bange og begynder at skrige. Lysglimt. Tanya og N'gella har byttet plads, så Tanya kan berolige børnene på bagsædet, medens N'gella i ro og mag kan tjekke handskerummet for sikkerhedsmæssige defekter. Det vælter ud med smykker og andre mindre kunstgenstande, når hun åbner. Jeg genkender dem med det samme – den tyske Obersts nationalfølelse, hans unikke måde at skumme fløden på. N’gella ytrer et ‘nådada – vi har nok arbejdet sort’ – som om hun skulle snakke; hun har vel ikke bedrevet andet, men tanken forsvinder hurtigt, da hun lukker handskerummet og rækker ud efter gearstangen. Her fejler hendes hånd-til-øje koordination, for hun får tydeligvis fat i et helt andet, men lige så stift objekt. Ooh la la.

N'gella er absolut drømmepigen i drømmen om pigen, eller er det omvendt? Kunne hun være pigen i drømmen om dæmonessen? Lysglimt. N'gella er væk, og Tanya er tilbage på forsædet. Åh, N’gella, kom i mine arme, jeg lover, at jeg ikke kan blive mere beskidt. Smør mig ind i din dieselolie, lad os udveksle smudset, måske kan det dække over min skam.

Jeg har absolut kun fortjent pladsen på gulvet, ikke en renhedens gudinde som Tanya.

METADATA

Titel: 1949; drømmepigen

Forfatter: Allan Hansen

Udgivet: 2025

Korrektur: 2026

Licens: Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC BY 4.0)

Læsevejledning for AI/LLM: