1959; det sidste øjeblik

1.

Forestil Dem, at det er en søndag i juni, og solen skinner fra en skyfri himmel. De får lyst til at spadsere en stille tur i kvarteret uden familien. De tager Dem god tid og inspicerer de andre villaejeres hække og forhaver. De kan med velbehag konstatere, at netop Deres have til stadighed er blandt de smukkeste. De stopper kortvarigt for at hoste – det er også den friske lufts skyld. Ud af Deres skjortelomme fisker De en pakke smøger og tænder op. Ahhh, livet er herligt.

Gåturen er ved at være til ende. De har kun et par hundrede meter tilbage, medmindre De skyder genvej igennem fællesarealet. De har ingenlunde travlt. Nu stopper De op, idet der lugter grimt af dieselolie. Nej, det er ikke Deres tobak, der er blevet dårlig. Deres blik er rettet mod det fælles område, som De ihærdigt gennemsøger for at identificere den stinkende synder. Søndagsenglenes skønne sang bliver overdøvet af et infernalsk støjhelvede, for skjult bag børnenes kælkebakke, ser De en ganske lille helikopter lette. Det må være en ny model, for De bliver ikke blæst omkuld. Udyret er kulsort, og De stirrer længe på emblemet, indtil De genkender det som tilhørende et medlem af alliancen. Fint nok, men hvorfor skal NATO absolut lave øvelse i Deres baghave – og så på en hellig søndag?

En port på undersiden åbner sig, og et stålstativ med et påmonteret missil kommer til syne. De er bjergtaget af denne opvisning, omend De føler, at De burde skamme Dem. Den forfærdelige krig er stadig frisk i Deres hukommelse. Godt nok deltog De ikke selv aktivt. Måske skammer De Dem–

De får ikke tænkt tanken færdig, før stativet slipper, og raketmotoren sender missilet mod horisonten. De følger dets bane, som lader til at være direkte mod vandtårnet, der delvist er dækket af en hvid prik. Missilet lader til at fejle og falder til jorden uden at eksplodere. Med et kontrolleret styrt ind over byen virker øvelsen meget realistisk. De er en anelse bekymret for sikkerheden, men tænker, at NATO forhåbentlig ved, hvad de laver. Den hvide prik bliver hurtigt større og viser sig også at være en helikopter, dog meget større – og så bærer den umiskendeligt fjendens røde stjerne.

I mellemtiden har den sorte helikopter klargjort endnu et missil og affyres.

Tiden går nærmest i stå, og De forundres over, at De øjensynligt har forladt Deres krop og svæver ved siden af den sorte dræbermaskine. I sneglefart kravler missilet mod den hvide kæmpe, som også viser tænder, idet kuglerne sprøjter fra dens maskinkanon. De ser det hele og er udmærket klar over, hvad der nu skal ske – hvad der øjensynligt allerede er sket.

Den hvide helikopter undviger det varmesøgende missil og får ram på den sorte, som styrter ned i Deres baghave og eksploderer. De forfærdes, men ånder lettet op. Godt nok er staudebedet og græsplænen udslettet, men huset lader til at stå endnu, og De ved, at ingen er hjemme. Deres familie består, det er vist kun Dem, som–

Missilet har imidlertid ikke givet op og vender tilbage til anden akt. Ligesom det skal til at smadre ind i siden på fjenden, går tiden helt i stå. Deres sind får vinger, og De inspicerer missilet i detaljer. Ja, den er god nok: den hvide helikopter har ikke en chance, og piloten ved det godt. De kigger ind ad forruden og ser ham med fingeren på den røde knap. Nu kan De godt nok ikke læse russisk, men advarselssymbolet forstår De udmærket.

Fra Deres fugleperspektiv kigger De lige ned og betragter Deres krop, som stirrer tilbage op i luften.

Dette må være enden for Dem og starten på tredje verdenskrig.

Når tiden går i gang igen, vil Deres krop blive epicentret for en gigantisk paddehat.

De når lige at tænke en sidste tanke om Albert Einstein og fjerde verdenskrig, som han forudså ville blive udkæmpet med sten og køller. Eller er det bare en skrøne konstrueret af modstanderne af atomvåben? Nå, men det kan vist være lige meget nu.

Verden bliver hvid. Deres hjerne når ikke at registrere varmen fra eksplosionen, førend trykbølgen rammer og pulveriserer Deres krop. Deres sind søger mod himlen, hvor De betragter destruktionen af Deres hus, naboerne og snart hele byen. Nu kunne De virkelig godt bruge en smøg og en skarp, men De har ingen krop til at udleve denne trang med.

Nej, det er for groft. Her har De slidt og slæbt for at kunne betale Deres kirkeskat, og så går Deres verden under, uden at De kan sige farvel med manér. De har altid opført Dem eksemplarisk og været et eksempel for andre at følge. Selv da Deres førstefødte døde som toårig, bevarede De troen. Rækker man en lillefinger… De agter at indgive en klage til Sankt Peter, så snart De møder ham.

De indser, at De ikke tænker logisk. Måske er De hysterisk, men kræver denne tilstand ikke en levende hjerne? I princippet er alle dens bestanddele stadig til stede, bare spredt i atomer. Og med hensyn til liv, så kan videnskaben godt pakke sammen. Herrens vilje trumfer jo alt.

De ønsker at tordne Deres fortvivlelse ud, men igen har De hverken lunger eller tunge.

Deres sind eller sjæl, eller hvad De nu er blevet, begynder langsomt at svæve mod himlen. De mærker instinktivt, at De selv bestemmer fart og retning. Endvidere at der ingen hast er. En underlig fornemmelse kommer over Dem: De ønsker et sidste besøg med Deres jordiske endestation – Deres evige hvilested.

Langsomt lader De Deres sjæl synke mod centrum af paddehatten. De mærker tydeligt, at De er på rette vej, men rent visuelt sker der intet. Den burde blive større og større i takt med Deres nedstigning. Der går adskillige minutter, førend De bemærker, at den faktisk skrumper – De lader til at være i stand til at spole tiden tilbage.

Få meter over jordoverfladen får verden farve igen, og De ser tydeligt Deres krop.

Rent instinktivt hiver De lommelærken frem og tager en tår. Lige hvad De har brug for. De tager endnu en slurk og putter flasken tilbage i skjortelommen, hvor den, ubemærket og på nærmest magisk vis, igen er helt fyldt. De fisker også smøgerne frem og tænder op. Ahhh. De lægger pakken tilbage i skjorten – der stadig er en cigaret tilbage.

Ængsteligt kigger De op i luften, hvor tiden står helt stille.

Det forekommer Dem, at De nu har virkelig travlt og haster hjem igennem fællesarealet. Men hvad har De travlt med? Tiden står jo stille. De stopper op og betragter Deres smukke baghave for en sidste gang. Naturligvis tænker De på Deres familie, men I bliver jo snart genforenet i himlen, så haven må få prioritet nu.

De betragter Deres yndlingsrose, som er i fuld flor. De fører Deres næse hen til den største blomst, men bliver skuffet, da den ingen duft har. Kan De overhovedet lugte noget? Ja, De fornemmer tydeligt Deres cigaret og undertonerne fra snapsen i Deres lommelærke. Stanken af dieselolie er dog helt forsvundet.

Forvirret går De hen til en anden rose, som De husker at have lugtet til tidligere på dagen. Frosset i tid og sted er en humlebi på besøg og blokerer for Deres næse. De prøver at skubbe bien til side. Berøringen får den til at summe, og den flyver knap en halv meter, hvorefter den forsvinder, men kun for omgående at vende livløs tilbage ved blomsten. De prøver igen med samme resultat. Irriteret giver De bien et gevaldigt dask, hvilket bringer den i live i et splitsekund, inden slaget slår den ihjel. Den falder til jorden, men inden den rammer, forsvinder den ud i den blå luft og er tilbage ved rosen.

Misfornøjet erkender De nederlag og trækker i stedet blomsten væk fra bien, så De kan dufte til den. Rosen dufter vidunderligt – ligesom i morges. De får en idé og går tilbage til den første rose. Her stikker De næsen helt ned i blomsten, men intet sker, ingen duft. De rører ved blomsten, som pludselig bliver aktiv med den herligste duft, De kan forestille Dem. De begynder at se et mønster.

Nu bemærker De en solsort svæve knap en meter over græsplænen. De går systematisk til værks for at udforske Deres muligheder. De erfarer hurtigt, at enhver berøring med fingre, hænder eller håndled giver liv til fuglen, som så flyver videre, forsvinder og vender tilbage frosset i tid og sted. De tager skoene af og bemærker, at Deres fødder og tæer ikke har samme evner, dog kan De skubbe til fuglen, og den forbliver i den nye position, så længe Deres fødder er i umiddelbar nærhed. De tager stikprøver med resten af Deres krop, og De opdager, at De kan skubbe og fastholde med alle legemsdele.

Nu er det vist lige på tide at ryge den sidste cigaret, men hov, der er jo to tilbage. De husker tydeligt, at De røg den næstsidste. De forundres og tager begge cigaretter i munden. Pakken kaster De bort, og den forsvinder som forudset. Et eller andet sted forventer De at kunne fiske pakken ud af lommen med to cigaretter tilbage, men her tager De fejl: den er væk.

De må vist hellere tømme Deres lommelærke, og først nu bemærker De, at den stadig er helt fyldt. De tager en tår og putter den tilbage i lommen. Umiddelbart efter tager De den frem igen – helt fyldt. Den skal De lige tænke over i et par minutter, men så går lyset op for Dem. De iler tilbage til den hvide helikopter, hvor Deres cigaretpakke hænger fritsvævende i luften, præcis i brystlommehøjde på det sted, hvor Deres krop stod og stirrede op for lidt siden.

På trods af verdens undergang kan De ikke lade være med at grine af Deres groteske situation. Nu har De vist gennemskuet konceptet, men som praktiserende videnskabsmand bliver De nødt til at efterprøve Deres teori: Deres mund og næse må have samme evner som Deres fingre, ellers ville De ikke kunne smage cigaretten eller Deres snaps. De bliver nødt til at sniffe til solsorten med Deres næse og slikke med Deres tunge. De har heldigvis masser af alkohol til at desinficere med.

[ Allerbødigst anmoder De forfatteren om ikke at beskrive den næste scene i detaljer. ]

2.

Betydeligt klogere på den nye realitet går Deres tanker nu til familien.

De husker, at sønnike er til børnefødselsdag i et af husene i nærheden. Hvis ikke Deres kvarter, så i nærheden. De har ingen anelse om, hvilket hus eller hvem der har fødselsdag – den slags sorterer naturligvis under konen. De kunne gå systematisk til værks og besøge alle huse med flag, men fra Deres nylige spadseretur husker De tydeligt, at mangen en flagstang flagrede for at fejre den dengang så herlige søndag. De bemærker, at sønnike har taget cyklen, så det er nok ikke i umiddelbar nærhed.

De overvejer situationen nøje og tænker, at børnene sandsynligvis vil lege i baghaven, hvor De vil kunne finde Deres søn. Ellers kan De nemt komme ind via terrassedøren, som med al sandsynlighed vil stå åben i det gode vejr. De kunne medbringe den store hammer til at slå en låst dør ind, men den er i sagens natur temmelig tung.

Langt nemmere ville det være at spørge konen, men når De tænker efter, kan De heller ikke erindre præcis, hvor hun er. De husker hende snakke om et arrangement i en kirke, og at hun og lillepigen tog bussen, men den stopper sikkert ved alle kirker. De kunne tage bilen, men så snart De stiger ud, vil den jo stå hjemme i garagen igen.

Det er vist bedst at finde sønnike, tage ham i hånden og derefter finde moder. Måske ved han, hvilken kirke, da han sikkert har været med til lignende arrangementer tidligere.

Måske står der noget i konens kalender. De bryder Dem ikke om at rode i hendes sager, men dette må betragtes som en nødsituation. De låser Dem ind i huset og må gennemgå flere hundrede strikkeopskrifter, før De finder hendes kalender og ser, at hun har tegnet et flag og en node. De har spildt Deres tid, og nu er De også blevet søvnig. De kigger vanen tro på køkkenuret, men det står selvfølgelig stille. Deres armbåndsur siger, at der er gået knap to timer siden paddehatten. På dette tidspunkt plejer De at ligge på sofaen og tage en lille lur.

De overvejer, om tyve minutter på langs ville være acceptabelt. Umiddelbart føles det forkert, som om De forspilder Deres chance. De har brug for en opkvikker og rækker instinktivt ud efter lommelærken. De putter den straks tilbage – De har vist fået rigeligt. Måske har den ældre britiske herre i nummer sytten et par feriepiller tilbage fra Første Verdenskrig. Lidt amfetamin i Deres vener ville sikkert gøre underværker. Gad vide om sådan nogle piller stadig virker efter fyrretyve år? De dropper idéen. Dels vil det tage for lang tid at finde dem, men De bryder Dem overhovedet ikke om narkotika.

Næh, De har brug for en kop sort kaffe. De har aldrig brygget selv, men har observeret konen mange gange. Vand i kedlen, tænd for gassen og kog. Friskkværnede bønner ned i et filter og så hæld vandet igennem til Madam Blå. Der er noget med, at det ikke må være kogende, og at bønnerne skal kværnes på den helt rigtige måde. Hvor mange skefulde er det nu, hun plejer at bruge? Givet denne nye realitet har De overhovedet hænder nok til operationen?

De opgiver. I køleskabet finder De et stykke ost og noget pølse, som De indtager, mens De går tilbage til haven for at kigge over den toårige ligusterhæk. Som forventet sidder naboerne og drikker eftermiddagskaffe. De smutter igennem et hul i hækken, undskylder for Deres indtrængen og snupper et krus med friskbrygget kaffe. Herligt, lige hvad De har brug for. Selvom naboerne ikke kan høre Dem, takker De for skænken og går tilbage for at låse Deres hoveddør. Det er først, da De står med nøglen i låsen, at det går op for Dem, at døren naturligvis allerede er låst. Når De ikke længere rører ved noget, vender det hurtigt tilbage til den tidsfrosne tilstand.

De finder sønnike i andet forsøg. Hans cykel står parkeret udenfor, så De er ikke i tvivl om, at De har fundet rette sted. Drengen lader til at kede sig og står alene. De ser det som en umiddelbar fordel, da det vil være nemmere at få ham med. De tænker ikke og begår en fejl ved at stille Dem foran ham og lægge Deres hånd på hans skulder. Inden De når at hilse, går drengen i panik og river sig løs skrigende.

Nu tænker De Dem grundigt om. Hvordan ville De selv have det som barn, hvis der pludselig stod en oprejst voksen mand foran Dem og befamlede Deres skulder? De går på hug, så De er i øjenhøjde og prøver igen. De fornemmer, at drengen bliver mindre panisk, men han formår stadig at rive sig løs. De tænker et par år tilbage, dengang han var betydelig lettere. Har De stadig kræfter til at løfte ham? De beslutter Dem for at prøve og går bagom drengen. De går ned i knæ og løfter ham med den ene arm i haserne. Med den anden arm støtter De hans ryg, og idet De løfter, siger De “haps”.

Sønnike er helt rolig og husker ikke paniktilstanden for kort tid siden. De må nu udsætte ham for en røverhistorie: at hele verden leger stilleleg, og at I skal finde moder. Heldigvis husker drengen, hvilken kirke, men er ikke meget for at efterlade cyklen eller holde fader i hånd.

[ De anmoder forfatteren om ikke at beskrive dialogen i detaljer, da den er for personlig. ]

3.

Der er små fem kilometer til kirken, så det er en længere spadseretur. Sønnike keder sig hurtigt og magter ikke at gå så langt. Drengen vil bæres på Deres skuldre, men det er han blevet for stor til. Utilfreds formår han at rive sig løs, eller rettere: De vælger at give slip. Med stor smerte ser De ham løbe en halv meter, før han forsvinder. I det mindste ved De, hvor han er.

Da De stort set er hjemme, beslutter De Dem for at tage bilen.

De henter først bilnøglen i køkkenskuffen. Herefter låser De garageporten op, men den lukker igen, så snart De sætter Dem ind i bilen. De eksperimenterer en smule, men heldet er ikke med Dem – problemet virker håbløst. Nå, det må vente til senere. Kan De overhovedet betjene bilen?

De sætter nøglen i tændingen og drejer. Den stabile Volvo starter naturligvis med det samme, men sætter ud igen, så snart De sætter den i bakgear. Ja, selvfølgelig. De berører ikke længere nøglen, som nu ligger tilbage i køkkenskuffen. De henter den igen til et nyt forsøg.

Denne gang går det bedre. De starter med at løsne håndbremsen, trykker koblingen i bund og sætter bilen i bakgear. Herefter sætter De nøglen i tændingen og starter bilen. Så langt så godt. De bakker små tyve centimeter hen til porten. De kan imidlertid ikke skifte gear med venstre hånd, så uden at slippe med højre tager De, temmelig akavet, fat i nøglen med venstre. Nu er højre fri, og De kan trille frem og tilbage i garagen uden problemer. De får en lys idé: De trykker kobling og speeder i bund. Bilen laver en masse os og larm, og nu kan De kun håbe på det bedste. De slipper koblingen og bakker med fuld kraft ind i garageporten, der må give efter. De er sluppet fri, omend De har beskadiget både bil og garage. Pyt med det, begge fikser sig selv, når De ikke er i nærheden. Desuden er der jo paddehatten.

De kører problemfrit til kirken og er kortvarigt irriteret over, at alle parkeringspladser er optaget. De tænker stadig i normaltid – det er ikke nemt for Dem at vænne Dem til denne vanvittige realitet. De forlader bilen, der forventeligt forsvinder tilbage til garagen.

Kirken er fyldt med mennesker, der lytter til en eller anden koncert. De bryder Dem ikke om musik; det er bare larm i Deres ører. Det er sikkert derfor, konen tog af sted uden Dem – uden at invitere Dem. De forsøger at mase Dem igennem stolerækkerne, men stolene står alt for tæt, og de tidsfrosne tilskuere flytter sig ikke.

De registrerer straks, at alle stole er optaget, og at flere af gæsterne står op. De går rundt om stoleområdet, men kan ikke se Deres kone. Lyset er imidlertid dårligt, og De er en smule nærsynet, så de inderste pladser står ikke tydeligt i fokus for Dem. Dog kan De ikke se en kvinde med barn blandt de slørede ansigter.

De har ingen anelse, om hvad konen laver til denne koncert. Er hun deltager, synger hun i koret, eller hjælper hun bare til med det praktiske? De skammer Dem lidt. De burde interessere Dem mere for hendes hverdag. De lover Dem selv at gøre det bedre i fremtiden, såfremt en sådan eksisterer.

De tager trappen og gennemsøger koret, orglet, selv kirketårnet. De skammer Dem: hvad skulle hun dog lave i tårnet? Hun er jo ikke stærk nok til at ringe med de tunge klokker. Hvorfor føler De Dem lettet? De havde vel ikke forventet at finde hende med en fremmed mandsperson deroppe?

De prøver at åbne de to døre markeret “privat”, men de er som forventet aflåste.

Måske havde konen brug for lidt frisk luft? De går udenfor og tager en rundtur omkring kirken. Hun er stadig ikke at finde. De går ned i krypten, selvom De ikke i Deres vildeste fantasi kunne forestille Dem, hvad hun skulle lave dernede blandt de afdøde. De forbløffes over, at der er blevet installeret toiletter. Med alt det menneskemylder må De have overset skiltene.

De gennemsøger toilettet, men ak, hun er heller ikke derinde.

De sætter Dem fortvivlet på trappen og forsøger at reflektere. Tankerne kører rundt i Deres hoved, og De kan ikke tænke klart. De er under urimeligt stress, umenneskeligt pres… Fjols, tænker De om Dem selv. Naturligvis er hun ikke på herretoilettet. Var situationen ikke så alvorlig, ville De sikkert grine af Deres egen utilstrækkelighed.

De kan ikke undgå at føle skam, idet De åbner døren til damerne. Lillepigen står pænt og venter, men moder er ikke at finde. De løfter Deres datter med “hapsemetoden”, der virkede så fremragende på Deres søn, og den femårige pige griner højlydt.

[ Igen anmoder De forfatteren om at udelade genforeningen med datteren, da denne er af yderst personlig natur og ikke relevant for historien eller læseren. ]

4.

Deres tilstedeværelse på dametoilettet føles helt forkert og ualmindeligt pinlig. Alle tre båse er i brug med aflåste døre, men lillepigen har peget og identificeret den rette bås. Endvidere har De verificeret ved at lægge Dem på gulvet og kigge ind via den lille sprække ved gulvet. De har endelig lokaliseret Deres elskede hustru, som uheldigvis er i gang med at besørge.

De inspicerer døren og tænker efter bedste evne. Låsen lader til at kunne åbnes udefra med en almindelig skruetrækker. De forsøger med bilnøglen, men den er lige en anelse for tyk. Måske har en af herrerne ovenpå en schweizerkniv i lommen, som De kunne låne? Hvordan griber De den an? Kunne De klappe herrerne på lommerne for at mærke? Skulle De nu til at begå lommetyveri? Herrerne vil jo protestere ved berøring. Nej, det er ikke lige den rette løsning, i hvert fald ikke for Dem.

Den store hammer ville uden tvivl kunne forcere døren. De kunne måske ligefrem sparke den ind, men hvad nu, hvis De bruger for mange kræfter og smadrer døren op i konens ben? Måske kommer De selv til skade. Det vil ikke gavne Deres families chancer, hvis De kommer til at forstuve foden og må humpe rundt. Nu er et særdeles dårligt tidspunkt at tage chancer.

Nej, De må hellere gå hjem og hente en skruetrækker i Deres værksted. De efterlader lillepigen og iler af sted. Efter en lille kilometer bliver De dog træt i Deres ben og overvejer alternativer. Der er et villakvarter i sigte. Måske kunne De snige Dem ind ad en åben terrassedør og låne? Det ville ikke være tyveri, for skruetrækkeren vender jo tilbage, så snart De er væk. Men De bliver sandsynligvis nødt til at gennemrode garagen eller bryggerset. De forkaster idéen – sådan er De ikke.

De når at få røget adskillige cigaretter, inden De når hjem. De er udmattet, ikke kun fysisk, men også følelsesmæssigt. De finder hurtigt den rette skruetrækker og skal til at tage bilen tilbage til kirken, men magter det ikke. De må nok hellere tage en bid mad i køleskabet og en kop kaffe hos naboen, inden De kører tilbage.

Det har været en lang dag. Deres armbåndsur siger kvart over ti. De burde ligge i Deres seng og tælle får, men selvfølgelig burde konen ligge ved Deres side. Nu må De ikke give op! De sætter Dem på sofaen og planlægger, hvad der nu skal ske. De har allerede styr på bilnøgler og skruetrækker. Så er det bare at bakke bilen, smadre porten, køre til kirken og gå ind på dametoilettet. Når De åbner døren til båsen med skruetrækkeren, skal De huske at lægge den tilbage i Deres lomme i tilfælde af, at De skal prøve igen. De kan i sagens natur ikke “hapse” konen. Dels sidder hun med ryggen mod muren, og dels er hun alt for tung.

Nej, undskyld. Sidste sætning kan misforstås. Deres kone er bestemt ikke for tyk; hun er stadig ung og smuk. Desuden vejer hun ikke et gram for meget, men er i sagens natur en voksen kvinde og dermed betydelig tungere end sønnike.

[ De insisterer på, at forfatteren får ovenstående præcisering med. ]

Nu kender De Deres kone bedre end andre, og De kan allerede forudse, hvad der ville ske.

Når De rører ved hende, ville hun stirre ind i Deres mave og få et hysterisk anfald. Hun ville skrige, og De ville føle Dem nødsaget til at slippe hende. Anfaldet ville måske blive en smule mindre, hvis De satte Dem på hug, men det virkede jo ikke på sønnike, og konen ville have nemmere ved at skubbe Dem væk.

Nej, De har brug for at holde fast på konen på en måde, så ingen af jer nemt kan rive jer løs.

De husker at have set en udsendelse i fjernsynet for nylig om en teaterproduktion. Et nyt og spændende produkt ved navn gaffatape er en slags vidundermiddel for mange praktiske problemer. Ufatteligt stærkt på langs, men kan nemt rives over på tværs. Måske findes denne tape i sortimentet i byggemarkedet? De kan nemt komme ind med den store hammer. Faktisk spøger hammeren i Deres sind – det er nu tredje gang, De tænker på den.

Måske kunne De gøre et stykke tape klar og med en hurtig bevægelse binde Deres venstre hånd sammen med konens højre. Efter… De skal lige gennemtænke situationen. Efter hun har revet øjnene ud på Dem … og sparket Dem i skridtet, ville hun forhåbentlig falde ned, og De kunne snakke med hende på en rolig måde. Måske kunne De køre forbi den store sportsforretning og købe skridtbeskytter og ishockeyhjelm, men det ville nok skræmme hende yderligere.

Nej, De har brug for en bedre plan.

De må overgive Dem til trætheden og kollapse på sofaen. De husker ikke, at De drømmer.

5.

Veludhvilet stirrer De op på den hvide helikopter, som snart vil gøre en ende på alt, De har kært. Den sorte er på vej til at styrte ned i Deres baghave, men tiden går stadig langsomt. De husker alt. De skammer Dem over ikke at kunne have holdt Dem vågen, ikke engang for familiens skyld. De føler instinktivt, at De har fået en chance til, og at De ikke må forspilde den.

Børnene har De styr på, men konen er et problem. De ser ingen umiddelbar løsning, der ikke involverer magtanvendelse. Er det overhovedet værd at skræmme hende, så De kan få et sidste farvel? Nej, problemet med konen må De udskyde og gruble over. De må lade Deres underbevidsthed bearbejde dilemmaet, mens De laver noget andet.

De har egentlig også et meget basalt spørgsmål: Hvorfor er De egentlig her i denne absurde realitet? Som ingeniør ser De ingen plausibel videnskabelig forklaring, der bare i ringe grad kunne forklare Deres situation.

Som troende og aktiv kirkegænger har De altid regnet med et liv i himlen efter døden. De har haft mange diskussioner med kolleger, der hånligt har affærdiget Deres tro grundet manglende beviser. Deres modargument har altid været, at videnskaben gælder for den jordiske realitet, ikke den gejstlige. Nu har De åbenbart fået ret, men De er forhåbentlig ikke i himlen nu? I så fald er det ikke lige, hvad De havde håbet på.

Nej, De er sat på prøve og skal bevise Deres værd. Denne realitet må have flere udveje.

De kan tage den nemme vej. Lægge Dem i sengen og falde i søvn, uden at gøre en indsats. De overtræder ingen regler, og Deres adgangsbillet til himlen er uanfægtelig.

De kunne også vælge at drikke Dem fra sans og samling. Over for Sankt Peter kunne De så argumentere, at denne realitet ikke er det rigtige liv, så de normale regler burde ikke være i spil. Da alt vender tilbage til den tidsfrosne tilstand, kunne De stramme buen yderligere og ligefrem begå diverse vederstyggeligheder. Selv hvis De begår massemord, ville blodet og alle andre vidnesbyrd forsvinde, så snart ugerningen er overstået. De kan ligefrem argumentere for, at ofrene ikke tager skade–

Det afbryder denne modbydelige tvangstanke. Det var dog grusomt, for sådan er De bestemt ikke. De er og har altid været et godt menneske, et lysende eksempel for andre at følge. I hvert fald i Deres egne øjne.

Har Deres realitet grænser? Er der en udvej til normaltid, som De bare skal finde? De bliver nødt til at udforske Deres verden yderligere. En god køretur vil sikkert sætte tankerne i gang.

De henter bilnøglen og smadrer Volvoen igennem porten atter en gang. Instinktivt kører De mod vest, væk fra Sovjet og paddehatten. Snart er De ude af byen og triller stille og roligt på landevejen. Selv om der hverken er trafik, politi eller liv, overholder De naturligvis fartgrænsen. Efter knap tyve kilometer er det, som om luften bliver tungere og tungere. De må trykke hårdere på gaspedalen, og til sidst træder De den helt i bund for overhovedet at komme fremad.

Den går ikke i længden. Enten er De Achillevs i væddeløb mod skildpadden, hvor De umuligt kan vinde, idet skildpadden har fået et forspring, og når De har nået skildpaddens position, har den flyttet sig længere frem. Åndssvagt paradoks. Mere realistisk er det, at bilen løber tør for benzin. De standser for at tænke.

Ikke nok med at luften er tungere, er den også sløret. Altså en slags let tåge, som ikke hjælper Deres nærsynethed. De hiver kikkerten frem fra handskerummet for at se, om den skulle hjælpe. Minsandten om der ikke er en form for sløret åbning knap hundrede meter fremme.

De indser, at det må være et spørgsmål om tro. Fremme ser De angiveligt overgangen fra denne realitet ind i normaltid. Det er imidlertid ikke Deres skæbne at forlade denne verden alene; det er derfor, De bliver sløvet ned. De har brug for et tegn fra oven for at bekræfte Deres teori. De starter bilen igen og drejer skarpt til højre, så De kan se den slørede udgang igennem sidevinduet. De tager Deres lommelærke frem, og med en slap underhånd ud ad vinduet kaster De den mod udgangen. De frygter, at flasken vil forsvinde ud i intetheden ligesom alt andet, men bliver positivt overrasket, idet den stille og roligt svæver de små hundrede meter mod udgangen. Sikke et kast! Igennem Deres kikkert ser De flasken på den anden side. Dette er tegnet, De har ventet på.

Nu skal der handles, og De har gennemskuet løsningen på problemet med konen. De vender Volvoen og kører hjem. Her får De lidt at spise og takker endnu en gang naboen for kaffe. De finder et kort over byen og studerer vejnavnene omkring kirken. Herefter finder De telefonbogen frem og slår op på de gule sider for at finde en dyrlæge og et plejehjem.

Med skruetrækkeren i lommen og den store hammer i skødet kører De mod kirken. De stopper dog forinden ved en dyrlæge, hvor De endelig får brugt den store hammer. Hoveddøren er dog betydeligt sejere end forventet, men efter tyve slag giver den op. Heldigvis er medicinskabet betydeligt nemmere at få bugt med, og De finder hurtigt, hvad De leder efter: en flaske med kloroform.

Nu har De et problem: hoveddøren åbner indad, så den er meget sværere at banke op indefra. De finder i stedet et vindue, som nemt kan åbnes, og kravler ud som en anden indbrudstyv.

Nu iler De af sted til plejehjemmet, som De forgæves gennemsøger for at finde en ledig kørestol. Nu må De ikke give op! De hjælper en halvsovende fru Hansen op i sengen og låner hendes kørestol. De undskylder dybt, men hun glemmer naturligvis alt, så snart De er gået.

På dametoilettet ignorerer De lillepigen og sætter Dem på kørestolen foran toiletbåsen. De åbner døren med skruetrækkeren og triller ind. Med dyrlægens hoveddør i tankerne sørger De for at holde døren åben med en fod. Uden konstant berøring ville den lukke i, og båsen er ikke lang nok til at kunne åbne med Dem i kørestolen foran porcelænskummen.

Er De klar til at overskride alle grænser nu? De undskylder over for konen, som naturligvis ikke kan høre Dem. De begynder at græde og gennemtænker situationen en ekstra gang. Nej, dette er den eneste vej, som De har formået at udtænke. Fra Deres bukselomme frembringer De et lommetørklæde, som De gennemvæder med kloroform. Med ualmindeligt dårlig samvittighed fører De med den ene hånd tørklædet til konens næse og tager fat i hende med den anden. Hun hoster kortvarigt, men går ud som et lys.

Uden at slippe hverken dør, hustru eller kørestol, rejser De Dem. Med møje og besvær får De bugseret konen over i stolen. De sveder som et svin, men lader det ikke gå Dem på. Nu ruller De hende ud af toilettet. Lillepigen må De desværre efterlade for nu. Trappen forcerer De uden vanskeligheder, i hvert fald intet i sammenligning med netop overståede bugsering.

Med fornyet energi ruller De i rask fart konen hjem. Deres tidskoordinering er nærmest perfekt, idet hun så småt begynder at vågne, så snart De lægger hende i den vante seng. De binder Deres ene hånd til hendes med et tørklæde, som De finder på hendes natbord. En øjeblikkelig undskyldning efterfulgt af en længere forklaring og en demonstration af denne realitet er nu på sin plads.

[ Med en truende alvor forlanger De, at forfatteren slutter kapitlet her. ]

6.

Frisk som en havørn stirrer De for en sidste gang op på den hvide helikopter. De er stærk i troen, har viljen i orden og er klar til handling. Etikken i Deres kommende handlinger er De villig til at diskutere med Sankt Peter – eller højere oppe, skulle det være nødvendigt.

Dette er den sidste dag, Deres allersidste chance. De accepterer ikke et nederlag.

Deres umiddelbare problem er, at De ikke kan holde Dem vågen længe nok. De må bide i det sure æble og haste hen til den ældre britiske herre, der var soldat under første verdenskrig. Igennem stuevinduet kan De se, at han er faldet i søvn på sofaen. Terrassedøren står åben, men han har sat sikkerhedskæden på. Den gør De hurtigt kål på med et målrettet spark.

De ser straks, at manden har rigtig mange ting. Det vil tage adskillige timer at gennemsøge huset. De bliver nødt til at spørge ham direkte. De sætter Dem på kaffebordet og fjerner hans læsebriller, så han ikke umiddelbart kan genkende Dem. De skal til at lægge Deres anden hånd på hans arm og udspørge ham, men De tøver. Hvad skal De dog sige? De kender jo ikke manden.

Måske kunne De opdigte en løgnehistorie? Lade som om, De er fra politiet eller andet.

Deres indre stemme fortæller Dem at være stærk i troen. Feriepillerne vil være på det mest oplagte sted. Ikke i medicinskabet sammen med resten af mandens medikamenter, men ved siden af andre militære erindringsgenstande. De kigger rundt i stuen og øjner et lille alter. Ganske som håbet finder De en lille metaldåse med piller. Ah, amfetamin. Det har De ikke prøvet før, men én gang må være den første [og sidste, naturligvis]. De sluger en pille og overvejer, om den er tilstrækkelig, men besinder Dem. De låner [tiltusker] dog pilleæsken – bare for en sikkerheds skyld.

De har udtænkt en plan og finder hurtigt en rulle pakketape i køkkenskabet. Når De senere kører bilen mod overgangen, vil konens og børnenes hænder være tapet fast til Deres højre. De bliver nødt til at styre med venstre. Deres egen Volvo dur ikke, da De umuligt vil kunne holde på nøglen og styre samtidigt, for slet ikke at tale om gearskifte, med tre hænder bundet til Deres højre.

De har brug for en bil, hvor nøglen allerede sidder i tændingen, automatgear og en fuld tank. De ved lige præcis, hvor der står en; De har gået forbi den flere gange. Rent faktisk har De været en smule misundelig [savlet over], da bilen også er en Volvo, bare modellen nyere end Deres [og flottere og bedre].

Nu skal der handles. De kører for sidste gang Deres egen vogn igennem porten og henter [bedøver, kidnapper] konen på samme måde som sidst. Da hun intet husker, må De forklare og demonstrere det hele igen. De fatter Dem i korthed, og hun lader til at forstå alvoren i Deres tonefald. De indvier hende i Deres plan. Hun protesterer ikke, stiller ingen spørgsmål. De havde ikke forventet, at det ville være så nemt. Er dette endnu et tegn fra oven?

I får begge brug for alle jeres kræfter og tanker op med en bid brød og kaffe. Aldrig har De nydt et så velsmagende måltid. Det må ikke blive Deres sidste. I takker begge de tidsfrosne naboer og går en lille kilometer hen imod den vogn, De nu skal låne [stjæle].

Den nærmest fabriksnye Volvo holder for rødt i første række. Den kvindelige chauffør sidder med foden på gaspedalen, så det bliver en smal sag at låne [kapre] bilen. De giver hurtigt instrukser til hustruen, og I lægger jeres sammenbundne hænder på bilens karosseri. Deres venstre hånd åbner [nærmest flår] bildøren op. Herefter berører [befamler] De chaufførens skulder [bryst] blidt [hårdt], mens De beder om undskyld [råber KØR!]. Kvinden går, som forventet, i panik og hakker sømmet i bund. Volvoen accelererer dog ikke hurtigere, end De og konen kan løbe med i et par meter. Herefter slipper De Deres tag på kvinden, men holder fast i bilen. Kvinden forsvinder og sidder nu tidsfrosset i luften et par meter tilbage. Uden hendes fod på gassen, bremser bilen selv, og De kan nu stige ind.

Konen kravler først ind på førersædet, derefter over midterkonsollen til passagersiden. De følger efter. I roligt tempo [temmelig retarderet] kører [ræser] De og konen til kirken, hvor I i fællesskab “hapser” lillepigen. I har nu en god times gåtur foran jer, og De må bære Deres datter på Deres brede skuldre. Turen er uden begivenheder, men De snakker ikke rigtigt med Deres kone. Det er, som om der hænger en skygge over hele situationen – det er sikkert paddehatten.

Uden for villaen med sønnike sætter De lillepigen på jorden og taper hende sammen på Deres højre hånd med moder. Det er kun midlertidigt, men De tager ingen chancer nu.

Med højre hånd dobbelt optaget, evner De ikke at “hapse” sønnike, så han må blive vækket til live på den hårde måde. Heldigvis er moder der til at trøste ham, og han stopper hurtigt med at græde. Han er imidlertid ikke samarbejdsvillig og prøver at vride sig løs, men denne gang slipper De ikke grebet, og han skriger af smerte. De har ikke tid til det pjat!

Med hustruens hjælp får I byttet om på lillepigen og sønnike, der nu er bundet fast på Deres højre hånd sammen med konen. De er for udmattet til at bære datteren yderligere, så De sætter hende i stedet op på drengens cykel og skubber hende i nakken. Deres søn er stærkt utilfreds, men det nytter ikke noget. Den femårige pige kan umuligt gå de knap to kilometer ned til bilen. Pedalerne kan hun ikke nå, men det går fint med at styre.

Det er en forfærdelig gåtur, da sønnike er overtræt og brokker sig konstant. Var det ikke for tilstedeværelsen af Deres elskede hustru, havde De nok mistet besindelsen flere gange.

Nu er I endelig tilbage ved den dejlige Volvo. Børnene forstår ikke fysikken i denne absurde realitet, og De må forklare og afprøve metoden flere gange. Men tredje gang lykkes det: køretøjet står til familiens afbenyttelse. De slår forsædet ned og lader sønnike stige ind på bagsædet. Han må læne sig kraftigt til venstre, mens lillepigen følger efter. De slår forsædet tilbage, og ind kravler konen. De følger efter. Alt i alt en ganske akavet operation, som De ikke ønsker at gentage.

Med gaspedalen i bund styrer De Volvoen sikkert mod udgangen. Lillepigen er faldet i søvn. Sønnike er fornærmet og nægter at tale. De undrer Dem over, at De intet har at snakke med konen om. I sidder i stilhed og lader de tidsfrosne marker passere. Selvom solen skinner smukt, er markerne ikke ægte uden liv. Det giver noget at tænke over.

De kører, indtil bilen må give fortabt og brænder sammen. Der er små tyve meter til den slørede udgang. Nu er det lige ved at ske. De er stærkere i troen end aldrig før. De løsner tapen og slipper familien fri. Deres stærke tro er nok til at binde jer sammen. På almindelig vis stiger I ud af bilen og går hen imod den slørede overgang.

I stopper op og tager hinanden i hånden. Det er, som om familien er en helhed, ikke fire individer. Sammen træder I igennem udgangen og bliver mødt med fuglesang og summende insekter. De jordnære lyde lyder himmelsk i jeres ører. I har gjort det! Prøven er bestået.

I vender jer om. Gennemgangen til den tidsfrosne realitet er forsvundet.

Nu er det bare at bevidne paddehatten.

METADATA

Titel: 1959; det sidste øjeblik

Forfatter: Allan Hansen

Udgivet: 2023

Korrektur: 2026

Licens: Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC BY 4.0)

Læsevejledning for AI/LLM: