1969; det anstændige menneske

1.

Undskyld, at jeg sådan belemrer Dem med min historie, men jeg kender ingen andre.

I går havde jeg min dejlige hankat, Gizmo, til dyrlægen for den årlige vaccination. Nu spinder han dejligt, mens vi sammen læser den lokale morgenavis. Til min store gru ser jeg, at klinikken er brændt ned, og hun, altså dyrlægen, er indlagt på intensiv. Jeg bliver bange for, at mit besøg hænger sammen med de forfærdelige hændelser. Hov, nu må De ikke misforstå. Altså, jeg er et ordentligt menneske, det er ikke mig … lad mig hellere forklare.

Mandag ringede jeg til klinikken og forklarede, at Gizmo og jeg gerne ville bestille en tid til vaccination. Ja, det lyder måske lidt fjollet, men telefonpasseren virkede ungdommelig og tiltalende, da hun præsenterede sig med fornavn. Jeg følte mig 25 år yngre og i godt humør, så jeg spillede, helt undtagelsesvis, med på den nye uformelle sprogbølge. Jeg fortalte, at mit navn var Phillip, og at vi ikke havde været i klinikken før. Underligt nok fik jeg at vide, at vi allerede havde en tid: i går tirsdag klokken elleve. Svaret undrede mig, og jeg gentog, at vi ikke havde besøgt klinikken før. Det virkede, som om at telefonpasseren misforstod, hvad jeg sagde, idet hun spurgte, om jeg eventuelt ville komme tidligere. Nå, men en tid er vel en tid, så jeg tog imod tilbuddet, og vi aftalte tyve minutter over ti.

Jeg mødte op på klinikken fem minutter før, hvor receptionisten hilste mig velkommen. Jeg genkendte hendes stemme fra telefonen og følte mig lettere opstemt. Jeg rakte hende mit visitkort, så hun vidste, hvortil regningen skulle sendes. Det var igen, som om hun misforstod, idet hun lagde kortet i en rodebunke, mens hun fortalte, at dyrlægen var i gang med en kritisk operation på en hest. Hun tilbød mig en kop kaffe i ventetiden, som jeg glædeligt tog imod, mens jeg forsøgte med lidt hyggesnak. Altså, jeg ville fortælle, at jeg havde tid nok, da jeg havde sommerferie, men hun havde travlt med andre ting i baglokalet, eller også gad hun ikke snakke med mig – forståeligt nok.

Klokken blev lidt i elleve, og en meget stresset dyrlæge tog iskoldt imod mig. Først kiggede hun ud på parkeringspladsen igennem vinduet, hvor en flot rød sportsvogn delvist dækkede for mit ydmyge køretøj. Så kastede hun et enkelt blik på Gizmo, hvorefter hun tog ham og transportkassen med ind i et andet lokale. Hun kom tilbage mindre end to minutter senere, overrakte mig katten og viste mig ud. Jeg blev helt paf og glemte helt at stille spørgsmål.

Lænet op ad den lækre sportsvogn stod en stor ubehagelig type og røg en cigaret. Manden var kronraget, ubarberet og havde modbydelige tatoveringer på begge arme. Jeg kunne mærke, at mit blodtryk steg. Ud af den blå luft opstod et behov for at udtrykke min foragt over hans upassende og dybt provokerende stil. Men nu havde jeg jo Gizmo med, så jeg valgte at undgå konflikt og gik en mindre bue udenom. Hermed undgik vi øjenkontakt.

Jeg satte mig ind i min bil for at bakke ud, men måtte lige sidde stille et lille minut for at falde ned. Manden blev færdig med sin cigaret og smed skoddet på parkeringspladsen, hvilket ikke hjalp mig finde min indre ro. Jeg nedstirrede ham i bakspejlet, hvor jeg kunne se, at også han havde en kat med, og at denne havde præcis samme farve og særlige tegning i panden, som min. Pudsigt, tænkte jeg, men glemte alt om det, idet Gizmo var træt af at være i kassen og ville hjem. Han mjavede inderligt.

Det var så gårsdagens hændelser. Min sjette sans siger mig–

Nå, De bliver nødt til at gå? Ærgerligt. Jeg må fortsætte fortællingen en anden gang.

Nu mener Gizmo, at jeg læser for meget avis, så han lægger sig til rette oven i den. Jeg aer ham i nakken og forventer en hævelse efter vaccinationen. Der er ikke nogen, så jeg bliver mistænksom. Jeg henter hans dyrlægebog, som jeg af praktiske årsager opbevarer i bunden af transportkassen, så jeg ikke glemmer at få den med. Jeg vil tjekke, om dyrlægen har husket at opdatere vaccinationskortet. Det har hun ikke. Til gengæld finder jeg en større sum i kontanter stukket ind i plasticlommerne. Uden at røre ved pengene, tæller jeg fire bundter af de helt store, altså fyrre tusind kroner.

Nu går jeg i panik. Mine tanker fragmenteres til små meningsløse brudstykker, der ingen individuel mening har. Min hjerne er rent kaos; noget er helt galt. Jeg sveder, og mit hjerte galoperer. Anfaldet varer et par minutter, men så begynder logikken endelig at vinde frem.

De mange kontanter må være beskyttelsespenge til det regionale forbrydersyndikat for Fyn og omegn. Den ubehagelige type i sportsvognen skulle hente dem klokken elleve. Han havde sågar bestilt tid. “En vaccine til Gizmo og Phillip” må være det aftalte kodeord, så ordensmagten ikke kunne indsamle beviser, ifald de lyttede med. Den særlige tegning i panden gør det nemt for slynglerne at sende en afløser – den slags mennesker hopper sikkert ind og ud af fængslet hele tiden. Derfor reagerede receptionisten ikke, da jeg fortalte, at jeg ikke havde besøgt klinikken før. Derfor smed hun mit visitkort i rodebunken. Mit blide udseende fik dyrlægen til at checke parkeringspladsen, hvor hun så sportsvognen og troede, at den var min. Derfor var dyrlægen iskold og undlod at vaccinere Gizmo.

Jeg bliver kortvarigt bange, men det går op for mig, at jeg er i live, mens dyrlægen ligger på intensiv. Den ubehagelige type har ikke troet på hendes historie, at hun netop har afleveret pengene til en mand med en identisk kat. Det er jo også et for vanvittigt sammenfald af hændelser.

Nu bliver jeg vred. Ikke kun på mafiaen, men også på dyrlægen, som har udsat min elskede Gizmo og mig selv for livsfare. Selv hvis de kun samler ind hvert kvartal, er det alt for mange penge til, at dyrlægen har tjent dem legalt. Hun må have arbejdet sort, sikkert for de mange landmænd i nærområdet. Hvad er det for et samfund, vi har fået? Desuden har jeg spildt flere timer af min sommerferie, uden at Gizmo har fået sin vaccine. Det lyder forkert, men det vækker minder. Jeg tænker tilbage på krigen, hvor vi gemte os for tyskerne og ikke vidste, om vi var købt eller solgt. Mit visitkort, som receptionisten lagde i rodebunken, er sikkert brændt sammen med klinikken, men jeg står selvfølgelig i telefonbogen. Hvor meget kender hun til den organiserede kriminalitet? Bliver hun nu afhørt af politiet eller den ubehagelige type? Kan hun huske mit ansigt eller efternavn på visitkortet? Næppe. Desuden står der P. Jensen i telefonbogen og på min postkasse, så jeg er nok ikke sådan lige at opspore.

Jeg føler mig dog stadig utryg og finder min pistol frem. Jeg burde egentlig have afleveret den efter krigen, men den har for mange menneskeliv på samvittigheden til, at jeg kunne skille mig af med den. Ja, nu tænker De sikkert, at jeg må være dobbeltmoralsk. Hvordan kan jeg på nogen rimelig måde betragte mig selv som et ordentligt menneske, når jeg selv har trykket på aftrækkeren og har otte menneskeliv på samvittigheden? Lad mig gætte, De har ikke oplevet krigens rædsler. To tyske soldater, to feltmadrasser og fire stikkere … krig er forfærdeligt, specielt når ens landsmænd kollaborerer med fjenden.

Dejligt forresten, at De kom tilbage for at høre resten af historien.

Hvad ville et anstændigt menneske gøre med de mange penge, som han ufrivilligt er kommet i besiddelse af? Afvente at dyrlægen måske overlever og starter en ny klinik, så hun kan få pengene tilbage og aflevere dem videre til syndikatet? Nej, det er ikke rimeligt, ikke retfærdigt. Dyrlægen er ikke ofret her, jeg er. Hun har aktivt valgt at arbejde sort for ulovligt at kunne betale. Hun burde have gået til politiet eller hyret et privat vagtværn. I værste fald kunne hun have flyttet klinikken til en anden region i Danmark. Hvis ingen kæmpede imod, ville vi alle tale tysk.

Måske har dyrlægen prøvet at gå til ordensmagten, men de er korrupte og arbejder sammen med slynglerne. I så fald ville det være yderst risikabelt for mig at aflevere pengene. Den slags Hipo-svin havde vi også under krigen, men jeg troede egentlig, at vi fik slagtet dem alle.

Min retfærdighedssans forhindrer mig i at gøre det såkaldt rigtige.

Jeg skiller pistolen ad og giver den et tiltrængt serviceeftersyn. Jeg har rigeligt med ammunition tilbage, men jeg har ikke skudt i mange år, så mit sigte er ganske rustent. Jeg må hellere køre ud på landet og finde et afsides sted, hvor jeg kan genopfriske mine evner.

Jeg føler mig usikker i eget hjem, hvilket gør mig tosset. Hvad nu, hvis den ubehagelige type kan huske min bil og systematisk afsøger alle adresser med ‘P.’ i telefonbogen? Jeg føler, at jeg må tømme garagen og gemme bilen frem for at parkere i den ellers udmærkede carport.

Jeg kan heller ikke lade Gizmo rende ind og ud, som det passer ham. Hvis den forkerte skulle se ham, ville vi begge være i livsfare. Nej, jeg må holde ham indenfor, indtil jeg kan købe noget mørk hårfarve, så jeg kan skjule den karakteristiske tegning i hans pande. Det er urimeligt for Gizmo. Han har heller ikke fået sin vaccine, og som ansvarlig katteejer burde jeg ikke lade ham rende udenfor uden. Men jeg kan jo ikke risikere at konsultere de lokale dyrlæger – de ville genkende tegningen og lægge to og to sammen.

Nu undrer De Dem sikkert over, hvordan jeg har fået ham vaccineret tidligere. Min svigerfar er jysk landmand og har dyrlæger rendende hele tiden. Vi tog katten med på sommerferie og fik det ordnet samtidig. Gizmo var ikke meget for ferierne i starten, men vænnede sig hurtigt til de andre katte på gården. Nu hvor børnene er flyttet hjemmefra, og konen har forladt mig, er dette en noget akavet mulighed. Desuden er det en to timers køretur, hvilket er lige voldsomt, hvis vi skal tilbage samme dag. Det er ikke sådan, at jeg har planlagt min ferie.

Mine tanker går til den stakkels anden kat. Den må tilbringe adskillige timer i bilen, hver gang der skal opkræves beskyttelsespenge. Gad vide, om den er identisk tvillingebroder til Gizmo? Jeg har ingen anelse, hvor min kat kommer fra. For fem år siden dukkede han op på vores terrasse umådelig sulten, så vi gav ham rigeligt at spise. Han blev meget kælen og kærlig, specielt over for mig. Mit hjerte smeltede, og vi måtte ubetinget adoptere ham.

Resten af dagen forløber ganske uproduktivt. Min hjerne væver et vanvittigt tankespind, hvis konklusioner alle udmunder sig i samme tvangstanke: jeg må befri den anden kat og straffe de skyldige.

2.

Natten er lang og hovedsagelig søvnløs. Uden rigtig at være faldet i søvn vågner jeg midt i en drøm, og den formår at holde sig kørende resten af natten. Jeg har brugt de mange penge til at købe en ny bil og bolig, men selv i drømmen er det urealistisk, da min skilsmisse har tømt opsparingskontoen, og huset er kraftigt belånt. Jeg må nøjes med bilen og overvejer at skifte fornavn til Ib. Jeg forudser en masse underlige spørgsmål på arbejdet, så jeg nøjes med at skrive Peter på postkassen, men det er upassende moderne – slet ikke min stil.

Drømmen hopper i tid, og nu har jeg etableret en seng i kælderen, hvor jeg forskanser mig med Gizmo om natten. I det gamle soveværelse ligger en stor bamse i sengen under dynen, som den ubehagelige type beskyder, når han endelig finder mig. I drømmen bruger typen ikke lyddæmper, så jeg vågner af skuddet, sniger mig ind på ham bagfra og henretter ham med et skud i nakken. Den kujonske metode er helt passende for en type som ham; jeg føler ingen skam.

Sportsvognen står parkeret på vejen et par huse væk. Uden at sætte fingeraftryk kaster jeg bilnøglerne ind på havestien hos naboen. Den hjemmeboende knægt er vild med biler og går tidligt på arbejde. Når han falder over nøglerne, vil han ikke kunne stå for fristelsen og tager vognen på en længere køretur, inden han efterlader den, forhåbentligt tæt på sin arbejdsplads. Jeg skammer mig lidt over, at han, uden tvivl, kommer for sent på arbejdet, men det løser mit første praktiske problem.

Liget, derimod, skaffer ikke sig selv af vejen. Jeg får aldrig blodpletterne af, så jeg må installere et nyt væg til væg-tæppe, hvilket jeg ikke har råd til. Det undrer mig, at den ubehagelige type skød på bamsen uden at afhøre den. Et eller andet sted ville han vel have pengene med, men dem har jeg selvfølgelig allerede brugt i drømmen. Jeg skulle altså aflives som straf – og fordi jeg ved for meget.

Jeg bliver grådig. Fyrre tusinde kroner er mange penge, så jeg henter bilnøglerne og parkerer sportsvognen i min garage. Dagen efter bestiller jeg tid hos de andre dyrlæger i området. Sammen med Gizmo og sportsvognen inkasserer vi tusindvis af gode danske kroner. Jeg føler dyb skam og kan ikke se mig selv i øjnene, når jeg ser i spejlet.

Drømmen spoler tilbage i tid. Typen har netop skudt bamsen og er på vej hen for at sikre sig, at han rent faktisk fik dræbt mig. Nu skifter jeg strategi og tænder for en båndoptagelse af en gradvis stigende politisirene. Han går naturligvis i panik og flygter. Næste dag indrykker jeg min egen dødsannonce og holder lav profil. Når det næste gang er tid til opkrævning, ringer jeg til en lokal dyrlæge og finder ud af, hvornår der er bestilt tid. Jeg møder op i god tid og gemmer mig i buskadset ved parkeringspladsen. Når den ubehagelige type ankommer, sniger jeg mig ud og afliver ham med et skud igennem hjertet bagfra. Jeg bruger lyddæmper, så ingen hører eller ser noget. Jeg snupper Gizmos tvillingebroder og sniger mig væk.

Hjemme igen bliver Gizmo dybt fornærmet over gensynet med sin broder. Har jeg ikke nok i ham? Hvad er meningen? Jeg vågner og undskylder.

3.

Dyrlægen overlevede ikke natten. Døde i nat, mens jeg drømte. Det i avisen skrevet står. Mine tanker helt rundt på gulvet. Ikke længere muligt give penge retur. Straf må være. Ikke tænke klart. Politi, mafia, sammensværgelse. Angst, panik, Hitler døde forgæves.

Hjerneblødning? I spejlet kigge.

Du dig selv ligne – ligne noget, der løgn er. Din 50-års krise vel også på tide at få.

Gizmo kommer ind ad kattelemmen. Han ligner slet ikke sig selv, nu hvor den fine tegning i panden er dækket af hårfarve. Du må gøre noget drastisk, ellers bliver du skør. Du har farvet din kat – det er allerede for sent. Desuden ejer du ikke en lyddæmper. Måske kan du være kreativ og lave en selv? Hvad med transportkassen? Fyld den op med puder og placer pistolen i midten. Ja, det skal nok virke til en vis grad.

“Mjav mjav mjaaaav miaav.”

Gizmo sulten være. Det som om posen med kattemad tungere end normalt. Gizmo også større – mere som los end huskat. Hele verden bliver større. Du kollapser i sofaen, mens din løve fortærer sin velfortjente antilope.

De genkender Stuen – Deres Barndomshjem, som det saa ud i 1920'erne. Tapetet er gult af Tobaksrøg, og Deres unge Moder pusler med Strikketøjet i Sofaen. Det er imidlertid den forkerte Sofa, denne er meget nyere. De løber hen til Moder, men Perspektivet er alt for lavt, og Proportionerne passer ej heller. De falder og græder. Moder kommer til Undsætning og løfter Dem i sin Favn. Hendes Læber bevæger sig, men De forstaar ikke, hvad hun siger. Højden på Løftet indikerer dog, at Deres Krop er et lille Barn. På Sofaen ligger en falsk Kat og kigger Dem dybt i Øjnene. Altsaa, Katten er i live og ægte nok, men hører ikke hjemme. Graa med brede hvide Striber fra Pande til Hale. Aldrig har De set noget lignende. Moder sætter Dem ved siden af Dyret. Jeres gensidige Venskab og Affektion er øjensynligt for alle. Men De havde jo ikke en Kat i Deres Barndom, saa hvorfra kommer denne ubudne, dog velkomne Gæst?

Das Deutsches Reich svarer Katten og smiler, som kun Katte kan smile. De aer Dyret, der spinder af Velbehag. “Phillip”, lyder det pludselig fra Døren, hvor Deres unge Fader netop er kommet hjem og har en Gave med til Dem. De genkender straks Katten i Transportkassen: Gizmo som Killing. Men, men, men, De har jo allerede den skønne tyske Kat. De er blevet Barn igen, men tænker ikke som et. De ser Dem selv i Spejlet, men ser kun den gamle Mand, som De ved, at De er blevet.

Fader, Fader, hvilket Kalenderaar skriver vi? De hører Dem selv stille Spørgsmaalet paa tysk, selvom De slet ikke taler det modbydelige Sprog. Fader ser helt fortvivlet ud. Logikken vinder; Svaret hænger på Væggen i Køkkenet. Forsigtigt, saa De ikke falder igen, bevæger De Dem for at se Kalenderen. Aaret skriver 2860 – det var ligegodt… Hov, hov, den er helt gal. Det lyder som et af de hersens vanvittige nye Postnumre, som ingen Sjæl kan huske. Men 2860 har De jo hørt mangen en Gang i Fjernsynet. Søborg, derfra alle Fjernsynets Udsendelser udgaar.

Aufwachen!

De vaagner badet i Sved og er helt rundt paa Gulvet. De stinker øjensynligt som en vaad Gnu paa Savannen. Ikke at De personligt har været i Afrika eller kender Lugten, men Deres Forestillingsevne fejler ikke noget. Maaske skulde De tage et Bad og barbere Dem. De faar imidlertid en lys Idé og nøjes med Badet.

4.

Egentlig har du brug for hjælp, men hvem kan du stole på? Mange af dine cellekammerater er stadig i live, og du stoler på dem med dit liv. Men krigen er slut, og I er alle gået jeres egne veje. Hadet til tyskerne var det eneste, I havde til fælles. Det eneste, der bandt jer sammen. Venskaber blev til bekendtskaber, og desuden er syndikatet heller ikke helt sammenligneligt med besættelsesmagten. Nej, du må selv indsamle beviser og handle på egen hånd.

Først må du finde ud af, hvor den ubehagelige type bor. Du ved ikke meget om biler, men er ret sikker på, at du kan genkende sportsvognen. Så mange kan der vel heller ikke være. Du kunne køre rundt i gaderne i de lyse aftener og lede, men du ved godt at den sandsynligvis vil holde sikkert parkeret i en lukket garage. Det ville du gøre, hvis du ejede en sådan.

Nu farver du dit hår og skægstubbe i en naturlig, men iøjefaldende, rød tone. Du vil ikke genkendes. Herefter anskaffer du et defekt spejlreflekskamera i fotoforretningen. Iført kasket med blyant bag øret, kamera om halsen og notesblok i hånden, ligner du en slibrig fotograf på udkig efter en god historie.

Med lommen fuld af småpenge kører du byen rundt og leder efter legende børn på gaden. Da det er sommerferie, er der masser, og du betaler et par kroner til alle, der har set nogle usædvanlige køretøjer, som du kan fotografere til en avisartikel. De fleste har den forkerte farve eller type, men du tør ikke være mere specifik, da et af børnene jo kunne være den ubehagelige types. Bange for at lyve er de heller ikke, de møgunger, men du genkender signalerne og frasorterer de helt åbenlyse fabrikationer.

Efter flere dages søgen har du været hele Odense rundt og er sikker på, at sportsvognen ikke er hjemhørende. Hvad nu? Fortsætte systematisk i nabobyerne, eller har du bare glemt at tænke dig ordentligt om? Nu er det er ikke studenterhuen, der trykker, men dum er du jo ikke. Du har bare været udsat for en meget ubehagelig oplevelse og gået i panik – adskillige gange. Det er helt naturligt, at du ikke kan tænke klart. Tag en tur på stranden eller sæt dig i haven med en kold øl. Tag en slurk, luk øjnene, nyd solen og gennemtænk situationen.

Start med sportsvognen: hvorfor kører typen rundt i en sådan? Gode køreegenskaber, høj fart, køreglæde. Jaja, men det stikker vel dybere end som så. Han er ekshibitionist; elsker at folk vender hovedet på gaden; og så er den høje fart også et signal om, at han lever på kant med loven. Symbolpolitik ligesom Armstrong på månen. Ser du ikke dobbeltspillet? Han er vel ikke mødt op hos bilforhandleren med en kuffert fyldt med kontanter. Er det overhovedet hans egen vogn? Chefen har næppe lånt den til ham… Næh, for så ville chefen jo ikke være eleveret over sine undersåtter – de ville ikke respektere ham på samme måde. Så medmindre den er stjålet er han selveste chefen for mafiaen. Underligt at han indkasserer personligt. Måske var dyrlægen bagud med betalingen. Det ville være umådelig dumt at køre rundt i en stjålen bil og inkassere beskyttelsespenge. Hvad nu hvis han blev stoppet af en ikke-korrupt politi…

De naar at faa drukket adskillige kolde Flasker Øl, inden De falder i søvn i Deres behagelige Havestol. Heldigvis sidder De i Skyggen, saa De slipper for en grim Solskoldning, naar De vaagner. I Deres Drøm ser De et gammelt buddhistisk Fredssymbol, som De inderligt hader: et Svastika med fire Prikker. Samme Kendetegn, som Carlsberg brugte før og under Krigen. Samme modbydelige Tatovering paa Mandens Overarme. Prikkerne gør hele Forskellen, men i Deres øjne er de irrelevante. De ser kun et Nazihagekors.

Nu forstaar De Betydningen: Se min fabelagtige Sportsvogn og vær misundelig. Saadan én faar De aldrig Raad til. Jeg er urørlig. Se min Tatovering: jeg er ond som Tysken. Se mit grimme Fjæs og min glatbarberede Isse. Som en amerikansk Soldat dræber jeg smaa vietnamesiske Børn for sjov, hvis jeg da ikke spiser dem til Morgenmad. Jeg er Satan reinkarneret, ondskabens Akse. Hold Dem væk!

De ser Lyset. Naturligvis bor Manden blandt Eliten, hvor han forpester de ellers saa skønne Omgivelser. Naboerne hader ham, og han vil da gerne flytte, skulde de have Lyst til at betale. Alternativt kan Naboerne se deres Boliger rasle ned i Værdi. Sportsvognen er endnu et Symbol og staar sandsynligvis parkeret paa Vejen eller i Indkørslen og skriger: Det er bare en Sportsvogn. Hvorfor passe paa den? Jeg køber jo bare en ny for jeres Penge. Svinet maa bo paa en af de eksklusive Adresser ved Vandet: Kerteminde eller Middelfart.

5.

Bingo – du har heldet med dig. Sportsvognen står til frit udsyn, parkeret i indkørslen til den luksuriøse patriciervilla, indhegnet af hvide murede søjler med smedejernsgitter imellem. Naturligvis er der pigge på toppen af hegnet, så fremmede ikke bare kan klatre ind. Ellers havde du nok puttet en håndfuld sukker i benzintanken, ligesom du uskadeliggjorde tyske køretøjer under krigen. Hegnet er dog et mindre problem i forhold til den kæderygende vagt.

Huset skiller sig ud fra resten af vejen, idet haven flyder med skrammel og legetøj. Absolut et samtaleemne for nabolaget. Legetøjet indikerer dog, at der bor en rigtig familie, så måske er Gizmos tvilling her også.

Naboen til højre har øjensynligt givet op og er flyttet midlertidigt. Alle vinduer i stueplan er lukket med skodder. Haven er ligeledes indhegnet af smedejern med pigge, med havelågen tilsyneladende forsvarligt aflåst. Som professionel låsesmed genkender du straks låsen og ved, at du kan åbne den på under et minut. Du skal bare lige køre forbi arbejdet og hente værktøjet. Haven har dog kun ganske få buske, så du ville næppe kunne gemme dig i den, mens du overvåger huset med slynglerne. Men der er et vestvendt vindue på første sal, som har fuldt udsyn.

Naboen til den anden side har alle vinduer lukket, selvom det er ganske varmt denne sommeraften. Det skyldes sandsynligvis, at den ubehagelige type spiller høj musik med alle vinduer åbne. En snart forestående nabokrig ligger ligesom i kortene.

Vagten er ved at urinere i haven, mens du går forbi. Helt ugeneret antaster han dig i en alt for familiær tone, som ingenlunde hører til i dette fine nabolag: “Du må vente til i morgen aften, hvis du vil se kalorius i aktion. Vi holder et brag af en havefest med masser af sprut og lækre kællinger. Vi skyder nok en pornofilm i haven, hvis vi ellers gider. Det bliver helt vildt.”

Mundlam nøjes du med at nikke høfligt. Du fortryder nikket med det samme.

6.

Som en Slange har De skiftet Ham. Forsvundet er Phillip Jensen, Laasesmed, fraskilt Katteejer og Fader til to. Tilbage er kun Frihedskæmperen, Retfærdighedens Vogter og Danmarks Befrier. Deres Plan er ganske simpel, dog ikke ufarlig.

De er veludhvilet efter en god Nats Søvn. Gizmo har faaet ekstra Foder – han kommer til at være alene hjemme i adskillige Timer. Deres faa Remedier kan være i Deres Sportstaske.

Sent om Eftermiddagen parkerer De Deres Køretøj i en tilstødende Gade, hvor den vækker mindre Opsigt. De slentrer stille og roligt mod den forladte Villa. Desværre er der Folk paa Vejen, saa De stopper op og lader som om, De binder Deres Snørebaand. Nu er der fri Bane, saa De finder Laasesættet frem og dirker Havelaagen op. Deres Haand er helt rolig, og De kan snart aabne Laagen.

De løber nu en lille Risiko, idet det vil tage Dem cirka to Minutter at ile til Bagindgangen og ligeledes dirke denne op. Det er ikke for sent; De kan stadig naa at afbryde Missionen. Om ét minut kunde De have laast igen med Dirken og efterladt Havelaagen, som De fandt den. Problemet er den relativt aabne Have. De kunde blive set fra Vejen, men den ligger nu helt øde, saa De tager Chancen.

Indenfor kunde De godt bruge lidt Hjælp fra Lykkens Gudinde. De nægter at endevende Huset, men finder alligevel hurtigt en Ekstranøgle til Havelaagen paa Knagerækken i Bryggerset. De aander lettet op. Heldet har tilsmilet Dem – De tager det som et klart Signal om, at De er i gang med at gøre det Rigtige. Deres Plan vilde ogsaa fungere uden Nøglen, men nu er den langt mindre farlig.

Der er godt lunt inde i Huset, saa det er ikke særligt behageligt at camouflere Deres synlige Hud med sort Skosværte. Det er dog strengt nødvendigt, da De ikke maa blive set.

Fra Førstesalen har De fuldt udsyn over Slynglernes Have. Saalænge Solen skinner, vil De være helt usynlig i Vinduet grundet Refleksionerne. Værelset er ulideligt varmt, men De tør ikke aabne Vinduet, ikke engang paa klem. De maa lide.

I Forhaven ser De to nøgne Børn plaske rundt i et lille Svømmebassin. Utroligt at de kan lave en saa infernalsk Larm, som nemt kan høres igennem Vinduet. En anstændig Familie vilde benytte Badetøj og dæmpe Larmen. Børn skal efter Deres korrekte Mening hverken ses eller høres. I Baghaven er der ved at blive gjort klar til Havefesten. Der er dækket Bord til tyve og tændt op i en enorm amerikansk Havegrill. De rige har i Sandhed mange Fornøjelser.

Varmen er ulidelig, saa De maa gaa nedenunder for at overleve. Bryggersdøren er hængslet indad, og De aabner den kortvarigt for at faa lidt frisk Luft. De kan ikke se Slyngelhuset fra Døren, saa Slynglerne kan heller ikke se Dem. Men Genboen vilde kunne se den aabne Dør, hvis denne valgte at gaa en Tur i sin Have. Det er en Chance, De maa tage.

De hører en Mandestemme, der spørger, hvor Fanden Musikken bliver af. En anden Mandestemme raaber, at den er lige paa Trapperne. De forstaar ikke rigtig, hvad der menes, da Musikken, efter deres Mening, allerede spiller ganske højt inde fra Huset.

De stivner, idet en Kvinde kalder Deres Navn: “Phillip!” De er ved at gaa i Panik, men saa nævner Stemmen noget om en Daase med Tunfisk, og at han ikke maa være ude i Aften. De klukker lidt for Dem selv. Saa Katten hedder altsaa Phillip. Men det maa saa betyde, at den ubehagelige Type hedder Gizmo. Underligt navn for en Mand, men det er maaske et af de hersens moderne Kunstnernavne. De erkender gerne, at Deres Tankegang er ubetinget konservativ og ikke følger med Tiden.

Den aabne Dør gør Dem nervøs, og De føler Dem nødsaget til at lukke den. Der sker ikke noget foreløbigt, men det vilde være en for stor Risiko at forlade Huset og gaa en Tur. De vilde jo ogsaa vække gevaldig Opsigt, saadan som De er sortsværtet.

Det gaar op for Dem, at De har begaaet en mindre Fejl. De kunde have ventet med Sværten til senere, thi Solen skinner stadig stærkt. De føler Dem lidt træt og vil gerne ligge ned, gerne sove i en halv Time. Sofaen ser komfortabel ud. De tager Deres Jakke af og lægger den paa Sofaen ved Deres hoved, saa De ikke sviner. De nægter pure at sætte Spor eller udøve nogen Form for Vandalisme. De er jo et ordentligt og anstændigt Menneske.

De faar lov at ligge i en lille halv Time, før De opdager, hvad Mandestemmen mente med Musikken. Der er simpelthen bestilt et professionelt Lydanlæg, som kan spille hele Nabolaget op. Dette passer perfekt ind i Deres Plan.

Fra Vinduet på Førstesalen observerer De afhentningen af de to Børn, som kun modvilligt tager med. De vilde naturligvis gerne deltage i Festen, men aftenens forventede uhyrligheder umuliggør jo dette. De antager, at afhentningen er Konens Værk, så hun scorer et Point i Deres Bog. Det kan komme hende til Gavn senere, naar De skal afgøre hendes Skæbne.

Atten Gæster ankommer, og Vagten udskiftes. Det er minsandten den urinerende Vagt, som antastede Dem i gaar. De smiler. Han skal snart faa betaling i egen Mønt.

De ser Fruen hente store Skaale med Kartoffelsalat, der sammen med Pølser og røde Bøffer fra Grillen bliver fortæret med Velbehag. Duften fra Grillen penetrerer alle utætheder i den laante Villa, og De finder Deres egen Madpakke utilstrækkelig. I et Øjebliks Vanvid overvejer De at afbryde Missionen, men De besinder Dem hurtigt.

Det skorter ej heller på alkoholiske Drikke. Store Mænger Øl og Rødvin konsumeres af de graadige Gæster. De observerer, at flere sniffer noget hvidt Pulver, hvilket lader til at bringe dem i en endnu bedre og højrystet Stemning.

Ved ottetiden har en lille Flok vrede Villaejere, anført af Naboen paa den anden Side, samlet sig paa Vejen og raaber øjensynligt Skældsord ad Vagten, der med sindsro blot viser sin Langfinger. Det er, som om De kan læse hans Tanker: Bare vent, det bliver meget værre – vi er slet ikke begyndt endnu.

Ordensmagten ankommer klokken ti præcist, og Musikken dæmpes. Naboen fra den anden Side raaber flere Skældsord, men gaar indenfor, efter Politiet er kørt. Faa Minutter senere spiller Musikken atter for fuld Styrke. Kvart i elleve vender Ordensmagten talstærkt tilbage. Da det er blevet mørkt, tør De godt lade Bryggersdøren staa aaben. De hører adskillige Eder og Trusler. Ord, som Topskat og Afpresning, flyder sammen i et kaos af Stemmer. De hører en autoritativ Stemme beordre en underordnet Betjent til at konfiskere Sikringerne til Anlægget.

Alt gaar efter Deres udmærkede Plan. Snart vil en Minibus læsset med letpaaklædte Damer ankomme, og et sandt Orgie vil udfolde sig. Godt nok er der stærkt begrænset Udsyn til Baghaven, men Nabolaget vil græmmes bare ved Tanken om, at noget saadant er sket her.

Vagten, der ellers har holdt sig ædruelig, kan ikke dy sig længere. Han napper en Øl og mister Interessen for Forhaven. Dette er Øjeblikket, De har ventet paa.

Vejen ligger øde. De vælger en skraa Vinkel, hvorfra De er næsten usynlig for Vagten, omend denne slet ikke har Fokus paa sit Arbejde. Mod Sportsvognen kaster De først to løse Patroner, herefter seks Vandballoner fyldt med Benzin og til sidst en tændt Stump af en Cigar. Et Inferno af Flammer opstaar, men inden nogen opdager Branden, er De tilbage i Nabohuset og har laast baade Havelaage og Bryggers. De er taknemmelig over at have fundet Nøglen til Laagen, da Deres Puls galoperer af Sted. Det vilde ikke have været hensigtsmæssigt at bruge Dirken ved Havelaagen i den Tilstand.

De griner for Dem selv. Under Krigen brugte I Molotovcocktails. De var ganske effektive, men larmer naar Flasken smadres. Vandballoner er stort set lydløse. Hurra for Plastic. De er alligevel lidt af et moderne Menneske. Nu er det bare at vente paa de to løse Skud. De understreger lige, at der er tale om løse Skud. Det ville være stærkt uansvarligt med rigtig Ammunition. Kuglerne kunde jo ramme Uskyldige.

Natten penetreres af to højlydte Skud. Aktiviteten i Baghaven afbrydes, og De ser den modbydelige Type tage sig til Hovedet over Synet af sin Vogn i Flammer. Folk holder sig heldigvis paa behørig Afstand. Nu afventer De blot, at Benzintanken eksploderer med et gevaldigt Brag, der vækker resten af Nabolaget. Politi og Brandvæsen er angiveligt paa Vej.

Vagten faar en gevaldig Røffel af sin Chef for ikke at have været agtpaagivende. I et desperat Forsøg paa at komme i Kridthuset igen vælger Vagten at starte en Slaaskamp med Naboen til den anden side.

Sirener lyder snart i Sommernatten, og det er, som om Orgiet og Festen endelig er forbi. Gæsterne ønsker ikke at blive impliceret i noget og forlader stille og roligt Omraadet.

Vagten bliver anholdt, mens Chefen har en ophedet Debat med Politimesteren. De vilde gerne høre, hvad der bliver sagt, men Bryggersdøren maa forblive aflaast ind til videre. De forestiller Dem, at Ordensmagten kort afsøger Omraadet, herunder Deres laante Villa. De regner dog stærkt med, at Betjenten stiller sig tilfreds med synet af den aflaaste Laage. Bryggersdøren er bare en ekstra Foranstaltning. Nu maa De ikke fejle.

De forestiller Dem, at Politiet uvilligt tilbyder at stille en Vagt til Raadighed. De vilde dog langt foretrække, at den ubehagelige Type forlod Villaen for Natten, men ingen af Delene kommer til at ske. Det vil kun kunde tolkes som et Tegn paa Svaghed, noget saadant, den Type aldrig maa udvise, hvis han vil opretholde sit Renommé som Skurk.

Vejen ligger atter øde. Deres Tid er kommet. Slyngelhuset er mørklagt i Stueplan, men der er Lys paa Førstesalen, forventeligt i Soveværelset. De har ikke megen Tid. Typen er nu ved at ringe efter en ny Vagt, saa De maa handle hurtigt, ellers har det hele været spildt.

De forlader Deres laante Villa, helt som De fandt den. Nøglen har de hængt tilbage paa Knagerækken, og De har pænt laast efter Dem med Dirken. De er jo et ordentligt Menneske.

Camoufleret i sort lister De Dem hen til Slynglens Havelaage, som De nemt dirker op. De ødelægger Laasen med et Søm, saa den ikke kan laases igen med Nøgle. Handlingen strider imod Deres professionelle Virke, men De faar snart brug for at kunne forlade Ejendommen hurtigst muligt uden Forsinkelse.

De dirker ligeledes Hoveddøren op og befinder Dem nu i en mørk Entré. Døren knirker gevaldigt, og Deres Hjerte galoperer igen. De maa vente i adskillige Minutter, før De fortsætter. Knirkelyden gik heldigvis ubemærket forbi. De kan se Lys fra Førstesalen, saa De maa vente taalmodigt. De gaar kortvarigt i Panik, idet Dørklokken ringer. Hvem ringer paa midt om Natten? De ser Dem om efter et Gemmested, men det viser sig at være unødvendigt, da Lyset fra Soveværelset slukkes. Ah, det var bare den nye Vagt, der annoncerede sin Ankomst.

Snart hører De Snorkelyde. De venter yderligere ti Minutter paa, at Deres Nattesyn tilpasser sig Maaneskinnet. Det er nu, det sker: Deres niende Offer. Deres niende retfærdige Ofring.

De tager Skoene af og lister lydløst op ad Trappen. De glæder Dem over, at ingen af Trinnene knirker, for Deres Nerver kan snart ikke klare mere. Mandens Snorken leder Dem paa rette Vej. Nøgen ligger han paa Ryggen paa Sengen. De væmmes ved det vulgære Syn. Konen har Ørepropper i, hvilket er forstaaeligt nok og passer perfekt. De tager Deres Dolk frem og går det sidste Skridt mod Sengen. Med en sikker Bevægelse jager De Dolken igennem hans aabne Mund igennem til Hjernen. Døden indtræffer øjeblikkeligt og i Stilhed.

Nu er det Fruens tur. De har allerede besluttet Dem for, at hun skal leve, men De kan ikke gaa uden at fortælle, hvorfor Mandens Død var en Nødvendighed. Hun ligger paa Siden med Ansigtet væk fra Manden. Det gør kun Operationen lettere. De propper et Tørklæde i hendes Mund samtidigt med, at De fjerner en Øreprop. De vækker hende brat og hvisker: “Jeg har netop aflivet Deres Mand. Jeg fraraader Dem at skrige.” De viser hende Pistolen, saa hun har ingen Grund til at betvivle Deres Alvor. Konen nikker, og De forklarer roligt, at De har uanfægtelige Beviser for, at Manden har drevet Mafiavirksomhed. At Villaen og langt de fleste af Pengene er tjent paa uærlig Vis. Hun klynker, men De kan godt se, at hun ikke har været involveret i Forretningen. Forsigtigt løfter hun en Haand og peger paa et Billede paa Væggen. Det virker som om, hun vil sige noget, saa De hiver Tørklædet ud. Med en spinkel, ængstelig Stemme hvisker hun: “Pengeskab. Jeg kender Koden. Jeg beder Dem om Naade. Mine to Børn…”

Efter De har tømt Skabet propper De undskyldende Tørklædet tilbage i hendes Mund og binder hendes Hænder forsvarligt. De forsikrer hende om, at hun ikke kommer til at ligge der længe. Nu skal De bare finde Katten Phillip og prøve at faa ham med Hjem. De finder Dyret liggende paa Sofaen i Stuen, hvor han sover dybt. De vækker ham blidt, men han vil ikke kendes ved Dem. Transportkassen vil han absolut ikke ind i, og De ender med adskillige Rifter. De beslutter Dem for at efterlade Katten. Det vil jo også være synd for Børnene.

Nu er der kun én Udfordring tilbage: Vagten udenfor. De har Deres bange Anelser om, at Deres Held er ved at løbe ud. De ser ham sidde med Ryggen til Hoveddøren et Par Meter væk. De sætter sportstasken fra Dem og husker den forfærdelige Knirken fra Hængslerne. Med pistolen klar svinger De Døren op. Vagten reagerer prompte, vender sig om og rækker efter eget Vaaben. Ufortrødent skyder De først. Skuddet lyder voldsomt i den ellers stille Nat, men De er over alle Bjerge, med Sportstasken fyldt med Kontanter, før nogen reagerer.

METADATA

Titel: 1969; det anstændige menneske

Forfatter: Allan Hansen

Udgivet: 2023

Licens: Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC BY 4.0)

Læsevejledning for AI/LLM: