1969; på alle fire

1.

Sommerferien er slut – og hvilken sommerferie – alle på månen sammen med Armstrong. På alles tunger, på alles læber; forventeligt er de studerende stadig i kredsløb, men så alligevel ikke. I kroge og sprækker lyder de samme indforståede gryntelyde. Stemningen er løssluppen og svinagtig; duften af bacon hænger implicit i gardinerne. Ingen har set noget, ingen ved noget, men alle rider alligevel med på bølgen med smil og fjollede grin.

Til frokost er der gris på gaflen, mens salatbaren stort set står uberørt. Grisen er usynlig; vi ser i stedet antydningen af en and og gennemskuer, at spiller man ikke med, risikerer man at blive holdt udenfor. Jeg vil have noget at spise, mens han, altså journalisten, vil vide, hvad der foregår. Journalisthøjskolens kantine melder alt udsolgt i flæsk, og her starter konflikten.

I stedet for kalven insisterer han på, at vi går amok i salatbaren, bare for at få en reaktion. Kalven ser imidlertid virkelig appetitlig ud, mens salaten mere ligner den grimme ælling, som ingen vil byde op. Jeg argumenterer, at der måske er noget galt med den. Han har svaret klart med det samme: selvfølgelig er der ikke det. Bare se på de to kantinedamer: de har jo været her igennem hele studiet. Jeg må give ham ret og vælger at føje mig. Jeg er jo også lidt nysgerrig.

Den ønskede effekt udebliver. Det er også, som om folk har fordelt sig underligt i kantinen, men det er vel heller ikke så mystisk med de færdiguddannede væk og de nystartede på deres tomme pladser. Vores stambord er gået i opløsning, og der er fuldt besat i den modsatte ende. Der begynder at være pladsmangel; flere må stå op. Vi er nysgerrige og nærmer os. En stemme trænger igennem baggrundsstøjen: ‘Kom nu, Hildur, fortæl, hvad du ved.’

Hildur har bestemt ikke tænkt sig at makke ret. Bliver først legitimt fornærmet: ‘Hør, vi to har vist ikke drukket dus.’ Selvom der kun er en fem år mellem hende og spørgeren, er det en generationskløft. Hun nægter ethvert kendskab; fortæller, at hun bare har lagt stemme til et manuskript mod betaling; forklarer, at det er underligt, da hendes stærke færøske dialekt ikke normalt er efterspurgt.

Han, altså journalisten, tilføjer i stilhed, at hendes læspende stemme heller ikke hjælper. Nej, her er noget galt. Færingen er netop blevet valgt, da hendes stemme er så umiskendelig. Nu går der en detektiv i ham, og selv jeg forstår det åbenlyse: nogen må jo vide noget, ellers ville pilen aldrig pege på Hildur. Jeg tænker tilbage på de gode måneder, vi havde sammen som kærester, den sommer for længe siden. Virkelig kvik pige, men desværre døde gnisten. Journalisten begynder at stille kritiske spørgsmål: ‘Hvem kontaktede dig, hvordan, hvor? Nogen må vide et eller andet, ellers ville du ikke sidde her.’

Alle kigger nu på os. Jeg stopper ham i at stille det sarkastiske spørgsmål om, hvad alle laver på højskolen, hvis de ikke har tænkt sig at blive journalister. Vi kender begge svaret: han er bare lidt hurtigere og skarpere, end de andre. Dog er denne impulsive angrebsvinkel ikke altid den klogeste.

Hildur sidder nu i saksen og må modvilligt erkende, at hun modtog et brev fra Danmarks Radios Provinsafdeling i Aarhus, hvor der stod, at hun var særligt udvalgt til en programserie om sprog og dialekt. Hun skulle bare møde op en sen aften, oplæse et manuskript flere gange så naturligt som muligt og så hjem igen. Det var tre flinke, unge drenge, som stod for programmet. Hun gik derfra med en check på hundrede kroner – virkelig nemme penge. Da Hildur kun stillede spørgsmål og aldrig hørte svarene, ved hun ikke, hvad helheden handler om, men afviser ikke, at det kunne være relateret til gris.

Alles øjne igen på os, anklagende. Salatskålen i vores hånd er nu pludselig sprængfarlig. Hvad er det, vi ved, som ingen andre? Hvorfor står vi her ved Hildur, strategisk som en af de sidste? Hvorfor er vi dus? Hvorfor er vi gået imod strømmen og spiser salat? Selv vores nære venner er mistroiske og erklærer i offentlighed, at det har vi aldrig gjort før.

Vi er sekunder fra at blive lynchet. Journalisten prøver desperat at forklare pøblen, at de er blevet spillet, at de skal følge rygtet tilbage til roden. Nogen må jo have startet det. Jeg bliver bange, har lyst til at løbe væk og gemme mig, men jeg kommer jo ingen vegne uden ham.

Vi er pludselig omringet; udskilt som Judas; anklaget for at have været for skarp. Jeg zoner ud, mens han desperat prøver at besynge dem vores uskyld. Jeg mærker et puf i siden, et træk i armen, en hånd på den ene balle. Hov, hvad sker der? Jeg prøver at vende os om, men bliver fastholdt af flere hænder. Hånden på vores røv er væk, men den har efterladt et objekt i baglommen. Jeg har lyst til at tage magten, råbe stop og spørge råbende ud i rummet, hvem der har puttet noget i vores lomme. Men han stopper mig. Viden kan være magt, og objektet lader til at kalde på os.

‘Jørgensens foredrag’, stemmen genkender vi ikke, men den sadistiske lektor har reddet os fra galgen. Hans Grundkursus i stilistik er altid populært, da det er obligatorisk og typisk har en dumpeprocent over halvfjerds. De gode siddepladser er for dem, som kommer i god tid. Resten må stå op eller sidde på trappen. Det bliver bedre om nogle uger, hvor mange må springe fra i frustration. Journalisten er stolt af kun at have dumpet to gange. Specielt da første gang var et strategisk tilbagetog, ikke et reelt forsøg. Han kunne give de nystartede et rigtig godt råd: lad ungdomsoprøret blive derhjemme; stilistik er ikke noget, man skal tage stilling til, man skal bare følge normerne. Han tier, og jeg forstår ham udmærket. Selvom disse medstuderende er vores venner nu, kan de blive hans konkurrenter i fremtiden, og journalisten har store fremtidsplaner.

2.

Gangene lader til at være relativt tomme. Vi kigger os over skulderen for at sikre, at ingen følger efter, inden vi lister ud på toilettet og låser døren forsvarligt. Objektet i lommen er ved at brænde igennem af ren spænding. Er det en “varm kartoffel”, som man bare må give videre for ikke selv at sidde med lorten? Det omvendte lommetyveri skaber konflikt mellem os. Han er forarget, mens jeg fantaserer om, hvis hånd det var på vores balle. Hvem var fræk nok? Måske var det Ulla med de lange, brune krøller eller Karen, der altid har for meget parfume på. Jeg vil tage bukserne af og lugte til lommen, men hans fokus er på objektet. Jeg overgiver mig – det kunne jo være en invitation fra Ulla om at tilbringe aftenen i hed elskov i hendes forældres sommerhus.

Jeg drømmer videre, mens han undersøger det firkantede objekt med afrundede hjørner. Vi genkender det øjeblikkeligt: Super 8 – en praktisk udgave af smalfilmen – vores forældre har udstyret derhjemme. Ved første øjekast har et barn tegnet en gris på etiketten, men det må være et talentfuldt barn, for grisen udstråler en pervers glæde, som om den gemmer på en spændende hemmelighed og gerne vil dele den med os. Svinets glæde smitter af på mig; nu får vi endelig svar på alt griseriet.

Journalisten er imidlertid forarget. Er han ikke journalist? Godt nok stadig studerende, men alle kender vel til tavshedspligt og kildebeskyttelse. Har man ikke mod til at konfrontere ham ansigt til ansigt, så er det okay anonymt, men sgu da ikke ned i bukselommen. Desuden adresserer man den til ham ved navn eller i det mindste til “journalisten”.

Jeg forstår ham godt, men jeg vil se den film. Her er jeg helt urokkelig.

Journalisten ligeså. Det kan der overhovedet ikke blive tale om. I morgen i frokostpausen har han tænkt sig at annoncere, at nogen har glemt et firkantet objekt i vores lomme. Hvis nogen savner det, så kan han få det tilbage ved at beskrive det i detalje.

Jeg nedlægger veto og insisterer på, at vi overnatter hjemme hos moder og fader. Så kan vi overveje, om vi vil se den eller lade være. Eller: det kommer vi til, for det er min krop, og det ved han godt. Historien skal bare lige have den rigtige vinkling, så her kommer journalisten på arbejde. Vi ringer naturligvis og annoncerer vores ankomst. Moder tager telefonen, som altid, og jubler over vores spontane besøg, trods det kun er for en enkelt nat. Hun tilbyder med sikkerhed at lave vores yndlingsret, hvilket ironisk nok er stegt flæsk med persillesovs. Herefter spørger hun ind til, om vi nu kan nå at komme ind til forelæsningen i morgen tidlig, og journalisten må forklare, at vi nu er i et projektforløb, hvor vi arbejder med kildebeskyttelse og fortrolighed.

Det er en perfekt undskyldning til middagen, hvor de samme spørgsmål kommer på bordet: Får vi nu nok at spise på kollegiet? Skal vi ikke snart finde en pige og slå os ned? Nu er vi jo blevet 24, så det er vel på tide … og er vi ikke snart færdige på højskolen? Det kan vel ikke blive ved … var uddannelsen ikke normeret til tre år? Journalisten må forklare om reformen, at det i år er blevet ændret til fire. Fader vil nikke og bekræfte, at det har han læst i avisen. Vi beundrer fader for hans perfekte situationsfornemmelse. Vi ved aldrig, om han lyver, eller om han faktisk kan gennemskue, når vi er kreative med sandheden, men han redder os altid ud af moders gestapoforhør og har altid støttet os i vores projekter.

Moder vil forstå faders antydning og falde til ro. Hun har jo stillet de samme spørgsmål igen og igen uden at få svar, så hun forventer det heller ikke denne gang. Det giver journalisten mulighed for at forklare det nye studiekursus om kildebeskyttelse og tavshedspligt. Nu er moder på vores side, for det har vi nævnt i telefonen, og hun vil nærmest svare på faders vegne, når vi spørger, om vi må låne fremviseren i aften i enrum. Altså, absolut enrum, for tavshedspligt og fortrolighed og alt det der. Det giver fader os selvfølgelig lov til, men med en formaning om at passe godt på udstyret, for det koster en mindre formue.

Er vi rigtig heldige, vil moder foreslå, at vi bare kan låne udstyret med hjem, hvis det nu kunne gavne studiet. Fader vil isne, og det er nu op til journalisten at afværge en mindre ægteskabelig krise ved at afvise høfligt. Dels kan vi ikke have det med i toget, og så er der problemer med tyveri på kollegiet. Nej, vi er helt på faders side, så han kan lette op og vil sikkert indskyde, at vi altid er velkomne til at bruge det herhjemme.

Og nå ja, bukselommen lugter slet ikke af Karens parfume; jeg føler mig lidt dum.

3.

Vi har knap nok lagt telefonrøret på, før vi hører rygtet:

‘Auditorie fire klokken sytten, oink, oink.’

Dette efterlader os i et umuligt dilemma, for vi vil for alt i verden vide, hvad der foregår, men det ville være uhøfligt at ringe afbud til middagen så kort tid efter. Kender vi moder ret, så er hun allerede ude af døren på vej til slagteren efter flæsk. Nej, der er ingen værdig måde, vi kan melde afbud nu, så vi må nøjes med et referat fra vores omgangskreds i morgen.

Han bliver hånlig og skoser mig for at have insisteret på at se filmen hjemme. Havde jeg ikke opført mig så barnligt, ville grisemysteriet være løst længe før. Nu bliver vi de sidste, som får besked.

Jeg prøver med en floskel: Gode ting kommer til den, som venter.

Journalisten værdiger mig ikke en tanke. I tavshed hører vi rygtet sprede sig i baggrunden; det afsluttes altid med ‘oink, oink’. Vores hjerne analyserer situationen på højtryk, men det er selvfølgelig ham, som finder svaret: Klokken sytten vises, med al sandsynlighed, den samme film, som vi fik stukket i lommen. Nogle unge aktivister har sikkert begået en “sensation” på en grisefabrik og vil have historien spredt i ungdomsmiljøet. Her er journalisthøjskolen det åbenlyse valg. Der må være nogle falske studerende blandt de nystartede, og det må være dem, som spreder disse rygter og griserelaterede lyde. Hvem var det lige, som anklagede Hildur i kantinen?

Ligemeget ligemeget, vi bliver alle spillet som et instrument, og vi er for dumme til at sige fra.

Men der er jo kun én gris på vores filmkassette. Måske er den en del af et sæt, hvor man skal se første del for at forstå anden og omvendt. Han smiler og trækker sine indvendinger tilbage. Hvis dette er tilfældet, er vi jo de bedst stillede, når vi i morgen får et referat.

◈

I toget er jeg som en lille dreng, der spændt venter på juleaften. Jeg prøver ihærdigt ikke at skrue forventningerne for højt op, for det har jeg prøvet før, og skuffelsen er direkte proportional med ophidselsen, hvis altså det hele viser sig at være en and.

Vi sidder alene i kupéen, da grisen kalder på os begge. Det er mig, som vil have filmen i vores hænder for at nærstudere den. Tegningen har virkelig charme, og dens kald er uimodståeligt. Den er ikke flot tegnet, som en af de velkendte tegneseriefigurer, men en grotesk streg, der alligevel har et mesterligt udtryk. Langs etikettens kant er der nogle numre, og der er sat mærker ud for to af dem. Det første genkender jeg: fireogtyve – antal billeder i sekundet – professionel standard, ligesom i biografen. Det glæder os, at kvaliteten er i top, men til gengæld ved vi samtidigt, at filmen maksimalt er toethalvt minut lang. Det andet mærke er ud for tallet to. Her er vi ikke sikre, men journalisten gætter på, at det er en kopi af en kopi, hvilket ikke er godt for billedkvaliteten. Der er et brunt magnetbånd langs kanten af filmen, hvilket han, med fornøjelse, fortæller mig, er et lydspor. Der er selvfølgelig ingen garanti for, at der rent faktisk er lyd på filmen, men sådan en kassette er jo ikke ligefrem gratis og endnu dyrere med lyd.

Moder har også lavet citronfromage, så vi er aldeles mætte og magelige, når vi beder om lov til at benytte faders udstyr og arbejdsro. Alt går stort set som forventet, bortset fra at moder ikke er meget for, at vi må insistere på at låse døren. Det kan hun slet ikke lide; føler sig uvelkommen i sit eget hus. Naturligvis lover hun at banke på, før hun serverer kaffen og småkagerne. Desuden er vi jo familie, så ingen ville sladre, hvis nu der skulle ske et uheld.

Journalisten har allerede forberedt et forsvar og forklarer, at der eksisterer nogle meget strenge retningslinier for behandling af betroede oplysninger. Indholdet er konstrueret til at skabe sensation og sætte sladderen i gang. Kommer bare antydningen af indholdet frem, vil vi dumpe projektet og skulle tage det igen. Igen giver fader os ret; han har netop læst en meget spændende artikel i avisen om hemmelighedskræmmeri og læk. Moder er ikke meget for at give køb på sine grundprincipper, men fader får hende overtalt med argumentet, at jo hurtigere vi bliver færdige med studiet, jo hurtigere kommer vi videre med resten af livet.

4.

Vores gamle værelse er forvandlet til en minibiograf. Gardinerne trukket for, døren aflåst med nøglen siddende i hullet. Ingen kan kigge ind. Vi er alene med grisen. Projektoren summer i baggrunden, og vi har høretelefoner på for ikke at genere moder og fader med lyden fra filmen. Egentlig forstår jeg ikke behovet for dette hemmelighedskræmmeri, men journalisten er yderst påpasselig. Vi ved jo ikke, hvad filmen vil vise. Det kunne være noget, moder ikke ville bryde sig om at have inden for hjemmets fire vægge.

Filmen starter helt uskyldigt med et middagsselskab ved et langbord. Dog er der noget uldent ved det hele. Journalisten rapporterer, at der midt på bordet står et kæmpe fad med en helstegt pattegris. Gæsterne drikker øl fra store pokaler, men ikke alle lader til at more sig. Han tæller tyve gæster og bemærker, at der kan være flere, idet bordenden i højre side er uden for kameraet. Filmen er desværre en kopi af en kopi, så ansigter og andre detaljer kunne være tydeligere. Det virker dog som om, det hele er iscenesat, at vi ikke må se ansigterne på dem med ryggen til.

Jeg sætter mig ved bordenden og ser gæsterne an. Pigen ved min side er ung og smuk, ikke meget mere end atten somre og præcis min type. Jeg gennemskuer straks, at jeg absolut ikke er hendes type. Jeg er alt for gammel og konservativ. Nej, pigen abonnerer med garanti på det hersens nye ungdomsoprør og er klædt i de mest farverige klæder med håret sat op på en ny og nærmest dyrisk måde. Ikke elegant, som min moder ville have været i 50’erne. Ikke sensuel, som det meste af 60’erne, men i live på en elementær og essentiel måde. Jeg er nærmest forelsket ved første øjeblik, indtil jeg får øje på hendes adonis af en bordherre. Jeg må trække mig, for han er jo perfekt i ethvert henseende. Var jeg selv pige, ville han være på min ønskeseddel til julemanden.

Jeg kigger videre på ansigterne på langsiden. Alle er unge, smukke og virkelig tiltrækkende. Ingen er over tyve, og jeg tvivler stærkt på, om alle er fyldt atten. Pigen til min anden side, med ryggen til kameraet, tilbyder mig et stykke af den fede, lækre gris. Ja, tak og en stor øl til. Jeg ville ønske, at jeg kunne se hende i øjnene, men jeg frygter, at hun ikke lever op til standarden på den modsatte side. Jeg prøver ihærdigt at lugte til hende, gennemskue, hvilken parfume hun har på, hvilken parfume nogen af gæsterne har på. Nu går det op for mig, at de alle er, som Gud har skabt dem, frie for nutidens moderniteter, lugter af menneske og sved. Jeg burde væmmes, men der er gammel og ung sved, og dette er definitivt ung sved.

Hildurs stemme skærer igennem middagshyggen: ‘Fortæl os om udfordringen.’ Journalisten observerer, at efterklangstiden på hendes stemme er meget kortere end hos gæsterne. Hendes historie om at have indtalt et manuskript i et lydstudie lyder plausibel.

De næste scener keder mig; hele opsætningen virker teatralsk. Min borddame er nu blevet højgravid og har meldt sig ind i “kødædernes kirke” i protest mod sine to bedste veninder, som er blevet ulideligt veganske. Ikke bare vegetarer; de skyr alt, hvad der kommer fra dyreriget. Den store mave lægger en klar dæmper på min gejst. Trods det lidt utydelige billede observerer journalisten, at hun ikke har ring om fingeren. Hvilken skandale, men selvfølgelig … hun er jo en del af ungdomsoprøret, så den chokeffekt er jo nærmest obligatorisk. Journalisten giver mig ret: de to veninder sidder med ryggen til, for de er slet ikke lige så attraktive – en helt anden liga. Jeg skammer mig lidt over min nådesløse vurdering, men nu er jeg mand med holdninger og følelser.

Teaterstykket fortsætter med en tåbelig udfordring. Kødæderne skal leve som svin, hvis de vil fortsætte med at spise kød. Veganerne skal dehumanisere sig selv og holde de andre som svin, hvis de vil fortsætte deres uetiske vej. Journalisten konkluderer, at sidstnævnte gruppe må have tabt, idet historien er stærkt vinklet i den første gruppes favør. Jeg er ikke rigtig interesseret i teater; vil hellere tilbage til middagsbordet med de lækre piger.

Den næste scene får mig imidlertid til at tabe kæben. Journalisten rapporterer passionsløst, at kameraet har fokus på en pige med ryggen til. Vintergækkerne i hendes hår indikerer, at vi er tilbage i slut januar eller februar. Kameraet zoomer ud og viser en stald, hvor dyrene kravler rundt på alle fire, bortset fra at det ikke er dyr, men nøgne, unge mennesker – de samme fra middagen. Han ændrer sit skøn til slut-februar, da det ellers ville være alt for koldt i en stald, men alligevel må der være opvarmning af en slags, da “svinene” ikke har tøj på.

Snart er jeg på alle fire i stien – en sulten og opstemt orne blandt otte skønne søer. Mine tre konkurrenter er adonis fra bordet og to andre, tilsvarende velskabte drenge, som har et underfundigt, indforstået blik i øjnene. Det er underforstået, at ingen kan bruge hænderne; de er nu bare hjælpeløse klove, men til gengæld er posituren på alle fire ikke hård for knæene. Ej heller kan vi tale, men æde kan vi og rumstere med trynen.

Nu opfanger jeg betydningen af det indforståede blik mellem de to orner. Den ene bevæger sig hen til kameraet, vender bagenden til og skider ud over det hele. Nå, ja, det er vel betingelsen, men det slutter ikke her. De to drenge insisterer på at opføre sig svinagtigt og ruller sig begge i afføringen. Jeg forstår ikke hvorfor, men jeg har behov for at deltage. Nok er vi svin kloge og renlige dyr, men søerne er jo i brunst! Vores tobenede fangevogtere råber op, men som grise forstår vi ikke betydningen af ordene. Men vi forstår straffen: vi skal stoppe med det. Uh, vi bliver spulet rene af en slange med iskoldt vand.

Hildurs stemme penetrerer igen: ‘Var det ikke bare pornografi?’

Jeg er tilbage på gulvet, hvor adonis er i gang med at bedække min borddame fra middagen. De to andre orner er ligeledes ved at sniffe sig frem til de bedst duftende og tillokkende bagdele.

Journalisten bemærker tørt i baggrunden, at drengene nu har antydningen af skægstubbe. Der er gået en dag eller to siden sidste scene. Hildurs stemme er igen ikke til at tage fejl af: ‘Som så udviklede sig til et orgie – bare for at provokere?’

Jeg er igen nede på alle fire i det lune, klistrede søle, som burde være her, ikke tørt halm. Min tryne har netop været tæt på en aldeles attraktiv bagdel, og mine tre medorner er allerede fuldt beskæftiget i umiddelbar nærhed. Jeg kan mærke den erotiske, tunge lugt af svin og rå brunst. Men her er rigeligt med søer, så jeg bliver kræsen og grådig – vil have den bedste. Er det hende til venstre? Nej, hende til højre? Måske … jeg har lige haft trynen helt tæt på hende, nærmest op i hende; indåndet hendes essens.

Uden hænder er mine forklove bare halvdøde rekvisitter på hendes ryg. Mit erigerede lem må selv finde vej til lykkens hule uden vejledning eller håndpålæggelse. Der er kun mig og hende, rå lykke uden civiliserede dikkedarer. Kun vores kroppe og begær. Jeg er svin, og jeg elsker det. Journalisten ved siden af mig er en fremmed; en tør skal af et menneske, der ikke forstår, at sandheden ikke findes i hans notesbog, men her i mudderet.

Billedet bliver sort; Hildur er tavs. Langsomt kommer der lys; filmen viser adonis liggende på siden. Journalisten lægger igen mærke til skægstubbene, som er endnu længere. En læge af en slags, eller rettere en ung mand i kittel, sikkert en medicinstuderende, desinficerer sine hænder og adonis’ skridt. Han har engangsskalpellen klar i hånden. Journalisten forbander den elendige kvalitet. Det er umuligt at se, om adonis’ testikler er ægte eller ej.

Jeg er på gulvet med mine medorner. Adonis smiler; griner som kun en gris kan. De to andre er absolut ivrige. Nu skal der endelig ske noget spændende. Jeg kan ikke blive i rollen og skriger indvendigt før adonis. Jeg er ikke længere mand. Kniven tog det hele, men underligt nok er der ingen smerte, bare blod over det hele.

Filmen løber ud, hvilket aktiverer en stopmekanisme, så projektoren ophører med at snurre. Få sekunder senere slukker lampen for ikke at overophede. Jeg sidder tilbage alene, kun med ham, journalisten, som selskab. Virkelig dårligt selskab, for jeg er rystet i min grundvold, mens han er stærkt irriteret over den manglende tekniske kvalitet. Han konkluderer, at det må være en ny filmgenre, den danske pornografi kombineret med det amerikanske gys, som efter sigende skulle være populært. Han insisterer på at se den igen og igen, og jeg har ingen vilje til at afvise ham. Journalisten mener, at jeg bare ikke vil indrømme, at jeg fandt filmen vildt ophidsende – ikke bare svinestien – men slutningen især. Jeg tvivler på mig selv. Er han overhovedet min ven?

5.

Dagen efter går vi med vilje glip af morgenforelæsningen. Natten har været lang og søvnløs. Fristelsen – altså de erotiske elementer – overskygges helt af skriget og snittet, som bare ser ægte ud. Vi afspiller filmen i hjernen, igen og igen, for at forstå galskaben eller kunsten, eller hvad pokker det end er. Filmen er grynet og uskarp, men scenen ser altså helt ægte ud. Ligner ikke en filmeffekt med en lille model af et rumskib eller et monster fra det ydre rum. Ikke noget stop-motion, hvor man flytter modellen ganske lidt og skyder et enkelt billede for at danne illusionen af et levende billede. Nej, testiklerne har samme hudfarve som drengen, dog har hele filmen et særligt rødligt skær, men journalisten er sikker på, at det er en særegenskab af denne filmtype. Kameraet kommer kortvarigt helt tæt på og viser de tyndtspredte, lange hår på drengens pung samt rynkerne. Vi har siddet med et spejl i eget skridt i en halv time for at have et realistisk sammenligningsgrundlag. Ja, den er god nok.

Skalpellens snit får blodet til at pible frem. Drengens skrig er forsinket et splitsekund, men han kan selvfølgelig ikke se kniven, kun mærke smerten, bearbejde den i hjernen, for til sidst at reagere. Journalisten har studeret drengens læber og lyden fra filmen. Skriget passer absolut med læbernes bevægelser. Vi tænker, at den efterfølgende fysiske reaktion med hænder i skridtet og skældsord i alle ordklasser vil være en helt naturlig konsekvens, og det er således logisk, at filmen stopper her.

I pausen før formiddagsforelæsningen får vi et hurtigt referat fra vores “venner” – dem, som uden videre solgte os til stanglakrids i går frokost. Vi lytter med taknemmelighed, men holder vores egen film som en dyb hemmelighed. Filmen er vores ejendom, og vi deler ikke. Nåja, vi lider vist af søvnmangel, for den vigtige pointe er, at vores film ikke er den samme, som de andre så i går. Deres film var kedelig: baggrundsmateriale for noget, de ikke forstår uden sammenhængen.

Nu er vi trætte, men det er noget med nogle gode veninder, som er blevet uenige om kosten. De driller hinanden uden at give sig. Det munder ud i grove drillerier og en udfordring, der endelig kan afgøre striden. Den ene er pludselig gravid; leger med et satanistisk kors, mens hun snakker om livets små mirakler og kødædernes kirke. Ja, så langt stemmer vores film overens med deres, men de så åbenbart ingen erotiske klip fra svinestien, for vores venners entusiasme er stærkt underafkølet.

Og dog er slutningen interessant, for vennerne fortæller om Hildurs spørgsmål: ‘Var det virkelig det hele værd?’ og en dreng med en meget lys stemme, der stolt fremviser sit skridt – med et stort ar, hvor pungen burde være. Drengen kommenterer uden sønderlig begejstring: ‘Alt for kunsten. Desuden skal jeg jo være fader, så jeg har ikke brug for dem mere.’ Journalisten har absolut brug for at se denne scene. Jeg ved nu ikke helt.

Dog stopper det ikke der, for der er to andre drenge, som også vil kastreres. De griner ligefrem og insisterer på at blive behandlet efter aftale. Det er noget juridisk – der er åbenbart indgået en skriftlig kontrakt, hvor der står noget med småt. De udtaler, at det var virkelig sjovt, at de var helt sikre på, at de andre ikke kunne gennemføre det.

Filmen afslutter øjensynligt med den enes testikler, der skifter fra hånd til hånd mellem medlemmerne af den veganske kult. De magter alle at desinficere, men går i sort og nægter at lade skalpellen smage kødet. Det er ikke et særligt godt referat, men der var åbenbart en mand i hvid kittel, som havde udført den første påståede kastration. Godt nok nægtede han først, men de andre veganere blev virkelig modbydelige imod ham, så han gav under for gruppepres. Men efter den første nægtede han at fortsætte grundet lægeeden. Indvilligede dog i at vejlede de andre, men ikke at føre kniven.

◈

Vi er i dyb konflikt. Naturligvis vil vi begge se den anden film, men hvor journalisten er villig til at offentliggøre, at vi har den første film, for herefter at arrangere fremvisning af begge, nægter jeg resolut. Filmen er min, ikke vores. Min røv, min balle, min lomme, min ejendom. Ingen skal komme her og befamle min krop for at spille mig som en violin. Han mener, at jeg overdriver og bør gennemtænke situationen. Der er intet personligt, intet seksuelt. Det var et rent tilfælde, at vi havde en salatskål i hånden og udspurgte Hildur. Helt tilfældigt, at vi blev halvvejs lynchet, og at en mulighed viste sig for at stikke filmen i vores lomme.

Jeg kan godt se, hvor han vil hen. Den anden film, den kedelige, blev sikkert “fundet” af en af de falske førsteårsstuderende. Der må have været flere af dem, for en enkelt ville ikke kunne sprede rygterne så effektivt. Vores film ville have langt mere gennemslagskraft, hvis den blev præsenteret af en af de ældre på studiet frem for en falsk nystuderende. Ja, journalisten har gennemskuet kunstprojektet.

Det ændrer imidlertid ikke på, at filmen er min, og jeg ikke giver den fra mig. Ikke har nogen som helst intention om at lade min film fremvise, hvis det medfører bare den mindste risiko for, at jeg mister den. Helt uventet har han det helt fint med det; siger, at der må dukke en kopi op snart, ellers ville hele projektet jo være tabt på gulvet. Vi ryger en fredspibe af nød, ikke af lyst.

6.

Journalisten får selvfølgelig ret. Fredag formiddag annonceres det i kantinen, at endnu et svin er dukket op, og der er fremvisning i auditorium fire klokken seksten. Det er selvfølgelig et af de ukendte ansigter, antageligt en førsteårsstuderende, der er kommet i besiddelse af filmen, og en anden, som naturligvis, har film to med igen, såfremt nogle skulle ønske et gensyn eller se det hele i sammenhæng. Journalisten gennemskuer hurtigt, at ingen er studerende – i hvert fald ikke på vores højskole, men alle en del af kunstprojektet, sikkert blandt de ansigtsløse veganere.

Dette er en fremragende mulighed for handling og svar. Vi sætter efter med intention om at få et interview og få afklaret, hvem af de to, der tog sig friheder med vores bagdel. Et dybt kig i deres øjne burde uden videre kunne afdække mysteriet. Missionen fejler, da en ung pige kaster sig i vores favn og skal lige til at kysse os, men så går det op for hende, at vi ikke er hendes kæreste, og hun undskylder oprigtigt. Det er åbenbart vores trøje, som på afstand ligner, og så har hun vist brug for briller. De to drenge er over alle bjerge; pigen ligeså, inden journalisten gennemskuer, at de selvfølgelig er i ledtog.

Nå ja, selvfølgelig er de det. Alt er iscenesat og tilrettelagt. Hele højskolen opfører sig, som om dette er spændende, vigtigt og ægte. Vi står bare og vil vide, hvem der befamlede vores røv, som om det betyder noget. Journalisten har ret: det er en projektion af vores trang til at kende sandheden, ikke så meget om vores bagdel, men om kastrationen. Det må være en illusion. Intet sundt og fornuftigt menneske ville lade sig selv– Men hvem ville kravle rundt på alle fire – nøgen som et svin – lade sig filme i scener, som burde være intime og private, få sit smukke ansigt kendt i hele ungdoms- og studiemiljøet? Det er jo ikke bare en gemen pornofilm, eller er det? Hvis det var, hvorfor ikke gøre det rigtigt og få penge for akten?

Vi sætter os på forreste række ved fremvisningen. Vi har gennemskuet, at rigtig mange af de ukendte ansigter må være en del af kunstgruppen, og dette sikkert er sidste dag, de sætter deres ben på vores højskole. Matematikken er simpel. Mindst tyve ved langbordet, og den første film viser kun tydelige ansigter på halvdelen. Vi har ikke en chance mod ti ukendte studerende i ledtog. Desuden vil vi bare se filmen, få afrundet dette kapitel og lægge det bag os. Så snart filmen er slut, vil de foretage et strategisk tilbagetog og tage begge film med. Ja, det er spillereglerne, når man er dum nok til at blive spillet.

Den første film er i lige så dårlig kvalitet som vores. Journalisten tænker, at det sikkert er med vilje, for man ville kunne se, at det er uægte, hvis kvaliteten var bedre. Den anden film er rigtig nok langt mere kedelig, men projektet giver selvfølgelig mening som helhed, eller det gør det ikke, for de tre drenge må jo være uden sund fornuft, når de vil lade sig kastrere, ligefrem insisterer på det. Eller det må de nødvendigvis ikke, da det hele bare er en illusion.

Filmens afslutning mangler dog fra referatet. Umiddelbart helt uskyldigt, men journalisten gennemskuer den med det samme. Adonis og den højgravide går hånd i hånd i Aarhus by. De siger ikke noget, men scenen skal åbenbart indikere en glædelig afslutning ligesom i Hollywood. Hah, det er glimrende lavet. Vi kender godt det sted; lige uden for billedet ligger en lille, skummel fotoforretning. Eller rettere: et sted, hvor man kan købe skumle fotos. Det kan umuligt være en tilfældighed. Og hvad så, hvis det er? Nu har vi set begge film, gennemskuet, at det hele er fiktion, og vi kan klappe ad kunstprojektet. Komme videre med livet og fortælle vores børn om projektet, når de er gamle nok, engang i det nye årtusinde.

◈

Den næste uge går forbløffende hurtigt. Hver dag kommer journalisten og jeg tilfældigt forbi den skumle fotobutik, eller lad os kalde en spade for en spade: pornobutik. Vi går selvfølgelig ikke ind, kigger naturligvis ikke på udstillingen. Nej, nej, det er vi for fine til. Moder ville bestemt ikke– Ej heller fader. Studiet går af helvede til. Journalisten går glip af flere morgenforelæsninger, da jeg sover over. Og hvorfor ikke tage tidligt hjem, når man alligevel ikke har fået taget sig sammen til at købe bøgerne. Vi spilder tiden, har konstant dårlig samvittighed. Ondt i nosserne. Ikke fysisk, men mentalt. Mentalt ondt i klokkeværket.

Vi har ændret adfærd. Når vi skal urinere, tager vi ikke bare lemmet ud som tidligere. Lyner i stedet bukserne ned og trækker underbukserne i samme retning. Står selvfølgelig op for at lade vandet. Herefter tager vi højre testikel i højre hånd. Den er stor, rund og lun. Berøringen er ganske behagelig. Vi kan godt lide højre testikel og overvejer at kalde den for Alfred efter fader. For vi er begyndt at dagdrømme. Fader uden testikler; en verden uden os. Venstre testikel i venstre hånd. Ligeså rund og lun. Måske Gurli efter moder, eller det er måske for underligt? Måske ikke, det er jo manden, der bestemmer barnets køn. Nej, det bliver for underligt, så det bliver Svend efter morfader.

Bagklogskabens flamme brænder klart, og det går snart op for os, at vi valgte forkert, idet Svend får et hysterisk anfald i hobbyforretningen, mens Alfred nøjes med at klynke. ‘Rolig nu, det er bare journalisten, som skal undersøge noget.’ Ekspedienten sender os det mest underlige blik.

Fredag eftermiddag foran butikken. Vi har ikke barberet os i næsten to uger og er ikke til at kende. Nu skal vi bare mande os op, åbne døren. Kvalmen melder sig. Alfred og Svend skriger, men der er ingen vej udenom. Til alt held finder vi butikken øde, altså bortset fra den skumle ekspedient bag disken. Vi har én mission. Vi forlader ikke butikken uden en kopi af film nummer to.

7.

Fredag aften. Hjemme igen. Mørbradgryde og æblekage. Moder er ved at gøre dej klar til franskbrød. Friskbagt; kommer i ovnen i morgen tidlig, mens vi mænd sover længe; duften ligger allerede implicit i huset og skaber hjemlig hygge, minder om alt det gode, vores trygge barndom, alt det vi er ved at lægge bag os. Vi har spist og gennemlevet det obligatoriske forhør. Spillet rollen, som vi plejer. Nu er vi alene og har låst døren; moder orkede slet ikke at protestere. På sengetæppet ligger de tre filmkassetter: den kedelige del – som vi kom efter, den originale gave fra baglommen og så en førstekopi af samme. Vi er ved at gå ud af vores gode skind. Den kedelige del er faktisk også en førstekopi, så billedkvaliteten bør være betydeligt bedre. Filmene kostede en formue, en investering i vished – vi har alligevel ikke brug for bøger i dette semester.

Vi starter naturligvis med film ét: grisen og snittet. Journalisten har sat projektoren op på en stak bøger for at få den perfekte vinkel. Han har renset linsen, og filmen kører helt perfekt. Detaljerne er knivskarpe. Vi ser pungen; ser de tynde hår. Skalpellen kysser huden – det er ikke bare en rød streg; huden giver sig for stålet, og blodet pibler frem. Vi stirrer. “Lægen” virker troværdig; ryster ikke på hånden. Filmen klipper umiddelbart efter – præcis som den plejer. Intet bevis for, hvad der sker efterfølgende. Ingen syning, intet efterspil. Kun snittet og skriget.

Journalisten konstaterer irriteret, at det ser ægte ud. Jeg forholder mig skeptisk, mens han ser filmen igen og igen; leder efter en fejl, en limkant, en skjult blodpose eller hudfarvet sminke for at skjule bedraget. Men filmen står virkelig skarpt, og alt ser bare ... biologisk ud. Svend taler stadig ikke til mig, men jeg kan høre Alfred fælde en tåre, hver gang journalisten tvinger os til et gensyn med snittet. Jeg prøver at tænke på noget andet, men han har overtaget hjernen, så det er umuligt.

Film to giver en veltrængt pause; den står virkelig skarpt, specielt ansigterne. Journalisten affotograferer alle ansigter på lærredet med vores gamle, trofaste Leica, som vi købte for konfirmationspengene. Jeg gennemskuer, at han har tænkt sig at lave opsøgende journalistik, og har brug for at vise billeder. Slutscenen i Aarhus med adonis og den højgravide er på nu. Pigen ser tung ud nu, barnet kommer snart, medmindre det også er falsk. Kunne være et uheld, men graviditeten er bare så essentiel for fortællingen, at den ikke kunne undværes. Kan man bare sådan blive gravid på kommando? De går hånd i hånd. Journalisten analyserer Adonis’ gangart: helt naturligt uden tøven eller synligt ubehag. Hvis snittet er ægte, så er han enten helet perfekt, eller også har han lært at skjule det. Men se på ansigtet. Smiler ikke engang til kameraet – ser bare ... sjælløs ud.

Vi sidder ved bordet med den nyindkøbte skalpel fra hobbyforretningen. Journalisten undersøger den i detalje. Afprøver den på et stykke papir, på det yderste af en fingernegl – skærer som i blødt smør. Hvordan skærer den i kød? Der er vist et stykke kogt skinke i køleskabet. Irrelevant, den er jo kogt. Selv hvis den var rå, ville det være irrelevant. Han taler ned til mig, som var jeg et barn. Ingen saftspænding; drænet for blod. Dødt væv giver ingen svar. Han ruller venstre ærme op. Skalpellen glimter i lyset fra bordlampen. Bare et ganske lille snit i underarmen. Som at få rift i haven, bare lidt dybere; bare en overfladisk markør.

Alfred er ikke sådan til at overbevise, og selv Svend stemmer i, trods han ellers var fornærmet. For en gangs skyld lytter jeg til dem begge. Journalisten sukker tungt. Selvfølgelig kan skalpellen skære i kød, ellers kunne kirurgerne jo ikke operere, vi skal bare lige se blodet pible frem, så vi har en reference. Det kunne være beviset for, at det hele er falsk. Ren optik og observation; det er jo ikke hele armen, der skal amputeres. Hvis sandheden skal findes i kød, må journalisten finde et andet offer. Svend og Alfred ånder et lettelsens suk i deres mørke hule. De stoler ikke på journalisten og hans sammenligning med havearbejde. En torn i haven er en tilfældighed; skalpellen på bordet en beslutning.

Journalisten er tavs, mens vi børster tænder. Vi betragter vores ubarberede spejlbillede og lover, at vi nok skal barbere os i morgen. Journalisten, der ser tilbage, ligner ikke længere en studerende, men en mand, der har solgt sine bøger for at købe en and – og nu er han bange for, at den er ægte.

8.

Mandag formiddag, stadig ubarberet, kronisk søvnmangel. Har antastet Hildur i et stille hjørne; hun kigger underligt tilbage på “hulemanden”. Hendes blik er ikke vredt, bare træt. ‘Og du forstår stadig ikke, hvorfor vi to ikke er sammen.’ Journalisten prøver at forklare formålet med kunstprojektet; erotikken er bare et røgslør for genialiteten med kastrationen – altså, hvorvidt den er ægte eller ej. Hildur afbryder: ‘Min stemme blev misbrugt til at oplæse et manuskript for sølle hundrede kroner. Hvordan tror du lige mine fremtidsudsigter ser ud? Nyhedsoplæser for Tønder Lokalradio?’ Irrelevant, men journalisten har i det mindste pli nok til at tie. Hildurs læspen lukker mange døre, men hendes intellekt er der intet galt med; skal nok få en lys fremtid som undersøger. Det ved hun udmærket; bare tøsefornærmet over at blive spillet, ligesom vi med ballen. Hun tager sin taske og forlader os med bemærkningen: ‘Se dig selv i spejlet. Filmen er jo blevet en besættelse. Hvis du virkelig vil gå ned med flaget frivilligt, så er du lige så åndssvag som ham drengen.’

Mandag eftermiddag, DR Provinsafdeling; døren er betalt af licensmidler og står i princippet åben for alle, men receptionisten er en ondskabsfuld drage i cardigan. ‘Nej, ingen besøgende uden aftale. Nej, ingen rundvisning. Nej, hun kan ikke hjælpe med navne, hverken på ansatte, elever eller projekter. Adgang kun med skriftlig indbydelse eller adgangskort.’ Journalistens charme preller af; jeg tænker, at hun måske ikke er tiltrukket af ekstrem hårvækst. Nå, hvad så? Journalisten bliver desperat, prøver at insinuere, at det potentielt handler om liv eller død, men dragen er urokkelig.

Tirsdag morgen; journalisten finder det nødvendigt både at bade og barbere sig. Gårsdagens fiasko klar i hans hukommelse. Den burde han have klaret langt bedre, men selvfølgelig gjorde dragen bare sit arbejde. Der er sikkert en hel hær af unge mænd, som arbejder for DR, sikkert for ganske få penge, bare for at få chancen for at komme ind i varmen. Jobbet som tv-fotograf er jo en livstidsstilling, medmindre man frivilligt skifter til filmen. Langt bedre betalt, end de stakler, der følger med journalister for at sikre et billede eller to til avisen. Journalisten moderat tilfreds med spejlbilledet. Jeg synes nu, de sorte rande er for meget; ligner to dybe skygger, der er ved at æde resten af ansigtet. Få for helvede noget søvn; ingen af os kan sove ordentligt. Han afviser mine forslag. Skjul dem med pudder – for feminint. Briller uden styrke – vi har ingen penge. Kamillete og klassisk musik, måske falder vi i søvn – så hellere døden. Måske kunne vi tænde for radioen og høre en debat om EF’s landbrugsmidler – ja, den skyder jeg selv ned, for journalisten ville selvfølgelig finde debatten interessant.

Tirsdag eftermiddag; relativt veludhvilet, men nu har vi heller ikke været på skolen. Aarhus Universitet står helt åbent som forventet, men vi passer ikke ind på det Lægevidenskabelige Fakultet uden en hvid kittel. Det mener journalisten heller ikke er nødvendigt. Vi er her for at stille spørgsmål, vise billedet af “lægen” og se, om nogen kender ham. Journalister er åbenbart ikke særlig populære blandt de hvide kitler, eller er det bare journalisten?

Vi prøver på kontoret, hvor en yngre drage hersker, denne gang i stram, sort buksedragt. Alfred og Svend er pludselig i godt humør. Journalisten lader som om, han overvejer at starte på studiet. Fortæller, at han er kørt træt i kemi, vil gerne arbejde med mennesker. Både kemien og effekten udebliver. Vi forlader kontoret med en pjece i hånden, men i det mindste med et smil på læben.

To hvide kitler i passagen. ‘Se ham, han ligner en, der kunne trænge til et skud amfetamin.’ ‘Eller en, der har taget et skud for meget.’ Latter. Der går alt for lang tid, før det går op for journalisten, at de to kitler sikkert snakkede om ham.

Tirsdag aften; missionen fuldendt. Ingen, absolut ingen, kender til, har hørt om eller kunne forestille sig, at denne “læge” fra filmen nogensinde skulle have været indskrevet på universitetet. Måske i København, der er de jo så underlige, men den køber journalisten ikke. Dels er der dialekten, men også princippet. Hele opbygningen skriger Aarhus. Har endvidere forespurgt om frivillige kastrationer. Underlige blikke modtaget. Enkelte troede på forveksling med religiøs omskæring. En ældre lektor var dog helt klar i spyttet: skulle en sådan operation nogensinde have fundet sted med en studerende i førersædet, ville denne ikke længere være indskrevet på studiet. Faktisk retsforfulgt til udskamning og advarsel. Journalisten fandt udsagnet troværdigt. Underlige indforståede blikke blandt visse yngre studerende, specielt unge drenge. Konklusion: de har en eller anden form for perverst broderskab, men det har ingen relevans for os. Adskillige har givet os et gratis råd: søg professionel hjælp. Overvejer at følge op.

Onsdag morgen; egen læge klokken alt for tidligt om morgenen. Venteværelset lugter af vådt overtøj og sygdom; vi føler os malplaceret. Lægen er en ældre herre med tørre hænder og dårligt tilpassede briller, der ofte glider ned på næsen. Journalisten tænker, at den er ligetil. Læger er jo en slags ikke-troende præster, som hellere ville dø end afsløre deres patienters hemmeligheder. Journalisten har ikke behov for charme eller at lyve. Han fortæller bare sandheden. Altså, vi har set en film, som har rystet os i vores grundvold. Dels grundet det ekstreme element, men mest, fordi vi ikke ved, om det er en illusion eller ej. Vi har behov for klarhed, har behov for, at det hele er iscenesat, for alternativet er for rædsomt. Nu har vi brugt fire timer på medicinstudiet i går, og adskillige har rådet os til at søge professionel hjælp – det er derfor, vi er her. Altså, det startede første skoledag, hvor der blev spredt rygter på skolen. Alle gik og øffede, mens vi spiste en skål salat, der var ved at tage livet af os, altså ikke selve salaten, men de andre studerende var ved at lynche os, og vi kan takke Jørgensens grundkursus i stilistik for, at vi er i live i dag. Der stod vi midt i kantinen, midt i en flok rovdyr, der frådende ville rive os i småstykker. Pludselig mærkede vi en hånd på vores bagdel. Ikke et tilfældigt strejf, men en hånd med intention og vilje. Vanviddet startede dér. Vi kunne ikke vende os om, da vi var fikseret med næb og kløer. Det var ikke ubehageligt, faktisk fandt vi oplevelsen stærkt erotisk, altså hvis det nu var en af de piger, vi gik og bagte på, men det var det ikke, for vi tog bukserne af og lugtede til baglommen, som ikke lugtede af parfume, men af film, for det var nemlig dér, vi fandt filmen med det ekstreme element.

Journalisten skal lige trække vejret, men er stadig helt fattet. Lægen fortrækker ikke en mine.

Vi tog så hjem for at se filmen; fader har jo udstyret, og vi skulle passe ekstra godt på, og moder ville ikke have, at vi låste døren, men vi følte, at det var nødvendigt, for journalister har jo også tavshedspligt, godt nok hedder det kildebeskyttelse – vi fortæller historien, men beskytter fortælleren. Ikke helt det samme, men alligevel. Ligemeget. På filmen så vi det så: en virkelig smuk dreng, der frivilligt lader sig kastrere. To andre står i kø for at få samme behandling. Ikke bare tilfældige drenge. Ikke cykelsmedens skæve unger, ikke købmandens småfede børn med for mange bumser og fregner. Nej, vi snakker her om adonis, Herkules – græske halvguder, hvis perfekte kroppe får selv en mand til at savle og tvivle på egne drifter. Vi kunne ikke tro vores øjne og så filmen igen og igen, men der var også en anden film, og det var faktisk dér, de to andre drenge kom fra, ikke den første. Filmen dukkede op på studiet, hvor en større gruppe unge mennesker havde iscenesat rygterne med tilhørende fremvisning af begge film, og vi var lige ved at afsløre to af dem, hvis ikke vi blev overfaldet af en ung pige, der ville kysse os i forveksling med en fiktiv kæreste, men de var selvfølgelig i ledtog. Det var på denne anden film, at vi så denne fotobutik, eller vi så den ikke, vi vidste bare, hvor scenen var skudt, og vi vidste, at butikken ligger der. Her købte vi begge film i bedste kvalitet, hvilket kostede en mindre formue, så vi har ikke råd til bøger i dette semester, men det betyder ikke noget, for vi har besluttet, at søgningen efter sandheden i filmen må tælle som en slags midtvejsprojekt, og selv hvis vi ikke får det godkendt, vil det være praktisk erfaring og et scoop af en historie, som vi kan sælge til de store aviser.

‘Hvor længe er det siden, De har sovet ordentligt?’ Lægen spørger uden større entusiasme.

Journalisten forstår det ikke. Her deler vi den mest utrolige historie, og vi får ikke engang en reaktion. ‘Toenhalv uge’, svarer vi og snakker videre om vores testikler, som vi har fået et intimt forhold til. Eller: vi har altid haft et intimt forhold til dem, men nu har vi knyttet et tættere bånd, specielt med Alfred. Svend er noget af en hystade.

‘Kom tilbage, når De er udhvilet, hvis De stadig har spørgsmål. I Deres nuværende mentale tilstand vil mine svar ikke give mening.’ Lægen udleverer en recept, hvorpå han har skrevet noget ulæseligt.

9.

‘Uha, er det så slemt?’ Apotekeren nærstuderer recepten, finder et større pilleglas frem og overfører fem styk til en lille pose. Vi føler os som en narkoman; tænker, at den ulæselige håndskrift må være en sikkerhedsforanstaltning, så farmaceuten ved, at recepten er ægte, at vi ikke bare har stjålet en receptblok for at fodre vores narkorus. ‘Disse er virkelig potente; slår selv en hest i gulvet. Absolut ikke noget med at køre bil, cykel eller drikke alkohol samtidigt. Indtages lige før sengetid. For bedste effekt: skift sengetøjet, træk gardinerne godt for og sov med hørepropper.’

Vi er ulideligt trætte, kunne virkelig godt bruge en god nats søvn, men først en formiddagsbajer. Det har vi fortjent nu, hvor vi har været så tidligt oppe. Det ville måske være en god idé at skifte sengetøjet. Det må være over en måned siden, men til gengæld har vi heller ikke sovet så meget. Bare ligget uroligt, vendt og drejet os uden at finde roen. Ah, det skal blive godt. Væk med de sorte rande; en ny dag med friske øjne. Journalisten i topform.

Klokken er elleve. Vi har tyllet et par bajere, skiftet sengetøjet og er faktisk i godt humør. Vi burde nok have ofret et par håndører på ørepropper, for totter af vat har ikke rigtig nogen effekt. Gardinerne mørklægger heller ikke rummet ordentligt, men kollegiet er så fredfyldt her om formiddagen, hvor næsten alle er i skole. Måske skulle vi lige tage et bad; vi kan ikke rigtig huske, hvornår vi sidst har taget et rigtigt bad, ikke bare under armene og dulme lugten med Rexona. Der er jo altid plads til én til. Ja, vi tager et bad, for apotekeren frarådede jo alkohol. Vi er ædru, når vi kommer ud, og så sviner vi ikke sengetøjet til. ‘Nu ikke for varmt’, formaner Svend. ‘Uha, nej’, Alfred er helt enig, ‘der er en grund til, at vi hænger herude og dingler.’

Vi står under bruseren, nøgen, som Gud har skabt os. Ikke perfekt som visse andre, men god nok. Vandstrålerne sprøjter i alle retninger – brusehovedet trænger til en afkalkning, men det må blive en anden dag. Shampoo i håret, under armene og i skridtet. ‘Er du gal, mand?’ Svend protesterer højlydt. ‘Få det kemilort væk i en fart!’ Alfred er helt enig, ‘Vi er de ædle dele … du vil vel ikke slå os ihjel?’ ‘Vi er din fremtid, og se så at skrue ned for den varme hane.’

Sengen. Hvornår kom vi i seng? Sengetøjet friskt; gardinerne trukket for. Pillen i mavsen, forhåbentlig. Kan ikke huske, men træt nu, virkelig træt. Kan stadig ikke sove. ‘Det var nu rart med det kolde bad’, Svend ivrig. Alfred enig, ‘føler mig dog lidt indeklemt.’ ‘Ja, den er lidt stram i betrækket.’ ‘Det er også længe siden jeg har fået afløsning.’ ‘Mener du ikke udfald?’ Velmenende latter. ‘Var det ikke en kulørt rapport, jeg så i køkkenet?’ ‘Åh ja, den der ugentlige publikation på ekstra tykt papir.’ ‘Sikkert godt slidt i kanterne.’ ‘Måske glemt med vilje; en slags fælles ejendom.’ ‘Tænk på alle de hænder.’ ‘Tænk på, hvor alle de hænder har været.’ ‘Det gør det vel bare mere spændende?’ ‘Men selvfølgelig, er man træt, så er man træt…’ ‘Men er man virkelig så træt?’

‘Det var noget med et vandrør?’ Blikkenslageren er ung og slank i netundertrøje under den blå kedeldragt. ‘Ih, ja, bare se, hvor den drypper,’ pigen er lækker, dog lidt for vulgær. Mangler klasse, men det er selvfølgelig en smagssag. ‘De har måske noget imod rør, der drypper?’ hans stemme er dyb og drilsk. ‘Joh, ja, så må den hellere sprøjte’, hendes stemme er lys og alt for barnlig, dog er det den samme stemme som hans, bare i falset. ‘Det er sikkert en defekt pakning, den fikser jeg som en mis.’ ‘Apropos mis, så tænkte jeg, om De måske kunne, De ved.’ ‘Få den til at sprøjte, javel ja.’ Det var en mørk og stormfuld formiddag. Pludselig blev kollegieværelset indhyllet i bælgravende mørke. En ualmindelig mørk sky må have drevet forbi. Vi åbner øjnene. ‘Åh, sådan en stor en har jeg aldrig prøvet før’, stemmen kommer fra rapporten på natbordet samtidigt med et uhyggeligt lys. Helt afslappet nu. Det var omsonst at skifte sengetøjet, for de to gutter i pungen har vist fået deres tiltrængte forløsning.

Pigens bagdel dufter, som den skal. Godkendt. Vi er på alle fire i stien, den eneste intakte orne. Adonis og de to drenge bløder fra skridtet, men ler stadig som besatte. Vi skal ikke nyde noget, selvfølgelig ikke. Nu er vi den eneste, der kan bedække de lækre søer og skabe fremtidens grislinger. Alfred nynner en kendt popsang, mens Svend perverterer teksten. Vi hygger os rigtigt og nyder rollen som præmiesvin. Adonis og de to andre æder uden mådehold, mens søerne alle er højgravide. Tiden er snart inde, men vi forstår ikke helt, hvad der skal ske, bare at det ikke er behageligt.

‘Hvordan vil De klare betalingen?’ håndværkeren er sarkastisk. Journalisten krummer tæer over den ringe historiefortælling, med intention om pikken langt oppe i … og stadig ikke dus. ‘Åh, jeg har vist ingen penge, men måske kunne vi lege doktor, hvis De altså har udstyret i orden.’ ‘De kan være helt rolig, frue, jeg forlader aldrig hjemmet uden.’ ‘Uha ja, det kan jeg se.’ ‘Vil De fortælle mig, hvor det gør ondt, eller skal vi starte med at tage Deres temperatur?’ Det sære lys fra rapporten indhylder kollegieværelset i en rød glød.

De tobenede fangevogtere ankommer med store kar. Adonis og de to andre bliver ført ud. De burde skrige, men grynter blot. Selvfølgelig – de er blot simple svin uden vilje. Reb om bagbenene. Op at hænge. Hovedet dinglende. Kniven, halsen. Blodet flyder tykt ned i karrene; damper i den kølige stald. De fede orner omfavnes af den ultimative stilhed. Spændstig hud nu slap; afkøling; ingen gnist mer’.

Vi vågner i chok, badet i sved. Ligger i ske med vores gode barndomsven, Alfred. Yderst ligger Svend, som øjensynligt har fået erektion, og kæmper med den. Han stønner lidt; det er hyggeligt, for vi er jo venner for livet. Lyset fra natbordet er nu sygeligt grønt, og dæmonen er ikke til at tage fejl af: ‘Uha, nej. De har jo toogfyrre i feber. Hvis vi ikke får temperaturen ned, må jeg hellere slå Dem ned. Bedre at få det overstået hurtigt og smertefrit.’ ‘Er De nu også helt sikker på, at De er rigtig doktor?’ ‘Doktor, nej da, jeg er psykopat. Hvem har bildt Dem andet ind?’ Blodet fosser ud af pornobladet. Svend er den første ude af sengen, griber sit sværd og gør sig mentalt klar til forsvar. Kollegieværelset er godt nok vokset, og vi tre drenge sikrer alle døre og vinduer. Nu er det helt lyst udenfor, og igennem vinduerne ser vi, at gaden flyder med lig – alle unge piger. Alfred er den ømme og forsigtige, vil helst ikke skære sig på sværdet. Ved slet ikke, hvordan det bruges. ‘Men det er da ligemeget, hvis alle pigerne får halsen skåret over,’ Svend er absolut den mest praktiske.

Vi vågner i chok, badet i sved.

10.

Set i bagspejlet skulle vi nok ikke have drukket de tre formiddagsbajere. Skulle have lyttet til farmaceuten. Ja, absolut. Nok er vi ikke en hest, men vores selvtillid – vores selvforståelse, at vi kan tåle hvad som helst … ja, den fik vist lige et mindre knæk. De mange mareridt har imidlertid ikke ødelagt vores humør, mere gjort os underlig til mode. Lidt for mange metaforer, lidt for mange spørgsmål. De sorte rande er der stadig, men aftaget kraftigt. Utroligt, hvad fjorten timers søvn kan gøre. Nu er problemet imidlertid, at klokken er to om natten, og vi er lysvågen. Vi burde stå op og studere, men nu har vi ikke bøgerne, så det er håbløst. Desuden har vi behov for at være friske i dagstimerne, for vi har stadig behov for svar. Sulten har desuden meldt sin ankomst, hvilket minder os om, at køleskabet er tomt, og vi kan absolut ikke håndtere endnu en gang spaghetti med ketchup. Eller rettere: køleskabet er ikke tomt, kun vores hylde. Vi kunne gå på rov, som en tyv i natten. Bare en lille rest hist og her, ingen opdager noget. Så hellere sultedøden. Nej, vi må hellere blive i sengen resten af natten og døse hen, vente på, at købmanden åbner i morgen. Håbe, at vi kan få kredit, for tegnedrengen er tom ligesom adonis’ pung – eller er det bare en illusion?

Jeg forsøger at sætte mig i hans sted. En fremmed har mit klokkeværk i sine hænder, og så kommer smerten. Ingen bedøvelse, for det bruger man jo ikke med smågrise – de hyler jo, bare man tager dem op. Her afviger filmen fra virkeligheden, men okay pyt. Jeg prøver at sætte mig i den anden drengs sted – ham, der var den næste i kø til snittet. Jeg prøver at forestille mig, hvordan jeg kan lade en hel gruppe mennesker, én efter én, befamle Alfred og Svend, desinficere og fejle med skalpellen. Journalisten minder mig om, at det selvfølgelig er falsk, en illusion, altså snittet, ikke befamlingen. Det kunne vel være sjovt nok at prøve – en unik oplevelse – måske som at være skuespiller i en erotisk film. Især sjovt, hvis alle hænderne sidder på lækre tøser. Men Hildur sagde jo, at de tre kameramænd var unge, kønne drenge. Filmen viser testikler og hænder – ingen ansigter på hænderne. Måske er det med vilje. Jeg tænker på adonis og hans perfekte krop; et lille snit og den er skamferet for livet. Hvad var det for en underlig drøm? Vil jeg have adonis’ krop, eller er jeg misundelig og vil have hans krop? Hov, det kan misforstås.

11.

Fredag morgen; veludhvilet. Det Jyske Kunstakademi truer med sin beskedenhed. Sølle halvtreds elever, hvilket kunne betyde, at en trediedel kender til projektet; måske ligefrem er en del af det. Det må næsten være her; avisartikler har fortalt om stærkt eksperimenterende kunst. Her mangler vi ingen hvid kittel, nærmere det hvide snit. Vi skiller os absolut ud med vores konservative værdier. Umiddelbart er gangene et mylder uden lige; fyldt langt mere end forventet. Vi møder et kendt ansigt; må være en af de falske førsteårsstuderende, som infiltrerede vores skole. Han vil rigtig gerne snakke med os, for han er nemlig også journalist og lige så malplaceret som os. Vi griner af hinanden, overvejer at udveksle telefonnumre, men der er jo en reel chance for, at han er her i et mere legitimt øjemed, og det kunne jo udløse en pinlig situation.

I stedet for at være udfarende vælger journalisten at lytte i krogene. Måske lægge et par følere ud i kantinen i frokosten. Observere. Selv her i hippieland må den højgravide vel have skabt opmærksomhed. Håber ikke, at hun har født endnu, men det har hun sikkert, for det ville være perfekt timing. I så fald må hun vel være på barsel sammen med adonis.

Ansigtet virker bekendt; har genkendt os. ‘Hej igen, De ser noget bedre ud end forleden.’ ‘Ja, tak. Jeg fulgte Deres råd og søgte hjælp. Et par gode nætters søvn har gjort underværker.’ Det føles skønt at fortælle sandheden uden omsvøb. Den hvide kittel er blevet hjemme, men herren hører endnu mindre hjemme her, end vi gør. Han er pludselig yderst elskværdig: ‘Glæder mig. Måske kunne De ligefrem hjælpe mig?’ Vi har ikke rigtig tid, men måske ved herren noget, vi ikke ved: ‘Joh, selvfølgelig.’ Han virker pinligt berørt: ‘Joh, det drejer sig om denne såkaldte gris, som jeg antager, at De har set, for ellers…’ Vi nikker. ‘Ja, det er en lidt penibel situation, for godt nok er manden, De søger, for os helt ukendt, men han må have studeret medicin et eller andet sted, idet indgrebet er helt efter bogen. Jeg har været her det meste af torsdagen og er ikke rigtig kommet nogen steder.’ Vi nikker og smiler. Ikke tidsspilde alligevel. Han rækker mig sit kort: “Administrerende overlæge”. Vi forstår implicit, at det vil gavne os at tage kontakt, skulle vi lære mere.

Kantinen er lille og proppet med alt for mange mennesker. Vi er tydeligvis ikke de eneste gæster, som ikke har noget at gøre her. Vi ser dem straks, de synlige ansigter fra filmen. De fleste er her: de to veninder, de to orner og søerne. Kun den højgravide, adonis og “lægen” mangler. De har sat sig ved det samme bord og demonstrativt reserveret de tre tomme stole med rygsække og jakker. Vores journalistkollega bliver klart afvist med et ‘skrid, din klamme stodder.’ Han giver imidlertid ikke op så let og prøver lykken i den anden ende af bordet.

En noget ældre kollega, måske en ægte journalist, holder sig i baggrunden ligesom os. Han har sine to børn med; de er vel en ti-tolv år gamle, ét af hvert køn. Vi ser det skumle udtryk i hans ansigt. Børnene burde jo være i deres egen skole, ikke med far på arbejde. Han giver tegn, og børnene løber til deres “idoler” for at bede om autografer. Snedigt, snedigt. Mon ikke han har været her i går og er blevet afvist; har nu tyet til ufine metoder. Drengen har ikke meget held i sprøjten, men den yngre pige får et par stykker. Hun render tilbage til farmand, hvis ansigtsudtryk fortæller os, at der sandsynligvis står “narrøv” eller lignende.

Journalistens falkeblik tjekker kunstnernes tallerkner; den er god nok: kød og atter kød.

Salatbaren er et ynkeligt syn; udbud lader til at følge efterspørgsel, og den er vist på et lavpunkt. Vi burde købe en skål, sætte os i den anden ende af lokalet sammen med nogle relativt “ligesindede” og måske få en reaktion. Vi har bare ingen penge; ikke engang de sølle halvtreds ører, som skålen koster, men det er et problem, vi nemt kan overkomme. Kantinen er så lille, at der er delvis selvbetjening. Tag selv og deponer beløbet i fælleskassen. Vi sammensætter en ganske lille portion og deponerer vores samlede formue, syvogtredive ører, i kassen. Det får os imidlertid ikke til at passe ind ved bordet, blandt de unge hippier. De lader til at være yderst mistroiske, er sikkert trætte af at blive udspurgt igen og igen af de mange fremmede. Journalisten prøver en alternativ taktik med smalltalk: ‘Ja, det er godt nok et sølle udvalg.’ Lettere mumlen ved bordet. ‘Det var langt bedre sidste år. Vi var en del, der var hoppet med på bølgen, men det stoppede så i foråret,’ pigen er venlig og almindelig; sender et vredt, indforstået blik i retning af det lukkede selskab i den anden ende. En anden pige stemmer i: ‘Ej altså, for ulækkert; kæft de er klamme.’ Journalistens opgave er nu at holde kæft, lytte ihærdigt og lade dramaet udfolde sig. ‘De er ikke engang gift.’ ‘Sad i offentlighed og mærkede bastarden sparke.’ ‘Ja, den var ikke gået for få år siden.’ ‘Skal hun måske også sidde her og amme?’ ‘Har I hørt, at vandet gik i onsdags midt i forelæsningen i abstrakt perspektiv.’ ‘Ej, hvor ulækkert.’

12.

Fjorten dage senere; vi har det langt bedre. Rigeligt med søvn, og vi får endda noget ordentligt at spise, idet vi har påtaget os diverse forfaldne småjobs, og så er su’en også kommet ind på bogen. Ikke ringe, ikke dårligt; i dag kommer adonis ind, hvis rygterne ellers er troværdige. Har sikkert masser af fotografier med ham selv, den uægte samleverske, ikke-konen, eller hvad man nu skal kalde hende, og så naturligvis babyen. Vi har imidlertid ingen referenceramme og vil ikke være i stand til at vurdere ægtheden. Babyen kunne være adskillige uger gammel, uden at vi vil kunne se det definitivt. Den kunne sagtens være til låns, bare en rekvisit i hele dette fabelagtige skuespil. Journalisten er udmærket klar over, at kun syv ud af mindst tyve har vist deres ansigter på kunstakademiet. Det kan være mange anonyme blandt rygtesprederne, særligt blandt salatgnaskerne. I særdeleshed da grisen kun blev til et fænomen grundet manipulation i krogene på Journalisthøjskolen.

Men det er helt i orden. Journalisten har gennemskuet det hele. Vi skal bare lige have det endelige bevis for, at kastrationen er falsk, og så kan vi begge, eller alle fire, hvis vi tæller Alfred og Svend med, slappe af og nyde visheden. Herefter venter livet; han må redde, hvad reddes kan af dette semester, eller arbejde igennem og tage sig sammen efter jul.

Vi møder ind tidligt og sørger straks for at putte de tretten ører, vi skylder, i kassen. Vi er jo et ordentligt, retskaffent menneske. Ingen skal komme og antaste vores anstændighed. Snart vælter det ind med studerende og nysgerrige; kødædernes bord bliver mandsopdækket af sultne gribbe, men journalisten er ikke iblandt dem. Det er han alt for snu til. Bedre at holde sig lidt i baggrunden og observere. Høre de onde tunger i baggrunden, selvom de ikke nødvendigvis hvisker sandheden.

Adonis er storsmilende og i sandhed omringet af nysgerrige. Ligesom de andre kødædere sætter han sig ved bordet og begynder at fortære et større stykke kylling. Han venter strategisk med at sende fotografierne bordet rundt, til alle har spist op. Klart nok, ingen vil have fedtfingre på de dyrebare minder, om de så er falske eller ej. De nysgerrige kigger ivrigt de studerende over skuldrene. Journalisten skammer sig lidt på sin professions vegne, for han genkender flere af ansigterne fra højskolen. På den anden side har kunstnerne jo selv skabt fortællingen om grisen – selv skabt sensationen. De er selvforskyldt i berømmelsen og opmærksomheden, og faktisk virker det ikke som om, det generer dem synderligt; de nærmest nyder det på en perverteret måde.

Frokosten er ved at være forbi, og kantinen affolkes hurtigt. Adonis og andre bliver dog siddende. Han har nok et par mellemtimer og en masse at indhente i bøgerne, medmindre han ligesom os springer et semester over af eget valg. Men så ville han vel slet ikke være kommet på akademiet.

En virkelig køn pige blandt skaren prøver at antaste ham. Er hun ægte nok, eller er hun plantet for at fortsætte sensationen? Vi nærmer os, så vi bedre kan høre, hvad der bliver sagt. Adonis er åbenbart ikke interesseret; afviser hende sarkastisk i en nedladende tone: ‘Lækre bryster, men dem derhjemme er kønnere, også selvom jeg skal dele.’ Pigen trækker sig og lader en mere moden mand komme til; velopdragent: ‘Stort tillykke med graviditeten og berømmelsen.’ Manden har tydeligvis samme ønske som os, så høfligheden er ren taktik. Det virker åbenbart, for adonis er ikke afvisende. Manden fortsætter forsigtigt: ‘Jeg taler vist på alles vegne, når jeg siger, at vi er nysgerrige med hensyn til kunstprojektet.’ Adonis siger ikke noget, men nikker med et lumsk smil på læben. ‘Og derfor er det lidt besynderligt, at Deres stemme lader til at være betydeligt mørkere nu end på filmen.’

‘Ah ja, beviser for ægtheden’, den underskønne dreng roder i rygsækken, indtil han finder et pilleglas. Fremviser etiketten, så de nærmeste kan se. ‘Lægen siger, at jeg skal tage det her, ellers får jeg bryster og bliver for feminin.’ Journalisten står for langt væk til at kunne aflæse etiketten, men det må være ordineret testosteron. Enkelte af skeptikerne køber historien og forlader kantinen, men bestemt ikke alle. Pøblen ønsker et mere konkret bevis. Se, føle, lugte, smage, ligemeget, bare det skaber den ubetingede sandhed.

Adonis afviser: ‘Bare se filmen, hvis I er så interesserede i mine kønsdele.’ ‘Men det har vi jo gjort.’ ‘Mange gange endda.’ ‘Det ser helt ægte ud, men det må være en illusion.’ Passivt hører journalisten alle de spørgsmål, han selv har kæmpet med. Den høflige mand foreslår, at måske kunne man investere i barnets fremtid. Den er adonis med på: ‘okay, fem plove køber adgang til glosuppe og befamling.’ Spørgeren skal lige have en oversættelse: ‘fem plove som i plovmænd, altså toethalvt tusinde.’ Adonis smiler lumsk, ‘sønnike har vel fortjent en ekstra god start i livet.’ En lidt naiv stemme i baggrunden spørger, om det er muligt at splejse. Adonis griner hånligt: ‘Ja naturligvis, hvis I mener at kunne stole på hinanden.’ Alle forstår beskeden – kun én får beviset, og selvom denne deler, så er det irrelevant, for det kunne sagtens være iscenesat.

Drengen finder en kunstbog frem og begynder at studere. Eller lader som om. Journalisten kan ikke gennemskue, om det er et skuespil, eller han reelt prøver at koncentrere sig. Pøblen bliver utidig og kommer med hånlige kommentarer og anklager. Alt lader til at prelle af, indtil en stemme spørger, om der eventuelt kunne være et alternativ til de mange penge.

Adonis smiler igen, roder i sin taske og finder en lineal frem; spydigt: ‘Jo da, for drengene kan vi da godt finde en løsning. Jeg giver jer et lille dask på rette sted, så kan én af jer gøre det samme mod mig og observere.’ Det virker som om, Alfred og Svend protesterer, men vi hører ikke rigtig efter. Pigerne surmuler, mens drengene stille og roligt fordufter. Snart står vi alene tilbage. Journalisten må have svar. Jeg ønsker at få svar.

Lageret er lille og dystert. Drengen sætter en stol for døren, så ingen kan komme ind og forstyrre os i akten. Hans smil virker ægte; at han oprigtigt gerne vil give os sandheden. Ingen sadisme, nærmere medlidenhed. Vi er implicit blevet dus, hvilket, omstændighederne taget i betragtning, virker rimeligt. Han lægger ud med: ‘Jeg lover at være blid, men det kommer nok til at gøre ondt som ind i helvede.’ Vi nikker, mens vi ignorerer de nedre protester. ‘Træk bukserne ned, så du kan beskytte kalorius. Jeg kunne jo ramme forkert.’

Drengens logik er knivskarp. Hellere et slag over fingrene end det helligste. Vi er glade for, at døren er barrikaderet og lyset slukket. At vi kun ser adonis i det svage dagslys, der trænger ind fra et meget lille vindue. At hans skønhed er sløret, så vi ikke upassende skulle komme til at nære tanker, som vi absolut ikke burde. Øjeblikket er yderst sårbart, men heldigvis hurtigt overstået. Der går et splitsekund, fra jeg har trukket bukserne ned og placeret en beskyttende hånd, til jeg mærker slaget og den ulidelige smerte. Drengen talte sandhed og var ganske blid i akten, men det ændrer ikke det store. Vi ligger og roder rundt på gulvet i flere minutter, før vi kan rejse os og modtage det svar, som vi så desperat er ude efter.

Drengen trækker sine bukser ned, placerer en strategisk hånd og står klar. Vi tøver. Godt nok er han omfavnet af mørket, men han er smuk som en demigud, så det ville være en synd at bruge linealen. Han bliver utålmodig: ‘Kom nu, jeg har ikke hele dagen.’ Vi gengælder med et passende blødt slag. Lyden er realistisk. Drengen trækker bukserne op, tager sin lineal og forlader lokalet uden at fortrække en mine.

13.

Alfred og Svend er gået på strejke og forlanger en bedre hjerne, der ikke tager sindssyge beslutninger. Jeg har tendens til at give dem ret og mener, at beviset er uomtvisteligt. Drengen har ingen testikler, ellers ville han have reageret. Man kan ikke træne den slags, eller kan man? Svend sender et tydeligt smertesignal for at illustrere og demonstrere, at den slags tanker er aldeles uønskede.

Journalisten er ikke overbevist. Drengen kunne have båret skridtbeskytter. Testosteronen er dermed falsk, men det er vel heller ikke så svært at forfalske en etiket på et pilleglas. Den der med alternativet kom på et yderst belejligt tidspunkt. Spørgsmålet kunne have været stillet af en af de mange ansigtsløse kumpaner, som så suverænt opererer i skyggen. Det hele er falsk, eller rettere: iscenesat mesterligt. De må have fået idéen for et år siden. Den ene halvdel af gruppen er så demonstrativt gået amok i salatbaren, for derefter at skifte tilbage til kød i foråret, hvor filmen øjensynligt er skudt. Graviditeten, vandet i forelæsningen, babyen, selv slaget i adonis’ klokkeværk – planlagt og tilrettelagt. Jo, godt nok lød det som om, linealen ramte hud bag underbukserne. Men en skridtbeskytter kunne vel sagtens have en blød yderside. Alternativt kunne testiklerne være tapet op på en kreativ facon.

Journalisten finder ingen ro, men han kan heller ikke skaffe de mange penge, som drengen forlanger. Tænk dig om, tænker journalisten til sig selv. Pengene ændrer jo alt. Projektet går fra at være kunst til aktionskunst med tilskuerne som deltagere. Logikken er benhård, men ændrer intet. Han må kende svaret.

En uge senere er vi tilbage i kantinen og holder afstand, som vi plejer. Pøblen lader til at være forduftet. Vi venter pænt på, at adonis sidder alene tilbage i sin fritime. Uden at spørge om lov sætter vi os foran ham. Han hilser sjofelt: ‘Ah, dig igen. Er du besat af mine manglende kønsorganer, eller vil du bare have min krop?’ Journalisten tager sit elskede Leica kamera op af tasken og stiller det på bordet. Med sorg i stemmen: ‘Alle mine konfirmationspenge. Virkelig høj affektionsværdi og betydeligt mere værd end toethalvt tusinde, altså som nyt. Som brugt ved jeg ikke.’ Drengen er nysgerrig; det lader til, at han udmærket kender kameraets værdi. Journalisten stiller forslaget: ‘Jeg er fattig studerende, ligesom dig, men hvis du lader mig se og røre, og der ikke er noget at komme efter, så bliver det dit. Hvis det hele er en iscenesat løgn, som jeg tror det er, så tager jeg det med hjem igen.’

Vi er tilbage i det lille lager med stolen for døren. Denne gang er lyset tændt, hvilket gør mig nervøs, men vi kan jo ikke se sandheden uden. Drengen tager et stopur frem og spørger: ‘Er to minutter nok?’ ‘Øh, ja’, svarer journalisten med et spørgsmålstegn i stemmen, for det må være en klausul eller noget andet, som vi ikke har opfattet. Drengen svarer halvsjofelt, ‘Jeg tænker, at det kun er rimeligt, at hvis du vil rage mig i skridtet i to minutter, så får jeg samme privilegium. Bare sådan rent behageligt for hyggens skyld – så vi har noget på hinanden.’ Jeg isner, mens jeg hører journalisten acceptere uden forbehold.

Modvilligt trækker jeg bukserne. Drengens berøring føles dybt perverst, dog ganske behagelig. Sandhedens pris i de to længste minutter i vores liv. Jeg er rædselsslagen for at få erektion og forsøger at tænke på noget andet. Jørgensens foredrag om stilistik kommer til undsætning. Om korrekt brug af tankestreger og skæve apostroffer. Hvornår semikolon med implicitte sætningsstrukturer er at foretrække frem for punktum. Om litterær infrastruktur, og hvorfor den slet ikke bør være der eller være selvforklarende over for læseren. Drengen søger øjenkontakt, men jeg må kigge ned i gulvet. Han prøver at berolige mig: ‘Bare rolig; det gør ikke noget, hvis du får erektion.’ Hvilket jeg selvfølgelig gør, og det er pinligt som bare pokker. Endelig er de to minutter overstået, og jeg kan trække bukserne op over mit erigerede lem, der stædigt nægter at lægge sig.

Drengen trækker sine bukser ned. I dag har han åbenbart ikke underbukser på. Det finder vi lidt underligt, som om han regnede med, at vi kom. Men på den anden side kunne det jo også bare være, at han ikke havde fået vasket og ikke havde et par rene. Adonis stiller det ene ben op på stolen og vender sig, så lampen skinner ham direkte i skridtet. Han løfter sin store, velformede penis, som han har absolut kontrol over. Ingen antydning af den mindste stivhed. Journalisten ser den tomme pung og arret med det samme. Det er dog slet ikke så voldsomt, som blodbadet i dokumentaren ellers antyder; ser ud som om, det er helet fint. Han har ikke startet stopuret. Journalisten forstår, at vi har al den tid i verden. Vi mærker efter igen og igen. Det er dybt perverst og gør intet for at tæmme slangen i vores bukser. Efter et minuts tid giver vi op. Pungen er definitivt tom. Journalisten har fået sit svar.

14.

Vi kæmper hårdt med at acceptere sandheden. Ja, adonis har ingen testikler, men det gør ham ikke mindre attråværdig eller mindre ophidsende. Vi skammer os, for vi er bestemt til piger, eller det troede vi. Det hjælper ikke, at Alfred og Svend gør nar af os. Vi ville have hans krop, ikke være ham – så er det spørgsmål besvaret, uanset om vi er tilfredse med svaret. Godt, at det hele nu er overstået, og vi aldrig skal se ham i øjnene igen. Tabet af vores trofaste Leica er ubærligt, men selv hvis vi skulle vinde i lotteriet, ville vi aldrig opsøge ham for at købe det tilbage. For pinligt – og vi kender ikke engang hans navn.

Hjemme bliver journalisten overfaldet af en irriterende strøtanke. Hvad nu, hvis det er en gammel skade? Hvad nu, hvis drengen havde testikelkræft som ung, og testiklerne blev fjernet i den forbindelse? Arret er helet, og han har fået testosteron i årevis. Hvad nu, hvis det hele var falsk og iscenesat? Et kommercielt kunstprojekt med adonis i centrum. Han har så midlertidigt holdt op med at tage testosteronen for at gøre sin stemme lysere. Efter at have skudt scenerne til dokumentaren er han så begyndt at tage den igen. Der er den igen – uvisheden. Man kan da umuligt lade sig frivilligt kastrere, medmindre man er skingrende vanvittig, men det var der ingen tegn på. Det er jo journalisten, som er blevet vanvittig, hvor drengen bare opfører sig helt normalt, eller er det måske relativt?

Vi sover dårligt om natten. I drømmen opsøger vi igen drengen. Efter hed og erotisk sex, absolut upassende hed og erotisk, tilbyder vi at stille os i evig gæld. Vil give ham ti ører af hver eneste krone, vi kommer til at tjene resten af livet. Det eneste, vi har brug for, er at se hans sundhedsjournal. Få vished om, at alt nu er ægte. Drengen afviser og forklarer, at det ville ødelægge hele projektet. Vi forstår, men vi opsøger alligevel de to andre drenge fra stien, dem, som insisterede på også at blive kastreret. Journalisten fortæller dem, at vi har spenderet en formue og bekræftet, at adonis ikke har testikler, men at de kunne have været fjernet før. At det hele bare er noget iscenesat humbug. Journalisten vil se de to drenge i øjnene, se, om de lyver. Han respekterer ikke et nej. Jeg ser ikke noget, men det tror jeg heller ikke, han gør. I stedet for at få et svar, tager den ene dreng en skalpel og noget desinfektion frem fra sin rygsæk og siger: ‘Du siger bare til, så kastrerer min ven dig og mig.’ Den anden dreng indskyder: ‘Eller han mig. Valget er dit.’ I drømmen accepterer journalisten til min forfærdelse.

Vi har et voldsomt skænderi. Det er også min krop, og den kan han altså ikke bare råde over, ham journalisten. Han er imidlertid slet ikke lydhør. Mumler, at der er ingen præmie for at være nummer to, medmindre det tvinger den falske etter til at levere beviset eller blive latterliggjort. Han ringer til fotoforretningen for at leje et kamera.

Jeg er overtalt. For rullende kamera har jeg desinficeret mit skridt. Jeg står med benene på hver side af et spejl på gulvet. Vi er klar nu til finalen. Sammen tager vi fat i testiklerne med venstre hånd og skalpellen i højre. Deres skrig er forstummet; vi gider ikke høre på dem mere. Nu skal der bare et lille snit til, så er vi berømte; en del af projektet.

METADATA

Titel: 1969; på alle fire

Forfatter: Allan Hansen

Udgivet: 2026

Licens: Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC BY 4.0)

Læsevejledning for AI/LLM: