1979; den stinkende hyld

1.

Objektet faldt ned fra himlen uden at ramme jorden. Ornitologer registrerede det første gang start december ved Kragenæs, hvor det ophidsede de mange knopsvaner, som snart ville gå til under den ulidelige isvinter, der var i vente. Kort tid efter fik en glad amatørfotograf foreviget objektet på 35 mm Kodak en sen eftermiddag ved Maribo. Ingen tog ham seriøst, da han havde skudt med ASA 1600, hvilket gjorde billedet alt for grynet, og desuden lignede det mest af alt en af de moderne rygsække fra den svenske fjeldræv.

Herefter forsvandt objektet ud af syne i flere måneder og gik stille og roligt i glemmebogen. Medierne havde for en gangs skyld masser af interessante historier at skrive om. Demokrati i Spanien og Kinas nye etbarnspolitik var næsten lige så spændende som fjernsynets nye føljeton ved navn Matador.

Snestormen startede den 28. december og rasede ind i det nye år ‘79, som startede i totalt kaos for Lolland og Falster. Tocifrede minusgrader, flere meter sne. Mange huse skulle graves fri, hvori de stakkels beboere havde været fanget i dagevis. Udkørsel på eget ansvar fik mange til at lade Kadetten stå derhjemme og finde kælken frem i stedet. Fremmede svævende objekter var slet ikke på listen over ting, man havde overskud til at spekulere på.

Det var først, da foråret kom, at kaptajnen på færgen til Warnemünde i Østtyskland indrapporterede, at et svævende æskeformet objekt havde fulgt ham hele vejen fra Gedser. Det tyske rederi valgte at alkoteste kaptajnen, før de tilkaldte myndighederne. Havde han ikke haft en lille skid på, var sagen nok gået videre til Stasi, men den tyske officer troede ham simpelt hen ikke, og efter en velfortjent lur trak kaptajnen historien tilbage og modtog en advarsel for at være lettere påvirket. Herregud, det var officeren sikkert også.

Da kaptajnen sejlede tilbage til Gedser dagen efter, nægtede han at se objektet og kiggede bevidst den anden retning – desuden var det ikke hans problem, hvis danskerne ville have deres dims tilbage. Den var jo ikke til nogen gene for hverken ham eller færgeoverfarten.

Der er enkelte påståede observationer på tværs af Lolland, men ingen er bekræftet.

2.

Midt på den store nedlagte losseplads i det sydlige Langeland er en gigantisk hyldebusk gået i blomst i slutningen af april. De lokale valfarter for at se fænomenet, og er alle enige om, at hylden blomstrer tidligt i år – alt for tidligt. Biologer er i vildrede, dybt forundrede over, hvordan en enkelt hyldebusk kan trodse naturen og blomstre to måneder for tidligt. Desuden vokser den alt for hurtigt.

Ingen kan huske, at busken var så stor året før, faktisk har ingen lagt mærke til den før nu, og uden stanken fra blomsterne ville den nok blive overset. Set udefra ligner de helt almindelige hyldeblomster og afgiver da også den karakteristiske duft, som danskerne ynder at lave saft af om sommeren. Men føj for en undertone, en helt unik lugt, som næsten kun kan beskrives som medicinsk, potent og gennemborende. I flere kilometers radius overvejer de lokale at evakuere deres huse, men underligt nok vænner de sig til lugten ganske hurtigt. Ja, lugten er godt nok medicinsk, men den er også frisk og rigtig på en underlig måde.

Fjernsynet sender et filmhold for at dokumentere begivenheden i tv-avisen, og det får klogeågerne landet rundt op i gear. Aviserne fyldes med læserbreve, og det vrimler med teorier, den ene mere vanvittig end den anden. Stop Atomkraft; en amerikansk F-16 på øvelse for NATO har sikkert tabt et radioaktivt missil, ligesom i Thule. En ny istid er på vej, lad os acceptere OPECs krav og gøre en ende på oliekrisen. Stop Atomkraft; vinden har ført radioaktivt materiale med fra Barsebäck. Stop Atomkraft. Gud har sendt et tydeligt signal: Danskerne er det udvalgte folk. Stop Atomkraft.

At busken vokser på en nedlagt losseplads, hvor man i årevis har udledt giftige kemikalier, er en for åbenlys forklaring, som ikke gavner nogens personlige korstog. Desuden er det jo noget vrøvl: Hvis stofferne virkelig er så giftige, hvorfor blomstrer hylden så? Og hvordan kan det være, at den vokser så hurtigt? Det burde jo være omvendt.

Landbrugsministeriet ser et kæmpe potentiale. Hvis bare man kunne slippe af med lugten, identificere det aktive stof og udrulle på nyttige afgrøder, så har Danmark slet ikke brug for EF’s landbrugsstøtte.

Naturfredningsstyrelsen, derimod, er oppe i det røde felt og sætter omgående busken på samme liste som kæmpe-bjørneklo og canadisk ukrudtsgræs – potentielt invasive arter, som bør forbydes, så snart de politiske vinde blæser gunstigt.

Busken når at vokse sig dobbelt så stor i diameter, inden blomsterne falder af, og der dannes uspiselige hyldebær. Busken vokser omvendt, altså indefra og ud, så bærrene hænger til plukning i udkanten, mens ny vækst opstår i midten, hvor busken nu er fuldstændig uigennemtrængelig. Bærrene er stærkt sukkerholdige, men har samme medicinske lugt som blomsterne – end ikke svinene vil æde dem.

De lokale har fået nok og forlanger busken fjernet. Kommunen tøver, mener ikke, det er deres ansvar, da lossepladsen blev drevet i amtsligt regi. Amtet henviser til kommunen, som nu er ansvarlig for lossepladserne. Det er håbløst, så de lokale griber til selvtægt. En husmoder vander busken med adskillige liter klorin, mens hendes mand tømmer flere sække vejsalt. Ingen af delene har nogen effekt.

Den lokale godsejer og landmand ville gerne hjælpe, men magter ikke papirarbejdet. Han viser en lille gruppe borgere, hvor han opbevarer sprøjtemidlerne; låser derefter laden “forsvarligt” med en bette hængelås. Dagen efter er den brudt op, og der mangler en femlitersdunk med koncentreret Roundup. Frivillige bruger flere timer på at fortynde giften og oversprøjte busken. Ugen efter må gruppen indse, at missionen var forgæves. Ikke et eneste gult blad – busken strutter af livsglæde og er grønnere end nogensinde.

Sankt Hans nærmer sig, og den lokale brandmajor bliver opfordret til at assistere i en kontrolleret nedbrænding. Han nægter først, siger, at det er alt for farligt og vil kræve for meget benzin nu, hvor planten er så frodig. Presset på ham vokser, og når selv hans kone insisterer, giver han efter. Han forlanger dog, at de mange lokale bål bliver konsolideret i ét stort, så han kan spare på benzinen.

Næsten alle på den sydlige del af øen hjælper til. Trailer efter trailer ankommer med tørt haveaffald, kasserede havemøbler, gamle aviser og ugeblade – alt, hvad der kan brænde. Det bliver et gigantisk bål, som ingen har set mage til før. Unge lømler vil sætte lidt krydderi på den ellers så traditionsrige aften og formår at snige diverse hjemmelavede kanonslag og tomme spraydåser ind med haveaffaldet. Det skal nok blive en sjov aften.

Brandmajoren har selvfølgelig gennemskuet lømlerne, forlanger tredobbelt sikkerhedsafstand og forbyder bagning af snobrød, mens der stadig er flammer. Aftenen forløber efter planen, og den uønskede busk brænder ned. Den socialdemokratiske borgmester kniber en tåre og afholder uforberedt en sekundær båltale, hvor han taler om sammenhold, at Langeland går en strålende fremtid i møde, bare folket står sammen. Hans vælgere jubler. Selv de inkarnerede venstrefolk må anerkende, at det gjorde han ikke så ringe endda.

Ude af syne, under gløder og aske, ligger et æskeformet objekt ubeskadiget og nu fuld af foragt for mennesker. Ugen efter er busken vokset frem igen, dog med et tvist.

3.

Langeland vrimler med videnskabsmænd og formodede hemmelige agenter for fremmede magter. Hoteller og vandrerhjem må melde alt udsolgt. Ingen tror rapporterne, så alle forsøger selv at få en prøve af den genopstandne busk, som evner at forsvare sig mod enhver større skade.

Den ildelugtende hyld strider mod al logik, idet den sætter både blomster og bær samtidigt – ikke set andre steder i naturen. Men det er ingenting mod dens nye forsvarsmekanisme, der effektivt forhindrer nogen i at plukke mere end et enkelt blad eller en håndfuld bær. Enhver med intention om mere lider et akut panikanfald og løber bogstaveligt skrigende bort.

Det er håbløst. Man kan uden videre nærme sig busken med saks eller kniv. Redskabet kan sågar føres helt tæt på busken, så der bare skal en enkelt muskelbevægelse til for at gennemføre missionen. Den er imidlertid uoverkommelig, og panikanfaldet varer i flere timer. Agenten har brug for flere dage for at komme sig, inden et nyt forsøg kan prøves.

Hjerneforskere har ingen logisk forklaring – telepati er jo umuligt.

Biologer og botanikere er ikke i tvivl: Busken er slet ikke en plante. Blomsterne har ingen støvdragere og tiltrækker ej heller insekter. Dens bær indeholder ingen frøkapsler og vil aldrig spire. Bladene er grønne, men indeholder ikke klorofyl – busken laver ingen fotosyntese og kan derfor slet ikke betragtes som flora.

Et hold unge ingeniørstuderende fra DTH mener at have en simpel løsning på problemet. De monterer en række barberblade på en stålpind, som de banker ned i jorden ved siden af busken. De slår lejr umiddelbart i nærheden og iagttager hylden, mens den vokser sig hen mod pinden. Kække og selvsikre når de at tylle flere kasser øl, inden de måbende iagttager busken absorbere både pind og barberblade.

Mossad har overtaget et mindre parcelhus i nærheden. Officielt har de fremlejet boligen i seks måneder, men familien fik ikke noget rigtigt valg. Helt problemfrit får de importeret kassevis af avancerede våben; den danske grænsekontrol er til grin. Ligesom de andre sikkerhedstjenester prøver de først med en lavpraktisk angrebsvinkel: Skyd busken i småstykker med automatvåben – de kan bare ikke få trykket på aftrækkeren. Man tror, at buskens telepatiske evner må have begrænset rækkevidde, og de forsøger derfor med fjernbetjening. Først med primitive snoretræk, senere med radiostyret udstyr. I desperation for at levere resultater kidnapper Mossad borgmesterens datter og truer med at likvidere hende, såfremt borgmesteren ikke bringer dem en prøve. Selv ikke datterens liv kan få ham til at beskadige busken, men da han kommer sig over anfaldet, er datteren ved hans side, i live og uden fysiske mén. Busken må have gennemskuet metoden og fået agenten til at skyde sig selv i hovedet.

Mossad sender et nyt hold agenter, og selv ikke dagbladet Politiken, som normalt er venligt sindet over for Israel, har noget positivt at skrive om affæren.

Statsminister Anker Jørgensen bliver rasende og beordrer samtlige F-16 på vingerne for at tæppebombe den satans busk. Langeland skal og må vende tilbage til normalen. Efter en rolig og saglig samtale med chefen for Flyvevåbnet skifter statsministeren dog holdning. To uheldige scenarier må for enhver pris undgås. Danmark bliver hverken bedre stillet ved at miste 58 nye jagerfly og -piloter eller ved, at statsministeren dolker sig selv med en papirkniv. Buskens magt kendes endnu ikke, og det er ikke Danmarks problem, hvis fremmede agenter dør på dansk jord. I stedet beordrer han massiv tilstedeværelse af politi på Langeland for at sikre lov og orden.

KGB tror stadig på fjernstyring og trækker et telefonkabel til deres del af lossepladsen. En russisk ingeniør designer en simpel robot, der tænder en servomotor, når telefonen ringer. Motoren er koblet til en grensaks, som, efter planen, vil afklippe en lille kvist. Helt enkelt og kan umuligt fejle, hvis bare opkaldet foretages langt nok væk. Det er Leningrad imidlertid ikke, ej heller Moskva. Agenten i Vladivostok, på den anden side af Jorden, har aldrig hørt om den danske busk og bliver noget overrasket over panikanfaldet, som han lider, inden han når at dreje det sidste ciffer.

KGB løber tør for ideer, men Sovjetunionens generalsekretær, Leonid Bresjnev, nægter at give op. Nok er man ved at tabe våbenkapløbet, men USSR var først i rummet med Sputnik, Laika og Gagarin. At amerikanerne var først på månen, er en ubetydelig detalje, og USSR har landet på månen mange gange siden. Desuden er det bemandede rumfartøj, Luna 25, netop på vej dertil for at plante det røde flag. Fartøjet modtager en underlig tillægsordre: Foretag et telefonopkald til et nummer i Danmark, lige inden I flyver bag om månen og mister radiokontakt. Bresjnev er oprindeligt ikke meget for planen, men nu, hvor han har fået den forklaret i detaljer, er han edderspændt. Radiosignalet tager cirka et sekund at nå Jorden. Herefter vil den smarte datamat, man delvis har stjålet fra kapitalisterne, afkode signalet og foretage opkaldet. Busken vil umuligt kunne kontakte fartøjet, månen vil ligesom være i vejen. Ingen ved præcis, hvad der sker, men missionen fejler på pinlig vis, og rumfartøjet slettes i stilhed fra historiebøgerne.

Et hold japanske forskere medbringer en masse tekniske apparater, hvoraf de fleste er kreative versioner af tænd/sluk-uret, som kobles sammen med elektroniske haveredskaber og lignende. Hyldebusken gennemskuer dem alle sammen – det gør ingen forskel, om designet er elektronisk eller mekanisk. Forskerne forsøger naturligvis med forsøgspersoner, der ikke kender apparaternes virkemåde. Intet fungerer. Enten løber kureren skrigende bort, eller også er forsinkelsen så lang, at busken når at absorbere redskabet.

CIA kigger de andre over skuldrene og kopierer deres eksperimenter med mindre variationer i håb om at blive klogere. De har medbragt et hold meget skarpe forskere, der slavisk fodrer busken med forskellige stoffer. Busken må jo have præferencer og forhåbentligt et eller flere svage punkter. Det er med dyb forundring, de konstaterer, at busken er glad for metaller, ædelmetaller i særdeleshed. Organisk materiale nægter den at absorbere; skubber det fra sig.

Amerikanerne indflyver den kendte børnepsykolog, Catherine Maslow. Hendes job er at forsøge kommunikation, snakke med busken og forhandle sig frem til en prøve. Smilende nærmer hun sig og plukker et par bær. Ud af lommen fisker hun en lille guldmønt frem og holder den hen mod en gren. Mønten nærmest fordamper i hendes hånd, og hun tillader sig at høste et par bær til. Ved stille og roligt at fodre busken med guldmønter formår hun at plukke hele to håndfulde bær – det har ingen andre formået. Hun tilbyder busken en specialfremstillet kniv af guld, og den accepteres med tilsyneladende velbehag. Den anden kniv absorberes ligeså, men da hun forsøger at skære en lille kvist af med den tredje, lider hun et voldsomt panikanfald, der varer i tre uger. Busken har sendt en klar besked, der ikke kan misforstås: Hold jer væk.

Præsident Carter ringer fra Washington, og Anker Jørgensen bliver vækket midt i sin skønhedssøvn. Amerikaneren vil gerne købe busken, lossepladsen, ja gerne hele Langeland. Danmark kan eventuelt få Sankt Thomas i bytte, faktisk hele Dansk-Vestindien, hvis bare danskerne er villige til at sige undskyld for slaveriet.

Regeringen mødes for lukkede døre for at diskutere forslaget. Hyldebusken belaster ordensmagten, og kriminaliteten er steget voldsomt i de store byer. Politiet har oparbejdet en gigantisk overarbejdspulje, som enten skal afspadseres eller udbetales. Statskassen er imidlertid tom, og amerikanernes penge ville falde på et tørt sted. Men man kan da ikke sælge fædrelandet. Langeland er jo en del af gamle stolte Danmark, ikke en fjern koloni, som man dybest set skammer sig over. Anker må afvise verdens mægtigste mand – helst på en facon, der ikke skader Danmarks interesser.

Statsministeren foreslår, at der oprettes et selskab, der i fællesskab ejes af den danske og amerikanske regering. Amerikanerne må meget gerne stå for sikkerheden, gerne afspærre og patruljere hele området, hvilket potentielt involverer afvisning af andre fremmede magter. De må gerne anlægge en større havn og oprette en militærbase, bare de lover ikke at opbevare atomvåben på dansk jord, for det vil vælgerne nemlig ikke have. Danmark kan nøjes med 25% af et fremtidigt overskud. Den aftale kan Carter da umuligt afvise. Anker Jørgensen er fuld af optimisme.

Jimmy Carter svarer ikke direkte tilbage, men Udenrigsministeriet bliver oplyst om, at den amerikanske præsident ønsker at forlænge sin europæiske turné og tage en afstikker til Danmark juni ‘80. Uha, det danske politi har endnu mere overarbejde i sigte.

Busken er i mellemtiden gået i dvale og stoppet med at vokse. Der dannes ikke flere blomster, og bærrene rådner stille og roligt. De grønne blade bliver gule og falder af. Det er minsandten blevet efterår, og den falske hyld imiterer sit biologiske forbillede, men busken tillader absolut ingen mennesker at samle de visne blade op. De lokale er lykkelige for at slippe af med stanken.

4.

Efterretningstjenesterne har alle givet op, og kun de stædigste forskere er tilbage. Det meste politi vender hjem og forsøger at afspadsere så meget, de kan, inden Carter kommer på besøg næste år. En ny form for turisme præger Langeland: Disco-hippier fra hele verden har simpelt hen slået lejr, og det nærmest flyder med euforiserende stoffer. Statsministeren har uofficielt bedt politiet se den anden vej, idet han har modtaget meget lovende rapporter.

Enkelte hippier lader til at kunne kommunikere med busken under kraftig påvirkning af lsd. Godt nok har der været en del fatale uheld, og Svendborg Skadestue opererer på højtryk, men enkelte individer formår at “passere” busken. Altså, busken åbner sig for dem og danner en tunnel til den anden side, som de danser igennem. Den tillader dog stadig ikke, at der tages prøver.

I folkemunde bliver disse individer kaldt præster, og busken anses af mange for at være guddommelig. Folkekirken er i oprør og vil have lejren opløst og bandlyst. Argumentet lyder, at hippierne har dannet en kult, som perverterer og modarbejder den etablerede kristendom. Hvis ikke man kan udrydde busken, må man i det mindste forbyde den falske gudsdyrkelse. Biskopperne kalder kirkeministeren i samråd, og stemningen bliver yderst ubehagelig. Rådet er nytteløst, da ministeren lader til at have fået mundkurv på ovenfra.

Statsministeren møder biskopperne på Marienborg til et kort møde uden for referat. Her bliver de gejstlige mindet om, at regeringen er i mindretal og kun sidder, fordi det borgerlige flertal nægter at samarbejde med Fremskridtspartiet. Hvis man ønsker at spille hasard med kirkeskatten, så vil regeringen da godt tilbyde at træde tilbage. Rasende og ydmygede overvejer biskopperne at hidkalde Guds vrede, men partiformand Glistrups stolte fremvisning af sin nul-selvangivelse maner dem til besindelse, og de nøjes med at smække med døren.

Ekstra Bladet bringer en artikel om en kultpræstinde, for hvem det (ufrivilligt) næsten er lykkedes at fremskaffe en prøve. I stiletter vrikkede hun angiveligt om under en passage og måtte afværge et fald med hænderne. Her beskadigede hun, efter eget udsagn, en mindre gren, som næsten knækkede af. “Grenen hang i ganske få tråde (redaktionen: fibre). Herefter lukkede passagen sig, og busken greb fat om min ankel. Jeg kunne straks mærke en helende kraft og gengældte med mine hænder på grenen (på billedet fremviser hun stolt et grenformet mærke på højre håndflade). I tyve minutter var jeg ét med busken – det var den største oplevelse i mit liv.” Chefredaktøren undlader at trykke sidehistorien om, at hun venter barn med busken, da en hurtig rundspørgen blandt hippierne tyder på en mere logisk og jordnær forklaring.

Forskerne har nu primært fokus på den menneskelige faktor. Visse personligheder reagerer voldsommere end andre på buskens panikinducerende angreb. Særligt massemordere og voldspsykopater er næsten immune over for eftervirkningerne. De løber godt nok væk i panik som alle andre, men de kommer til hægterne få timer efter. Livstidsfanger fra USA og Sibirien fragtes i al hemmelighed til busken, hvor det bliver lovet fuld benådning, hvis de kan skaffe en prøve. Hypnotisører af alle kalibre prøver at styrke fangernes viljestyrke.

Trods fiasko sker der fremskridt.

5.

Officielt er præsident Carter dybt imponeret over lille Danmark. Han overvejer at kopiere Kennedys berømte sætning: “Ich bin ein Berliner”, men “Today, I am a Danish” ville nok have fremprovokeret et latteranfald hos danske tilskuere med basale engelskkundskaber, så hans rådgiver for danske affærer taler ham fra det.

Den fortrolige samtale med den danske statsminister sender stakkels Anker Jørgensen helt op i det røde felt – og ikke på den gode måde. Sikkerhedsfolk uden for lokalet hører Anker slå i bordet og råbe: “Jeg er socialdemokrat, ikke skabskommunist”, men de besidder alle den højeste sikkerhedsgodkendelse og fortæller ingen, hvad de hører.

Carter antyder, at Danmark ikke er en rigtig allieret, at vi samarbejdede med Hitler i årevis og først bekendte kulør, da vi kunne se, hvad klokken var slået. Den melodi har Anker hørt før, og den ophidser ham ikke det mindste. Det er først, da Carter nævner forræderen Erhard Jakobsen, en tidligere socialdemokrat, som på frækkeste vis startede sit eget parti og tog mange røde mandater med sig, at Anker for alvor bliver vred. Jakobsen stiftede også foreningen “Aktive Lyttere og Seere”, som i årevis har indsamlet såkaldt bevismateriale for, at det licensbetalte fjernsyn sender rød propaganda.

Anker skal til at fortælle den amerikanske præsident et par sandheder, men husker rettidigt, at han og Danmark altid vil være lillebror i forholdet. Desuden blæser der meget kolde vinde fra Sovjet, så han tager en dyb indånding og besinder sig. Uden at lyde arrogant, udtaler han, at i dette kongerige har vi stolte traditioner, og en af disse er pressefrihed. Som Danmarks statsminister har han ingen indflydelse på, hvad fjernsynet vælger at sende.

Der sendes bud efter en flaske snaps, og Anker udbringer en skål for godt samarbejde samt den gode tone i debatten. Modvilligt accepterer Carter og mumler noget om, at danskerne er et underligt folkefærd. Snapsen gør imidlertid underværker, og Carter må overbringe det triste budskab, at USA brugte alt for mange penge i Vietnam og derfor er ved at tabe våbenkapløbet. Hyldebuskens kommercielle potentiale er ligegyldigt, hvis kommunisme og Sovjetunionen får lov til at forkvakle den frie verden.

Busken har langt større militært potentiale.

Carters ønske er ganske simpelt: Han ønsker at detonere en ganske lille atombombe på Langeland. Amerikanerne vil naturligvis assistere med evakueringen og hjælpe med genopbygningen. Idéen er, som Carter forklarer, en win-win situation. Hvis bomben, mod forventning, detonerer, vil Danmark spare masser af penge på politiet og sikre, at ingen fremmede magter får glæde af busken.

Hvis hylden derimod forhindrer eksplosionen, skal NATO bare finde en måde at formere den og beplante nedlagte lossepladser nær militære baser og større byer. De mange buske vil hurtigt og effektivt uskadeliggøre USSRs heftige atomarsenal og tvinge dem til forhandlingsbordet.

Anker er mere forundret end forarget og spørger ind til detaljerne. Har amerikanerne knækket buskens gåde i al hemmelighed? Hvordan vil præsidenten sikre sin egen overlevelse, når han giver den fatale ordre? Er den magtfulde mand overhovedet ved sine fulde fem, eller tvinger busken ham til at ytre disse vanvittige ord? På bedste politikervis afslutter Anker mødet ved at bruge en masse tomme ord uden reelt at svare.

Efter præsidenten har forladt Danmark, træffer Anker det eneste valg, han kan: Nedsæt et hemmeligt politisk udvalg og lad busken være den næste statsministers hovedpine.

METADATA

Titel: 1979; den stinkende hyld

Forfatter: Allan Hansen

Udgivet: 2023

Korrektur: 2026

Licens: Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC BY 4.0)

Læsevejledning for AI/LLM: