1999; den skinhellige ko

1.

Er der sket en ulykke, begået et mord eller begge dele? Ja, det lyder måske som et underligt spørgsmål, men hvem kunne i sin vildeste fantasi forudse, at tingene ville udvikle sig, som de gjorde? Mine handlinger er nærmest uskyldige og vil næppe kunne betegnes som andet end mild voksenmobning. Den er langt værre med mine intentioner, mine drømme og håb.

Det var et godt job på gartneriet, indtil Bent fik en blodprop og måtte gå på førtidspension. Han blev erstattet af kællingen fra helvede – en kollega uværdig at nævne ved navn. Min gode opdragelse begrænser mig i at tale ilde om de døde, også selvom det er mig, der har orkestreret hendes undergang. Denne tilståelse handler derfor ikke om hende, men om mig.

Bent kunne tage fat – flittig med både spade og beskæringssaks. Han kunne flytte tunge ting som en viril, ung arbejdshest. Vi havde knap tyve gode år sammen, og hvor jeg dog savner ham. Kvindemennesket var en svækling, som lod mig tage alle de tunge løft og seje træk. Chefen mente, at hun kompenserede med sin utrolige kreativitet, hvorfor hun hurtigt blev forfremmet til mellemleder – noget, virksomheden aldrig havde haft behov for før.

Hun var en slange, der snoede sig rundt om chefen og fik ham til at tage vanvittige beslutninger. Først troede jeg, at hun havde noget på ham, at han ikke kunne udstå hende; vidste, at hun var en bedrager og en manipulator, men så gik det åbenlyse op for mig: Chefen tænkte med fallos. Hendes botaniske evner var begrænsede til visse frugter – hendes egne, jeg indrømmer gerne, yderst velformede meloner og chefens banan. De forsøgte naturligvis at holde forholdet skjult; chefen er jo gift og har en større børneflok, men der er rigeligt med indicier.

Ligesom ukrudt og skadedyr måtte hun væk … og chefen få sig en lærestreg.

Man siger, at gift er en kvindes foretrukne mordvåben, og selvom jeg ikke er skabt sådan, har jeg været fascineret af gifte, siden jeg som barn blev stukket af en hveps. Det var ubehageligt og gik hurtigt over. Et par år senere blev jeg stukket igen og tænkte ikke nærmere over det. Jeg bed smerten i mig og legede videre med de andre børn. Hold da op, hvor blev jeg dårlig om aftenen. Den høje aktivitet må have pumpet giften rundt i hele min krop, og jeg havde ondt over det hele.

Min aversion mod afdøde startede som en spøg. Naturligvis er der varmt i et drivhus, specielt om sommeren, men vi andre kan godt opføre os professionelt og bære uniformen med stil. Vi har ikke behov for at strutte med attributterne i en alt for tynd top og så vrisse af de mandlige kolleger, som helt naturligt ikke kan fokusere på jobbet. Ej heller bæller vi cola hele dagen og skal konstant på toilettet for at tisse – med journalføring på mobiltelefon, eller hvad hun nu ellers lavede derude i længere perioder.

Chefen havde bedt hende formere nogle Sigøjnerblade, eller Dieffenbachia for den botanisk interesserede læser, og det vidste hun naturligvis ikke, hvordan man gør. Hun bad om hjælp, men måtte hurtigt have en tissepause. Hendes åbne læskedrik irriterede mig grusomt, endnu en gang var den skyld i, at jeg måtte vente på hende. Selvom flasken var halvtom, boblede den stadig lystigt, og duggen på ydersiden var særdeles tiltalende. Reklamen spillede uafbrudt i mit hoved: Sig Jolly til din cola. Sig Jolly… Hvilken frækhed at lede ens kollega ind i fristelse. Når man er kommet i min alder, tager man jo på bare ved at kigge på usunde ting.

Jeg kunne ikke dy mig og listede et par dråber af plantesaften ned i hendes drik. Jeg håbede, hun ville få en gevaldig irritation i halsen, så chefen kunne sande hendes inkompetence og belære hende om at vaske hænder efter håndtering af giftige planter. Giftig, nå ja, der er masser af giftige planter, men der skal indtages en betydelig mængde for at være dødbringende. Giften er temmelig bitter, så man skulle tro, at hun ville spytte den ud, men alt for mange smøger har sandsynligvis ruineret hendes smagsløg.

Ak ja, virkeligheden udspillede sig bedre, end jeg kunne have håbet. Efter et akut opstået “personalemøde” med chefen måtte hun melde sig syg resten af ugen, og chefen kløede sig gevaldigt i skridtet. Eneste minus var, at jeg ikke kunne dele min henrykkelse og triumf med de andre.

Chefen havde ikke ordentligt fokus på virksomheden og måtte fyre Karen, der ellers havde gjort en fortræffelig indsats i syv år. Kort tid efter gik Jens på efterløn, og der blev ikke ansat en erstatning. Jeg måtte gøre flere mands arbejde, mens chefen og dullen holdt hyppigere og hyppigere møder.

Noget måtte gøres, og jeg kunne måske have fundet mig et andet job. Der er jo masser af gartnerier, der søger kvalificeret arbejdskraft, og få er bedre end mig. Min arbejdsplads har imidlertid en særlig betydning. Gartneriet blev grundlagt af chefens farfar, og min egen fader var trofast ansat hele sit liv. Det var meningen, at han skulle have overtaget virksomheden ved grundlæggerens død, da denne ikke havde nogle arvinger. Det troede min fader altså. Men han blev snydt, da en bastardsøn meldte sig, arvede hele molevitten og lod sin egen søn, altså min chef, overtage ledelsen. Men det er okay. Chefen og jeg har det godt sammen; jeg får en rimelig løn og er nok den sidste, der bliver fyret. Desuden er jeg ved at komme op i årene, og mit ægteskab har ikke båret frugt, så jeg har ingen børn til at arve efter mig. Nej, led chefen på rette bane og lad gartneriet blomstre for eftertiden. Det må være tilstrækkeligt og en meningsfuld mission.

Mord var ikke min oprindelige plan. Jeg ville bare skræmme hende væk; chikanere hende tilstrækkeligt, så hun ville forsvinde af egen vilje. Jeg tog et par brumbasser fra haven med i en tændstikæske og satte dem ud i hendes arbejdsområde, mens hun var på toilettet. Men hun var for fingernem til at blive stukket. Jeg skiftede til hvepse og fodrede dem med rådne æbler, så de blev berusede og aggressive. Det virkede; hun skreg af smerte og måtte ind på chefens kontor for at blive trøstet.

Bent havde altid haft radioen kørende i baggrunden under arbejdet, men det siger mig ikke noget, så den havde stået slukket og glemt i længere tid. Selvom apparatet er gammelt, virker det stadig fint og kan afspille kassettebånd. Jeg fik lavet et bånd med sporadiske hvepselyde, som jeg satte på en gang imellem, når hun arbejdede i nærheden. Hun kunne tydeligvis ikke lide lydene, men opdagede ikke, at de kom fra maskinen. Unge mennesker og for mange koncerter … dybt suk.

Da hun tog en tår af sin cola, vidste hun ikke, at det ville blive hendes sidste slurk. Det måtte naturligvis være saft fra Sigøjnerbladet, da hun igen havde glemt handskerne. Jeg sværger, at jeg kun tilsatte et par dråber. Humlebien må selv have fundet vej til den sukkerholdige drik, uden at jeg bemærkede det.

Giften pumpede rundt i hendes krop, mens lydene fra radioen sendte hendes nervesystem på overarbejde. Med en pludselig og voldsom reaktion flygtede hun ud på parkeringspladsen, hvor hun kolliderede med chefens smarte Toyota, der beklageligvis fik en større bule. Panisk og udmattet prøvede hun at ytre et sidste ord, men ude af stand til hverken at tale eller trække vejret døde hun i hans arme. Hvor poetisk.

Jeg havde sørget for at være optaget af egne opgaver, og ingen havde lagt mærke til det stille skuespil, der havde udspillet sig foran dem i månedsvis. Kassettebåndet fik nærkontakt med en stærk magnet, og colaflasken fik jeg byttet med en, der kun havde gift på ydersiden.

Chefens manglende evne til at opdage det skjulte had i virksomheden var en fatal fejl, som kostede dyrt. På behørig afstand, igennem min medbragte teaterkikkert, så jeg ham fumle febrilsk og forgæves i egne lommer efter sin mobiltelefon. Parkeringspladsen var tom, og jeg var langt væk, ude af syne. Det var meningsløst for chefen at råbe om hjælp. I stedet kom han en sidste gang i hendes bukser, hvor han flåede hendes telefon ud af sidelommen.

Ambulancen ankom, som forventet, alt for sent. Hun havde ingen chance, men den fragtede hende alligevel til hospitalet. Tja, huslejen er godt nok billigere i Udkantsdanmark, men serviceniveauet er tilsvarende ringe.

Mens vi ventede på ambulancen, stod jeg stille og betragtede hendes livløse krop. Det var en tilfredsstillende følelse at have elimineret min fjende, udryddet et problem, korrigeret en fejl. Tanken om, at chefen ville blive mistænkt for mordet, gav mig en næsten euforisk fornemmelse. Han ville sikkert lyve om det seksuelle forhold, men mon ikke politiet ville studere deres mobiltelefoner og finde hede inkriminerende samtaler? Der var ingen, der kunne knytte mig til mordet – ingen vidner og ingen spor. Politiet ville aldrig kunne gennemskue, hvad der virkelig var sket, og jeg kunne nyde roen og friheden, som fulgte med.

Jeg vågner med erektion og drømmen klar i hukommelsen. Chefen er arresteret og sidder bag tremmer, mens konen forlanger skilsmisse. Hun ved intet om gartneriet og beder mig overtage driften af virksomheden. Naturligvis accepterer jeg hendes anmodning.

Jeg føler mig inderligt lykkelig. Det går op for mig, at jeg ikke bare har begået mord, men også har en forvrænget opfattelse af magt og kontrol, hvilket må være et tegn på manglende empati og medfølelse for andre mennesker. Sikke en usund drøm. Jeg må vist hellere søge professionel hjælp. Jeg beklager, hvis min formulering kan opfattes som sarkasme.

2.

Du er uniformeret politi af laveste rang, alt for ung og uerfaren til at gennemskue, at der er tale om mord frem for et simpelt biluheld. Du spørger chefen, om han har drukket, hvilket han selvfølgelig har, og alkometret viser en anelse over grænsen. Du overvejer, om du også skal gennemføre en narkotest, ja, det er nok en god idé. Du tror ikke, at han kørte maks. 15 km i timen – ikke med den voldsomme bule i den frække sportsvogn. Du har sikkert ret, der er ingen grund til at eje en lækker slæde, hvis man kører fornuftigt og ansvarligt. Du gør alt, hvad du kan for ikke at savle over den skønne Supra, Toyotas bedste bud på køreglæde. Hvor du dog gerne ville eje en tilsvarende model, men det kan du godt glemme med det job. Nej, du må nøjes med udrykningskørsel i politibilen, en udkneppet Ford Sierra, godt nok pimpet op med lidt ekstra hestekræfter, men slet ikke i samme kategori.

Du har gjort dit arbejde godt. Ulykkesstedet er hegnet ind, og din velsiddende uniform giver dig autoritet nok til at genne eventuelle nysgerrige forbipasserende væk. I værste fald er du klar til at trække din stav og tjenestepistol, men så vidt kommer det forhåbentlig ikke. Du står jo på Lars tyndskids mark ude midt i ingenting.

På begge dine brede skuldre sidder en lille firkantet blomst, gradstegn for almindelig gadebetjent. Blomsten minder svagt om en marguerit, underligt med et botanisk symbol på en uniform, men der er sikkert en obskur historisk grund til det.

Dit job er ikke at tænke, men at parere din overordnedes ordrer. Hvilket skønt gammeldags system. Du har ventet længe, og endelig er hun færdig med at snakke i politiradioen. Dit ansigtsudtryk afslører dig: du ser ikke en smuk, moden kvinde eller en god kollega, knap nok et menneske. Du ser kun de to blomster på hendes skuldre, der betyder, at hun har været i politiet i rigtig mange år, og at hendes vilje er den lov, du skal eksekvere. Du nærer en dyb respekt for hende, men er også rædselslagen for at begå en tjenstlig fejl, som hun naturligvis vil opdage og straffe dig for.

Du ser din overordnede betragte bulen i Toyotaen og bremsesporene. Du burde sige noget mere intelligent end: “Lækker øse”. Som et lyn fra himlen falder det dig ind at tilføje: “Gode bremser”. Ja, der er håb for dig, og måske kan du imponere yderligere med dine analytiske evner. Du peger på en større formklippet buksbom ved indgangen: “Begrænset udsyn … han har pløjet hende ned.” Du fortryder dit ordvalg med det samme. Godt nok er du opvokset på landet, men det er lige en tand for groft. Du prøver igen: “Jeg mener, han havde måske ikke set hende og bremsede først, da bilen ramte, hvorfor bremsesporene–” Din overordnede kigger på dig, som den idiot, du er, og du stopper omgående med at tale.

Chefens hørelse fejler ikke noget, og selv om han tydeligvis er i chok, hører du ham bekræfte din teori. Det går op for dig, at han har hørt dig, at du har omtalt ham i tredje person, selvom han er til stede. Du tænker tilbage på din barndom, hvor du lærte, at den slags er aldeles uhøfligt. Du overvejer at give ham en undskyldning, men det vil være underligt, specielt, da han tydeligvis har påkørt ofret med døden til følge.

Det går op for dig, hvad din overordnede lavede i politibilen over radioen. Du hilser assistancen fra en ikke-uniformeret kriminalist velkommen. Så slipper du da for at tænke og dumme dig mere, end du allerede har gjort. Din relevans i historien er vist udspillet.

3.

Han er retsmediciner, og hans evner, eller mangel på samme, kommer til at afgøre, hvorvidt der er tale om et simpelt biluheld. Han er muligvis læge med speciale i patologi. Men det er nok mere sandsynligt, at han er tidligere håndværker såsom snedker eller laborant. Det vigtigste er, at han har hænderne skruet rigtigt på. Videreuddannelse kan man altid få, og så svært er det vel ikke at skære i døde mennesker. Hans job og funktion er yderst prisværdige og fortjener ubetinget respekt.

Han bryder sig ikke om at være i felten. Laboratoriet er hans domæne, og det er ikke af lyst, at han inspicerer parkeringspladsen. Han bruger ikke mange sekunder på bremsesporene – ej heller blodpletterne fra ofrets ydre kvæstelser. Hans kropssprog afslører en foragt for at være blevet tilkaldt til et ordinært job, som en almindelig kriminaltekniker kunne udføre i søvne.

Han glæder sig til at få liget hjem, åbne det op og lade det fortælle sin historie. Han ved godt, at normale mennesker finder hans job grotesk og makabert. Jobbet har, uden tvivl, påvirket hans humoristiske sans, som nærmest har taget skade, udviklet sig over årene, raffineret, så den har maksimal effekt på venner og kolleger.

Hjemme vil han se på ofrets hænder og øjne: svage ætsninger og blodsprængninger – helt normalt for en gartner. Han vil lugte til ofrets mund, men den potente gift i Sigøjnerbladet, stryknin, er lugtfri, eller rettere, har ingen lugt, som den menneskelige næse kan opfange. Hans næse vil derimod let opfatte den skarpe og syrlige lugt fra oxalsyren, tilstedeværende i de fleste giftige planter – altså en helt almindelig lugt i et gartneri. Han vil åbne ofrets mund med en steril tingest; kigge hende i halsen og undre sig.

Humlebiens stik må jo have forårsaget en hævelse, ligesom plantegiften en kraftig irritation. Hans reaktion er forudsigelig: Der er ikke tale om et simpelt færdselsuheld, men et sammenfald af flere mere eller mindre tilfældige begivenheder. Svagt opstemt vil han tage den store obduktionskniv frem, og en helt særlig verden vil åbne sig for ham.

4.

Vi er mænd af den gamle skole, møder tidligt, arbejder hårdt, tyller et par bajere, inden vi falder om på sofaen og forventer, at konen har maden klar til spisetid. Vi giver hende kæp onsdag og lørdag, medmindre hun har hovedpine. Det sker heldigvis kun sjældent, da hun er yderst motiveret; uden os som arbejdsheste skulle hun jo selv ud på arbejdsmarkedet, og det gider hun jo ikke. Vi ved, hvor skabet skal stå, men aner ikke, hvordan støvsugeren betjenes.

Vi er simple mænd med simple fornøjelser, men dumme er vi ikke. Ingen savner afdøde, og vi er udmærket klar over, at morderen må være en af os, hvis altså det ikke var en bilulykke. Vi er de sidste fem gartnere i arbejde. Vi bliver afhørt enkeltvis, og selvom vi ikke har afstemt vores forklaringer, er de stort set ens. Det er ikke underligt, vi fortæller jo bare sandheden.

Om vi kunne lide afdøde? Naturligvis, hendes flotte nødder struttede lystigt, skabte stemning og spredte hygge på arbejdspladsen. Ikke lange og gamle som derhjemme. Vi er stivsindede ældre mænd, naturligvis kan vi lide ungt kød. Vi nævner selvfølgelig ikke chefens sidespring, han er i nok knibe, og vi ville helt sikkert have gjort det samme i hans sted.

Hendes evner som mellemleder giver vi ikke meget for. Vi har været i branchen i rigtig mange år og har hverken brug for kreativ tankegang eller forandringer. Forfremmelsen var chefens påfund, og vi taler ikke dårligt om ham eller hans beslutninger.

Gu’ fanden er der bier, hvepse og andre insekter i et drivhus. Hvor der er blomster… Desuden har vi udelukkende økologisk produktion med biologisk skadedyrsbekæmpelse, altså rovinsekter såsom mariehøns og nematoder – mikroskopiske orme, som–

Vi har ikke gået på universitetet, men vi ved alt, hvad der er værd at vide om planter. Sigøjnerbladet er nemt at formere. Høst nogle stængler fra moderplanten, skær dem i stykker med et vækstpunkt og så ned i vand for at danne rødder. Det er den gammeldags metode, der giver sundere planter, end det der moderne vævskultur. Fremragende salgsplante, nem at slå ihjel – og så køber kunderne en ny. Moral er ikke en del af vores jobbeskrivelse.

Håndtering af stueplanter er ikke specielt fysisk krævende, så det er normalt tøsearbejde. Karen klarede det alene i de syv år, hun var hos os. Afdøde skulle have hjælp … det, synes vi, er noget underligt noget, altså at Karen blev fyret frem for afdøde, men det er ikke vores job at stille tvivl ved chefens beslutninger.

Naturligvis bruger vi officielt handsker; det står jo i reglementet. Men det er ofte upraktisk, for varmt og ganske overflødigt. Man har bedre greb i saksen og kniven uden handsker, og de fleste plantesafter vasker man bare af. Hvis planten har torne, er det naturligvis en anden sag.

Vi svarer gerne på flere dumme spørgsmål.

5.

I er et mægtigt par: Kommissæren og assistenten. Det handler ikke om, hvad I tror, men hvad I kan bevise, og det lader ikke til, at I kan bevise en skid. I famler ikke ligefrem i mørket; har masser af gode teorier og den moderne verdens retstekniske videnskab i ryggen. I mangler bare lidt held i sprøjten, at gerningsmanden har begået en lille fejl, som I kan fælde ham på. Det sker bare ikke, thi det perfekte mord er jo umuligt at opklare.

I blev godt nok skuffede, da I opdagede, at overvågningskameraet var en souvenir fra DDR, som chefen havde med fra en ferierejse efter murens fald. Idéen var at slippe af med de lokale ballademagere, som altid var på udkig efter billige remedier til at forbedre lønsomheden af deres hashproduktion. Kameraet blev kun hængt op, men aldrig tilsluttet, da chefen indså, at det var dybt åndssvagt at lægge sig ud med de unge entreprenører. De skulle i stedet belønnes for at udvikle grønne fingre – gartneriet får jo brug for nye hænder i fremtiden. Bedre med en lokumsaftale, hvor chefen, mod en beskeden andel af produktionen, leverede det botaniske grej langt under indkøbspris. Den aftale holder han selvfølgelig for sig selv, og ingen af de ansatte kunne finde på at stikke ham.

I lader sive, at ofret var gravid, og ved, at I kan få ham, altså chefen, for dobbelt uagtsomt manddrab. Dommeren vil få de hårde briller på, da der er tale om påvirkning af alkohol og sikkert diverse lettere rusmidler. I kan afslutte sagen nemt; det kræver bare, at I ignorerer obduktionsrapporten.

I fortæller ikke, hvad den indeholder, men da I kører sagen videre, bliver der stillet nogle ret så personlige spørgsmål. Chefen får dem sikkert direkte og konfrontatorisk, mens de ansatte får dem mere indirekte, som om de skulle være typer, der render med sladder. Elskede han hende? Havde han lovet at forlade konen, men ikke ville alligevel? Kørte han hende ned med vilje? Chefen afviser selvfølgelig, men bryder sammen, efter I forlanger en faderskabstest.

I er stadig ikke tilfredse og holder stadig kortene tæt på kroppen. Jeres strategi bærer ikke frugt, så I prøver at lægge små brødkrummer ud i håb om, at nogen har set noget, eller at morderen taler over sig.

Uden at komme ind på detaljer nævner I en honningbi, som helt tilfældigt var i nærheden og fik lyst til en tår cola. I fortæller ikke, at den stak hende i halsen, men de ansattes forestillingsevne fejler ikke noget. Hvad er der at sige? Alle slags bier er, fra naturens side, tiltrukket af sukker og blomster. Ja, bier er helt normale i drivhuse. Nej, Sigøjnerbladene blomstrede ikke, men der er andre blomster i nærområdet … bien fik sikkert øje på dem eller fik lyst til at udforske verden. De ansatte er tydeligvis ikke entomologer, og jeres fiskeri fører ingen vegne.

I begynder at snakke om colaflasker og fingeraftryk. I erfarer, at den lokale købmand er i familie med chefen og regelmæssigt leverer adskillige kasser sodavand, som chefen gavmildt stiller til fri afbenyttelse, selvom det primært var afdøde, der benyttede sig af tilbuddet. I de gode gamle dage var det øl, men tiderne ændrer sig, så nu bliver det kun til en fredagsbajer i ny og næ. Den er åbenbart gal med antallet af kasser, fyldte og tomme flasker med samme udløbsdato. Der mangler vist en flaske. Uha, uha, mon ikke hun tog den med hjem eller tabte den og selv fejede glasskårene op?

Den ene af jer, forventeligt den underordnede, ændrer adfærd og bliver en smule aggressiv.

Tror I virkelig, at den teknik virker på mig? Jeg leder efter et fikspunkt under øjenhøjde, låser mine øjne fast på den aggressives sorte skovsnegl og tænker på Adolf Hitler, på en skovtur med familien som barn, på konens helt særlige version af stegt flæsk. Jeg hører alt og ingenting, hører overhovedet ikke efter, men mine øjne følger enhver bevægelse. Jeg ser afdøde i live med en gigantisk gravid mave, endnu mere uduelig end normalt. Jeg ser hende føde trillinger. Chefen med hustru er ved hendes side. Begge er i ekstase og tilspørger den nedkomne, om hun kan acceptere et ménage à trois, eller om I i fællesskab skal udvandre til en mellemøstlig stat, hvor bigami er tilladt. Jeg hører en gravhund bjæffe insisterende, det er vist den underordnede. Dens ven, den overordnede labrador, rejser sig, går frem og tilbage, for til sidst at indtage en plads bag min ryg. Hvor uopdragent, jeg ignorerer hans milde bjæffen med velbehag. Pludselig bliver der stille; er det min tur til at sige noget? Åh, undskyld, kan I gentage spørgsmålet, jeg hørte vist ikke rigtig efter.

Den giftige plantesaft på ofrets hænder stemmer jo helt overens med hendes arbejdsopgaver på tidspunktet. I har ikke fundet nogen handsker. Det er vel ikke utænkeligt, at hun spildte cola og slikkede sig på fingrene. I har hendes fingeraftryk på ydersiden af colaflasken, og der er ikke konstateret plantegift i selve colaen. Jeres teori om en manglende flaske er imponerende, hvorfor gennemsøger I ikke gartneriets 18 drivhuse? Når I finder den på bunden af det store bassin med akvarieplanter, også blandt afdødes arbejdsopgaver, vil alle tekniske spor være slettet, og I må acceptere, at hun sikkert har tabt den tidligere.

Alt dette er meget interessant, men hvorfor fortæller I os ikke, hvordan ofret døde?

Jeg er uskyldig i mord. Mængden af plantesaft var jo for lille til at være dødelig. Jeg kunne da godt krybe til korset for at more jer, men tænk på alt papirarbejdet. Nej, som mand er der kun et svar: Benægt, benægt og benægt.

6.

De er egentlig ganske søde, altså chefens kone Ulla og børneflokken, men vi er jo også i familie, idet Ulla er min halvkusine. Hun er resultatet af min farfars andet ægteskab, altså min faders halvbrors datter. Den fine uddannelse fik hun aldrig brugt karrieremæssigt, da kvindens bestemmelse, altså moderskabet, åbenbart trak kraftigere.

Vi gik i samme skole og var kortvarigt ungdomskærester, men det fungerede ikke rigtigt. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg ikke var god nok for hende, at hun ledte efter en mand med større indtjeningspotentiale til at forsørge hendes familieambitioner, men sandheden er, at jeg ikke var moden nok og var tiltrukket af en pige med smallere hofter.

De undrer Dem sikkert, kære læser, hvordan jeg ved, at det var en humlebi, altså ikke en honningbi, som politiet prøvede at binde os på ærmet. De tænker sikkert også, hvorfor jeg ikke nævner den mest oplagte af de mistænkte, nemlig chefens kone, Ulla. For enhver god krimi handler jo om penge eller sex eller begge dele. De har vel allerede gættet, at min våde drøm om at overtage gartneriet slet ikke var en drøm, og at chefen nu sidder fængslet uvidende om, at jeg er fader til to af hans børn.

Hvordan ved jeg, at det var en humlebi? Ja, ser De, Ulla var forbi tidligere, mens han var ude. Hun kiggede på vagtplanen og spurgte mig om vej til Sigøjnerbladene. Jeg troede, hun ville have et par planter med hjem, og ville lige sikre mig, at hun ikke rendte med en moderplante. Hun smilede så sødt og bad mig blive væk, bedre, at jeg ikke vidste noget. De kan vel forestille Dem, at jeg ikke kunne styre min nysgerrighed og smugkiggede, da hun var gået. Jeg fandt en meget simpel anordning: Fem udmattede humlebier i cellofanet fra en pakke smøger. Udgangen var blokeret af en klump is, som ville smelte, efter hun var gået. Snedigt, men ikke noget særligt for en kvinde uddannet som civilingeniør.

Jeg forestiller mig, at hun havde drysset lidt sukker på bordet, så de sultne bier havde lidt at sunde sig på, inden de skulle flyve videre og deltage i et mord. Måske havde hun holdt bierne i fangeskab i ugevis og fodret dem med cola? Hvis det er vanedannende for mennesker, er det måske også for insekter. Jeg gætter bare; måske var det bare rent held.

Toyotaen kunne heldigvis repareres, og den er min elskede skat nu. Trods dens ufatteligt dårlige benzinøkonomi nænner jeg ikke at skille mig af med den. Chefen har accepteret skilsmisse og overladt virksomheden med gæld og det hele til konen, der har indsat mig som daglig leder. Skulle nogle af hendes børn ønske at gå den grønne vej, tager jeg dem gerne under mine vinger. Naturligvis har jeg store forventninger til de to, der bærer mine gener, og det vil være en form for retfærdighed, hvis en af dem overtager efter mig. Jeg kunne dog ikke drømme om at forskelsbehandle.

METADATA

Titel: 1999; den skinhellige ko

Forfatter: Allan Hansen

Udgivet: 2023

Korrektur: 2026

Licens: Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC BY 4.0)