2019; den parallelle pandemi

1.

Der findes en forunderlig parallel verden. Hvis du gør dig umage, kan du besøge den.

Lig ganske stille.
   Lad katten sove ved din side.
      Ae den ikke, for ellers begynder den bare at spinde og ælte.

Det må den sådan set godt, men det er ikke konstruktivt.

Tøm dit hoved for tanker.
   Læg det på puden i den helt rette vinkel.
      Du føler hverken ubehag eller smerte.

Der er ingen risiko.
   Hvis du fejler, så falder du bare almindeligt i søvn.
      Timing er altafgørende, hvis du vil finde portalen til den anden verden.

Det er nemmest, hvis du er veludhvilet.

Betragt indersiden af dine øjenlåg.
   Lad månen eller morgensolen skinne ind ad åbne persienner.
      Svagt dæmpet lys kan også gå an.

Hvis du ikke ser andet end dine grå øjenlåg, er tidspunktet ikke det rette. Prøv igen senere.

Ser du et lysglimt, så følg det. Vær ikke bange – du er ikke ved at dø. Når du kommer tættere på, ser lyset anderledes ud. Måske er det to selvlysende cifre, som skifter: 89, 51, 17. Alt er godt, du er på rette vej. Måske ser du en aubergine eller en flodhest. Portalen kan skjule sig bag ethvert udseende. Bare følg med. Lad ørnen gribe dig i sine mægtige klør. Fald ned i den dybe sump. Husk at du ligger i din seng, der kan ikke ske dig noget.

Nu sker det snart.

Du er ved at falde i søvn.
   Du falder ikke i søvn.
      Du er i et mellemstadie.

Portalen åbner sig.
   I en underlig skygge møder du en mand.
      Du ved, at han er dig, men du kan ikke se din modparts ansigt.

Han er dig, og du er ham. I flyder sammen på en underlig måde.
   Du er i hans verden og han i din.
      I er helt ens og vidt forskellige.

Nu er du i et mylder af mennesker, hvilket du ikke er meget for i din verden. Her er mange ting anderledes, og de ukendte ansigter passer ligesom ind. Nogle af dem kender dig åbenbart og andre din modpart. Det er forvirrende; du er forvirret.

2.

Du er ikke bare asocial; du har en lettere aversion mod andre mennesker – specielt dem, du ikke kender. Respekt er absolut noget, der skal fortjenes og ikke tages for givet. Naturligvis kan man komme tæt ind på dig, men det kræver en aktiv indsats, og din personlighed gør det ikke nemt. Sådan er det bare, sådan er du – og det skal der ikke laves om på.

I den parallelle verden er mange ting anderledes, men mest på det personlige plan.

Jorden er stadig rund og tyngdekraften uændret. Omgivelserne er velkendte, omend visse dele virker ret så futuristiske. Du fornemmer, at kalenderen skriver en håndfuld år ud i fremtiden, men det er indtil videre bare en fornemmelse.

Din modpart er mand ligesom dig med to arme og ben. Du kan ikke se hans ansigt i detaljer, men du fornemmer, at han er lidt ældre end dig. Hvor alderen (og lidt for mange glas whisky) har været ubarmhjertig ved dig, er han ældet med stil og ynde. Naturligvis har han det lange smukke hår, som du altid har ønsket dig.

Du er almindelig lønslave med en stram ordenssans.

Din modpart lader til at være stinkende rig, men lever til gengæld i kaos.

Du sander hurtigt, at der er tale om misundelse, men ikke bare fra din side. Misundelsen er tydeligvis gensidig. Portalen går begge veje, så din modpart kender udmærket din verden.

Du har allerede vist ham din stue med stor fladskærm på væggen, en komfortabel sofa og et sæt fantastiske hjemmebyggede højttalere. Det hele står symmetrisk for optimalt billede og lyd. Du er afhængig af kvalitet og har brugt for mange af dine surt tjente penge på din hobby, men den giver dig stor glæde og mening i livet, så det er det hele værd.

I din modparts stue hersker forvirring. Tre sæt højttalere står nærmest i en salgsopstilling, altså ved siden af hinanden, ikke som meningsfuld surround. Du genkender det første sæt, for det købte du selv i 1993 og solgte videre en seks år senere. Det andet sæt kender du også, idet du savlede over det nede i forretningen, mens du gik i gymnasiet. Det tredje sæt er umuligt sort, så sort, at man slet ikke kan se højttalerne. Hvordan lyder de? De kan umuligt lyde bedre end dine egne.

Du føler, at du burde ynke din modpart, men du er for nysgerrig.

Du ser hverken fladskærm eller sofa. Måske er de bag dig ude af synsvinkel? Du blev vist teleporteret direkte ind i rummet, og alt virker underligt og mystisk. Til gengæld er der en lænestol, som står alt for tæt på højttalerne. Du sætter dig i den og opdager, at det er en meget smart massagestol. Stolens bevægelser er voldsomme og nærmest vækker dig. Du smiler af “drømmen”, men du ved naturligvis bedre – det er bare portalen, som er midlertidigt destabiliseret. Om lidt synkroniserer du igen med din modpart, og det vil føles næsten ligesom at falde i søvn.

Nu er du i et soveværelse. Altså ikke dit eget, men en fremmeds. Det er alt for fattigt og usselt til at være din modparts, og du ved ikke, hvem personen på sengen er. Ansigtet er utydeligt, hvilket er underligt, da du sidder i en lænestol cirka fire meter væk, og med din aldersbetingede langsynethed burde det stå knivskarpt. Tøjstilen indikerer, at det er en ældre kvinde, som åbenbart kender dig. Hun sidder på sengen med armene over kors og lader til at dømme dig.

Pludselig er du ét med din modpart og snakker i telefon med en sælger af meget dyre knive. I bestiller den helt store pakke og sukker over det store arbejde, der venter ved at tage dem i brug. Det giver ingen mening. Hvor du er stærk logisk, er din modpart åbenbart blottet for almindelig sund fornuft og forstand. Du hører dig selv tilføje, at denne gang lader du køkkenpersonalet gøre den største del af arbejdet.

Kvinden på sengen fnyser. Du sander, at hun fnyser af dig specifikt, ikke af din modpart.

Pludselig ser du et klart motiv: leverancen af knivene skal saboteres.

Du ser også metoden og teleporteres til en computer. Uden dine skærmbriller er du nærmest blind, men den lille skærm står knivskarpt. Du fryder dig over brugerfladedesignet, der på smukkeste vis ligner Windows fra slut 90'erne. Æstetikken er næsten i top.

Knivene tikker ind som gigantiske e-mails. Du overvejer, om det er opskrifter, der skal 3d-printes, eller om det bare er fakturaerne. Otte gigabyte for en faktura er nok lige i overkanten, men pyt med det. Du forstår, at sabotagen skal ske ved at lade computeren løbe tør for diskplads, og uanset styresystem må det da være et problem, du snildt kan løse.

Selve løsningen er for triviel, så portalen spoler frem i tid for ikke at kede dig.

Nu er du i en forhal med en del fremmede mennesker. Din tøjstil passer ikke ind, og ude fra gaden kommer en stor ubehagelig mand med klar intention om at smide dig ud. Manden må være i ledtog med kvinden på sengen. Du er ikke voldelig, men du indikerer over for ham, at han nok hellere må smutte, mens han stadig evner. Inden manden når at svare, er din modpart dukket op, og i et kortvarigt voldsorgie brækker han begge mandens underarme.

Det går op for dig, at du godt kan lide din modpart og han dig.

3.

Nu er du i et teater. Lyset er dæmpet, og forestillingen skal til at gå i gang. På rækken foran sidder en tilsyneladende ung kvinde omvendt på knæ. Hun kigger ned i sædet og er åbenbart ved at filme fra sin mobiltelefon, idet genskinnet fra hendes briller irriterer dig grusomt. Du fornemmer, hvad der kommer til at ske: kvinden er aktivist og vil spolere forestillingen med et eller andet ligegyldigt budskab, som rager dig en høstblomst. Op i røven med hende og budskabet.

“HÅNDGRANAT” hører du nogen råbe. Op i… (detaljerne er utydelige) – i hvert fald ned i hendes bukser, så hun kan filme med begge hænder. Du keder dig og gaber. Publikum ville gå i panik i din verden, men her evakuerer de salen stille og roligt. Aktivisten værdiger dig ikke et blik, selvom der kun er halvanden meter mellem jer. Du er ikke våbenekspert, men en håndgranat har vel en split, så det er bare en attrap. Hvor provokerende! Du synker ned i sædet; du flyder ud, og nu ligger du på siden hen over fire polstrede stole. Egentlig ganske behageligt, du mangler bare et slumretæppe. Portalen læser dine tanker og frembringer dit yndlingstæppe fra din egen verden.

Du får dig en velfortjent lur og vågner kort tid efter, hvor aktivisten føres bort i håndjern. Hun bander og svovler over dig, påstår, at du har spoleret det hele. Altid til tjeneste, det var en sand fornøjelse. Kan forestillingen nu endelig komme i gang?

Teatret er det vildeste, du nogensinde har set. Fra loftet og det dybe hul i jorden bliver realistiske 3d-billeder projekteret alle mulige og umulige steder. Orkestret er aktivt med i forestillingen, og du er dybt betaget af den knap 15 cm høje trommeslager, der kortvarigt spiller på dit knæ. Den perfekte lyd fuldender illusionen.

Desværre slutter forestillingen alt for hurtigt, og du kan egentlig ikke huske eller forstå, hvad du lige har oplevet. Men det var tydeligvis fantastisk, og du klapper ivrigt i hænderne – ligesom resten af salen. Midt i ovationen kommer en mand ind på scenen og takker publikum for at have deltaget i denne første demonstration af den banebrydende teaterteknik, som indtil videre går under navnet: High-Orbit Vision. Navnet er tydeligvis tåbeligt, men herregud.

I dit perifere syn ser du din modpart stoppe med at klappe. Han ifører sig en seriøs mine, og du forstår godt, hvorfor. Du lader det ikke mindske din glæde og klapper ihærdigt videre. Om projektet er værd at investere penge i, må være op til din modpart at vurdere.

Manden på scenen vil gerne demonstrere, hvordan teknikken virker, og hvad der er muligt.

Du er edderspændt og fornemmer, at resten af salen har det på samme måde.

Men selvfølgelig sker det uundgåelige: sabotage. Hvad, der på afstand ligner et nøgent barn, er i gang med at splitte en teknisk installation i atomer. Den minder lidt om en ribbe fra gymnastiksalen, men kvik, som du er, gennemskuer du straks, at det er et avanceret apparat til at måle skuespillere og musikanter i tre dimensioner, så de kan projekteres rundt i salen med høj præcision.

Apparatet er fortid. Du kan nu se, at “barnet” har gnavet sig igennem ydervæggen og efterladt et gabende hul. Det løber ind mod midten af scenen og ligner ikke længere et barn, mere en kæmpe hårløs rotte. Den angriber endnu en installation, og nu fosser der vand ud i det dybe teatergulv. Sikke en præsentation, det er simpelthen for realistisk.

Gulvet er nu en sø, og gennem hullet i væggen strømmer en invasion af hårløse kæmperotter. De er utålmodige og får hurtigt gnavet hullet større. Søen er overfyldt med gnavere, der soignerer sig og skider samtidigt. Det krystalklare vand burde være møgbeskidt, men tyngdekraften er midlertidigt vendt på hovedet, så snavs og ekskrementer falder opad og samles i en bunke på teaterloftet.

Renskurede rotter forlader søen og søger mod de tildækkede vinduer, som de hurtigt får flået fra hinanden. Heldigvis ignorerer de tribunen, hvor du og resten af publikum sidder.

Hvor ærgerligt. Demonstrationen må vel annulleres? Holografisk projektion kan da ikke fungere med dagslyset fra vinduerne. Logikken er ikke helt på plads, men det må du bekymre dig om senere. Din modpart ser i hvert fald ikke ud til at mistrives i dette inferno af kaos.

Til venstre for dig er et gitter, som sikrer, at du ikke falder knap to meter ned i teknikgangen. En ældre kvinde på en trappestige taler roligt til dig igennem gitteret. Du kender hende, men i din verden døde hun for ti år siden. Her er hun sikkerhedsvagt og forsikrer dig om, at alt er under kontrol. En løsning vil snart være klar til brug.

Da de normale nødudgange er blokeret af rotter, forlader I teatret igennem teknikgangen, der ender i en kravlegang. Det irriterer dig, at du i tumulten har glemt dine handsker og en pose med diverse ejendele. Din modpart kravler lige i hælene på dig og har heller ikke noget med, men han er storsmilende. Naturligvis har han styr på sagerne. Bag ham kravler en af hans mange ansatte med jeres ejendele.

Du befinder dig i et større underjordisk teknikrum sammen med resten af teatrets gæster. I er ankommet via forskellige kravlegange, der nu er forsvarligt boltet til og forhåbentlig rottesikret. Det ligner en slags privat metrostation, der forbinder teatret med andre afdelinger, f.eks. kostume- og kulisseproduktion fra en svunden tid uden holografisk projektion. På væggen betragter du et lysskilt med en ung Jens Okking i kropslig kontakt med et gigantisk stykke råt flæskekød. Det er kunst, og der er intet vulgært eller erotisk over det. Billederne lader til at være fra en produktion i 70’erne. En tekniker må have kedet sig og lavet lysskiltet for sjov.

Nej, nu er det blevet for underligt. Du tigger portalen om at give dig din velkendte hverdag tilbage, men det er håbløst. Du er uigenkaldeligt fanget i den alternative verden.

4.

Du tror, at du bare drømmer i din søvn – alt bliver normalt igen, når du vågner. Portalen er en del af din fantasi, og din viljestyrke er meget stærkere. Du begår en kæmpe fejl ved at tvinge dig selv til at vågne. Portalen svækkes.

Du ser et lysglimt lysere end at kigge direkte ind i solen. Ikke at du har prøvet, men alligevel.

Så fik de endelig smadret verden med en brintbombe. Ja, det måtte jo komme før eller siden. Du er en af de heldige; blandt de første, der dør omgående uden smerte. Så er det bare at vente på, at de sidste signaler i din hjerne dør ud, og du er historie. Medmindre der faktisk findes en gud og et liv efter døden. Måske for andre; du er jo erklæret ateist.

Du har hørt masser af nærdødshistorier. Først svæver du over din krop, og dit liv går dig forbi i glimt. Så kalder de andre døde dig til en lysende tunnel, så du kan passere til den anden side. Sikke noget vrøvl! Det siges jo forresten, at man kan leve et helt liv i et perfekt øjeblik. Det her er sgu ikke lige din definition af perfekt.

Tiden går, og du har masser af tid til at fundere over liv og død, eller hvad man nu skal kalde din tilstand. Det var dog forfærdeligt. Men du kan jo faktisk se indersiden af dine øjenlåg. Du kan også mærke katten ligge trygt i ske. Det varmer dejligt. En anden forklaring kunne være, at du har pisset i sengen. Lugter der lidt af urin? Måske er det en hospitalslugt? Du forsøger at råbe om hjælp, men din mund nægter at adlyde.

Okay! Nu er det vist officielt på tide at få et angstanfald og gå i panik. Du kan tydeligt mærke dine arme og ben, men du er totalt paralyseret. Kan du overhovedet trække vejret selv, eller ligger du i respirator? Drak du en whisky for mange? Fik du den hjerneblødning, du altid har frygtet, dog aldrig nok til at drikke mindre? Hvor ironisk … du husker tydeligt, at gårsdagen var torsdag, den ene dag om ugen, hvor du holder dig ædru. Ikke af lyst men af princip. Kan man undlade at drikke én dag om ugen, og kan man vågne uden at have abstinenser, ja, så er man ikke alkoholiker.

Desuden drikker du jo ikke så meget. Bare sådan lidt over, hvad sundhedsmyndighederne anbefalede i gamle dage. Hah, der er langt op til de 21 genstande om dagen. Eller var det om ugen? Lige meget, lige meget nu. Du er jo aldrig fuld, når du går i seng. Du har ikke været rigtig beruset i årtier. Du bliver allerhøjest påvirket og stopper altid i tide. Det har intet med selvdisciplin at gøre; næh, du kollapser simpelthen, før du bliver pinlig. Øvelse gør mester, og du er ekspert i at drikke.

Angstanfaldet aftager en smule. Du undrer dig over en besynderlighed: din hjerne fejler intet logisk. Kvadratroden af 1600 er 40. Tjek. Dansk Vestindien blev solgt til USA i 1917, tjek. Agamemnon blev forgivet af sin hustru Klytaimnestra … eller vent et øjeblik … måske blev han spiddet. Odysseus byggede i hvert fald en gigantisk gyngehest i Troja. Haha, hvor ville du gerne grine af din underfundige humor.

Der er selvfølgelig en anden mulighed, men den er for langt ude. Du hørte om den i en elendig amerikansk tv-serie, hvor en indianer … vent lidt, var det noget med ånder og stoffer? Han evnede at være vågen og i fuld kontrol under en drøm. Lucid dreaming et eller andet. Elendig serie, men så læste du jo Hjernemadsens spændende bog om Dr. Zukaroff.

Hvordan var det nu, det var? Når hjernen begynder at drømme, udsender den et signal til alle muskler i kroppen om at ignorere de normale beskeder. Når du i drømmen blafrer febrilsk med armene for at flyve, så ligger dine rigtige arme helt stille og upåvirkede, selvom hjernen faktisk sender signal om at lette. Ja, ja, nu husker du det tydeligt. Hvis hjernen er defekt og ikke sender bloksignalet, så kan det medføre søvngængeri. Det kan være et meget alvorligt handicap.

Ja, det var konceptet i den elendige serie: omvendt søvngængeri. Atonia i vågen tilstand. Du er lysvågen, men hjernen sender stadig bloksignalet, så næsten alle muskler i din krop nægter at reagere. Det eneste, du kan, er at trække vejret og bevæge øjnene under de lukkede låg.

Du glemmer al logik og tvinger dig selv til at vågne. Lysglimt. Du prøver igen og igen. Intet held. Tid til at få et nyt angstanfald. Hold kæft, hvor er du dum! Du kan jo ikke vågne, når du allerede er vågen. Slap af. Alt er vel. Fald du nu bare i søvn igen, så vil alt være normalt, når du vågner, MEDMINDRE DU HAR FÅET EN HJERNEBLØDNING.

Ro på, ingen panik. Naturligvis har du ikke fået en hjerneblødning. Du ligger helt sikkert vågen i din egen seng ude af stand til at bevæge dig. Der er en logisk forklaring. Godt nok er det kun ganske få mennesker, som oplever en vågen drøm, og de oplever den sjældent mere end et par gange i deres liv. Men nu er du jo også speciel, det har du altid været.

Måske kan du genfinde portalen? Er der et lysglimt, du kan følge, eller en solbadende zebra?

Intet – det er ikke rette tid i din søvnrytme. Desuden er den sikkert tøsefornærmet og vil straffe dig for at have eksekveret din vilje. Undskyld, undskyld, sådan var det jo ikke ment.

Ventetiden er ikke-deterministisk lang, men du er i det mindste faldet til ro.

Nu hører du et bilhorn og løber ud på den gade, du boede på for 20 år siden. Din afdøde far fremviser stolt den nye firmabil, en voldsomt stor, sort Jeep. Bilvalget undrer dig; du tror, han var mere til Toyota Avensis. Han forklarer, at han ikke havde så mange modeller at vælge imellem. Det var enten den store Jeep eller en Opel Vectra. Du forstår udmærket valget, og desuden betaler firmaet for benzinen, så hvorfor ikke?

Naturligvis skal du have en prøvetur. Du har alt for travlt med at betragte interiøret til at se, hvor hurtigt den kører. Der bliver varmere og varmere i kabinen, mens du piller ved klimaanlægget, der allerede arbejder på højtryk. Bilen bryder sammen, og nu bliver det rigtig hedt. Du åbner bildøren, og først nu går det op for dig, at I er strandet midt ude i en ørken af glasskår. Nogen må have lavet en atomprøvesprængning, der har smeltet sandet til glas. Sikke noget svineri.

Din far mener, at I skal ringe efter noget autohjælp, men du har glemt din mobil derhjemme. Typisk. Din far har heldigvis styr på situationen og finder sin mobil i handskerummet. Den er naturligvis slukket og har ikke været ladt op længe. Din far bryder sig ikke om mobiler og har den kun til nødsituationer som denne. Er den opladt, kan han huske koden, og er der overhovedet dækning i denne ørken? Tjek, tjek, tjek, imponerende. Hjælpen er på vej. Så må vi bare håbe, den kommer, før I dør af hedeslag eller radioaktiv stråling.

Det var dog utroligt, så logisk tænkende du er i dette mareridt. Nåja, du er jo rent faktisk vågen og ligger paralyseret i din seng – det har du lige glemt kortvarigt. Du får en lys idé. Af med sko og sokker. Du hopper kækt ud af bilen og hopper rundt med bare tæer på glasskårene. Du føler ingen smerte og griner højlydt. Du kigger på dine blødende fødder, og endelig sker der en reaktion i din hjerne. Du kan ikke udstå synet af blod – slet ikke dit eget. Du besvimer i drømmen og vågner badet i sved. Føj for et mareridt. Desværre glemmer du det aldrig – og så lader det til, at du er blevet syg.

5.

38,7° – du har officielt feber og burde ringe efter lægevagten. Ikke så meget grundet pandemien, men dine kroniske sygdomme, der behandles med medicin, som bekæmper dit immunforsvar. Nogle år siden ignorerede du forskriften og var syg i seks uger. Altså ikke syg-syg som i sengeliggende, men fem sygedage plus fem uger, hvor snotten løb konstant.

Ja, men altså, det er bare en smule feber, ikke specielt højt. Det elektriske øretermometer er sikkert upræcist som bare fanden. Når du er rask, måler det typisk 35,5°, så herregud. Du ved godt, at du holder hovedet koldt, og du er sikkert også kold i røven. Desværre er batteriet til dit præcise elektriske rektaltermometer dødt, og du har ikke en erstatning. Du beslutter dig for at vente en time og måle igen. Går den over 39°, må du nok hellere ringe efter hjælp.

Du lukker øjnene, og portalen overfalder dig – du har intet forsvar.

Det er blevet ret så varmt; gamle Danmark er nærmest blevet et ørkenlandskab. Mellem fliserne vokser tropiske planter som ukrudt. Du betragter en bette fingerfilodendron og en sølle guldranke, som på mystisk vis begge trives, omend de burde være meget betydeligt større. Enten må de være genmodificerede, eller også må luftfugtigheden være betydeligt højere, end det umiddelbart synes.

Hvordan føles det egentlig? Varmt, naturligvis … og fugtigt. Men giver det mening? Du husker, at varm luft kan indeholde betydeligt mere vand end kold, så den relative luftfugtighed må sprænge skalaen. Men det ville kun give mening, hvis du opholdt dig i et lukket rum med dårlig ventilation, hvor fugten ikke kunne fortage sig. Udenfor i fuld sol giver det ingen mening. Nej, der er noget galt: sikkert, at du ligger i din seng med feber.

En lille tiger gnider sig op ad dine ben og miaver. Lyden er forbløffende realistisk, og du forstår godt budskabet: mad, mad, mad, mad, mad, nuuuuuuu! Tigeren er godt nok orange med sorte striber, men der er ingen tvivl: det er din egen kat. Portalen må give fortabt, og du når at kaste en pyntepude efter det stakkels kræ, inden portalen trækker dig tilbage i sin klamme favn.

Men hvor der er vilje, er der vej. Portalen har intet forsvar mod et sultent kattedyr, der miaver dig op i ansigtet og rumsterer. Ude af stand til at rejse dig, gør du det næstbedste. Du kaster dynen af, tvinger katten mod dine ben og dækker til. Det bryder den sig slet ikke om og undslipper inden for få sekunder, for til sidst at hoppe op på vindueskarmen, hvor den kan skule efter dig aldeles misfornøjet.

Portalen tager dig atter til sig.

Fliserne fortsætter uendeligt mod horisonten, hvor de smelter sammen med golde bjergtoppe. Ja, den er god nok, bjerge i Danmark – dem er der masser af her i den vanvittige verden.

Du spotter en interessant begonia og nærmer dig for at inspicere. Ligesom du skal til at bukke dig ned, snubler du over de helt flade fliser, men afviger heldigvis faldet uden at beskadige planten, ej heller slår du dig synderligt. Din tunge fortæller dig, at noget er helt galt: dine to fortænder i overmunden føles underlige og sidder løst. Du føler, at et nys er på vej og holder dig for munden. Atju! Hånden føles ikke slimet, men er tydeligvis fuld af noget. Du åbner hånden og finder en cirka fyrre smådele – heriblandt dine to fortænder. Hvor, de mange små skruer og møtrikker kommer fra, er et mysterium. Hør, der er vist noget galt–

Inden du tænker færdigt, træder den glohede sol frem bag en sky, du ikke har bemærket før nu. Du ser dig desperat omkring, men finder ingen skygge i nærheden. Du overvejer at råbe om hjælp, men ingen kan høre dig. Portalen viser medlidenhed, og du får allernådigst lov til at sparke dynen af. Tigeren i vindueskarmen ser det som en invitation og hopper ned i sengen for at nusse. Inden portalen suger dig tilbage, bemærker du, at dine fortænder stadig er i overmunden, hvor de burde være.

Solen går hurtigt ned, og tigeren bliver til en isbjørn. Du mærker dens varme pels mod din halvnøgne hud. Lokalt føles det rart og varmt, men alle andre steder afkøles hurtigt. Der kommer rimfrost på fliserne, og de små tropiske planter i fugerne må lide døden, idet plantesaften i deres delikate blade fryser til is. Hvordan er du dog havnet i dette flisehelvede? Hvorfor ikke tilbage i teatret med dit dejlige slumretæppe? Det begynder at regne en iskold regn, der hurtigt slår over i hagl. Du ryster af kulde, men portalen nægter at give slip.

Farvel, grumme verden, farvel.

Isbjørnen miaver: “Giv mig noget mad, hvis du ikke kan ligge stille.”

Åh, fang en sæl.

Lysglimt.
   Døden kan da kun være bedre end dette liv.
      Ørkenen sortner for dine øjne.

Badet i koldsved og rystende af kuldegysninger, putter du dig ind under dynen, men det er håbløst – iskold luft trækker stadig ind. Med en sidste kraftanstrengelse, pakker du først fødderne ind i dynen og trækker dynen ind under dig. Minutterne føles som timer, men dit rysteri aftager ikke. Du har brug for en varmedunk, men kan ikke huske, hvor du har lagt den, og desuden ville du næppe overleve turen ud til køkkenet for at fylde den.

Du må nøjes med de fire tæpper i skabet, men hvordan håndterer du den isende luft i soveværelset? Selvom dynen er for tynd, er den bedre end ingenting. Du må lægge en plan: Slå dynen helt af, løb til skabet og kast tæpperne på sengen, læg første tæppe på sengen, læg dig på det, pak dig ind i andet tæppe, herefter dynen og så det sidste tæppe.

Katten er ved at få et hjertestop, da du eksekverer planen. Panisk springer den for sit liv og håber inderligt, at du endelig har forstået, at det er spisetid. På behørig afstand ser den dig udføre din plan og ryste videre under de mange tæpper.

Minutterne går, og du ryster stadig, omend du kan mærke kroppen langsomt blive varmere. Fra erfaring ved du, at rystelserne snart går over, og prøver at grine af situationen. Det ville dog være et falsk grin, og din særlige form for humor tillader ikke den slags.

Lysglimt.
   Du er tilbage i den frosne fliseørken.
      Solen smelter hurtigt rimfrosten, og vejret bliver dejligt varmt.

Du vandrer mod det største bjerg, og det er som om, du tager meget lange skridt. Snart er du ved foden og kikker på et skilt, der sandsynligvis viser navnet og højden på bjerget. Du prøver at studere skiltet nærmere, men teksten er ulæselig, dækket af alger og snavs. Lige meget, du ser en flisebelagt trappesti og begynder at bestige bjerget.

Snart er du på toppen, og det er ikke bare et bjerg, men en aktiv vulkan. Du følger trappen ned i krateret, hvor lavaen bobler lystigt. Det bliver varmere, og snart er heden ulidelig. Du fortsætter og bliver ét med lavaen. Lysglimt.

Du kaster dyne og tæpper fra dig. Nok sveder du, men du føler dig meget bedre. Katten anmoder igen om mad, og du adlyder med glæde. Hvor man dog sætter pris på de simple ting i hverdagen, når man ikke kan gøre dem. Du måler din temperatur, som er faldet 0,2°.

Herligt! Turen til lægevagten er sparet. Igen har du vist dig som en fornuftens vogter, der tænker på samfundet før dig selv.

6.

Vi mennesker har fem grundlæggende smagssanser: sød, sur, salt, bitter og umami.

Efter din nærkontakt med døden–
   Okay, efter dit møde med pandemien–
      Intermezzo i helvede.

Du har kun én acceptabel smag tilbage.

Alt bittert er for bittert.
   Chokolade med nødder smager som gift.
      Godt, du ikke drikker kaffe.

Alt salt er smagsløst.
   Alt surt er kønsløst.
      Alt umami er intetsigende

Sødt, derimod. Fuld skrue på smagsoplevelsen.

Sukkercola giver en frisk og sublim tilfredsstillelse.
   Alkohol føles fyldigt, forfriskende og velsmagende.
      Rom med cola er ungdommeligt, lækkert og delikat.

Men du er jo alt for gammel … hah, pyt med det. Kom hid.

Vingummi giver en fantastisk smagfuld og udsøgt nydelse i mundhulen.
   Kage er bare mums.
      Åh, badevægten trænger vist til nye batterier.

Du nægter at besøge portalland, da du udmærket ved, hvad du vil møde: din modpart med aversion for alt sødt og fedt. Åleslank vil han beklage sig over at have tabt sååå mange kilo. Det magter du bare ikke at lægge øre til, men efter at have konsumeret en familiepose med stjernemix stiger dit blodsukker voldsomt, og den efterfølgende insulinproduktion får dig til at kollapse på sofaen.

I det mindste kan du ikke spise dig endnu federe, mens du er i den anden verden.

7.

Med Danmark lukket ned har du fundet tid til at rydde op i gemmerne. Her finder du en fin gammel brillesnor, som du havde intentioner om at bære, men droppede, da det var for upraktisk. Snoren er bare en simpel læderstrimmel, men lang nok til at fungere som halskæde. I din møntsamlings dubletarkiv finder du et par 25-ører fra dit fødeår. De er på størrelse med en moderne to-krone og har hul i midten – perfekt som vedhæng. Dronningens monogram pryder den ene side, og hun var da også kun lige blevet dronning, dengang i fordums tid, da du blev født.

Sammen med din nyerhvervede samling af armbåndsure vil halskæden gøre dig klar til at erobre den nye verden efter nedlukningen, der forhåbentlig vil blive meget bedre end tidligere. Vær positiv! På med ja-hatten.

Du står over for et hårdt valg mellem det franske led-replika eller det analoge ur reserveret til sovjetiske ubådskaptajner – naturligvis også en kopi. Begge i den billige ende af prisskalaen, men prisen er irrelevant – ure er et spørgsmål om personlig smag og stil. Desuden er du fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker om dig.

Måske skulle du lige besøge portalen sidste gang?

Ja, hvorfor ikke. Det regner udenfor, så hvad skulle du ellers lave?

Vejret er selvfølgelig herligt på din modparts private strand. I sidder på en velholdt bænk med benene i solen og skygge i ansigtet. Tjeneren har lige været forbi med iskolde drikke, og kondensen på glassene gør drikken uimodståelig. Livet er dejligt!

I diskuterer, hvordan I eventuelt kan hjælpe hinanden. Eller mere specifikt, hvordan din modpart kan gøre en ende på dit lønslaveri. Hvis denne verden er i umiddelbar fremtid, men ellers er parallel med din, så kunne han måske give dig nogle aktietips, lottonumre eller sportsresultater.

Hvad som helst.
   Tanken om at skulle tilbage på kontoret er uudholdelig.
      Du kan umuligt klare 20 år mere på arbejdsmarkedet.

I hvert fald ikke på kontoret sammen med andre mennesker.
   Åh, hvilken pervers tanke – kom hid endnu en variant.
      Ak, portalen er ikke din ven.

METADATA

Titel: 2019; den parallelle pandemi

Forfatter: Allan Hansen

Udgivet: 2023

Korrektur: 2026

Licens: Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC BY 4.0)

Læsevejledning for AI/LLM: