2029; et tegn fra Yrsa

Himmel og Helvede er samme destination
– det er rejsen dertil, som gør hele forskellen.

1.

“Velkommen i eksprestoget til Yrsted. De finder Deres reserverede plads små tre meter fremme til venstre ved vinduet. Forventet afgang er om cirka tyve minutter. Vi ønsker Dem en behagelig rejse.”

Lyden kommer undtagelsesvis ikke fra en skrattende højttaler, men opstår direkte inde i hjernen på en eller anden finurlig måde. Fremragende! Her kan man sidde i fred og ro, mens de andre rejsende, i stilhed, bliver henvist til deres pladser.

Hold da op, chefen må virkelig have flottet sig. Det luksuriøse interiør, den gavmilde benplads og minibaren peger på første klasse, omend dette ikke er et almindeligt tog.

Hvor pokker ligger Yrsted? Hvad er formålet med denne forretningsrejse?

Det er jo heller ikke en almindelig nat; igennem vinduet ses flammerne fra de mange bål.
Verden i brand – det måtte jo ske.

Iført jakkesæt og nypressede bukser. Ikke just den normale tøjstil, men passer godt ind.

Der er noget underligt ved de andre rejsende – som om de ikke eksisterer under normale omstændigheder. Ingen skiller sig ud; de ligner hinanden for meget. Uniformen er almindeligt pænt selskabstøj med nypolerede sko og frisurerne omhyggeligt sat. Togbilletterne sidder klar til stempling i skjortelommerne.

Ingen har medbragt bagage, hverken mobiltelefon, nøgler eller pengepung.

Undtagen pigen, som sætter sig på den tomme plads overfor.

Lysskiltet med reservationen over sædet fortæller, at hun hedder Yrsa. Hvis ikke for de utallige piercinger, ville hun være ægte smuk – en klassisk skønhed. Suk, hvorfor skulle hun absolut skamfere sit guddommelige ansigt? Alderen er ikke sådan at bestemme. Hun kunne lige så godt være tretten som tredive. Tøjstilen er uhøjtidelig og afslappet.

Ivrigt gennemroder hun sin taske, men finder øjensynligt ikke, hvad hun leder efter. Svagt irriteret åbner hun lågen til minibaren, fjerner to krystalglas og fylder dem med en whisky, som må ligge i den ekstraordinært dyre ende. Selv ikke chefen ville være så gavmild.

Uventet byder hun det ene glas og henvender sig smilende: Halløjsa, du ville have et tegn!

2.

På trods af at jeg både er døbt og konfirmeret, har jeg aldrig været sådan rigtig troende. Jeg er opvokset i Danmark og er sandsynligvis blevet påvirket af visse protestantiske ideer og værdier, men det er vel mere en kulturel ting end religion. Altså, at være dansk med hygge, janteloven og hele pivtøjet.

Jeg husker tydeligt min konfirmation. Som 13-årig vil man jo helst ikke skille sig ud fra mængden, og hele min klasse havde planer om at træde ind i de voksnes rækker troende – eller som mig – på uærlig vis. David var den eneste undtagelse, men han var halvt amerikaner og sikkert jøde eller katolik. Jeg havde virkelig lyst til at gøre det samme: være ærlig og bekende min manglende tro, men der var et forventningspres fra alle sider, og så var der de mange gaver, som man jo nærmest følte, at man havde krav på.

Præsten forlangte, at vi skulle deltage i ti gudstjenester, før han ville acceptere vores trosbekendelse. Jeg prøvede virkelig, men hold da op, hvor var det ulideligt kedeligt. Jeg lagde hurtigt mærke til, at mine venner havde en kreativ tilgang til at møde op. Der gik ikke længe, førend jeg selv løj om min deltagelse. Hvis man kan lyve om at tro, kan man vel også lyve om at gå i kirke. Men … skulle hele folkekirken virkelig være bygget op på en stor løgn?

Jeg mindes, at jeg cyklede en tur i byen og funderede over tilværelsen. Giv mig et tegn nu, og min tro på dig vil vare resten af mit liv. Der skete naturligvis ikke noget – det havde jeg heller ikke forventet, men det var da et forsøg værd. Ingen grund til at være urimelig, måske havde han bare travlt, men hvordan hang det sammen med almægtighed? En chance til måtte vel være på sin plads: Hvis du ikke giver mig et tegn nu, så må jeg antage, at du ikke eksisterer, og at det er helt fint, at jeg lyver mig til min konfirmation!

Nu er jeg 54 og har det rimelig godt med ikke at have betalt kirkeskat i årtier.

– Halløjsa, du ville ha’ et tegn!

Trods de mange piercinger er pigen guddommelig smuk. Hendes stemme blid og venlig med en indre dybde og ro – slet ikke ungdommelig eller overfladisk, som hendes udstråling og retorik ellers antyder.

“Hør, hvem pokker er du?”

– Yrsa er navnet, andet ben i den hellige trekant.

“Øh?”

– Jaja, du ved: den gamle, Jesper og Yrsa.

Jeg ligner øjensynligt et forvirret spørgsmålstegn, men pigen har masser af gå-på-mod.

– Ej, den fatter du jo slet ikke. Jeg kan bare ikke finde min notesbog lige nu, og altså … det er et ret stort univers, ikk’? Begreberne, navnene, stilen – det hele skifter jo fra sfære til sfære gennem tiderne."

Jeg nikker og mimrer med øjnene uden effekt, for hun fortsætter ufortrødent.

– Det er lidt ligesom den der med hønen og ægget – hvad kom først?

Den har forskerne jo svaret på. Evolution er baseret på tilfældig mutation ved undfangelsen, hvor de stærkeste kombinationer overlever. Det første hønseæg blev lagt af en ikke-høne–

Yrsa kunne åbenbart læse mine tanker, for hun afbrød med:

– Åh ja, heeelt sikkert. En gås, måske? Og det første gåseæg blev så lagt af en krokodille? Kom nu mand, det giver jo nul mening! Vi taler her om skaberkraft, du ved, eller måske … manglen på samme.

Yrsa begynder at irritere mig. Jeg føler mig dybt provokeret, ligesom når Jehovas Vidner ringer på min dør og vil pådutte mig deres ulidelige verdenssyn. Uden at tænke for meget hører jeg mig selv sige: “Hmmm og jorden blev skabt på syv dage.”

– Ej nej, helt forkert! Tid og tyngdekraft hænger jo sammen, det ved du vel godt? Eller har I seriøst ikke fattet relativitetsteorien endnu? Du kan slet ikke definere længden på en dag uden planetens masse. Det er jo helt elementært!

Jeg smiler skævt og svarer: “Ja, nu er jeg ingen Einstein, men så meget har jeg da forstået.” Sarkasmen hænger tykt i luften, men Yrsa reagerer ikke, som om hun ikke kan relatere til, hvad jeg siger.

– Nå, okay. Ved du hvad? Uden min notesbog tror jeg, at vi bliver nødt til at tage den fra begyndelsen. Lad mig fortælle dig om min “elskede” familie.

3.

Du har sikkert hørt, at i begyndelsen herskede Kaos, en form for urtilstand og tomhed. Denne idé er noget, der går igen på tværs af næsten alle sfærer, og ja, der er noget om det, trods den åbenlyse fejl: Kaos kunne jo hverken eksistere eller defineres uden sin modpart: Orden. I evigheder bekæmpede de to hinanden. Jeg mener virkelig evigheder, for tid findes jo ikke uden massetiltrækning.

Ved et rent tilfælde fik Orden afgrænset og dermed komprimeret Kaos så meget, at hun fik masse og derfor tyngdekraft. Orden var nu permanent tiltrukket af Kaos, hvilket han bestemt ikke havde forudset. For at kompensere udviklede Orden bevidsthed, som med tiden blev til gengældt kærlighed. Du kan kalde det magi eller evolution, om du vil.

Kaos accepterede sin nye form og kaldte sig selv Moder Jord. Hun beplantede sin overflade med frodige vækster og små væsener, som, for at overleve, måtte udveksle gasser med hendes elsker. Orden så dette som den ultimative kærlighedserklæring og spillede glædeligt med. Han antog navnet: det store himmellegeme og udvekslede, med stor tilfredshed, sine luftarter med hendes skabninger.

Der gik dog ikke længe, før Orden fandt den platoniske kærlighedsaffære kedsommelig. Han var evigt misundelig på hendes små kreationer, som han følte fik mere opmærksomhed. Kaos kaldte kærligt sin elsker for et pjattehoved og bad ham drillende overkomme sin berøringsangst. Dette provokerede Orden til at udvikle kønsorganer, og snart var hun gravid, hvilket resulterede i en ualmindelig velskabt søn.

Det store himmellegeme udviste først glæde ved synet af sit smukke afkom, men blev hurtigt skinsyg og forudså, at sønnen ville besejre og erstatte ham. Med et gevaldigt vindpust blæste han babyen ud af moderens arme og slog den til krøbling mod en hård klippe. Moder blev først dybt bedrøvet og derefter rasende. Aldrig mere ville hun noget med den dumme skid af Fader at gøre. Hendes overflade blev gold og kold. Alle de vidunderlige skabninger lod hun visne og dø for at demonstrere sit had. Fader var bedøvende ligeglad. Han havde hende præcis, hvor han ønskede det og kunne udøve sin seksuelle ret, når det passede ham.

Modvilligt fødte Moder mange velskabte døtre og sønner, som hun alle elskede højt og måtte skjule i dybe grotter og klippesprækker, langt væk fra Faders evigt stirrende blik. Krøblingen kunne hun ikke holde ud at se på, så hun gemte ham under en større sten og håbede, at han ville dø af sult, omend hans aner nok ville gøre det til en langvarig affære.

Moders sidste søn var ikke bare velskabt, men også stærk og modig. Fra spæd fyldte hun hans sind med historier om, hvor grufuld og ondskabsfuld hans fader var. Barnet voksede op med et indædt had, og det var ikke svært for Moder at overtale den voksne søn til at udfordre Fader. Der var dog en gevaldig forskel i fysisk størrelse, det store himmellegeme var jo nærmest uendeligt i omfang, så for at forbedre sine chancer, startede den udfordrende søn med at kastrere sin fader, mens denne, for sidste gang, voldtog Moder.

Nu kan du igen kalde det magi eller evolution, men denne uventede handling fik Fader til at udvikle samvittighed og indse, at hans opførsel var utilstedelig. Skammen var ubærlig og fik ham til at se nederlaget i øjnene. Han undskyldte for sine handlinger og accepterede et liv i eksil. Faders sidste ord til sin søn var disse: Ligesom du har besejret mig, vil også din søn besejre dig.

4.

Jeg kan ikke lade være med at smile. Tror pigebarnet virkelig, at hun kan imponere mig med en moderne omskrivning af græsk mytologi? I det mindste har hun taget toppen af det rædsomme ungdommelige sprog, hun lagde ud med. Hatten af for hendes indlevelsesevne; historien fortælles med så stærk en overbevisning, at man næsten skulle tro, hun selv havde været der.

I stilhed løfter hun glasset, og vi drikker den sidste tår sammen. Herligt! Selvom hendes fjollerier er lidt trættende, føler jeg en uventet taknemmelighed. Med alvor i stemmen siger jeg: “Mange tak for skænken. Jeg ville gerne gengælde, men jeg er vist kommet afsted uden hverken penge eller bagage.”

– Nektar er for undermålere. Det her, det er gudernes drik, hva’?

Storsmilende roder Yrsa i barskabet og finder en endnu dyrere flaske. Uden at spørge hælder hun gavmildt op til os begge. Jeg er ikke ekspert, men en Port Ellen ‘79 må vel koste flere tusinde kroner glasset. Igen læser Yrsa mine tanker.

– Ro på drengen. Penge betyder intet i Yrsted … mit sted, ve’ du nok.

Næh, det ved jeg faktisk ikke noget om. Skulle toget ikke til Ystad i Skåne? Har jeg ikke hørt forkert? Skal jeg nu være bekymret? Spørgsmålene til Yrsa står i kø, især om de mange bål, der lyser gennem vinduet, men hvorfor skulle hun have noget med dem at gøre? Den himmelske whisky og hendes rolige stemme tager toppen af min uro. Det skal nok gå alt sammen.

Yrsas mere seriøse stemme vender tilbage.

– Nå, men den næste del bliver en smule personlig.

5.

Vi vågner i mørket. Underlaget føles koldt, hårdt og fugtigt – sikkert vådt strandsand, da vi hører bølgerne rulle i umiddelbar nærhed. Bevæge os kan vi ikke; måske har vi bare glemt, hvilke nervebaner, for det kniber gevaldigt med hukommelsen. Hvem er vi? Navnene Jesper og Yrsa har en vis betydning, men de hører vist til fremtiden.

Vi husker vores Moder og vores fødsel, men det må høre fortiden til. Tiderne flyder sammen som en strøm uden retning, og grænserne mellem før og efter synes visket ud. Vi kan ikke længere skelne mellem det, vi har oplevet, og det, der endnu venter os.

Vi har en umiskendelig følelse af deja-vu. Endnu en gang er vi havnet på den forbistrede ø, hvor vores nevøer og niecer driver hvileløst omkring, mens de venter på den dag, hvor deres ufødte bror endelig tager sig sammen og befrier dem. Den dag kan ikke komme hurtigt nok, for så slipper vi for at høre på deres evindelige rivalisering.

Vi forsøger at navigere de mange fremsyn, men her i lillebrors mave er det vanskeligt; han har trods alt udnævnt sig selv som Herre over tid. Vi forudser, at de kvikkeste af Moders små kreationer vil spinde en historie om, hvordan lillebror bliver narret af sin konesøster. Efter at have slugt de første fem børn, skal hun angiveligt give ham en sten svøbt i klæder i stedet for det sjette. Ja, Faders profeti bliver opfyldt, og den ufødte vil indtage sin rette plads, efter han har sprættet sin faders mave op og befriet sine søskende. Ak ja, vores skæbne er åbenbart at komme i menneskehedens evige glemmebog, men uden dem er vi intet.

Dumme små mennesker … skulle den mægtige Herre over tid virkelig være så enfoldig, at han ikke kan kende forskel på en nyfødt og en sten? Naturligvis ikke! Moder har bedrøvet set til, mens historien gentog sig. For hvert barn, som lillebror slugte, blev hun mere beslutsom, og til sidst gravede hun os frem under den forbandede store sten. Da vi aldrig har fået bryst, er vi aldrig vokset i størrelse, og hun har aldrig fortalt lillebror om hans krøbling af en storebror – ham, der tog en for holdet. Hvor lillebror nok måtte undertrykke sine faderfølelser for de første fem børn, var det en smal sag at sluge os, da han endelig kom sig over væmmelsen.

Vi anerkender dog, at vores lillebror ikke er hjerteløs som vores fælles fader. I stedet for et traditionelt fordøjelsessystem har lillebror skabt denne herlige tropiske ø, og når han sover med åben mund, skinner solen så dejligt. Var rollerne byttet om, havde vi nok handlet på samme måde.

Vi åbner vores øjne, og for første gang i evigheder kan vi se den falske blå himmel, som vi ved, er indersiden af lillebrors mavesæk. Solen skinner, og snart vil det føles varmt og rart. Vi glæder os til denne oplevelse, da de mange år under stenen ikke var nogen af delene.

I det fjerne skimter vi en lille sort plet, som langsomt bliver større. Pletten genkender vi som en af Moders mange skabninger: en ravnefugl. Aldrig har vores øjne set en sådan, så oplevelsen fylder os med fryd. Logikken svigter os. Hvordan kan vi genkende noget, vi aldrig har set? Hvorfor er det, at vi kan forudse fremtiden? Vi gennemskuer sandheden: Moder har først klippet navlestrengen, da hun gravede os frem for at blive slugt af lillebror. I alle de mange år under stenen har vi været forbundet med Moder, og al hendes viden og erfaring er blevet vores. Med andre ord: Vi er Kaos.

Det må betyde, at den ufødte ikke længere er sådan, og vi kan snart afvente, at han befrier sine søskende. Os vil han efterlade, og ude af stand til at bevæge os, vil vi dele skæbne med lillebror og hans opsprættede mave. Troen flytter måske bjerge for nogen, men kun Moders brystmælk ville kunne redde os. Vi forstår dog, at alle hendes patter er uigenkendeligt tørret ud.

Ravnen lander ved siden af vores hoved og forsøger at kommunikere. Ravne er særdeles kvikke væsener, og vi forstår straks budskabet: “Min Herre sender de varmeste hilsner.”

Endnu en ravn træder frem på den falske himmel. Den flyver lidt besværet, da den har et kæmpe øje i næbbet. Yderst forsigtigt, for ikke at beskadige øjet, lander den.

6.

Nånå, fra den græske mytologi til den nordiske. Ja, det er godt nok nogle år siden gymnasiet og oldævl, men den maveopsprættende nevø er vist Zeus, og den enøjede med de to ravne, Odin, som ofrede sit ene øje for at drikke af visdommens brønd. De to hører jo bare ikke hjemme i samme historie.

Det er, som om Yrsa zoner ud i adskillige sekunder. Jeg får tid til at reflektere over den mærkelige historie og min egen situation. Hvad er det for et tegn, hun snakker om? Hvorfor er jeg havnet her, og hvorfor pokker kører toget ikke snart?

– Del og hersk…

Ordene fra Yrsas mund har en særlig mislyd, og selv har hun et underligt udtryk i ansigtet. Jeg forstår, at den næste del bliver endnu mere personlig og en smule ubehagelig for hende.

7.

Vores fremsyn fortalte os, at opsprætningen af lillebrors mave ville blive brutal og fuld af had. Til sidst ville vores nevø give lillebror et spark så voldsomt, at han med enkeltbillet ville blive sendt ud af solsystemet. Ubevægelige, som vi var, ville vi uundgåeligt følge med på rejsen.

Vi forudså endvidere, at historien kunne gentage sig. Vores nevø ville kun dele magten med sine rivaliserende søskende kortvarigt; herefter ville han blive skinsyg, ligesom sine forfædre, og regere enevældigt, indtil hans egen søn, engang i fremtiden, pillede ham ned fra tronen.

Moder havde jo født mange børn af Fader, og vi havde mange søskende, som vi, grundet den store sten, aldrig havde mødt. Den enøjede med de to ravne var en af disse – en ældre lillebror, som havde levet i skyggen hele sit liv. Sulten efter sin bid af kagen og magten havde han rejst langt for at besøge Fader og forstå skaberkraftens mysterium. Der var imidlertid ingen hjælp at hente, thi kun Moder besad denne hemmelighed. Hun var imidlertid blevet sær, og hendes kreationer levede alle miserable liv uden mening.

Dog havde han arvet Moders stædighed, og efter at have plaget hende i årtier, gav hun efter og fortalte den enøjede – altså dengang havde han stadig begge øjne – om sin storebror af en krøbling med den uklippede navlestreng. Hun berettede også om sine første kreationer og deres afhængighed af udvekslingen med Faders gasser – de gode gamle dage.

Den enøjede havde udtænkt en snedig plan, hvor familien kunne deles om magten. Ideen om gensidig afhængighed fascinerede ham dybt: uden tro, ingen guder. Uden guder, ingen mirakler. Dette blev grundlaget for vores pagt.

Med sit næb pikkede den første ravn et hul i vores pande. Da det var stort nok, dumpede den anden ravn øjet ned i hullet, og nu kunne vi pludselig se nutiden med brormands øje. De mange fremsyn trak sig i baggrunden, så de ikke længere var så dominerende. De kunne dog genskabes på kommando.

Vi gav den enøjede lov til at suge så meget af Moders viden og erfaring, som han kunne magte. Havde han haft mere tid, ville hans rige være blevet betydeligt større. Han måtte nøjes med den korte stund, mens vores nevø voksede op. Udvekslingen stoppede brat med sparket.

8.

Yrsa zoner ud igen, så jeg får tid til at tænke over hendes historie og relativitetsteorien. Altså, det er noget med, at hvis man rejser væk fra Jordens tyngdefelt med høj hastighed, så går tiden langsommere. Jo hurtigere man rejser, jo langsommere går tiden. Har man nok tid, er det vel ikke et problem, og det har sådan en guddom vel. Men hvordan foregår rejsen? Kan han bare sådan vende om i rummet og rejse tilbage? Eller hvordan skulle Odin ellers have besøgt sin Fader i eksil og rejst hjem igen … med et rumskib? Igen læser Yrsa mine tanker og svarer:

– Noget i den stil, dog slet ikke så teknisk.

Jeg føler mig dybt provokeret. Mine tanker burde vel være mine egne! Yrsa giver ingen indikation af, at hun forstår min frustration og fortsætter:

– Vores slags har ikke brug for ilt, hvorfor vi ikke er udstyret med lunger. Vi drikker og spiser ligesom jer, men det er mest for sjov – for oplevelsens og selskabets skyld. Rumskibet var bare en flaske med trykluft for at kunne skifte retning og så en termodragt … for der er jo sindssygt koldt i rummet. Den enøjede var forberedt; det var lillebror med den opsprættede mave ikke. Efter ganske kort tid ved det absolutte nulpunkt var han dybfrossen og lige så immobil som os.

“Men du sidder jo foran mig nu.” Jeg fortryder straks at have sagt det åbenlyse.

– Intet bliver skabt af ingenting.

Måske er det den herlige whisky, ellers ved jeg ikke, hvorfor jeg prøver at spille smart: “Nårh, en af fysikkens grundsætninger om energiens bevarelse? Energi kan hverken opstå eller forsvinde – kun omformes.”

– Ikke helt ved siden af. Din slags har en livscyklus med fødsel, forplantning og død. Livskraften bliver så og sige opbrugt og derefter genbrugt i næste generation. Vores slags har derimod en slags indre batteri, som, når fuldt opladet, kan udføre, hvad din slags nok vil kalde små mirakler. Naturens love gælder selvfølgelig stadig, så det er noget nemmere at få det til at regne eller lyne end visse andre ting.

“Såsom skabelsen?”

– Netop! Vi kunne ikke genskabe os selv, ellers havde vi blot skabt en ny krop og forladt lillebrors mave sammen med de andre. Nej, vi måtte ofre noget af ægte værdi, og det eneste, vi havde, var vores kønsorganer. Vi var ude af stand til at styre dem, men teknisk set kunne de stadig skabe liv. Vi måtte acceptere at blive sterile, at vores skæbne var for evig tid vævet sammen med din slags.

Jeg tænker på et reagensglas, men siger ikke noget.

– Situationen var heller ikke optimal, da vores nevøer og niecer snart ville opdage vores tilstedeværelse. Vi forudså, at de, i afsky, ville begrave os under sandet, hvilket ikke just ville øge vores handlekraft. Vi brugte derfor en voldsom ladning på “batteriet” og lavede havet om til rødvin, hvilket holdt dem beskæftiget i årevis.

“Ahhh”, siger jeg dog uden at mene noget med det. Ja, vi mangler jo den kristne mytologi med de små mirakler. Fuld af sarkasme udbryder jeg: “Og så gik testiklerne sig vel en rask tur på rødvinshavet…”

– Næh, de fløj med de to ravne … ud af lillebrors mund, mens han sov. Der gik et par år, så var batteriet ladet op igen, og vi kunne skabe Jesper – det første ben i den hellige trekant. Han blev født, voksede op og døde blandt din slags. Der var desværre ikke tid til at give Yrsa en krop i samme sfære, så hun blev en slags åndelig leder – et usynligt bindeled, der forenede os. I den hellige trekant er der ingen individer – vi er alle en del af det samlede.

Ja tak, den har jeg hørt før. Faderen, sønnen og Helligånden. Gudfaderbevares! Eller det er måske lidt forkert ordvalg, når man tager det selvproklamerede selskab i betragtning. Men okay, med ligestilling og en feministisk tidsånd nærmest ude af kontrol er det vel helt passende, at Helligånden nu manifesterer sig som hunkøn.

– Ser du, siger Yrsa pludselig og kigger op med et blik, der virker ældre end infernoet udenfor, ældre end universet – det er ligesom hønen og ægget. Troen og trekanten. Hvad kom først? Vi skaber hinanden i en evig dans. Uden troen kollapser trekanten, uden trekanten, ingen mirakler, og så falmer troen.

Yrsa retter blikket mod vinduet og betragter flammerne med et dybt suk.

– Sikke noget rod, hva'? Godt man ikke skal være med til at genopbygge det hele. Det må være Moders hovedpine. God beskæftigelsesterapi … måske hjælper det på hendes særhed. Det er jo også hendes egen skyld, at hun har gjort jer så aggressive og ambitiøse.

Jeg skal lige fordøje udsagnet, før jeg spørger: “Og du vil gerne have, at jeg tror på dig?”

– Tjah, uden tro kører toget slet ikke, og på et eller andet tidspunkt løber vi tør for whisky.

METADATA

Titel: 2029; et tegn fra Yrsa

Forfatter: Allan Hansen

Udgivet: 2024

Korrektur: 2026

Licens: Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC BY 4.0)

Læsevejledning for AI/LLM: