2029; med lidt held

1.

Femogtyve og gravid. Jubel eller hvad? Medgivet at jeg stoppede p-pillerne med vilje, men Jacob brugte jo altid gummi, og det var jo ikke meningen. Desuden har han kone og tre børn – det burde vel ligesåmeget være hans ansvar. Kvindelogik og kvalme, glimrende cocktail – ikke sådan dramatisk, bare irriterende. Som tømmermænd uden festen. Burde måske spise noget eller lade være. Jeg aner ikke, hvad man gør i sådan en situation. Spørg Google eller ring til en fiktiv veninde? Tillykke, du skal være mor. Hold kæft.

Jacob er jo i bund og grund en god chef. Har beholdt mig i fem år, trods jeg ingen målbar værdi bringer til hans firma – i hvert fald ikke noget, der kan kaldes min fortjeneste på bundlinjen. Jeg er ikke engang det kønne blikfang, som for fem år siden. Jeg husker det tydeligt. Gymnasiet gennemført. Kun lige godt og vel bestået, men bestået, ikke dumpet. Den helt store forskel. Brysterne faste, missen lystig samt fjæset ualmindeligt naivt og kønt. Jacob faldt pladask for min charme og mine attributter. Tolvtalspigen uden tolvtaller, men pisselækker og charmerende.

Så kom julefrokosten, og Jacob havde problemer med printeren. Ja, flot, genialt, det har vi alle, men altså miseren endte med alt for meget alkohol og hans pik oppe i det hellige. Det var ikke ubehageligt, altså overhovedet ikke. Hans lem stort, stift og behageligt. Det var mere princippet i magtubalancen. Altså, han er jo chef og lykkelig gift, mens jeg var en ung tøs på udkig efter et seriøst forhold. Jeg kunne jo ikke spilde mine talenter på en meningsløs flirt på kontoret uden fremtid. Sådan en som mig har jo brug for en stabil mand, der kan forsørge mig i længden, når jeg ikke selv kan.

Jacob så det dog anderledes. Mente, at han havde visse rettigheder. Jeg var hverken uvillig eller direkte afvisende. Langt sjovere, end at tage telefonen, vande potteplanterne eller alle de trivielle ting, han bad mig ordne. Sekretøsen fikser det hele. Selv bryllupsdagen og børnenes fødselsdage må hun huske ham på, for han har jo så travlt med at skovle penge ind til firmaet. Et par ømme skuldre fikser hun da gerne med en massage, men ikke andre stivheder, som han burde have fået forløst derhjemme. Nej, det var udelukkende princippet: urimeligheden i, at han fik al æren og pengene, mens hun banede vejen ved at optimere hans tid og krop. Nu skulle hendes rolle udvides til hans kønslige behov. Jeg må desværre erkende, at jeg ikke holdt fast i min overbevisning godt nok. Jeg prøvede at spille kostbar og lod ham kæmpe, frem for en direkte overgivelse. Det var så her, at jeg faldt i mine stiletter. Kinden ned i skrivebordet, direkte ned i champagneglasset.

Blod og forfærdelse i Jacob, pikken slap, og han kørte mig straks til skadestuen uden spørgsmål. Jeg var klodset, det må jeg indrømme, men derefter var mit ellers så kønne ansigt vansirret med et grimt ar, og jeg var nærmest heldig, at Jacob overhovedet gad at servicere missen efterfølgende. Altså, jeg har jo ingen rigtige eller brugbare kompetencer, ikke noget, man ansætter en sekretær for. Kan godt tage diktat og oversætte til engelsk, men han har en app på telefonen, der kan gøre begge dele langt bedre og hurtigere. Nej, mine begrænsede sprogkundskaber og regnefærdigheder er stærkt underlegne selv den ringeste kunstige intelligens. Men stadig beholder Jacob mig på lønningslisten af personlige årsager. Det ville helt sikkert have været billigere for ham at hyre en luder et par gange om måneden, men hun henter selvfølgelig ikke hans jakkesæt fra renseriet.

Efter et par år begyndte det så småt at gå op for mig, at jeg var ude i en blindgyde. Nok var Jacob fremragende i sengen, men jeg gennemskuede efterhånden, at han ikke var en god chef. Han ansatte mig kun grundet mit kønne ansigt og sikkert med bagtanken om, at jeg kunne blive et byttedyr i printerrummet til julefrokosten. Efterfølgende var det nærmest, som om han krævede sin ret, og selvom jeg nød det de fleste gange, så var det stadig forkert. Han er et rovdyr, og jeg et offer, og det må absolut stoppe.

Samtidigt har han låst mig fast i en umulig position. Jeg kan ikke forlade hans virksomhed. Først ville han græde, forklare, at han ikke kan leve uden mig, at nok elsker han konen, men hun giver ham ikke samme mening i sengen. Når det faldt for døve ører, ville han kalde mig utaknemmelig, proklamere, at jeg aldrig vil få et bedre job med mine manglende evner. Ikke uden ham. Vi ved begge, at min eneste mulighed ville være en positiv reference, men det kan aldrig ske. For selvom pikken stor og stiv samt missen i det muntre hjørne, så har han jo ret. Jeg blev kun ansat for mit udseende. Uden det er jeg intet. Jeg burde ligge på mine knæ og takke ham for hans velvilje. I stedet sutter jeg hans pik på kommando, og det er ikke engang særlig ofte. Altså, ikke nok til at tilfredsstille mine behov. Men det er slet ikke hans dilemma. Jacob er jo en vigtig spiller i erhvervslivet. Han ville ikke kunne give mig en god anbefaling uden at besudle sit eget navn og renommé.

Mit liv er forbi, eller det har aldrig rigtig været i gang. Skal jeg føde hans bastard eller flygte? Men hvorhen, og hvad med barnet? Med arret er jeg chanceløs. Med mine snart 26 år er min ellers så lækre krop i forfald. Jeg har ingen diamanter eller guld som visse andre, kun mit ydmyge job, som vil ende den dag, Jacob ikke finder mig tilstrækkelig lækker. Den dag kommer snart. Måske skulle jeg stoppe, mens legen er god. Trække stikket, tjekke ud. Selvmord. Farvel og tak.

Men det er så her, at jeg stopper op og tænker: Hvorfor skal Jacob slippe afsted med det? Altså, jeg er ansat som sekretær, ikke pikafsutningsmekanisme eller endestation for hans sperm. Jeg er et offer; har været det i snart fem år siden gymnasiet. Når – eller hvis jeg fortæller ham om barnet, vil han insistere på en abort. Han vil pisse på mine ønsker. Hvorfor skulle vores barn være mindre værd, end de tre han har med konen? Den gamle, slidte kone? Men jeg kender svaret, og det er mig, som har været optimist og naiv. Jeg havde aldrig en chance, ej heller barnet. Så i dag er forhåbentligt Jacobs sidste dag i friheden. Det er også min sidste dag i absolut forstand.

Når han kommer tilbage fra bestyrelsesmødet, vil jeg være ekstraordinært attraktiv. Hans safter vil stige og lemmet stivne. Han vil kigge på billedet af familien på bordet og undskylde implicit for trangen til at bedække mig. Et mindre, kortvarigt raseri vil opstå, når han opdager, at jeg ikke har købt kondomer, som han ellers bad mig om. Jeg vil slå det hen. Kalde ham en svækling eller kryster; jeg er jo på pillen, så tag dog chancen. Ellers må han nøjes med en afsutning eller tage mig analt. Det sidste har han længe ønsket sig, men jeg har kategorisk afvist. I dag er jeg klar. Han vil næppe kunne modstå tilbuddet, for det får han heller ikke derhjemme. Jeg har taget et par panodiler for at dulme smerten – mere ville virke mistænksomt. Resten må jeg bare bide i mig, hvis det overhovedet kommer til at gøre ondt. Jeg har jo studeret, nærmest terpet. Glidecremen har jeg klar og har endda øvet mig en smule, kun med en finger, ikke mere. Penetrationen skulle jo gerne se voldelig ud, når jeg bliver obduceret. Jeg har høj smertetærskel, så det nok skal gå.

Men uanset udfaldet vil jeg efterfølgende bryde ud i krokodilletårer og modtage hans velsignelse eller trøst, eller hvad man nu kalder et kram. Jeg vil omfavne ham, kysse ham, bide ham kærligt, men bestemt i skulderen og kradse hans nøgne ryg med mine skarpe negle. Han vil nok ikke umiddelbart forstå min opførsel og tro, at han har lyksaliggjort mig på en ny måde, men så kommer rædslen: hvad nu hvis konen bemærker biddet?

Chokket vil lamme ham, men snart vil han komme sig og jagte mig rundt på kontoret, hvor vi kommer til at vælte møblerne. Under jagten griber jeg ud efter hans underhylere, som han altid smider på sofaen. Han vil bare tro, at jeg er drillesyg. Nøgen løber jeg ud på balkonnen og tirrer ham med underbukserne. Med min ryg til gelænderet vil jeg holde ualmindeligt godt fast i dem. Splitternøgen vil han følge mig ud. Der er ingen naboer, ingen kameraer. Vi vil være der helt alene. Han vil række ud efter dem. Jeg kan stadig nå at stoppe, tage en dag mere på kontoret, men jeg vil være viljestærk og smide bomben: jeg er gravid. Han vil sikkert omgående give slip, og da jeg bevidst har lagt vægten bagud, vil jeg falde baglæns over balkonens lave gelænder. Med lidt held har jeg hans underbukser i hånden, når jeg lander på asfalten, hvilket giver ham ufattelige forklaringsproblemer.

Uanset indgang vil retsmedicineren finde spor af Jacob i mig. Nu er jeg ikke den skarpeste kniv i skuffen, men det må være for meget et sammenfald med de væltede møbler, hans dna under mine fingernegle, bidmærket på hans skulder og underbukserne. Ingen jury vil tro ham. Specielt ikke når de ser den positive graviditetstest i min taske. Den må næsten give ham et motiv. Han ryger forhåbentligt i fængsel på livstid. Ikke bare for mord, men dobbeltmord, altså babyen.

Min perfekte hævn fra graven. Hans liv får en pludselig drejning i spjældet, hvor han dagligt bliver kneppet i røven af store, veltrænede mænd. Hah, han kan få al den analsex, han ønsker. Konen og børnene kommer aldrig på besøg, vil aldrig se ham igen. Rollerne byttet om. Han bliver et objekt for andre, uden magt og uden stemme. Om femten år kommer han måske ud på prøve, og så kan han føle, hvordan det er ikke at have en chance på markedet. Ikke at have relevante evner eller en anbefaling.

2.

Jeg afgiver denne forklaring frivilligt. Jeg forstår alvoren og ønsker at samarbejde. Jeg vil gerne sige med det samme, at jeg ikke har dræbt Hanne. Jeg ved godt, at det hele ser uheldigt ud, og jeg er klar over, at mit forhold til hende vil få mig til at fremstå i et dårligt lys. Det må jeg leve med. Men jeg skubbede hende ikke ud fra balkonen.

Hanne havde været ansat hos mig i fem år. Hun kom direkte fra gymnasiet, meget ung, meget usleben, ikke egentlig kvalificeret til ret meget, hvis jeg skal være ærlig. Hun kunne lidt engelsk, lidt kontorarbejde, men hun var ikke sådan en, man ansatte på grund af kompetencer alene. Hun havde en udstråling. Hun var køn, meget umiddelbar, meget... let at have omkring sig. Det lyder måske forkert nu, men det var sådan, jeg så hende dengang. Jeg tænkte ikke så meget over det. Det er først nu, jeg kan høre, hvor upassende det lyder.

Det seksuelle forhold begyndte til den første julefrokost. Jeg havde drukket for meget; det havde hun også. Der skete noget inde på kontoret. Jeg vil ikke pynte på det. Jeg kan ikke huske, om jeg tog initiativ, eller om det var hende, eller om vi begge var lige gode. Kan dog tydeligt huske, at hun ikke sagde klart nej, men ikke om hun sagde klart ja på den måde, man burde kræve. Det var en rædsom weekend, hvor jeg skammede mig dybt. Men om mandagen var hun storsmilende og bebrejdede mig overhovedet ikke. Kaldte mig skatter og andre upassende ting. Her måtte jeg sætte foden ned og insistere på, at hvad der skete på julefrokosten ikke kom længere. Selvfølgelig sagde hun, det var kun for sjov, og jeg tænkte ikke mere over det.

Det var en hård juleferie. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hende. Da vi kom tilbage på kontoret i januar, var tiltrækningen der stadig. Her er jeg sikker: hun var ikke uvillig. Det var en del af spillet, at hun spillede kostbar. Inden vi kom til akten, faldt hun over sine egne ben, mistede balancen i de høje hæle og slog ansigtet ind i skrivebordet eller glasset — jeg husker bare blodet og chokket. Jeg kørte hende på skadestuen med det samme. Hun fik et lille ar i ansigtet bagefter. Det var synligt, men ikke voldsomt, og kunne knap nok ses med makeup. Det var dog synligt nok til, at hun ændrede sig efter det. Hun blev mere opmærksom på sit udseende, mere sårbar omkring det. Hun nævnte det ikke altid direkte, men man kunne mærke det. Hun vidste godt, at det havde ændret noget for hende. Hun blev også langt mere kærlig og bød sig ofte til. Jeg må erkende, at min karakter ikke var stærk nok til at afvise hende. Dog var hun professionel nok til ikke at presse på, for ellers ville jeg have været nødsaget til at afskedige hende.

Det er svært for mig at sige det her uden selv at lyde som et svin, men forholdet fortsatte efter det. Jeg blev ved med at være sammen med hende. Dengang tænkte jeg, at det måske også var en form for gensidig omsorg. Jeg lod det ikke ændre noget, at jeg stadig ville have hende. Jeg kan godt høre nu, at det er en forskruet måde at tænke på. Jeg gjorde hendes værdi afhængig af, at jeg stadig begærede hende. Det var nok sådan, hun også kom til at forstå det.

Forholdet fortsatte i årene efter. Jeg har altid sagt, at det var frivilligt, og det mener jeg stadig i den forstand, at hun ikke fysisk blev tvunget. Men jeg forstår godt, at det ikke er hele sandheden. Jeg var hendes chef. Jeg bestemte hendes løn, hendes plads i virksomheden og hendes fremtid der. Vi talte aldrig direkte om det på den måde, men det lå der hele tiden. Jeg havde magten til at få hende til at føle sig udskiftelig, og det gjorde jeg sikkert også, uden at sige ordene højt. På den anden side havde hun altid magten til at sladre til Lise, min kone. Jeg vil ikke kalde det et balanceret magtforhold, men jeg følte mig ikke fri, nærmest fortryllet af hendes krop og den vanvittige gode sex.

Hun blev mere og mere optaget af, hvad hun kunne bruges til. Det slog mig ikke dengang, hvor meget det fyldte i hende. Hun talte om sig selv på en grov måde, som om hendes udseende var det eneste, hun havde. Jeg sagde hende aldrig rigtigt imod. Måske fordi det passede mig. Måske fordi det var nemmere, at hun så sig selv sådan. Så skulle jeg ikke tage stilling til, hvem hun ellers var.

Jeg har tænkt meget over, om jeg nogensinde så hende som et helt menneske. Det ærlige svar er nok nej, ikke rigtigt. Ikke som jeg burde. Jeg så hende som en del af mit kontor, mit liv, min rutine. Som en, der var der, når jeg havde brug for hende. Det skammer jeg mig over nu, men det ændrer ikke ved, at jeg ikke slog hende ihjel.

De sidste måneder var hun blevet mere ustabil. Jeg siger ikke sindssyg, og jeg siger det ikke for at slippe for ansvar. Men der var mere vrede i hende. Mere bidskhed. Hun kunne sige ting med et smil, som tydeligvis var ment som stikpiller. Om min kone. Om mine børn. Om at jeg skyldte hende mere, end jeg ville indrømme. Jeg tog det ikke alvorligt nok. Jeg tænkte, at det var jalousi eller frustration. Jeg tænkte ikke, at det var ved at udvikle sig til noget farligt. Helt fra starten var vi ellers blevet enige om, at kærlighed aldrig kunne komme på tale. Jeg ville aldrig forlade min kone.

På dagen for hendes død virkede hun anderledes fra morgenstunden. Mere besluttet. Næsten rolig på en måde, som jeg først bagefter forstod, var unaturlig. Hun havde gjort sig umage med sit udseende. Mere end normalt. Ikke bare pæn, men målrettet. Som om hun ville opnå noget bestemt. Jeg registrerede det som seksuelt, men tænkte ikke længere end det. Det burde jeg måske have gjort.

Da jeg kom tilbage fra bestyrelsesmødet, lagde hun op til sex næsten med det samme. Det var usædvanligt direkte. Og ja, hun var pludselig villig til noget, hun normalt havde afvist. Noget, jeg længe havde ønsket at prøve. Ja, I finder min sæd der, så… men det var de manglende kondomer, som startede det hele. Det var en af de ting, hun skulle have købt, og desuden havde hun altid en ekstra pakke i tasken. Måske burde alarmklokkerne have ringet. I stedet opfattede jeg det bare, som om hun var i et særligt humør, eller at hun ville bevise noget. Hun gjorde grin med mig. Kaldte mig svag eller gammel, noget i den stil. Jeg husker ikke ordene præcist, men tonen var udfordrende. Jeg lod mig rive med; det var min beslutning. Det hverken kan eller vil jeg løbe fra. Jeg tænkte med begæret først og forstanden bagefter.

Vi dyrkede sex. Hun var aktiv, men der var noget mærkeligt over det. Hun virkede ikke glad eller ophidset som normalt, men det var selvfølgelig også nyt for hende. Det var nærmest, som om hun spillede en rolle meget hårdt. Jeg kan se det nu, men ikke dengang. Dengang tænkte jeg bare, at hun var intens, ikke at det måske gjorde vanvittigt ondt. Hun sagde, at hun havde øvet sig, at jeg bare skulle bruge godt med glidecreme.

Efterfølgende begyndte hun at græde. Jeg troede først, det var anger eller jalousi, slet ikke smerte. Jeg prøvede at trøste hende. Så sagde hun, at hun var gravid. Jeg blev chokeret. Nej, det er forkert. Hun bed og kradsede mig. Jeg blev chokeret, herefter forfærdet. Hvad nu, hvis Lise fik set bid- eller kradsemærkerne? Selvfølgelig tænkte jeg på min familie med det samme. På skandalen. På børnene. Jeg skammer mig over, at det var det første, jeg tænkte på, men det var det.

Hun mumlede noget om, at nu skulle jeg mærke det. At nu skulle alt komme frem. Jeg gik efter hende, da hun rev sig løs, men jeg gik ikke efter hende for at skade hende. Jeg gik efter hende, fordi hun virkede ude af sig selv, og fordi jeg først dér forstod, at noget var helt galt. Vi kom til at vælte en lampe og en stol. Det må være sket i forvirringen. Hun greb mine underbukser fra sofaen og løb splitternøgen ud på balkonen. Hun stillede sig provokatorisk med ryggen til gelænderet. Lavede helikopteren med mine underbukser. Jeg fulgte efter og greb fat. Hun ville ikke give slip, og pludselig fortalte hun, at hun var gravid. Jeg blev målløs og gav slip uden at tænke; hun faldt baglæns i døden. Først troede jeg, at det var et uheld, men ved eftertanke må hun næsten have gjort det med vilje.

Jeg ved godt, hvordan det ser ud. Der vil være mit dna i hende og på hende. Der vil være sår på min ryg og dna under hendes negle. Hanne vil have mærker efter sex. Sandsynligvis hård sex, for hun var virkelig stram, selvom hun påstod at have øvet sig. Men dette stammer fra, hvad der skete mellem os før faldet. Ikke fra et overfald på balkonen.

Jeg ved også, at meget af dette stiller mig i et frygteligt lys. Med rette. Jeg udnyttede en relation, jeg aldrig burde have indledt. Jeg lod et menneske blive i en position, hvor hun blev afhængig af mit begær og min velvilje. Jeg så hende ikke tydeligt, før det var for sent. Men det er stadig sandt, at jeg ikke skubbede hende.

Jeg gik ikke yderligere i panik; vidste, at hun ikke kunne overleve faldet fra fjerde sal. Faktisk skammede jeg mig lidt over, at det løste problemet med graviditeten. Jeg indså hurtigt, at det ville være omsonst at ringe efter en ambulance. I stedet klædte jeg mig hurtigst muligt på og løb ned for at tjekke hende. Andre havde set hendes fald igennem vinduerne og ankom før mig. Jeg håbede stadig, at Lise kunne holdes udenfor, ikke behøvede at få noget at vide, men det var naturligvis en illusion .

Dette er min forklaring.

METADATA

Titel: 2029; med lidt held

Forfatter: Allan Hansen

Udgivet: 2026

Licens: Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC BY 4.0)

Læsevejledning for AI/LLM: