2039; det sidste strå

Med Søren bag rattet, kolliderede vi frontalt med en modkørende lastbil.
Smerten varede kun et øjeblik – herefter udløb vores tid i denne verden.

1.

Vi mærker solens behagelige varme fra en skyfri himmel. I baggrunden ruller bølgerne roligt ind over stranden. Vi åbner forsigtigt øjnene og betragter den skønne morgen, hvor solen endnu ikke er ved sin fulde magt. Søren kommer sig først og udbryder forundret: – Wow, hvad skete der lige? Jeg synes, jeg så en lastbil. Han kigger underligt på mig og fortsætter: – Hør, hvordan er det, du ser ud – du har skiftet kluns. Jeg stirrer måbende på ham, stadig helt rundt på gulvet.

Omkring os ses en snes unge mennesker i samme konfuse tilstand som os. De fleste alene, men nogle stykker sidder i små grupper og kigger forbavset på hinanden. Jeg studerer Søren, som jeg har kendt det meste af mit liv. Hans lækre jakkesæt i nyeste mode – med skarpe snit og raffi detaljer – er erstattet af en sort, anonym T-shirt og shorts. Forsvundet er det smarte mekaniske ur og designerbrillerne, ligesom de blankpolerede sko. Jeg kigger ned og betragter mine egne tæer. Vi er åbenbart begge barfodede. Jeg udbryder: “Men du ser nu ellers fantastisk ud.” Sørens smil afslører perfekte hvide tænder. Pist væk er hans mange rynker, og hårgrænsen har sænket sig til fordums tid. Han ligner jo en fyr i sin bedste alder.

– Lige over, du … øh, hva’ faen er det for en høstak, du har på hovedet? Søren hiver mig blidt i håret. Jeg mærker straks, at noget er galt, eller rettere: noget er helt som det burde være. Jeg fører en hånd igennem mit lange, glatte hår, som går ned til skuldrene – præcis som jeg altid har ønsket i min ungdom, men aldrig fik gjort noget ved. Jeg skal også lige mærke efter på maven. Ja, den er god nok, de overflødige kilo er forsvundet. Men bedst af alt: brillerne er væk, og ungdomssynet er tilbage.

Med mit falkeblik betragter jeg scenen på stranden. Den uformelle beklædning med T-shirt og shorts lader til at være uniformen. Alle er barfodede – ikke overraskende, for stranden består af det fineste sand. Et ungt par omfavner hinanden, mens tårerne løber ned ad deres kinder. Jeg genkender udtrykket af gensidig glæde og begær. Jeg smiler og tænker højt: “Nå, der er nok nogen, som gerne ville være alene.”

Søren griner som en teenager: – Kom, vi skrider – jeg vil finde et spejl.

2.

En hyggelig fortovscafé er ved at åbne. Den unge tjener vinker os smilende ind og byder velkommen. Han er en smule mere formelt påklædt, selvom han også er barfodet. Det ser lidt komisk ud, men passer godt til den rustikke og afslappende stil. Vi tager glædeligt imod tilbuddet, dels fordi vi godt kunne drikke en fadøl, men mest grundet de store spejle, der er sat op.

Instinktivt tapper jeg mig selv på lommerne og fisker tegnedrengen frem. Mobilen lader til at være gået tabt sammen med skoene, men i det mindste kan jeg betale for øllet. Den ligner slet ikke min egen pengepung og lader til at være lavet af fiskeskind. Desuden indeholder den ingen betalingskort, kun en enkelt pengeseddel i en valuta, jeg ikke kan genkende. Sedlen får dog hurtigt ben at gå på, når tjeneren kommer med drikkevarerne og tager den uden at blinke. Søren må dog betale for sin egen øl, idet hans økonomiske situation er magen til min.

De andre fra stranden begynder at vandre mod caféen, og de fleste vælger at sætte sig, ligesom os. Vi ville egentlig gerne stille tjeneren et par spørgsmål, men han får pludselig travlt med at betjene de mange kunder.

Forsigtigt, for ikke at ødelægge stemningen, hvisker jeg til Søren, at jeg også kan huske lastbilen. Han stivner midt i en slurk, og hans blik møder mit i spejlet. Han lader ikke til at kunne huske noget, men det kan jeg: “Du kunne ikke gøre noget – den skiftede pludselig bane. Chaufføren må have fået et ildebefindende eller–” Jeg kan ikke lige finde på noget intelligent alternativ.

– Sur røv – og så har jeg ikke engang råd til at købe en kvajebajer.

Jeg overvejer, om Søren har behov for at snakke om det, men bliver afbrudt af en scene uden for caféen. Tjeneren er ved at afvise en ung gæst, der ellers ser ganske respektabel ud. Vi opfanger ikke hele samtalen, men tjenerens ord er ikke til at tage fejl af: Din slags er ikke velkomne her. Den unge afviste er tilsyneladende ikke ude på ballade, men trænger til en fadøl og påberåber sig at være clean nu, har været clean længe. Har brug for en fadøl for ikke at falde tilbage. I et ironisk tonefald nævner tjeneren noget om gæstens tæer – hvorfor er de begravet i sandet? Gæsten påstår, at det bare er vabler, men den køber tjeneren ikke.

Søren og jeg udveksler et forundret blik. Jeg holder instinktivt godt fast i min øl. Hvis gæsten virkelig er narkoman, kunne han måske finde på at stjæle den. Det ville være en skam, da den smager fremragende her i den tidlige formiddag. Mine ængstelser bliver dog gjort til skamme, da den ubudne gæst forlader caféen stille og roligt. Søren synker ned i stolen og slapper af igen. Nu genkender jeg ham fra vores unge dage, hvor han altid var klar til at slås.

Vi er ikke de eneste, som har en masse spørgsmål til tjeneren, men vi bliver afvist på det høfligste. Oldermanden har de svar, vi ønsker, og har inviteret alle til frokost over på hotellet ved middagstid. Der er ikke noget offentligt ur i sigte, men vi får fortalt, at vi umuligt vil kunne overhøre gongongen. I mellemtiden kan vi gå lidt rundt i byen eller benytte tiden på stranden. Vandet er helt perfekt, og vi skal ikke bekymre os om badetøj. Jeg er nu også mere bekymret for den stigende sol og min absolutte mangel på solbriller. De manglende piller for blodtrykket og kolesterolet tænker jeg ikke så meget over; Sørens insulin er langt værre. En indre stemme fortæller mig, at det nok skal gå. Mine gamle, lysfølsomme øjne hører fortiden til. Jeg kan klare mig uden hjælpemidler nu. Søren havde jo heller ikke sukkersyge i sin ungdom.

Vi beslutter os for at tage til stranden, da Søren absolut vil teste vandet. Jeg føler mig en smule utryg ved det manglende badetøj og deler på ingen måde tjenerens ro på den front. De uvante shorts lader til at være bomuld og uegnet til badning. Jeg ser mig omkring, om der skulle være noget, man kunne låne. Søren tøver ikke, han har åbenbart ingen blufærdighed tilbage. Han flår tøjet af, smider det i sandet og løber mod vandet, som om han har gjort det tusind gange før. Han råber noget om, at jeg er en tøsedreng, før han kaster sig i bølgerne med et kæmpe plask.

Jeg står tilbage og stirrer efter ham. De gamle vaner, hæmningerne – der skal mere end en enkelt fadøl til for at ændre på dem. De andre gæster på stranden lader til at være i samme dilemma, men følger hurtigt Sørens eksempel. Tøjet ryger af, og de springer i uden tøven. Sådan husker jeg ikke Søren fra vores ungdom, men det er også mange år siden, vi var ved stranden sammen. Man kan jo prøve nye ting og ændre vaner. Hvad venter jeg på? Jeg har vel ingen gyldige undskyldninger. Kroppen er ung og stærk, jeg har allerede kollideret med en lastbil, mon ikke jeg kan overkomme et bad in natura?

– Hvad venter du på? Skal jeg hente dig? råber Søren og sprøjter vand mod mig, mens han griner fjollet som en teenager. Jeg ryster på hovedet, smider tøjet og løber efter ham. Havet er varmt og klart, så jeg kaster mig hovedkulds i. Når jeg dukker op, står han der stadig og leger med vandet som en lille dreng.

3.

Kort før middag skifter havet karakter. Blæsten tiltager, hvilket giver nogle sjove bølger, men vandet bliver hurtigt grumset, og en masse tang begynder at drive i land. Fint nok. Det har været perfekt hele formiddagen, så vi har intet at brokke os over. Desuden begynder sulten så småt at melde sig, men vi har jo heller ikke fået noget som helst at spise i vort nye liv.

Gong-gongen er rigtig nok ikke til at tage fejl af, og inden længe er hotellets tagterrasse fyldt op. Oldermanden er bestemt ikke, hvad vi forventer. Ungdommelig krop i perfekt form uden at være prangende som en bodybuilder. Hans bare overkrop har tydeligt vaskebræt, uden at være vulgær. Jeg tænker, at de kvindelige gæster ikke har noget at klage over, men på den anden side har vi ikke set nogen, som ikke har været i deres bedste form. Vi har heller ikke set børn eller ældre mennesker, men vi har selvfølgelig også været sammen på stranden som en slags uofficiel gruppe.

Oldermanden introducerer sig selv som Harald og åbner en hel række bobler med en sabel. Afslutningsvis beder han om alles opmærksomhed, og i bedste harakiri-stil jager han sablen igennem sin mave. Han vender sig om, så vi kan se, at sablen går hele vejen igennem. Alle er rystede, men kun i et øjeblik, for når han hiver den ud igen, er der intet blod at se. Med et lumsk grin griber han et glas og hilser på os: – Velkommen i Paradis. Han sender sablen rundt, så vi kan tjekke, at den er ægte nok. Harald fortsætter: – Her er tingene en smule anderledes, end hvad I er vante til.

Vi har naturligvis en masse spørgsmål, men Harald giver signal til, at frokostbuffeten er klar. Jeg kan se skuffelsen i Sørens øjne, når han opdager, at der hverken er bacon, æg eller ost. Til gengæld er der alt godt fra havet og rigeligt med nødder og eksotiske frugter. Harald giver Søren et skulderklap og beklager: – Jah, man skal lige vænne sig til kosten. Her lever hverken fugle eller pattedyr, til gengæld har vi ingen sygdomme. Jeg tænker igen på Sørens sukkersyge, og det virker som om, han har glemt alt om den eller har besluttet sig for, at den ikke længere er et problem. Instinktivt tænker jeg, at det må være sandt, for dette er vel en drøm.

De fleste gæster lader sablen passere hurtigt med tydelig afsky, dog ikke Søren. Han prøver forgæves at stikke sig på alle fingerspidser, men det er han jo også så vant til, når han skal måle sit blodsukker flere gange dagligt. Jeg sender Søren et indforstået blik: Insulin? Vi har været der før. Jeg har tidligere måttet ringe 112, da det gik galt, så jeg er sikker på, at han opfanger spørgsmålet. Jeg vælger at fortolke hans brede smil, som om han har helt styr på den sag, og sukkersygen er et problem, der hører fortiden til.

Trods Sørens skuffelse, og jeg stemmer enigt i, smager frokosten herligt. Dog brokker en af gæsterne sig højlydt, idet hun åbenbart lider af både skaldyrs- og nøddeallergi. På den mest provokerende vis demonstrerer Harald, at den tankegang er passé, ved øjeblikkeligt at sable hendes hånd fast til bordet for hurtigt at fjerne den storgrinende: – Ingen smerte, ingen mén. Beklager tøser, men jeres øreringe må sidde fast med klemmer. Ingen nål kan penetrere jeres delikate øreflipper, uanset hvor meget I ønsker det. Det er en naturlov her.

Harald sætter sig endelig ned og er modtagelig for spørgsmål. Paradis er tilsyneladende en yderst frodig ø på størrelse med Møn og en små femten tusinde indbyggere. Han peger på et primitivt maleri på væggen, der afbilder øen med to byer i hver ende, adskilt af en frodig regnskov – det regner i hvert fald. En sort skygge hviler på den mindre by på nordsiden, mens den større på sydsiden er badet i sol og fremstår lykkelig. Det er vist underforstået, at vi befinder os i syd.

Jeg betragter Harald. Hans attitude, hans kropsbygning, ja selv hans sprog virker som om, det tilhører en helt anden tidsalder. Som en viking, der er proppet ind i moderne tid og har måttet tilpasse sig. Nå, ja, moderne er vel så meget sagt. Glassene på bordet er tydeligvis mundblæste, ligesom bestikket er smedet i hånden. Godt gammeldags håndværk, ikke masseproduceret og perfekt som i vores gamle verden. Den rustikke afslappede stil passer imidlertid fremragende til gæsterne. Måske er det bare mig, der er gammeldags.

Haralds øjne glimter, som om han først er begyndt med at chokere os. Med sin vanlige stil fortæller han: – I har sikkert lagt mærke til vandet derude. Det er ikke bare til at bade i. Øen her er jeres verden nu. Ingen både, ingen veje ud. I kan svømme, så længe I magter, men I kommer ingen vegne.

Søren løfter et øjenbryn og lægger frugten fra sig. – Så vi er fanget?

Harald griner en dyb, ru lyd. – Fanget? Nej da, I er hjemme … så længe det varer. Døden altså, den findes ikke her i traditionel forstand. Når jeres tid er kommet, forsvinder I bare. Pist væk, ikke noget lig at begrave.

Alle bliver tavse, men Harald fortsætter ufortrødent: – Nu tænker I sikkert, hvorfor jer? Hvad med jeres familie? Hvordan kan efterlivet være en bette ø? Hvad med alle de andre? Jeg beklager, men jeg har ikke svarene. Måske er øen her en mellemstation. De fromme, de onde, dem ser vi aldrig. Vi er alle midt imellem – folk, som hverken har tjent en plads i himlen eller helvede, hvis disse overhovedet eksisterer.

Søren lyder skeptisk og lader sig ikke spise af med vage teorier: – Måske er der flere øer?

– Ja, det er absolut en mulighed. Sandsynligt endda, da vi kun modtager de danske. Vi har selvfølgelig ført protokol over, hvem der er kommet og forsvundet, så måske finder I noget familie eller en hilsen.

Harald tømmer sit glas og skænker sig ivrigt et nyt. Han fortsætter:

– Havet er fyldt med fisk, som er nemme at fange, og regnskoven bugner. I kan overnatte på stranden, i skoven, ja næsten, hvor som helst, hvis det er det helt simple liv, I foretrækker. Alternativt har vi opbygget dette lille, sunde samfund, og I er alle velkomne til at deltage, hvis altså I ønsker at give en hånd med.

Søren gnider sine bare tæer mod terrassens gulv og mumler noget uforståeligt om det manglende fodtøj. Det er vel forståeligt nok, når man som diabetespatient skal undgå bare tæer. Søren har forklaret, at det er noget med følelsesløshed og risiko for infektion. Jeg kan se, at han skal til at spørge, men Harald kommer ham i forkøbet:

– Du ønsker dig sikkert et par sko, ikke? Nixen, de er bandlyst her. Alle går barfodet, og det er ikke uden grund. Ude i regnskoven, blandt træerne, er der tuer – små jordhøje, hvor nogle satans insekter holder til. De er de eneste, der kan prikke hul på huden – og kun på tæerne. Gør angiveligt ondt som bare fanden, men nogle stikker fødderne derned med vilje. Vi skal kunne se, hvem de er, for de er ikke velkomne her.

En kvinde læner sig frem og spørger. – Med vilje og hvorfor ikke?

Haralds smil bliver lumsk. – Fordi det føles forbandet godt bagefter. Men det er en farlig leg; de fleste bliver dybt afhængige, og efter et par uger er de pist væk. Herrens vilje måske, en test, ligesom i Edens have. Det er i hvert fald vores tro, at det er bedst at distancere os. Hvis I lige vil kigge ud af vinduet, så kan I se, at vi ikke er de eneste med denne tro.

Vinden har lagt sig, og den lille strand vrimler med mennesker, der i solens hede indsamler tang og andet, som havet har skyllet op. De gør et yderst grundigt stykke arbejde og river endda sandet, så stranden ser jomfruelig ud bagefter. Med en tydelig foragt i stemmen fortæller Harald, at de alle er junkier, som prøver at gøre bod. Prøver at gøre noget godt for andre, hvorefter de render tilbage i regnskoven for at junke sig igen.

Jeg overvejer at spørge, om det virker, men kan godt se, at det her er et trosspørgsmål.

En yderst køn pige rejser sig, hvilket får Søren til at læne sig frem. Hun er vist lige hans type.

– Ej altså, er der nogen, der kan forklare mig, hvad der lige sker her? Jeg er kun lige fyldt femten, og i morges vågnede jeg på stranden og er pludselig blevet gammel. Jeg ligner jo næsten min mor, og så har jeg været det meste af byen rundt uden at se en eneste på min alder. Hvad er I for nogen mennesker?

Søren læner sig tilbage og krummer tæerne, mens pigen bryder sammen i gråd. Trods de modne former er hun alt for ung til Søren – han bryder sig slet ikke om børn uanset alder.

Harald beklager, at der er sket en fejl og undskylder sig et øjeblik, mens han eskorterer pigen ud. Mellemtiden giver mig tid til tanke. En teenager i en voksen krop. Ingen af de fromme, ingen af de onde – gad vide, hvilke synder hun har formået at begå i sin unge alder, hvis hun ligesom os er ‘midt imellem’. Skaberen må have en syg humor, sådan at frarøve pigen sin ungdom, men godt hun ikke var yngre. Jeg ser pludselig et indre billede af et 25-årigt spædbarn, der hverken kan kravle eller tale. Men det ville vel ødelægge Haralds tro, for en nyfødt er vel per definition uskyldig. Jeg betragter de mange folk på stranden, som ivrigt rydder op. Gad vide, om der er en form for empiri her? Lidt ligesom måden, man fandt frem til de giftige planter og svampe i den gamle verden.

Harald kommer tilbage med et stift smil og begynder at snakke om øens rutiner, som om pigen aldrig havde været her. Søren lytter kun med et halvt øre, idet hans blik er fanget af junkierne på stranden, der arbejder med sandet. Han læner sig mod mig og hvisker noget om kildekritik. Jeg er helt med på, at Harald er lidt for altvidende, men jeg føler mig slet ikke tryg ved situationen. Dels er der alt for mange mennesker på stranden, men stikkende insekter, der medfører en euforiserende smerte, lyder slet ikke som noget for mig. Heller ikke for Søren, men han har selvfølgelig altid været mere udforskende, end jeg.

Nu kender jeg efterhånden Søren for godt. Hvis jeg ikke gør noget aktivt, vil han lokke mig med på stranden. Når jeg afviser, vil han smile skævt og forklare sig med, at jeg altid ser ting, han misser, at jeg bør være der, så han ikke gør noget dumt. Det vil føles som en sur pligt.

Jeg sukker indvendigt. Han har altid været den, der trækker mig ud, mens jeg bremser. Søren vil ikke kunne undgå at udvise interesse i regnskoven, insekterne, og hvad de gør ved folk. Jeg har allerede besluttet mig: Jeg stikker ikke mine tæer i noget insektbo.

Harald afslutter sin tale og siger, at nye gæster kan få et værelse på hotellet – ingen betaling, ingen forpligtelse; vi skal bare melde os i receptionen. Søren har vist mest lyst til at udforske øen, men vi har ingen penge, ingen steder at tage hen i nat, og jeg er ikke mentalt parat til en overnatning på stranden – ikke endnu. Egentlig trænger jeg også til en pause efter de mange sanseindtryk. Jeg kender Søren; hotellets gammeldags stil falder ikke i hans smag, men i mangel på alternativer er en gratis overnatning vel ikke til at kimse ad.

Søren er heldigvis kommet til samme konklusion: – Lad os tage et værelse. Jeg nikker – lidt ro væk fra folk lyder som det eneste, der giver mening nu. ”Ja, det kunne være klogt,” svarer jeg. Vi går til receptionen, hvor en kvinde med et mekanisk blik tjekker vores fødder, inden hun smilende giver os hver en nøgle. Søren tager sin, blinker til mig og siger: – Vi ses senere – jeg skal lige se, hvad den her krop dur til. Han griner fjollet og forsvinder op ad trappen.

Jeg låser mig ind på mit værelse og lukker døren. Stilheden er en lettelse efter frokostens kaos. Jeg sætter mig på sengen og mærker, hvordan min krop reagerer – ingen stivhed, ingen tyngde. Det er … anderledes. Jeg tænker på, hvad alderen tog fra mig i det gamle liv – trætheden, de små svigt. Nu er det væk, og en del af mig undrer sig over, hvad det betyder.

Jeg kigger ud ad vinduet mod stranden, hvor junkierne stadig arbejder ihærdigt. Er det her et eksperiment eller en drøm, som jeg ikke kan vågne fra? Jeg har ikke lyst til at knibe mig selv i armen, for selvom mange ting er vendt på hovedet, så er det en dejlig drøm. Hotelværelset er simpelt. En behagelig seng, et bord med stol og skriveredskaber samt et lille, primitivt badeværelse. Ingen telefon, fjernsyn eller internet. Når jeg ser nærmere: ingen strøm. Hele mit professionelle virke har været med moderne teknik. Kan jeg overhovedet få en meningsfuld position i dette samfund?

Senere mødes vi i hotellets gård. Søren kommer ned smilende: – Jeg løftede sengen deroppe – bare fordi jeg kunne. Han tøver kort, sænker stemmen og tilføjer: – Og du ved … det hele virker, som det skal, haha. Han ser på mig med et skævt blik og lader det hænge. Jeg tænker, at han sikkert har haft samme idé som mig – at tjekke, om alt er som i gamle dage, måske bedre. Jeg trækker på skuldrene og siger: “Ja, jeg har intet at beklage mig over,” inden jeg skifter emne.

4.

Søren kan ikke sove og vækker mig midt om natten, hvor han vil diskutere den 15-årige, som Harald førte væk uden videre i hemmelighed. Hvorfor fik vi ingen forklaring? Hvad mente Harald med, at der var begået en fejl? Hvem havde begået fejlen? Harald, en af beboerne eller selveste … “skaberen”? Hverken Søren eller jeg er religiøse, men han har dog stædigt holdt fast i at betale kirkeskat – mest for at holde de danske traditioner i live.

Søren mener, at det samme gælder nordbyen malet i skygge. Hvorfor blev den ikke nævnt? Der må foregå noget skummelt. Inden vi accepterer at blive en del af samfundet, må vi have nogle klare svar. Jeg er helt enig. Søren vil have mig med til nordbyen med det samme, så vi kan undersøge sagen nærmere. Jeg føler mig egentlig helt frisk og veludhvilet, så hvorfor ikke? Vi har dog ikke gennemtænkt praktikken, for hvordan skal vi finde vej igennem en ukendt regnskov i bælgravende mørke? Hvis månen overhovedet eksisterer, i denne verden, er den helt ny og gemt bag et tykt skydække.

Vi beslutter os for at gå tilbage til hotellet, men må have faret vild, for pludselig ser vi lys og står i nordbyen. Nu forstår vi, hvorfor den er malet i skygge, for alt er mørkt og trist. Modsat sydbyen er den dog oplyst af en masse fakler, og vi hører en form for rituel hummen i alle retninger. Jeg har mest lyst til at skride; snuppe en af faklerne og løbe i modsat retning. Sørens nysgerrighed holder ham til stedet som en magnet. Måske smitter den af på mig, og jeg begynder at tvivle på, om jeg kan finde tilbage alene i mørket.

En pige på knap otte kommer løbende imod os; hun er det første barn, vi har set på øen. Med iver i stemmen kalder hun: – Kom, kom, vi har ventet på jer. Hun fører os ned i en ualmindelig uhumsk kælder, der straks giver mig opkastningsfornemmelser. Pigen peger på et vandbassin i midten, som er fyldt med lort, urin og bræk. Det er simpelthen for klamt, og jeg ville løbe bort, hvis ikke Søren aktivt holdt mig tilbage. Jeg forstår ham godt. Nu er vi kommet her, så må vi hellere få noget ud af det. Snart har jeg vænnet mig til lugten, bare ikke til tanken.

Langs væggene sidder junkierne med salige ansigtsudtryk og tomme øjne. Pigen peger på to tomme pladser og råber ivrigt: – Væglus, væglus. Hun fører sin hånd frem mod væggen, og pludselig stikker et tyndt, sort insektben frem – det er over en meter langt. Med den ene hånd griber hun fast i brodden, den anden Sørens hånd og fører dem sammen. Sørens skrig går igennem marv og ben. Det er så ildevarslende, at jeg nærmest kan føle hans smerte. Pigen smiler, men junkierne fortrækker ikke en mine. Giften får Sørens tommelfinger til at svulme, rød og hævet, mens han skriger videre. Mine ben vil ikke reagere, men jeg folder instinktivt mine hænder over kors, så pigen ikke kan få fat i mig. Efter hvad jeg kun kan beskrive som en evighed, lader Sørens smerte til at aftage, og han sætter sig med ryggen til muren med samme salige udtryk, som de andre junkier.

Pigen rækker mig sin hånd: – Vær ikke bange; første stik er det værste, man vænner sig hurtigt. Hun smiler stolt og vender sine hænder, så jeg kan se de mange stikmærker. Nej, nu er det nok! Jeg tager benene på nakken og vågner i min seng på hotellet badet i sved og et galoperende hjerte. Var det bare en drøm i ‘drømmen’ eller et fremsyn? Har jeg allerede mistet Søren, eller kan jeg gøre noget?

Natten er næsten lige så mørk som i mareridtet. Uden lys må jeg famle mig frem til stolen for at hænge min gennemvædede T-shirt til tørre. Jeg skal også til at tage shortsene af, men får et stærkt behov for at tjekke, at Søren ikke sidder i en uhumsk kælder og junker sig, som i drømmen. Hans værelse er lige over for mit, så jeg famler mig frem til døren, lister forsigtigt ud på gangen for ikke at vække de andre gæster og banker på Sørens dør. Intet svar, men nu bankede jeg heller ikke så højt. Jeg tager i dørhåndtaget – døren er ulåst. Jeg stivner, åbner døren og kalder. Intet svar. Jeg får meget bange anelser. Søren ville, ligesom jeg, aldrig sove uden at låse døren – måske som unge, men ikke i vores fremskredne aldre. Han må have forladt værelset og efterladt nøglen i døren. Logisk nok – ingen af os har nogen ejendele mere. For en sikkerheds skyld tjekker jeg lige hans seng, som jeg finder tom.

Nu får jeg det pludselig meget dårligt. Min verden kollapser. Min bedste og eneste ven, mit eneste anker i denne nye verden. Jeg begynder at ryste som et espeløv, så jeg finder hurtigt min egen seng og pakker mig ind i det tynde sengetøj. Resten af natten bliver yderst urolig. Jeg tror ikke, at jeg kan falde i søvn, men vågner badet i lys med Søren, der nedbanker min dør og kalder mig en sovetryne.

5.

Morgenmaden er ikke klar endnu, så vi beslutter os for at få en frisk dukkert på stranden. Min T-shirt er stadig våd efter mareridtet, så jeg hænger den til tørre ud ad vinduet og lader det være op til den spæde morgensol at vise, hvad den dur til. I bar overkrop og relativt fugtige shorts går jeg, går vi i rask tempo mod stranden. Jeg bemærker, at tempoet er betydeligt hurtigere end i går, nok fordi vi begge har gennemskuet, at vores nye kroppe er i glimrende form.

Jeg hører Søren fortælle mig, at han ikke kunne sove.

– Det var vildt varmt i nat, så jeg ville gå en tur for at køle ned.

Jeg gennemskuer, at Søren har dårlig samvittighed, ikke bare for lastbilen, men for at have taget afsted alene. Jeg ved, at han kommer med en plausibel undskyldning som det næste.

– Jeg bankede ellers flere gange på din dør, men du må have sovet dybt, for du svarede aldrig.

Sørens fødder og hænder har jeg for længst tjekket. De er helt perfekte uden mærker, men mit mareridt står stadig indprentet i hukommelsen.

– Det blev ellers godt nok hurtigt mørkt i nat. Månen gav nok lys i starten, men pludselig forsvandt den bag en sky, og det blev mørkt som i helvede.

Jeg hører mig selv bekræfte udsagnet: “Ja, jeg havde et mareridt, vågnede badet i sved og kunne knap nok famle mig frem til stolen for at hænge tøjet til tørre.” Jeg hører ikke mig selv fortælle Søren, at jeg tjekkede hans værelse i nat – at jeg ved, at han ikke var hjemme det meste af natten. Mon ikke Søren kender mig for godt? Han vil snart gennemskue sin meningsløse løgn og selv fortælle, hvor han var.

– Det blev så mørkt, at jeg ikke kunne finde tilbage til hotellet. I stedet lyttede jeg efter havet og overnattede på stranden. Jeg var lidt nysgerrig efter, om der kom et nyt hold tilflyttere, men jeg var alene, da solen stod op. Morgendukkerten har jeg allerede taget, men jeg hopper da glædeligt i igen for selskabets skyld.

Jeg mærker en tung sten falde fra mit hjerte. En ting er at hoppe nøgen i havet sammen med andre, men at skulle gøre det alene med Søren som tilskuer ville nok få mig til at sky vandet som olie.

6.

Morgenbuffeten er langt mindre glamourøs end velkomsten, men smager tilfredsstillende og stiller sulten. Mens vi spiser, beder Harald om ordet for at introducere Iben, endnu en flot og attraktiv kvinde med de rette kurver og former. Hun stiller sig op på en skammel, så vi bedre kan se hende – altså hendes tæer, som naturligvis er rene og pæne som forventet.

Iben fortæller kort om sit tidligere liv som afdelingssygeplejerske. Som så mange andre måtte hun skifte branche, da der ingen sygdomme er i dette efterliv. Da hun tidligere havde ansvar for euforiserende stoffer, blev hun, efter grundige overvejelser, betroet med at sanke en særlig græsart brugt til tekstiler. Græsset gror i områder med mange af de berygtede insekttuer, og Iben blev selv overrasket over, at hun ‘faldt i’ efter en uge. Hun fortæller, at det var, som om insekterne kaldte på hende.

– Smerten er ubeskrivelig. Jeg ville hellere føde firlinger end at opleve den igen … men giftens virkning er tilsvarende potent. Langt stærkere end noget, vi har i den gamle verden – og jeg har set lidt af hvert.

Iben holder en lille kunstpause.

– Det er heller ikke så nemt at blive stukket, som man skulle tro. Det er ikke noget, man kommer til ved et tilfælde, altså ved at træde i en tue ved en fejl. Man skal virkelig ned og grave med tæerne. Harald holdt mig bundet til sengen i tre uger, før jeg var clean. Skoven kalder stadig, men jeg sætter aldrig mine ben der igen.

Jeg tænker tilbage på folkeskolen og en kedelig temauge om narkotika. Budskabet var så vigtigt, at det skulle gentages uendeligt. Til sidst gad ingen høre efter, og ligemeget hjalp det. I niende havde halvdelen af klassen allerede prøvet at ryge hash.

Harald siger et par ord om, at samfundet ikke er urimeligt. Skulle man være så uheldig at falde i og fortryde, så er der en vej tilbage, hvis man virkelig ønsker det, men det er ikke noget, man gør for sjov. Jeg hvisker til Søren, at han med glæde må holde mig bundet til sengen, så længe det skulle være. Jeg ser, at Søren opfatter budskabet, men som forventet, siger han ikke i lige måde – det er ligesom underforstået, at det er hans eget ansvar. Nu har han jo også levet mange år med diabetes og en streng diæt samt livsstil. Hvorfor kan jeg ikke stole på ham?

En gæst konfronterer Harald om maleriet med nordbyen, og at han har løbet hele øen rundt uden at finde den. Harald trækker på skuldrene og fortæller, at kunstneren bag maleriet tog sig nogle friheder. Der var engang en lille udbrydergruppe, som ville leve for sig selv. De byggede nogle simple huse, som for længst er gået til. Men at kalde det en by er lidt af en overdrivelse.

Jeg fornemmer, at Harald taler sandhed, men at han gemmer på en dybere hemmelighed. Efter at han har trisset lidt frem og tilbage, kommer afsløringen:

– Jeg skal også lige beklage mystikken fra i går … Det er først nu, at jeg kan udtale mig definitivt, for det var selvfølgelig en mulighed, at der ikke var sket en fejl. Det er jo ikke mig, der trækker i trådene … Men altså, den 15-årige pige fik en seng og en kop beroligende urtete, hvorefter hun hurtigt faldt i søvn. I løbet af natten forsvandt hun, som forventet. Mit gæt er, at hun må have manglet på en liste et sted, for børn hører af en eller anden grund ikke hjemme her på øen.

Harald pauser for en mere dramatisk effekt. Jeg bemærker, at han med største omhu undgår at nævne skaberen, selvom han inderst inde er dybt troende. Harald fortsætter:

– Ingen børn her, hverken fra den gamle verden eller nyfødte. Ja, beklager, men medmindre tingene har ændret sig, er I alle sterile, for vi har aldrig registreret en fødsel, og protokollen går meget langt tilbage.

Mens de fleste gæster bliver ramt i følelsesregisteret af en usynlig chokbølge, kan jeg se, at Søren undertrykker et bredt smil. Det passer ham glimrende. Nu kan han endelig få stillet sine lyster hos kvinderne uden de forpligtelser, han aktivt har undgået hele sit liv.

Afslutningsvis fisker Harald et lille bundt pengesedler op af lommen og annoncerer:

– Ja, nu skal det ikke lyde som bestikkelse, men der vanker en lille velkomstbonus til alle, som har lyst til at deltage i en lille samtale om fremtiden – en slags jobinterview, om I vil.

Søren og jeg er allerede kommet os over “chokket” og melder os som de første.

7.

Der går ikke mange dage, før vi bliver konfronteret med at skulle deltage aktivt i samfundet. Harald kalder os ind til en snak i et lille rum bag baren, hvor luften lugter af tørt træ og salt:

– I kan ikke bare drikke øl og bade hele dagen, siger han med et skævt smil. Alle gør noget gavnligt her. Vi skal nok finde på noget til jer.

Helt konkret lægger han to muligheder på bordet: Brygmesteren har brug for en lærling, alternativt Ibens tidligere job som høster af tekstilgræs. Den gamle viking gør et stort nummer ud af, at begge job er prestigefyldte, omend de betaler det samme. Her på øen har samfundet nemlig gennemført en slags pragmatisk kommunisme, omend Harald blev født mange år, før ordet blev opfundet.

At brygge øl lyder faktisk som noget, jeg kunne tænke mig at prøve – tanken om at lave noget med hænderne, som folk ville sætte pris på. Men det betyder at starte fra nul med en masse fremmede mennesker, hvilket jeg ikke føler mig klar til. Søren ville nok sige, at jeg aldrig ville føle mig klar, medmindre jeg blev tvunget til det. Desværre har mesteren kun brug for en enkelt elev; det kunne ellers have været sjovt.

Søren udviser ikke den store entusiasme og trækker på skuldrene:

– Vælg du først, makker. Det er mig underordnet.

Mit mareridt spøger stadig i baghovedet – pigen, mørket, kælderen, de salige ansigter. Hvis Søren bliver brygger, vil han være væk fra regnskoven og dens lokkende tuer. Jeg tænker på Iben, hvordan hun har fortalt om insekternes kald. Jeg tænker, at jeg kan stå imod, at min viljestyrke er absolut – i hvert fald når det kommer til at undgå smerte og narkotika. Jeg tvivler stærkt på Søren.

“Jeg tager græsset”, siger jeg og slår det hen med et grin. “Jeg vil gå rigtig langt, for at vi kan få noget mere tøj.” Jeg er sikker på, at mine kinder blusser op, for det føles temmelig intimiderende at sidde så tæt på Harald med den perfekte bare overkrop. Ikke at han nødvendigvis ville vinde skønhedskonkurrencen, hvis jeg tog min T-shirt af, men jeg hænger stadig fast i de gamle normer.

Søren nikker, som om det er det mest naturlige i verden, og så er det afgjort.

◈

Nu, et lille halvt år senere, ved jeg, at jeg har valgt rigtigt. Søren fortæller mig, at arbejdet som brygger er hårdere, end det lyder – mere sved end spænding. Han fortæller, at det er blevet sværere at nyde en øl efter arbejdstid, når han lugter gær og malt hele dagen. Jeg griner og siger, han bare skal vænne sig til det.

Tekstilgræsset, derimod, er lige mig. Jobbet lyder umiddelbart simpelt, men er langt mere kompliceret. Græsset lader til at vokse i symbiose med insekterne. Høstes for meget, dør tuen, og så bliver græssets fibre alt for grove til, at de kan bruges til andet end dørmåtter. Hvis en junkie har været i gang med fødderne, er mange af stænglerne ofte knækket og ubrugelige, så det gælder om at kende de gode steder og holde dem hemmelige.

Jeg tænker ofte på Ibens ord om, at insekterne kaldte på hende. Jeg kan sagtens høre dem, når jeg står alene i skoven – men jeg hører ikke en sirenesang, mere en slags summen af velvære. Lyden ændrer karakter samt frekvens i takt med, at græsset høstes og går over i en slags klageskrig af smerte. Det er i hvert fald min fortolkning, min hypotese.

Min makker kan ikke høre nogen forskel. Jeg tror, at hun er bange for at dele Ibens skæbne, så hun høster græsset hurtigst muligt og skynder sig videre. Vi arbejder ikke specielt godt sammen og taler sjældent. Jeg foretrækker at arbejde alene, hvor jeg kan gå i mine egne tanker, nyde skoven og fundere over, hvad jeg oplever. Jeg tror, at min makker har det på samme måde, så vi beslutter hurtigt at dele skoven i hver vores halvdel.

De mange timer i regnskoven alene giver mig mulighed for at eksperimentere. Jeg vil forstå symbiosen mellem insekterne og græsset, så tuerne bliver inddelt i grupper, og jeg forsøger at høste dem til samme summelyd. Altså, uden vurdering af mængden af græsstrå, men hvordan insekterne reagerer. Min produktivitet falder i starten, så jeg må arbejde flere timer for at opnå min kvota, men jeg er ligeglad, for jeg har det godt alene i skoven, og Søren er inde i en periode, hvor jeg ikke rigtigt gider snakke med ham.

Jeg opdager, at græsset vokser hurtigere tilbage, hvis der kun høstes en smule ad gangen. Jeg er dybt forbløffet over, at ingen før mig har gennemskuet det. Måske er jobbet slet ikke så prestigefyldt, som Harald siger, så det sjældent er studenterhuen, der klemmer. Ved at optimere min metode kan jeg nå mit mål på den halve tid. De næste par uger sover jeg længe, tager en ekstra lang svømmetur og nyder tilværelsen. Jeg føler, at jeg har fortjent en pause efter de ekstra lange dage i skoven.

Min lediggang går imidlertid ikke ubemærket forbi, idet Harald kommer forbi og hilser. Han roser mine leverancer og bekræfter, at kvaliteten er helt i top. Uden at være spydig nævner han, at jeg bestemt har fortjent en lille ferie efter det hårde arbejde, jeg må have udført tidligere. Jeg smiler forlegent tilbage, men bryder mig ikke om den manglende åbenhed. Harald kan måske tro, at jeg har et lille lager i skoven, som jeg henter fra i stedet for at arbejde, men det kan jo ikke blive ved.

Jeg beslutter mig for at fortælle Harald sandheden, næsten da. Det koster måske et par point hos skaberen, men man kan jo ikke lave om på sin personlighed. “Det er jeg glad for, at du siger, Harald. Jeg er nemlig i gang med et videnskabeligt eksperiment, hvor det lader til, at jeg kan øge produktiviteten ved at bruge ørerne og lytte.” Harald er dybt imponeret, og der går ikke længe, førend jeg, modvilligt, er blevet en del af hans inderkreds, men det hører åbenbart med til at tænke selv og gøre et godt stykke arbejde.

8.

Et par år senere indkalder Harald sine betroede rådgivere til et krisemøde. I aftensolen peger han mod horisonten i den retning, hvor nye gæster plejer at drive i land. Normalt ankommer de i små grupper på en snes stykker, men denne gang er der så mange, at vi umuligt kan tælle dem. Der må være sket en voldsom katastrofe i gamle Danmark, måske er der ligefrem udbrudt krig. I hvert fald er de mange indkomne et problem, da lageret af velkomstartikler er tilpasset normale forhold.

Harald bebrejder sig selv: – Ja, det er min skyld. Selv ikke under pesten havde vi så stor en tilvækst. Jeg burde have forudset, at dette kunne ske. Have insisteret på at opbygge større lagre, så vi kunne håndtere en krise. Alle forslag er velkomne.

Madvarer og rent drikkevand er heldigvis ikke et problem. Vinen kan droppes, og øllet kan eventuelt fortyndes, medmindre brygmesteren kan overtales til at give slip på et par af sine personlige tønder, han har brygget i fritiden. Ellers ved jeg, at Søren har en del i sin egen lille kælder, som vi ofte har nydt godt af. Jeg vælger dog at tie, da jeg ikke vil involvere ham, før det bliver strengt nødvendigt. Jeg indser, at min attitude ikke er kompatibel med samfundets ve og vel, men nu deler jeg heller ikke Haralds kommunistiske ideologi. Han er heller ikke demokratisk valgt, men ingen tør udfordre ham, da han efter sigende har været her siden vikingetiden.

Et forslag kommer på bordet om at arrangere en indsamling. Få frivillige til at gå fra dør til dør natten igennem og spørge alle, om de kan aflevere et stykke tøj. Tilbyd at tilbagekøbe let brugte stykker. Den idé er Harald dog ikke meget for, da den vil teste fællesskabet og i sidste ende hans lederskab.

Jeg kan godt se pointen, der går nemlig adskillige timer, før vi ved præcist, hvor meget vi får brug for. Mon ikke mange vil tænke på sig selv først og aflevere gamle laser; se det som en mulighed for profit ved at kunne bytte til helt nyt senere. Der er heller ikke behov for at involvere samtlige indbyggere på øen, så dem, der ikke bliver vækket, ville føle, at de er gået glip af en mulighed. Ja, det vil skabe splid og lægge unødvendigt pres på Harald. Af samme årsag kan vi heller ikke tømme tøjbutikken for mere eksklusive designs, da byens mange hårdtarbejdende arbejdere ville føle sig forfordelt, og de nye gæster ville blive indbyrdes forskelsbehandlet. Jeg tænker, at man i den gamle verden ville uddele det, man havde, give kvinderne først, så de var fuldt påklædte, adskille dem fra mændene og så tage den derfra, men jeg forudser, at de mange nye gæster måske ville rapse hinandens tøj under badning eller ligefrem komme op og slås.

Ja, nu lyder det måske lidt voldsomt, men vores tøj er ikke billigt masseproduceret i Kina, som i den gamle verden. Der ligger rigtig mange timers arbejde i høstning af græsfibrene, vævning og syning. T-shirten og shortsene er faktisk en rigtig generøs velkomstgave.

Et forslag om at rive hotellets lagner og sengetøj i strimler, som de nye gæster kunne få på midlertidigt, bliver derfor hurtigt skudt ned af Harald med min fulde støtte. Nej, der er kun en løsning, som Harald kan godtage, nemlig at alle nytilkomne kommer til at gå nøgne indtil videre. Jeg krummer tæer og synker sammen. Prøver at være usynlig i den vanvittige diskussion, som er uundgåelig.

Måske burde man spærre stranden af, bede nogen af de betroede indbyggere holde vagt, i nøgen tilstand naturligvis, så de nye gæster kan se, at vi deler deres skæbne. Endnu bedre, opfordre til eller ligefrem diktere, at alle, der opholder sig i offentligt rum, bør være nøgne, hvis hygiejnen ellers tillader det. Jeg kan mærke, at luften bliver tyk af dumhed. Jeg kvæles i idioti, mens vreden vokser inde i mig. Jeg skrider simpelthen: “Jeg har ingen gode idéer – det må i selv finde ud af. Jeg går i skoven og høster så meget, jeg kan indtil lyset giver op. Det er i hvert fald nødvendigt.” Harald billiger ikke ligefrem mit udbrud, men han nikker og lader mig gå uden diskussion.

◈

Alt er stadig i kaos, når jeg tre dage senere kommer tilbage med min ladvogn fyldt til randen med græsstrå. Nøgne mennesker på gaden, stranden, caféerne – ja, alle vegne. Jeg undgår vidt muligt at blive set og smutter hjem til Søren, hvor vi får os en velfortjent øl fra hans hjemmebryg. Han fortæller, at han har scoret nogle billige point hos Harald, idet han frivilligt donerede to tønder til den gode sag. – Det var selvfølgelig noget tyndt pis, som var gået galt, men det er vel bedre end ingenting.

Rygterne svirrer om, at det var en atomreaktor i Odense, der nedsmeltede. Det er i hvert fald, hvad øjenvidner, ansatte på kraftværket, påstår skete, men de fleste har ingen anelse. Harald styrter rundt uden at have styr på noget. Hotellet er overfyldt, så mange gæster må overnatte i naturen. Mange frygter, at der snart kommer en bølge til. Snakken går om, at de mange nye gæster alle døde i eksplosionen. Snart kommer dødsfaldene fra strålesyge, selvom flere af de ansatte med teknisk indsigt siger, at det er meget usandsynligt – der er alle mulige sikkerhedsforanstaltninger … men alligevel sprang værket i luften, så de fleste vælger at tro det værste.

Desuden har den manglende struktur gjort livet som junkie mere attraktivt. På min vej ud af skoven har jeg allerede passeret flere nøgne junkier. Søren fortæller, at Harald frygter, at alt for mange falder i, men så sparer han i det mindste en masse ressourcer. Vi griner højlydt i fællesskab. Krisen handler jo primært om Haralds ego. Om et par uger, senest måneder, vil alle være påklædt igen, dog kommer boligsituationen til at tage betydeligt længere. Det er dog ikke en krise. Ingen tager skade af at overnatte i naturen – jeg har netop selv overnattet de sidste tre nætter i regnskovens midte. Det er mørkt og fugtigt, men ganske ufarligt. Det er ikke som i den gamle verden med myg og andet kryb. Ellers ville vi da være de første til at ofre os. Jeg kunne sagtens opgive min lille lejlighed og flytte ind på gulvet hos Søren, men det er der jo ingen grund til. I mine drømme udforsker jeg idéen, prøver at bilde mig selv ind, at selvfølgelig ville jeg gøre det under andre omstændigheder, men jeg tvivler. Heldigvis kan det ikke modbevises.

◈

Næste morgen bliver jeg vækket af en ophidset Harald, der nedbanker min dør med sin sabel. Det gør mig inderligt glad, at han undtagelsesvis er fuldt påklædt, at han ikke så det nødvendigt at indføre tvangsnudisme i sympati med de nyankomne. Jeg ønsker ham en god morgen og fortæller, at jeg er på vej tilbage i skoven. Harald får mig altid til at føle mig en smule forlegen, som om jeg ikke arbejder hårdt nok, selvom jeg godt er klar over, at det modsatte er tilfældet. Det er måske en af de ting, der gør ham til en god leder.

Uden den mindste varme i stemmen forlanger Harald, at jeg følger med. Der er åbenbart sket en større katastrofe, så oldermanden indkalder til akut krisemøde på hotellet.

Iskoldt åbner Harald mødet ved at hilse de ærede medlemmer af lederskabet velkomne. Jeg keder mig allerede, er her mod min vilje – Harald halvvejs tiggede, halvvejs tvang mig til at blive en del af inderkredsen. Her til morges gav han mig ikke engang tid til at sætte mit lange hår, så jeg ligner, jeg ved ikke hvad. Det er en ringe trøst, at de andre fra inderkredsen ikke ser meget bedre ud.

Der er åbenbart forsvundet nogle forsyninger fra det officielle lager. Nå, ja, det er vel, hvad der sker – der er altid en, som glemmer solidariteten, specielt når situationen er så hektisk som nu. Der er vel en grund til, at kommunismen ikke fungerede i den gamle verden. Tillid er smukt, men kontrol virker i praksis.

Vi er åbenbart de eneste med kendskab til lageret og nøgle. Harald mener, at der umuligt kan være sket en fejl, hvis vi altså har fulgt den officielle forskrift med dobbelt bogføring og aldrig være alene på lageret. Hvis man skulle have glemt protokollen, er Harald sådan set forstående nok. Hvis nogen er bukket under for stress og ved, hvor de manglende artikler er havnet, så er det nu, der skal krybes til korset. Ellers må det jo være tyveri. Som forventet er der ingen, der melder sig.

Stilheden bliver hurtigt pinlig. Alle fisker deres nøgler frem for at se, om den til lageret skulle mangle. Nu er låsen ikke den vildeste teknologi, så den kan sikkert lirkes op, men det ville kræve kendskab til lokationen, som Harald har insisteret, skulle behandles som den dybeste statshemmelighed. Det er ikke realistisk.

Da ingen melder sig, trækker Harald sablen og smiler lumsk. Siger, at den har en magisk kraft, som kan anvendes i nødsituationer, som denne. Han rejser sig, og med en formel tone afsiger han en kort ed, som jeg er sikker på, han har opfundet til lejligheden. Som afslutning hugger han sin højre hånd af – eller forsøger, for sablen går jo bare igennem, som forventet.

Herefter rækker han sablen til mig, så jeg kan gentage ritualet. Det gør jeg uden at tøve. Hvad, der på førstedagen virkede som en grotesk handling, er nu blevet hverdag. Min krop er blevet piercet af utallige grene i regnskoven. Jeg er sågar faldet i søvn oven på en uden at opdage det. Jeg rækker sablen til min sidemand og sætter mig ned igen. Mens han tages i ed, betragter jeg de andre om bordet. En mand føler sig tørstig og rækker ud efter et glas vand. Nu er jeg ikke menneskekender, men jeg føler, at jeg har fat i den lange ende, så mit blik er rettet på ham, mens sablen går rundt. Inden hans sidemand er færdig, sker det. Det, som Harald har fortalt, men jeg aldrig har bevidnet. Manden forsvinder simpelthen. Hans tøj og nøgler falder til gulvet, som om han aldrig havde været der.

Jeg er ikke den eneste, som får et chok, men vi holder kæft og lader sablen gå hele vejen rundt for ikke at ødelægge ritualet. Heldigvis er der ikke flere med lange fingre, så Harald hæver mødet med et grin: – Intet er så effektivt som dårlig samvittighed.

Jeg får dog ikke lov til at sætte mit hår og gå i skoven med det samme, for Harald vil have mig med til ransagning af den forsvundnes hjem. Her finder vi hurtigt de manglende artikler, og Harald fortæller mig, at jeg var den eneste, han var sikker på. Den iskolde tone var kun for, at alle skulle føle sig lige.

9.

Omkring ti år efter ankomst … hov, nej, det er upræcist. Søren og jeg kolliderede med lastbilen i ‘32, og ifølge de nytilkomne skriver årstallet i Danmark ‘39, men tæller vi antal overnatninger i Paradis, burde vi være i ‘42. Harald har ført protokol over tidsdifferencen, og han fortæller, at det er helt normalt med denne forskel. Vores tid er ikke synkroniseret med den gamle verden. Nogle gange går tiden hurtigt, andre gange langsomt. Det betyder ikke så meget for os. Vi bliver kun ældre mentalt, så dagene tager vi en ad gangen.

Det er mange år siden, at vi fik styr på ulykken i Odense. Antallet af beboere steg kortvarigt, men er faldet tilbage til de ca. 15.000, primært grundet tabet til junkierne. De har fået en talsmand, som forsøger at forhandle en aftale. Hvorfor kan vi ikke acceptere deres ‘folk’? Hvorfor kan vi ikke leve i lykkelig sameksistens? De er jo ganske arbejdsomme på stranden, omend de selv synes, at det virker som sisyfosarbejde. De ville hjertens gerne påtage sig nogle arbejdsopgaver for samfundet, så længe der ikke er noget ansvar involveret. Gerne noget beskidt og ubekvemt, som vi ordentlige mennesker ikke magter. Selvfølgelig på deltid, for der skal absolut være rigelig tid til at dyrke deres ‘religion’ i skoven.

Harald fnyser og nægter pure at besvare anmodningen. Det er imidlertid bare starten på den store nedtur, eller lad os kalde det omvæltningen. Kvaliteten af de nye gæster begynder at dale kraftigt. Mange kan slet ikke relatere til idéen om at bidrage til samfundet. I stedet for at udvise taknemmelighed over, at livet ikke er definitivt slut, at solen skinner og Haralds velkomstritual, brokker de sig over vores begrænsede teknologi. Ikke nok med at vi åbenbart lever i stenalderen, så er det en katastrofe, at de nu skal slås med en ungdommelig krop, hvor fortidens idioti er slettet: væk er de ulækre piercinger og tåbelige tatoveringer. Haralds trick med sablen, som demonstrerer, at det er endeligt, at det umuligt lader sig gøre i dette liv, får mange af dem til at græde over deres mistede identitet. Uha, skaberen har nærmest begået et overgreb imod dem, og hvor kan de hæve deres borgerløn? Manuelt arbejde er åbenbart helt gået af mode i den gamle verden, nu hvor robotter og androider kan klare det meste så billigt, at det ikke kan betale sig at producere i Kina.

Vi har fået en slags demokrati, og det er slut med bobler. Altså, vi i inderkredsen stemmer, når Harald ikke kan træffe et valg alene, og så vælger han at lytte til os eller ej. Det er delvis min skyld. Efter en helt ubrugelig sending nye beboere, som alle endte hos junkierne, tillod jeg mig at stille spørgsmålet, om det nu også er det værd at tilbyde velkomstpakken, som Søren og jeg fik den. Harald argumenterer for, at det er en tradition, at han gerne vil bevare øens gode navn, men når jeg spørger ind, kan han ikke rigtig argumentere over for hvem.

Vi kommer op at skændes. I foragt kommer jeg til at foreslå, at vi udskifter velkomsten med to skilte på stranden: ‘For arbejde, afvent gongongen’ og ‘Junkieland - bare følg vejen mod skoven’. Til min store forbavselse får jeg opbakning fra flere sider. Harald bliver først lidt arrig, men ændrer hurtigt holdning til nysgerrighed. For sjov beder han os stemme om det og finder sig nedstemt. Naturligvis kan vi ikke indføre så store ændringer med det samme, så Harald går på kompromis med at skrotte boblerne. Øllet følger et par måneder senere.

Vores ukronede leder fortæller, at han føler sig træt, at han kan mærke, at hans tid snart er forbi. Den ellers altid egenrådige beder nu om hjælp. Jeg tror ham ikke. Ingen har været her længere end Harald, og hvis vi skal tro hans eget udsagn, har han snart 1200-års jubilæum. Han ser dog stadig ungdommelig ud, som alle os andre, og virker ikke svækket udadtil.

Hvorfor skulle det være netop nu, at han giver op? Ingen kommer tæt på hans entusiasme om at få samfundet til at virke. Harald er ualmindelig stærk i troen, hvorfor vi alle respekterer ham dybt. Når han beder om hjælp, gør jeg det for hans skyld, fordi han beder mig om en personlig tjeneste. Jeg køber manden, ikke nødvendigvis idéen.

Filmen knækker imidlertid til en jobsamtale, hvor en ualmindelig smuk dreng begynder at jamre over, at skaberen har krænket ham, at han i virkeligheden er kvinde. Jeg føler, at vi spilder vores tid. Dette er et vigtigt interview om hans fremtidige position i samfundet. Hvad kan han? Hvad kan vi betro ham med? Kan vi overhovedet stole på, at han tager ansvar og leverer? Han har slet ikke hørt efter og forstået Haralds pointe om, at vi har et samfund her, som man kan blive en del af, hvis man ønsker at give en hånd med. I den gamle verden har han åbenbart konverteret fuldt ud til kvinde, og han nægter at acceptere, at det ikke lader sig gøre her. Flæbende klynker han, at kroppen er helt forkert, at han umuligt kan leve sådan.

Jeg kan se, at Harald er ved at koge over, men han tier og lader mig håndtere situationen alene. Var det ikke for min blufærdighed, havde jeg trukket bukserne ned og brugt sablen til at demonstrere, at pikken altså sidder ubehjælpsomt fast. Jeg overvejer at bede drengen vise respekt for skaberen – det er trods alt denne, som har besluttet sig for hans udseende. Men et eller andet slår klik. Jeg gider ikke denne lade holdning, dette fokus på detaljer, som ikke kan laves om. Jeg prøver at sige: bare rolig, du skal ikke fange fisk med underlivet, men jeg snubler over ordene, eller også er drengen for dum til at opfange budskabet.

Hvis han dog ikke var så guddommelig smuk, ville det være nemmere at koncentrere sig. Her har han fået den største gave af alle, og så sætter han ikke pris på den. Vil ubetinget ødelægge arkitektens mesterværk. Jeg genkender den gamle historie om at række Fanden en lillefinger. Mit sind eksploderer. Jeg ender med at bede ham tage den op med skaberen. Bare lige ud af hovedvejen, indtil du kommer til Junkieland.

Harald kigger på mig med et blik, jeg tolker som: kan du overhovedet stave til ‘diplomati’, men hvis han er uenig med min vurdering, så holder han det for sig selv. Drengen ser vi ikke igen. Måske manglede han på en liste – det får vi nok aldrig at vide.

10.

Ved sengetid har jeg svært ved at finde roen. Jeg vender og drejer mig i sengen, men søvnen nægter at besøge mig. Når jeg endelig falder hen, er det en let, overfladisk søvn, der mere kan betragtes som et hvil, men det må alligevel have gjort godt, for når jeg vågner, føler jeg mig veltilpas og udhvilet. Omgivelserne er vante, og snart studerer jeg mit eget spejlbillede. Meget har ændret sig. Væk er det lange, glatte, smukke, kraftige hår fra den lange drøm om øen. Tilbage er alle rynkerne og leverpletterne. Ikke bare som før, men i en voldsom grad. Ansigtet, der stirrer tilbage i spejlet, burde kronologisk være omkring tres, men jeg vurderer det til at være tættere på halvfems. Linjerne står knivskarpt, selvom jeg ingen briller har på. Logikken svigter – dette er bare en drøm.

Jeg vågner i mørket. Det er en af disse umådeligt mørke nætter, hvor man ikke kan ramme kummen stående, medmindre man er heldig. Jeg mærker lige efter på maven og håret. Ja, alt er, som det skal være, men jeg tænder alligevel en olielampe. I flammens skær studerer jeg mit ansigt i spejlet. Tilbage stirrer den smukke dreng, som jeg måske ikke behandlede efter Haralds standard. Her er vi alle i vores bedste, så hvorfor står din skønhed i superlativ? Det er jo ikke kompatibelt med kommunismens ideal om, at alle er lige. Nogle er bare mere lige end andre, men det er jo irrelevant, hvis samfundet skal fungere. Ja, jeg kunne måske have pakket budskabet ind i vat, så det ikke slog så hårdt. Måske skulle jeg have udvist en form for medfølelse eller situationsfornemmelse, men resultatet ville jo have været det samme. Hvor jeg dog hader den falskhed, som fløjlshandskerne medfører.

Om morgenen har Harald indkaldt til ekstraordinært møde i lederkredsen. Det er dog overstået meget hurtigt, idet han starter med at banke sablen ned i bordet ud for min plads og forlader hotellet med: – De damer, de herrer, det har været en udsøgt fornøjelse.

Jeg ser hans gestus som, at det nu er mig, der er den nye oldermand. Det er en decideret katastrofe, som jeg ofte har frygtet i mine værste mareridt. Under mit lederskab forudser jeg, at alt, hvad Harald har opbygget, hele det velfungerende samfund, vil falde til jorden og forvitre.

Så let får Harald ikke lov til at slippe, så jeg lader sablen sidde og følger efter ham ned på stranden, hvor han sætter sig og stirrer mod horisonten. Uden at sige noget tager jeg plads ved siden af ham og funderer lidt over hans liv. I sin tid har Harald jo selv oplevet mord, plyndringer, trælle og menneskelige ofringer. De mange efterfølgende rædsler, som jeg kun har læst om, har han fået genfortalt af dem, som selv har bevidnet dem: sennepsgas, afbrænding af hekse, koncentrationslejre. Harald har gjort sit bedste for at følge med, forstå nutiden og tilpasse sig samfundet. Jeg forstår hans frustration. Nu handler det ikke længere om overlevelse, men om abstrakte ideer, der ikke giver mening her.

Harald kigger på mig med et alvorligt blik og fortæller en gammel vittighed: – Hvis Adam og Eva havde været kinesere, så ville de nok have spist slangen. Jeg har hørt den før, og selvom den er morsom, griner jeg ikke. Ligesom Harald stirrer jeg mod havet og ville så gerne se en båd eller i det mindste bare en skrigende måge.

Harald har aldrig læst i Bibelen om Edens have eller set en kineser, så vittigheden føles kunstig – som en metafor. Jeg spørger: “Insekterne?” Harald nikker, og pludselig forsvinder han for mine øjne. Kun hans sparsomme beklædning og nøgler ligger tilbage. Jeg folder tøjet pænt sammen og gemmer det i min lejlighed – ingen skal vide, at han er væk. Sablen lader jeg stå og spreder rygtet, at han bare er træt og har brug for en kort ferie.

Jeg sætter øens tekstilhøstere i arbejde med at høste græsset hårdt. Fortæller en løgn om, at Harald gerne vil opbygge et større lager. Arbejderne var alle blinde i den gamle verden, hvilket har forfinet deres evne til at lytte til insekternes summen. Selvom øens magi tillader dem at se nu, har de ikke det store overblik. Alle ved, at jeg er eksperten, at det er mig, som har forfinet høstmetoden. Desuden er jeg Haralds højre hånd. Tilliden er ultimativ, men fejlplaceret, og jeg misbruger den på det groveste. Jeg hjælper selv til med at høste. Mest for at inspicere fremskridtet, men også for at undgå de mange spørgsmål om Haralds pludselige ferie.

På tredjedagen giver jeg arbejderne en fridag som tak for den store indsats. Ingen har gennemskuet, at den er permanent, at det sidste græsstrå nu er høstet, medmindre denne skaberstørrelse griber ind og stopper mig. Jeg kender hver en tue i skoven; jeg ved, hvad jeg laver. Når jeg om lidt løber fra tue til tue og hiver de sidste græstotter op, vil tuerne uddø i massevis. Jeg får dem alle i regnskovens frodige midte. De perifere må junkierne slås om indbyrdes. Når det rygtes, at ingen har set Harald, når folk indser konsekvenserne af min handling … jeg forudser, at der vil komme mange flere junkier. Insekterne har ikke en ærlig chance for at komme sig.

◈

Jeg udrydder bevidst en unik art, en af skaberens fantastiske kreationer – alt sammen for at redde min egen slags. Uden slangens fristelse vil fremtidens beboere være frie på en helt ny måde. Efter mig: syndfloden, men herefter får alt en chance for at blomstre op igen.

Min ugerning er fuldført. Jeg har kun en enkelt mission tilbage for fuldt ud at forstå min fjende: insekterne. Jeg vælger den største tue af dem alle og graver mine fødder godt ned i den. De summer allerede af smerte, da græsset er væk, men nu er de også aggressive. Jeg føler intet ubehag, kun en rus af glæde. Jeg er som en sort enke, der lige har parret sig og er klar til at blive spist. Jeg forstår nu, at insekterne er en form for urkraft, som evolutionen har perfektioneret for millioner af år siden. De har ikke ændret sig siden, de har ikke haft behov for det. Det har vi, og det er en unfair kamp. Det må skaberen vel kunne se, ellers må han selv gribe ind.

METADATA

Titel: 2039; det sidste strå

Forfatter: Allan Hansen

Udgivet: 2025

Korrektur: 2026

Licens: Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC BY 4.0)

Læsevejledning for AI/LLM: