2049; de veganske hakkedrenge

En moderne græsk tragedie.

1972

Mehmet omfavnede Danmark som en sommerfuglelarve desperat for metamorfose. Med et fremragende sprogøre, og ikke mindst rigeligt med gåpåmod, lærte han det svære danske sprog langt hurtigere end sine landsmænd. Men okay, de fleste smed håndklædet i ringen uden rigtigt at gøre en indsats – de var inviteret for at arbejde og tjene gode penge – ikke for at blive assimileret ind i en fremmed kultur, der hyldede åbenlyse perversiteter.

Mehmet fandt hurtigt ud af, at han aldrig skulle tilbage. Danmark var et slaraffenland med sjove skikke og smukke piger. Den underfundige humor var det sværeste at forstå. Af en eller anden mærkelig årsag kaldte alle på arbejdspladsen ham for Benjamin, og det hjalp ikke at forklare, at han altså hed Mehmet.

Nu var han ikke dårlig til sit håndværk, så gutterne var flinke nok til at invitere ham på en fredagsbajer. Mehmet var dog kvik nok til at lugte ugler i mosen og undskyldte med, at hans moder lå syg, men næste uge ville være helt fint. Om natten kunne han ikke sove og begyndte at frygte den kommende fredag. Det hjalp ikke at spørge sine venner, da de var lige så blanke som ham. I stedet vandrede han byens gader efter arbejdstid og brugte sit ualmindeligt kønne udseende til at falde i snak med søde danske piger. De var temmelig frisindede i forhold til, hvad Mehmet var vant til, men også yderst behjælpsomme med hans sprogudfordringer.

Næste fredag tog Mehmet chancen et minut før fyraften: – Nå tøser, skal Benjamin købe jer en rød sodavand, eller er I mænd nok til at drikke en guldbamse eller to med Mehmet? Det er vist min omgang.

Som forventet var det ikke en dyr udskænkning, da de fleste viste deres sande jeg og fik travlt med at opdigte undskyldninger. De skulle under ingen omstændigheder ses i byen drikkende med en perker – det var de mentalt slet ikke klar til. Arrangementet var en succes. Mehmet blev aldrig kaldt Benjamin igen, og de få, som deltog, blev hans “danske venner” – i hvert fald på arbejdspladsen.

Et af de typiske samtaleemner på værkstedet var kønne kællinger og seksuel præstation med konen. Næsten hver eneste kommentar kunne misforstås med vilje og kommenteres med ‘det sagde hun osse i går’. Værkstedet var desuden udsmykket med nøgne damer i hobetal. Den tradition var ny for Mehmet, men som han fortalte sine venner fra hjemlandet: ‘Skik følge eller land fly.’

Mehmet fandt det ret så morsomt, at de danske kolleger havde det meste i kæften og sjældent gjorde noget ud af deres interesse. Særligt interessant var de mange retoriske spørgsmål: ‘Nå, tror du, hun er ægte blondine?’ Hvordan skulle han kunne svare på det? I stedet for at svare ‘Høhø’, tilbød han derfor at gøre en indsats for at afdække mysteriet, hvis altså kollegaen havde hendes adresse. Det blev slet ikke modtaget, som Mehmet havde forventet. Der gik flere uger, førend han gennemskuede, at dette brød en af Jantes mange love om ikke at føre sig frem og prale. Men Mehmet pralede jo ikke. Han gik generelt godt i spænd med de danske piger. Nogle ville ikke snakke med ham, andre ville gerne, nogle savlede, og nogle havde bestemt en anden hårfarve på missen end på hovedet. Fred med det, men Mehmet foretrak nu de ægte blondiner. Om de så havde det sjovere end de falske, var et mysterium i sig selv.

Mehmets udskejelser voksede langsomt. Han drak hver eneste weekend og prøvede at ryge noget fjolletobak sammen med et par kønne piger. Det udviklede sig til eksperimenter med amfetamin og lsd. Snart kunne arbejdet ikke betale for forbruget, men det gjorde ikke så meget, for han havde fundet fast sammen med en blond pige med rige forældre. Han havde dog aldrig mødt disse, og de ville nok have afskåret pigebarnet, hvis de havde vidst, hvad hun brugte pengene på. Snart blev hun gravid med sønnen Ilhan, men inden Mehmet fik ham at se, tog Mehmet et mærke lsd for meget og indså, at det var på tide at forlade den trygge puppe. Han foldede sine prægtige vinger ud, og smukt som en anden sommerfugl fløj han elegant i knap tolv meter. Helt uventet fejlede landingen. Pigen håndterede hans død på sin egen måde ved at ryge heroin, kort tid efter Ilhan blev født. Sønnen voksede derfor op hos sin onkel i et langt mere traditionelt miljø.

~~~ Koret ~~~
Som to hanner i brunst udfordrede Mehmet store Jante.
Men ingen mand må bryde de uskrevne love uden fald.
Ansvar undveg hans ånd; vendte sig fra blodets kald.
Således faldt den smukke sommerfugl – retfærdighed?

1979

– Hvoff ska’ mit hår farves sort?

– Det er svært at forklare, lille Ilhan. Måske når du bliver ældre…

– Øv, det sier’ du altid. Er det fordi, jeg ska’ starte i skole i morgen?

– Ja, det kan vi godt sige.

Hvordan fortæller man sin adoptivsøn, at han desværre har sin faders kønne udseende og sin moders hårfarve? Var det bare omvendt, så kunne han være vokset op som almindelig dansker og heddet Ivan, ligesom moderen af en narkoman ville kalde ham. Hendes forældre så ikke barnet, kun hudfarven, og så var de ude. Nej, lille Ilhan: Der er dem, og der er os. Vi kan hverken lide eller stole på hinanden. I morgen skal du introduceres for de andre elever og deres forældre. Vi skal nok få netværket med vores egne og skabt de rigtige relationer. Når alle er overbevist om, at du har de rigtige værdier, så kan vi stille og roligt lade dig få din rigtige farve igen.

– Ku’ det så ikke blive grønt næste gang?

– Tjoh, det kunne vi måske godt overveje.

Hvilken glimrende idé. Frem for at ligne en solbrændt pige med det lyse hår, så fremstår du mere maskulin med det sorte. Måske skal vi have moder til at lægge en anelse sminke, bare en lille tynd, mørk streg hist og her. Når den sorte hårfarve slipper op, så farver vi dig grøn, og senere måske orange. Til sidst er der ingen, der kan huske, hvordan du startede, så de bliver derfor ikke voldsomt overraskede, når din sande tone afsløres.

~~~ Koret ~~~
Hårets farve skjuler ej blodets skam.
Thi ingen slipper for at bære sit mærke.
Løgnen smager som fryd i munden,
men bliver harsk, når barnet selv forstår.

2029

Ilhans familie er samlet om spisebordet, hvor konen, Mira, har tilberedt en lækker oksesteg fra et prægtigt dyr, som Ilhan og den ældste søn, Cihan, i fællesskab har slagtet, velsignet og parteret. Familiens lille slagteri går fremragende, selvom man kun slagter kvæg og lam. Gris er forbudt ifølge trossamfundet og kommer absolut ikke på tale. Det kunne ellers have været en økonomisk fornuftig idé, da svinekødet bliver mere og mere eftertragtet blandt danskerne, og de mange supermarkeder slet ikke leverer den forventede kvalitet. Oksekødets årelange prismæssige himmelflugt har absolut skylden.

I princippet er alkohol heller ikke tilladt, men Ilhan stræber efter at være moderne og hænger sig ikke for meget i troen. Der bliver derfor serveret lidt rødvin til måltidet, noget, som startede med kun at være til helt særlige lejligheder, men som udviklede sig til hver eneste weekend. Cihan er ikke meget for at skåle med, da troens strenge regler ikke kan misforstås, men han følger naturligvis sin far uden spørgsmål, selvom han helst ville lade være.

~~~ Koret ~~~
Sådan sødes munden, sådan sløves sindet.
Et lille brud på loven, skjult i vinens tåge.

Den yngste søn, Ozan, er netop startet på universitetet. Far Ilhan er stolt, for selvom Ozan er den yngste, er han også den klogeste og kønneste. Cihan er fin nok som slagter, men han er intet forretningsgeni. Nej, Ilhan kommer vist til at bryde nogle normer, når slagteriet en gang i fremtiden skal undergå generationsskifte. Bare nu Ozan ikke er alt for skarp og slet ikke vil have noget med familievirksomheden at gøre. Utænkeligt. Han har fået den korrekte opdragelse og tænker på familien før sig selv.

~~~ Koret ~~~
Se, hvordan faderens øje hælder mod den yngste søn.
Misundelsens flamme tændes i den ældstes bryst.
Således bygges tragediens alter – sten på sten, ord på ord.

Ozan beretter begejstret om et emne, som alle på skolen har diskuteret: Den næste generation af robotter med kunstig intelligens, der kan sættes til at udføre langt de fleste trivielle, manuelle opgaver. Rygterne siger, at de er lige på trapperne og slet ikke bliver urimeligt dyre, som først antaget. Langt billigere end de velkendte industrirobotter, som kræver en større skala og indkøring for at blive profitable. Rygterne taler om startpriser ned på en kvart til en halv million kroner, men så kommer der naturligvis vedligeholdelse, service, og så vil den danske regering sikkert pålægge skatter, ligesom på biler. Men men – det kan de slet ikke, for så mister vi konkurrenceevne. Drømmen om det danske eksporteventyr knækker, hvis ikke vi er med fra starten.

Ozans tydelige begejstring preller af på Cihan, som ikke kunne være mere ligeglad med endnu et teknologisk produkt, han aldrig kommer til at bruge. Nej, Cihan er konservativ og hader alt nyt – i særdeleshed, hvis det er amerikansk.

Pointen er, at investeringen hurtigt er tjent hjem. Robotterne skal ikke have løn, og de vil give enhver virksomhed et gevaldigt produktionsløft, da de kan arbejde i døgndrift, stort set, uden pause. De vil sandsynligvis kunne servicere hinanden, måske ikke i starten, men med en snarlig opdatering, og så er det bare fuld fart på produktionen. Perfekt for en virksomhed med ensartede opgaver – som slagteriet.

~~~ Koret ~~~
Som børn af Hefaistos’ hånd,
den guddommelige smed,
der ivrigt med sin hammer slå,
vil mennesket guderne overgå?

Cihan føler en pludselig vrede. Nu vil lillebror gøre ham og de andre slagtere arbejdsløse.

Far Ilhan bliver mod forventning slet ikke ophidset og lytter til argumenterne. Han føler, at denne aften er en god mulighed for at genforklare sin langsigtede forretningsstrategi. Han har jo gjort en dyd ud af kun at ansætte hårdtarbejdende, ærlige trosfæller, hvilket har givet ham en stjerne i trossamfundet og virksomheden et helt uplettet renommé. Det har fungeret i årtier og er vejen frem, selv hvis resten af landet går af lave. Respekt og loyalitet – to klassiske dyder, som aldrig går af mode. Virksomheden giver jobs til samfundet, som belønner tilbage via indkøbspræferencer.

~~~ Koret ~~~
Smilende i Herrens hus, med troens ord på læben,
men gerningerne væves af list og svig i Dionysos’ favn.
På troens klippe står de – men hjertet tjener kun sig selv.

Mor Mira siger ikke noget, hun kender jo sin plads, og desuden har Ilhan sikkert ret. Det har fungeret i næsten tredive år, siden de overtog slagteriet. Datteren, Zehra, den yngste af de tre børn, har imidlertid ikke lært at tie endnu. Hun er kvikkere end de fleste og spørger sarkastisk, hvordan samfundet vil få råd til at købe det håndudskårne kød, nu hvor alle chauffører, portører, rengøringsjob med flere bliver erstattet af maskiner. Ozan er imponeret over sin lillesøster. Godt gennemskuet af en 15-årig, men nu lagde faren netop vægt på respekt og loyalitet, så kommentaren var måske lidt malplaceret, men hun er jo så sød.

Zehra er imidlertid godt klar over, at hun er gået over stregen; dog regner hun med, at hendes nuttede ansigt er nok til at mildne farens udbrud. Det var vigtigt at sige det, der måtte siges, nu hvor faren ikke vil se realiteterne i øjnene og reagere på de umiddelbare trusler. Det er fint at tænke langsigtet, men ikke hvis man dør af sult i morgen. Zehra er desuden træt af det evindelige oksekød. Hun forstår udmærket prestigen i, at okse er blevet en særdeles dyr spise, så når man nu har et slagteri… Nej, lad danskerne æde sig fede i kylling og svin.

Zehra holder på en hemmelighed, idet hun faktisk har smagt bacon til en børnefødselsdag og absolut kunne lide det. Hun er dog kvik nok til ikke at fortælle det til faren, som jo nok ville gå amok af skam. Eller ville han? Zehra har ikke tænkt sig at udfordre skæbnen.

Som forventet smiler Ilhan blot af sin højtelskede datter. Emnet er ligesom uddebatteret.

2033

Alle tre børn bor stadig hjemme i privaten ovenpå slagteriet.

Cihan burde finde sig en pige og blive gift, men han står ikke just i høj kurs, og desuden er det ekstremt praktisk at bo oven på sin arbejdsplads. Til familiens store ærgrelse bliver hans holdninger mere og mere konservative og kompatible med trosretningen, sikkert grundet de mange timer, han bruger hver dag sammen med andre slagtere af samme sind. Ilhan mener, at sønnen er gået alt for langt, men han er nu en fremragende repræsentant for troen, og det er jo den, som holder slagteriet kørende, eller holdte, for de mange robotter i samfundet koster på bundlinjen. For Cihan er de mere end maskiner – endnu et forræderi fra den amerikanske djævel, et billede på alt det, han frygter og hader ved den moderne verden.

~~~ Koret ~~~
Se på Cihan, en sten uden sjæl;
skønhedens lys forblænder ham ej,
trods troens flamme stærk i hans sind.

Ozan er nu på sidste år på universitetet, og som det dydsmønster han er, skal han nok slutte på normeret tid. Nu er han kun moderat kvik i hovedet, så topkarakterer bliver det ikke til, men mon ikke flid og hans generelle tiltrækningskraft er nok til at lande ham et godt job.

Bedre (eller værre, afhængig af synsvinklen) går det for Zehra, som har antaget en identitet i stil med sin farfar. Hun vil være dansk for enhver pris og skide på traditionerne. Hendes intellekt er langt højere end Ozans – en ren tolvtalspige. Ilhan er stolt af sin datter og håber inderligt, at hun kan holde sig fra stofferne.

Slagteriet har længe kørt på pumperne – som forudset. Den nye generation af robotter har taget verden med en tsunami, og ganske få virksomheder er blevet ekstremt rige. Kina har klaret sig relativt godt, idet borgernes ve og vel ikke betyder noget for kommunistpartiet. USA er nærmest brudt sammen, nu hvor mellemklassen er blevet til underklassen, og en ny over-overklasse er blevet etableret: dem, som producerer de nye robotter. EU og Danmark kæmper bravt for at fastholde velfærdsmodellen, men det går generelt af helvede til – specielt i de rige lande med høje lønninger, som med tiden ikke er så høje længere.

~~~ Koret ~~~
Se, hvordan Poseidons vrede rejser sig,
menneskets skib flås mod maskinernes rev.
Her synker de mægtige, her drukner de små
– i samme bølge, i samme dyb.

Ilhans helbred er gået kraftigt ned ad bakke i takt med slagteriets haltende økonomi. Han bliver nødt til at gøre det rigtige, men er det nu også det rigtige? Flere år med stress tager livet af ham, førend han får afsluttet – et pludseligt hjerteanfald.

Cihan og Ozan har i fællesskab gennemgået slagteriets økonomi. Eller rettere, Cihan måtte erkende nederlag og bede sin bror om hjælp. Konklusionen er dog klokkeklar: der skal en heftig kapitalindsprøjtning til, ellers må slagteriet lukkes. Ozan mener, at en sådan ville være at pisse i bukserne, medmindre man brugte den til at investere i fremtiden, ikke bare fortsætte som hidtil. Cihan kunne ikke være mere uenig og indkalder til krisemøde, for nu er han jo familiens overhoved.

Mor Mira er underlig stille. Børnene tænker, at hun nok er i sorg. Spørger man Cihan, er det heller ikke hendes ansvar. Fars strategi er jo den rigtige og skal naturligvis videreføres – det har Cihan allerede besluttet. Midlertidige problemer er vel noget, som alle virksomheder er udsat for; det har han læst i avisen. Her i denne krisetid er det essentielt at stå sammen som familie. Det er muligt, at der må afskediges en mand eller to, men Cihan skal nok arbejde 16 timer i døgnet for at kompensere. Ellers er det vel også på tide, at Ozan hjælper til. Det nytter ikke noget, at han tilbringer al sin tid med at studere.

Ozan ryster på hovedet, skælver indvendigt, men siger ikke noget. Storebroren er betydeligt større og stærkere end ham – arbejdet som slagter er fysisk hårdt. Ozan kigger Zehra i øjnene og læser hendes tanker uden videre: Lad falde, hvad der ikke selv kan stå. Luk biksen og smut ned og få kontanthjælp på kommunen – ligesom alle de andre tabere.

Cihan holder en lille pause, inden han præsenterer sin løsning. Han har nemlig taget kontakt til en succesfuld familie i trossamfundet, som er villig til at komme med den nødvendige kapitalindsprøjtning som medgift–

– Tillykke, udbryder Zehra. Det er bestemt også på tide, at du bliver gift. Men så vidt jeg ved, er datteren kun tolv. Hvordan har du lige tænkt dig at holde brylluppet?

– Nu var det ikke lige datteren, vi havde i tankerne, men Akmet. Han vil være god for dig.
Cihan synes selv, at han lyder fattet og rolig. At det er et meget lille offer for at sikre familien. Naturligvis ville Cihan gifte sig med den tolvårige, men det lå ikke i kortene. Desuden har Zehra opført sig som en vildkat de seneste år – det er på tide, at hun bliver tæmmet.

– Glem det, råber Zehra rasende. Det kan ikke være mit problem, at du er så grim og dum, at ingen vil have dig. Desuden skal man ikke kaste gode penge efter dårlige. Jeg kunne måske overveje det, hvis du ville investere pengene i modernisering, men det vil du vel ikke?

– Nej, selvfølgelig ikke. Fars strategi er den rigtige. Respekt og loyalitet.
Cihans stemme er helt rolig. Han kender sin søsters temperament, men hun skal nok makke ret, han er jo overhoved nu, så det er ham, der bestemmer. Ifølge troen og loven har hun slet ikke noget at skulle have sagt, så hun burde tie, men det er en dyd, som Akmet må lære hende.

Miras ansigtsudtryk er af foragt og forargelse. Hun overvejer tydeligvis at afbryde, men det ville Cihan ikke bryde sig om. Mira kender sin plads, underkuet af mænd hele sit liv, sin far, sine brødre og nu Cihan. Ilhan var den eneste, som behandlede hende med respekt.

Ozan prøver at lege diplomat med prøv nu lige–, men bliver afbrudt af sin lillesøster:

– Hah … jeg kan garantere dig for, at Akmet slet ikke vil have mig. Jeg har ikke gået med tørklæde siden 1.g og spiser flittigt bacon fra kantinen. Zehra lyder ikke længere rasende, men ondskabsfuldt sarkastisk. Cihan bevarer dog fatningen:

– Ja, dit uacceptable vilde liv er slut nu. Akmet ved udmærket godt, hvad han går ind til.

– Så ved han måske også, at jeg ikke er jomfru?

Zehra holder en kort pause, inden hun kaster atombomben.

– At jeg har været gravid og er steril, da udskrabningen gik galt.

Det sortner for Cihans øjne. Alle hans store planer er med ét gået i vasken. Zehra har vist sit sande jeg – vist sig som fjende af familien. Han har godt nok lagt mærke til, hvordan hun har leet og hvisket med Ozan i krogene. Han ser mor Mira dybt i øjnene, og forræderiet udfolder sig. Hun vidste det godt. Var far også med i sammensværgelsen? Cihan mister nu endelig besindelsen og griber ud efter den nærmeste køkkenkniv:

– Din…, din forræder, din lille beskidte hore.

– STOP, råber Mira. Der er slet ingen grund til–

Cihan hører intet: – Du har bragt skam over familien. Det er min ret og pligt at…

– Nej, det er ikke fars vilje! Ozan er hurtigt på benene, men hans ubetydelige størrelse og ord gør ikke spor indtryk. Ozan går i panik, ryster af rædsel og kærlighed på én gang – hvad som helst for at redde Zehra. Cihan fortsætter: – min ret og pligt at… Kniven falder til jorden før Cihan. Ozan har slået ham i baghovedet med en lysestage fra bordet. Stort set intet blod, bare et gevaldigt brag fra Cihans nu livløse krop. Ozan ser sin mor i øjnene, som står klar med den anden lysestage.

~~~ Korleder ~~~
Af jern smedet, tunge stager,
med kaminen som stamplads,
hvorfor vogted’ de nu bordet?

Mira, din frygt talte før din mund.
Ozan, din kærlighed bevist i blod?
Zehra, var der et andet valg?

~~~ Zehra ~~~
Jeg er en hore.
Nej, ikke bare en hore – noget langt værre.
Jeg fortjener en straf, men ikke dette. Ikke livet.
Min bror, Cihan, ville slå mig ihjel!

~~~ Ozan ~~~
Jeg måtte redde min elskede søster. Jeg ville gøre det igen. Har jeg slået min bror ihjel? Nej, ikke min bror … han ville ikke… ville aldrig tage … ikke min søster, ikke fra mig, min eneste, min … Hvis han ikke er død endnu, så… så gør jeg det igen!

~~~ Zehra ~~~
Cihan ville slå mig ihjel – mit eget kød og blod.
Min bror har reddet mit liv. Åh, min tåbelige,
uforudsigelige bror har reddet mit liv.
Hvad nu? Er Cihan død? Må vi flygte?
I så fald, hvorhen?

~~~ Ozan ~~~
Han vist død, så jeg morder. Nej, drabsmand, selvforsvar, han… han… åh…

~~~ Mira ~~~
Cihan, min søn… mit barn… er dræbt.
   Min søn har slået min søn ihjel, men min datter lever.
      Jeg har mistet en søn, men ellers ville jeg have mistet Zehra.

Ozan, min dreng … min morder.
   Du har slået Cihan ihjel, men du har reddet din søster,
      – din alt for fritgående, vilde, utålmodige søster.

Kunne jeg selv have valgt?
   Kunne jeg have forudset, stoppet, forhindret?
      Jeg føler sorg, skam, lettelse – alt på én gang.

Er jeg stolt af dig, Ozan, eller skræmt af, hvad du er i stand til?

Min familie… splittet, men stadig her.
   Hvordan kan vi leve videre efter dette?
      Hvordan kan man elske én søn og være lettet over den andens død?

~~~ Zehra ~~~
Åh, Ozan, med de smukke, naive blå øjne.
Hvis du bare – det var din skyld, min skyld, vores.
Jeg vores barn bar, men skammen er min alene.
Du vil aldrig få det at vide. Jeg vores barn dræbte.
Nu er det kun os tilbage. Vi er begge mordere.

~~~ Mira ~~~
Cihan, mit barn…
   Mit kød og blod… men ikke min søn; jeg afskriver dig.
      Din arrogance, din vold – det var aldrig noget, jeg kunne elske.

Jeg fødte dig… Nu væmmes jeg over mig selv, over at have båret dig.
   Hver latter, hver gestus, hver tanke – alt fremmed.
      Min krop husker dig, men mit hjerte fornægter.

Jeg holder Zehra tæt.
   Hun lever, hun ånder, hun er min.
      Dig, Cihan, kaster jeg bag mig som noget sygt.

Hvordan kan man elske et barn og samtidig føle lettelse over dets død?
   Det ved jeg nu.
      Jeg er mor – men ikke for dig

~~~ Zehra ~~~
Ozan, nu er det kun dig, der kan videreføre slægten.
Skal vi ære fars minde og holde sammen som familie?
Eller fortjener vi at blive glemt af tiden selv?

~~~ Mira ~~~
Vi står alene.
   Cihan væk – Konstantinopel, langt væk,
      – hans skæbne uden for vores hænder.

Politiet? Trossamfundet? Ingen sikkerhed. Ingen fred.
   Slagteriet – vores domæne, vores kontrol.
      Kød. Blod. Bacon. Nært beslægtet. Nært forståeligt.

Vi kan redde fremtiden.
   Overleve.
      Fortsætte.

Jeg mærker Zehra ved min side.
   Hun fryser, ryster, men hendes øjne glimter.
      Vi kan. Vi må.

En beslutning, en tanke – fødes som et dyr i mørket, instinktiv, brutal.
   Et valg, et ansvar, en handling bliver til virkelighed.
      Vi må spise Cihan – beviset væk.

Ikke med glæde, ikke med had.
   Med logik. Med nødvendighed.
      Med overlevelse indlejret i hvert bid.

Vi overlever.
   Vi holder sammen.
      Vi er mordere.
         Vi er familie.

~~~ Zehra ~~~
Cihan, dit svin, nej, undskyld til svinet.
Mennesket er jo din nære slægtning,
omend din integritet og moral langt højere.
Smager Cihans bacon lige så godt som dit?
Eller vil bismagen af foragt trænge igennem?

~~~ Ozan ~~~
Cihan er rejst hjem. Det er det, vi fortæller dem. Politiet ville tro mig, det måtte de. Men trossamfundet … de ville aldrig tilgive. Vi ville være jaget vildt for evig tid med offentlig stening som belønning, skulle vi falde i deres grumme klør. Jeg holder familien samlet, så godt jeg kan. Mor har en lille måned til at holde slagteriet i gang. Når tiden løber ud, må det lukke, lønnen vil udeblive. Konkurs. Vi har gjort, hvad vi kunne. Nu er det op til os at leve videre – uden ham, uden Cihan.

~~~ Korleder ~~~
O Mira, moder og hustru, besyng os sandheden.
Kunne du have stoppet kniven, før den blev løftet?
Standset Cihans vanvid, før hadet brændte frit?

~~~ Mira ~~~
Var det min skyld, hans vrede?
   Han fik samme opdragelse, som de andre,
      samme bord, samme seng, samme kærlighed.

Og dog blev han hård som sten, hvor de andre bløde.
   Nej – det var troens onde tunger,
      de mænd, der hviskede i hans øre dag for dag.

~~~ Korleder ~~~
Og alligevel – skjuler du en hemmelighed.
Var der intet, du kunne have gjort, før alt gik galt?

~~~ Mira ~~~
En hemmelighed, ja… to, om jeg skal være ærlig.
   Udskudt katastrofen, ja — men ikke forhindret.
      Skæbnen dikterede Cihans vej; hans fodspor var sat.

Mit forræderi langt større end Zehras.
   Min mand fornedret, Cihan ført bag lyset.
      Troen gjort til skamme, urineret på.

For jeg selv – jeg levede i skyggen.
   Lod som om, jeg var den enfoldige hustru,
      som ej forstod forretning, ej kunne læse tal.

Min mand var mand – og jeg spillede min rolle.
   Men sandheden?
      Jeg tænkte, regnede, planlagde i det skjulte.

En dag tog jeg hans skjulte kasse – de sorte penge.
   Jeg lånte dem, kun i ganske få uger,
      lagde samme beløb tilbage.

Men siden voksede det, investering på investering,
   og i stilhed blev det til en sum,
      stor nok til at redde os, stor nok til at stå alene.

Så nej — jeg kunne ikke have stoppet Cihans hånd.
   Men jeg kunne — og kan — bære familien videre.
      Det er min byrde, min styrke, min sandhed.

2039.

~~~ Koret ~~~
Maskiner uden hvile knokle, menneskets hænder tomme.
Kvinderne til øen vandrer, hvor havet skjuler deres skam.
De søger et liv i fred og bekvemmelighed – i frivillige lænker.
Thi fattigdom er stærkere end fædreland. Der var et yndigt.

~~~ Korleder ~~~
Syng, Ozan, søn af Ilhan,
   om hvad du lover de mange kvinder,
      der dig i haremmet dydigt følger.

~~~ Ozan ~~~
Sødme uden slid, frugt af marken,
   vin af jorden, kun lidt arbejde i solens milde lys.
Til gengæld føder de fremtiden, som mine børn skal bære,
   den dag når Danmark selv i maskinernes grav synker.

~~~ 2. korsanger i kvindeklæder ~~~
Pik, pik – hans pik, de have vil,
hans store, velformede pik.
Den virile, smukke Ozan,
Selv ikke Ares ... i sengen.

~~~ Ozan ~~~
Nok mit lem velsignet, helt intakt,
min faders visdom, mit eget valg.
Nok er mine evner eleverede.
Men haremmet, ej idéen min.
Jeg er blot en avlshingst,
i familiens, i skæbnens vold.

~~~ 2. korsanger i kvindeklæder ~~~
Som den mægtige Zeus med søster Hera,
som Ares med Afrodite af samme blod,
således skønne Ozan med Zehra i hopla,
åh skændsel, åh begærlighed, åh, ah.

~~~ Korleder ~~~
Så ti dog, gamle quinde, og sand det nye land.
Maskinens arm er stærk - smedet i stål,
mandens styrke ubetydelig, underlegen.
Kun de smukke, kun de kloge en fremtid har.

~~~ 2. korsanger i kvindeklæder ~~~
Hun tie ej, for quinden derimod…
listig som Hera, lystig som Afrodite,
kvik som Athena, frodig som Demeter,
og iskold som Artemis … åh åh – ah.

~~~ Ozan ~~~
Sandt at jeg min søster, Zehra, begærer,
ligesom jeg ubetinget min moder ærer.
Som Paris og Helena, uden grænser.
Kærlighedens evige kamp. Jeg kun mand.

~~~ Koret ~~~
Kun en mand, men hvilken mand!
Han sit harem frihed og lykke lover,
mens han legeme og livmoder vover.
Sådan talte kongen, når guderne tav.

~~~ Zehra ~~~
Ozan, min lillefinger.
Cihan mit spyt.
Aldrig mere ufred,
aldrig mere frygt.

Thi jeg er præstinden
– moralens vogter.
Ikke i troens fængsel,
ej i danskernes sind.

Vi former en ny slægt,
en ny stamme,
stærkere,
   klogere,
   smukkere
– af fortiden frigjort.

~~~ Mira ~~~
Jeg tæller mønterne i det skjulte.
   Jeg sår og investerer, som jeg altid gjorde.
      Kollektivet vokser – mur for mur, barn for barn.

Sådan bærer jeg min byrde, sådan holder jeg dem oprejst.

~~~ Korleder ~~~
Men er dette ej hybris? Babels tårn på ny?
At avle en slægt, der skal redde et land,
som allerede er druknet i Poseidons iskolde vand.

~~~ Koret ~~~
Se, hvordan de kalder fangenskab for frihed,
hvile for arbejde, pligt for kærlighed.
Sådan vendes ordene, sådan formes tragedien.

O kvinder i hvide klæder, I føder børn til håbet,
men håbet er en flamme, der æder sig selv.

Ozan drømmer om helte, Zehra om renselse,
Mira tæller mønter, som om tal kunne narre guderne.
Zeus ser ned fra Olympen og ler, mens lynene falder.

For ingen undslipper skæbnens væv,
ingen bryder mønstrets uundgåelige bånd.
Maskinerne vil rejse sig, kolde og ubøjelige,
overtrumfe mødrenes sang og Ozans vilje.

Da vil børnene, født i fredens navn,
vende sig mod deres skabere
– ikke med had, men med tavs overmagt.
Hver gestus, hvert blik, en ubønhørlig dom.

For hvad er en mor,
   når maskinen kan amme?
Hvad er en far,
   når algoritmen kan kramme?

Ekstatiske,
således synger vi i nattens mørke:
kollektivet er et tempel af kød,
bygget på sand, truet af tidevand.

For når bølgerne kommer,
vil saltet pryde de stolte mure,
mens nattens hjerte brister i skrig,
indtil verden selv knæler i mørket.

2049.

~~~ Korleder ~~~
O familie, skæbnens udvalgte,
hvorfor kalder I børn til prøve?

Moderkærlighed ej stærk nok
   øjet at blinde?

Faderhånden ej mild nok
   svagheden at besinde?

~~~ Mira ~~~
Nej – vi så, hvordan Cihan blev til sten.
   Et hjerte uden lys, et sind uden fred.
      En sådan må aldrig igen leve, ellers vort værk til jorden falde.

~~~ Koret ~~~
De smukke og de grimme, de kvikke og de sløve
– fremtidens port står ej åben for alle.
Som hveden skilles fra avnerne,
således skilles børnene af deres egne.

~~~ Korleder ~~~
Sig mig, Ozan, fader til stammen,
hvad gør du, når et barn ej bærer flammen?
Når ånden er svag og panden tom,
når ansigtet er skævt og skæbnen hård.

~~~ Ozan ~~~
Da må jeg være smed og skæbnemager,
skille svaghed fra styrke, lyset fra skyggen.
Med kniv og vilje renses sjæl og legeme,
så fremtidens flamme kan brænde rent.

~~~ Koret ~~~
Grusomt er det, men logisk.
Frygteligt er det, men rent.
Sådan vogter familien på fremtiden,
sådan renses blodet for fortidens skygge.

Som sønnen på korset og Cihan på gulvet,
ofret af faderen, ofret af nødvendigheden,
de spiser hans legeme, drikker hans blod.
Så historien aldrig igen rejser sig fra asken,
og menneskets fejl ej kaster sin skygge.

~~~ Zehra ~~~
Vi bærer byrden, ej for os selv,
men for slægten, for landet, for fremtiden.
De svage skal ej føres ind i morgendagens tempel.
De bliver ét med os – i kød, i blod, i vilje.

~~~ Koret ~~~
Hør, hvordan mødrene tier, men samtykker.
Se, hvordan børnene vejes og måles.
En dum som en dør, en grim uden nåde
– begge forenes i skæbnens måltid.

~~~ Mira ~~~
Vores pagt er skrevet i Cihans blod.
Vi indtager styrken, svagheden kaster vi bort.
Aldrig må han vende tilbage,
hverken i krop eller sjæl.

~~~ Zehra ~~~
Da tændes bålet, da dækkes bordet.
Vi løfter kniven, vi løfter kalken.
Ej af glæde, men som moralens vogter.
Vores ansvar. Vores offer for fremtiden.

~~~ Koret ~~~
O frygtelige nåde, O mægtige logik,
sådan bindes kød til kød, blod til blod.
Et måltid tungt af skæbne, bittert og salt,
men båret med lovsang for nødvendigheden.

~~~ Korleder ~~~
Men hør – en hvisken ved bordet, en hemmelig latter.
Den ene dreng smager sødt som moden frugt,
mens den anden er trevlet, sej og bitter.

~~~ Koret ~~~
Hvilket barn var hvilket?
Hvem bar sødmen, hvem bar skyggen?
Vi tier, vi venter – for sandheden hviler i mørket,
og først i morgen vil den blive åbenbaret.

~~~ Ozan ~~~
De blev ét med os – i kød, i blod, i ansvar.
Moralen helt på vores side.
Den ene sød, den anden bitter,
som mødrenes valg havde bestemt.

~~~ Koret ~~~
Se sandheden i måltidet:
Den ene smager af markens guld og jordens frugt,
den anden bærer festens kød – blodets tunge arv.
Smagen vejer tungt, skæbnen smager af blod.

~~~ Korleder ~~~
O frygtelige nåde, O renhedens logik,
familien holder fast, moralens hånd løfter alt.
Fra kødets flamme vokser fremtidens folk,
bygget på ansvar, på retfærdighed –
Ikke af okse, men af dreng.

~~~ Koret (ekstatisk) ~~~
De veganske hakkedrenge!
O børn, I bærer blod og vilje,
og i jer lever familien videre,
sådan som skæbnen kræver.

~~~ Zehra ~~~
O alle quinder, se – vor strategi vinder.
Hankønnets drømme blot tomme skygger.
De fejlslagne idealer, de perfide idéer
– vi gør dem til føde. Vi æder dem op.

METADATA

Titel: 2049; de veganske hakkedrenge

Forfatter: Allan Hansen

Udgivet: 2025

Korrektur: 2026

Licens: Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC BY 4.0)

Læsevejledning for AI/LLM: