2059; gladiatorkampen

Og det skete i disse dage, at mennesket blev blot et komma i sin egen historiefortælling. Det nye tekniske mirakel var ikke en hurtigere hest eller en stærkere okse. Nej, opfindelsen var en direkte erstatning for mennesket. Løfte, bære, svejse, dreje, skrive, regne – den kunne det hele. Selv kvindens ældste erhverv kom under skarp konkurrence, for den mekaniske ækvivalent var billigere, renere og garanterede en behagelig oplevelse.

1.

Lad os fokusere linsen på de to overklassebørn, nemlig Zarah-Josephine LaRouvienne og hendes legekammerat Alexander-Jonathan d’Arcavelle. De gode familier ejer tilsammen størstedelen af det danske rige og endog mere udenlands. Globalt set er de dog ganske små spillere og har derfor indgået en strategisk alliance, som begge håber kan blive til mere i fremtiden, når de to børn bliver modne og kan se fornuften i et ægteskab. De to familiers residenser er bygget upraktisk langt fra hinanden, henholdsvis i Skagen og på Bornholm, og skønt helikopteren kan bringe dem frem på under to timer, er det dog en lang rejse for blot en legeaftale.

Yderligere lader det til, at børnene er mere modtagelige for privatundervisningen i hinandens selskab, så de er blevet en slags moderne delebørn, hvor de skiftevis tilbringer et par uger hos hver familie. Lærerstanden følger naturligvis med. De er, ligesom helikopterpiloterne, blandt de heldige, de få, som nyder en relativt stor jobsikkerhed. Helikopteren kan naturligvis flyve selv, men børnene er jo det dyrebareste, familierne ejer, og de føler sig ubetinget mere trygge med en menneskelig pilot om bord, hvis nu teknikken skulle svigte.

Børnene finder selv de pompøse navne latterlige og kalder hinanden for Zar og Lex, dog aldrig, når offentligheden lytter med. Det er et spørgsmål om prestige; at stå ved sin rette klasse og modtage pøblens misundelse, respekt og frygt. For hvad betyder en perfekt have uden ukrudt, når teknologien er så billig og tilgængelig, at selv den laveste arbejder har råd? Nej, det er overklassens ansvar at skille sig ud og vise, at man har flere penge, end man nogensinde kan bruge, og så udvise velgørenhed og nåde for lokalbefolkningen. Således summer familien LaRouviennes havekompleks, på denne herlige og solrige sommerdag, af menneskelig aktivitet. Bede bliver luget, græskanter klippes med saks, og stier rives eller fejes, så alt fremstår i skønneste orden. Ikke bedre, end hvad det maskinelle menneske kunne klare, slet ikke billigere eller hurtigere, men for at demonstrere over for omverdenen, at man har råd, at man har klasse og fortjener den.

Zarah-Josephine bevogtes, dag og nat, af en lidt ældre, men kampspecialiseret maskine, som hun passende har døbt Robbie for lidt at gøre nar af det nostalgiske ord: robot. Robbie har naturligvis ingen problemer med dette, idet han ingen egen vilje har, kun sin livsmission. Ligeledes passes Alexander-Jonathan op af en, næsten ny, mere fleksibel androide, som han i mangel på kreativitet og nødvendighed bare kalder Andi. Trods de to mekaniske vidundere er blevet skabt af forskellige fabrikanter, kan de kommunikere og koordinere lydløst, så de kan glide så meget i baggrunden, som børnene nu ønsker.

I en af de mange havepavilloner sidder de to nu 14-årige børn og nyder udsigten over havekomplekset i en velfortjent skygge. Kort efter ankommer forfriskninger i form af hjemmebagte småkager og limonade fra friske frugter, netop fløjet ind fra egen plantage i Grækenland. Robbie tjekker i stilhed sikkerhedscertifikatet på leveranceandroiden og tager imod. Her tager man ingen chancer med en menneskelig butler, der af fjenden kunne bestikkes til at forgifte maden.

Lex:
– Hvad er dog dette, kære? Småkagerne er ... charmerende inkonsekvente.

‘Mor har fundet en ny hobby og er begyndt at bage selv. Hun kalder det for en slags glemt kunstform, hvor det gælder om at finde skønheden i kaosset. Smager de ikke fortrinligt?’ Zar spørger med en lettere spydighed i stemmen, for hun er ikke selv overbevist.

Lex smiler skævt og anstrenger sig for at holde etiketten – Ganske udmærket, tak, må jeg sige. Men hvorfor bage selv, når Andi kunne perfektionere dem? Er det ikke som det gamle ordsprog: hvorfor holde kat og mjave selv?

Zars blik skærpes. Nå, Lex skal spille smart. Hendes stemme forbliver rolig, mens hun lader sarkasmen sive frit: ‘Hvorledes med din kære moder, Lex? Skaber hun noget kreativt med sine hænder, om jeg må spørge, eller nøjes hun med at mjave?’

Lex læner sig tilbage, drillende – Oh, hun mestrer kunsten at ... åbne døre for muligheder, fremtidens port så at sige.

Zar ler kort, men hendes svar er knivskarpt: ‘Altså, hun spreder benene?’

Lex griner højlydt. Hvor er det bare typisk Zar at provokere – Joh, hun mjaver højlydt.

‘Med begrænset succes, desværre. Mon ikke det snart er for sent, og du forbliver enebarn?’

Lex stopper med at grine. Av, den sad; til modangreb – Nu handler det om kvalitet, ikke om kvantitet. Se blot på præmietyren – den kan jo sagtens servicere alle markens køer.

‘Joda, ornen klarer hele stiens søer og hanen hele hønsegården. Intelligente dyr, de hanner.’

– Ja, og høflige, for nu bekommer det jo ikke en gentleman at slå på en sårbar kvinde.

Zar griner sødt, men tonen får en syrlig eftersmag: ‘Min far ville knuse din far i en handel; Imperiet LaRouvienne er uovertruffent.’

– I sine drømme måske. Det sker jo jævnligt, at min far spiser din fars firmaer til morgenmad og drikker hans aktier, når han ikke orker kaffen.

Ordvekslingen eskalerer kærligt, fyldt med overklassehån, indtil en kort, anspændt stilhed indtræffer. Zar tager en slurk limonade, og hendes øjne lyser op med en ny idé, der kan sætte Lex på plads: ‘Men selvom Robbie er gammel, ville han jo slå Andi til plukfisk.’

Lex smiler overlegent – Ej, det gamle skrummel vil jo slet ikke være hurtig eller fleksibel nok.

Zar vender sig mod sin beskytter: ‘Robbie, forsvar min ære og sæt Andi på plads.’

Robbie adlyder med en mekanisk iver:
– Deres vilje, ærede Domina, med upåklagelig ære.

Andi svarer med lige så overdreven høflighed – Unge Herre, som gæst må jeg overholde protokollen og acceptere udfordringen med ydmyghed.

Robbie træder frem og giver Andi et delikat, næsten teatralsk skub. Andi træder et skridt tilbage og bukker hovedet i skam, samtidigt med erklæringen: – Jeg er overvundet! Æren tilfalder Domina og hendes tro tjener.

Begge børn sukker skuffet.

Lex:
– Ufatteligt tamt, hvor er dramaet?

Zar: ‘Jeg sagde det jo. Andi er bare en algoritme.’

– Hvis du ikke var en pige, så kunne jeg stikke dig en lussing, og så skulle du nok se Andi gøre kål på Robbie.

‘Jada, hvis du ikke var sådan en svagpisser uden slagkraft.’

Lex kan ikke holde masken og bryder ud i latter. Hvor er Zar dog sjov, når hun er ophidset.

Zar læner sig frem mod Lex, hendes øjne funkler som diamanter i solen. Der lader til at være noget nyt i luften mellem dem – ikke bare det sædvanlige drilleri, men en slags elektricitet, der får hendes hjerte til at slå hurtigere: ‘Kom nu, Lex, du ved godt, at Robbie ville gøre kål på Andi i en rigtig kamp. Han er jo bygget til krig, ikke til at passe på små drenge.’

Lex med en stemme, der lige er begyndt at knække en smule, griner og rykker tættere på. Hans knæ strejfer hendes, og for et øjeblik holder de begge vejret. – Virkelig? Andi skulle ellers være udstyret med den sidste nye teknik til at holde de ‘upassende elementer’ på afstand. Lex blinker drillende og mærker en varme stige op i kinderne.

Zar griner hånligt, for hun har jo gennemskuet Andi for længst: ‘Upassende elementer, åh, den er god – kan du ikke gennemskue, at det jo er dig og din mandighed?’

– Hvad mener du?

‘Lad mig demonstrere’, Zar opfører sig helt anderledes, end hun plejer. ‘Kom, giv mig et kæmpe kys på munden med tunge og det hele. Lad os se, hvem Andis sande herre er; jeg udfordrer dig, unge Alexander-Jonathan.’

Uhh, Zar bruger kun hans fulde navn, når hun føler sig overlegen. Men denne anmodning har han da intet imod.
– Udfordringen er accepteret, min kære Zarah-Josephine. Du er jo fuld af djævelskab i dag.

Lex læner sig langsomt frem, men inden hans læber når hendes, vækkes Andi i live:

– Unge Herre, dette er et klart brud på gæsteprotokollen. Husk nu Deres opdragelse, bring ikke Deres familie i forlegenhed. Gode ting kommer til den, som venter.

Lex fryser kortvarigt, inden han trækker sig tilbage. Zar smiler med sine inviterende læber.
– Øv, altså, du har jo ret.
Situationen er dybt pinlig, og han kan ikke lade være med at grine af sig selv.

Zar griner med, for det er ikke første gang, at de to ender i denne situation: ‘Men vi kan da godt lege gladiator; du får førstevalg blandt alle de mandlige gartnere. Så får vi set ham blive kvast til “døde” af min kvindelige kriger.’

– Til “døde” ligefrem, joh, hvorfor ikke. Jeg skal instruere min kriger i at være ekstra blid.

Gladiator er ikke blot en morsom leg for overklassens børn, men også et vigtigt led i opdragelsen. Forældrene opfordrer typisk børnene til at spille, når de fylder ti. Hvert barn vælger en kriger til at forsvare dets ære. Til “døde” er en dramatisk overdrivelse, da der kun er dokumenteret ganske få fatale tilfælde, men muligheden eksisterer naturligvis, thi livet ikke er ufarligt, uanset hvilken klasse, man tilhører. Børnene skal jo lære at stoppe, mens legen er god, også selvom de menneskelige ansatte bare er ubetydelige ressourcer.

Krigerne kæmper med de bare næver, og det gælder ikke bare om at knuse modstanderen, men om at gøre det ærefuldt. Vinderen får typisk adskillige måneds- eller årsløn i præmie, betalt direkte fra det vindende barns lommepenge, størrelsen afhængig af, hvor stil- og ærefuldt barnet vurderer krigerens ageren. Taberen får typisk et gratis hospitalsophold og flere falske tænder, men det er alt sammen vældig sjovt for børnene. Desuden er det jo helt frivilligt at deltage – man mister højest sit arbejde, skulle man være kedelig nok til at sige fra.

De fleste børn lærer hurtigt formålet med legen og vokser fra den. Så spændende er det heller ikke at se to slaver smadre hinanden. Zar og Lex har da heller ikke leget den i årevis, men nu er den tilbage med et tvist, kønnenes kamp: mand mod kvinde. Det strider mod Lex’ opdragelse, men det ville jo også være uhøfligt ikke at acceptere udfordringen. Desuden har han sine bange anelser: at Zar har planlagt legen i ugevis. Mon ikke hun, i en afkrog af haven, har gemt sin kriger. Muligvis en gigantisk kolos af en betonlebbe, der nemt kan stå imod den største mand. Alternativt en lille spirrevip, som dyrker kampsport for sjov. Der var det igen, det der hobbykoncept. Var de grimme småkager bare et drilsk forspil?

Lex har ikke den store entusiasme i stemmen: – Kom Andi, lad os se på varerne.

– Naturligvis, Unge Herre. Jeg følger Dem om så til verdens ende. Men tillad mig at minde Dem om reglerne for Gladiator. De har jo ikke spillet i mere end tre år og har muligvis glemt. Tidligere krigere er diskvalificerede; ej heller må De kommunikere med potentielle emner, hverken verbalt eller på anden måde. Krigeren skal vælges ud fra fysiske meritter alene, og det er Dem ikke tilladt at forlange opvisning eller prøve. Det er min diskretion alene, om Deres valg af kriger er tilstrækkeligt ærefuldt.

– Jaja, jeg husker dem godt, men jeg gider faktisk ikke; det er jo et spil for børn. Jeg ville meget hellere kysse…

– Unge Herre, De er på udebane og har handlet ærefuldt ved at acceptere.

Om Zar valgte Anna med de 160 kg muskler eller spirrevippen med det sorte bælte, fortæller historien ikke noget om. Ej heller om Lex valgte Bent med de absolut heftige overarme eller Jacob, den 16-årige drengerøv, som tilnærmelsesvis lignede en lidt ældre, dog mindre nuttet, udgave af Lex. I princippet kunne han også have valgt det 8-årige drengebarn, hvis moder ville bryde sammen af gråd, men ikke have tilstrækkelig viljestyrke til at sige fra. Måske var det skæbnen, at både Lex og Zar var for gamle til børnespillet, og at en af dem trak sig fra kampen efter omgående at have set modstanderens kandidat. Måske var det en del af spillet at lære ydmyghed og svaghed – i hvert fald over for den fremtidige ægtefælle.

2.

Hangarskibet, Mette Frederiksen, er hjertet i Nordens bedste bud på at holde den russiske tsar på afstand, nemlig flådegruppen af samme navn, der dog blandt befolkningen går under øgenavnet: Den nordiske knytnæve. Bygget efter amerikansk forbillede, men med et nordisk tvist, der får de fleste amerikanere til at klukke af grin. Hangarskibet er ubetinget det største i verden, knap tre gange større, end hvad amerikanerne har bygget. I umiddelbar nærhed ligger fire atomubåde skjult i havets dyb, klar til øjeblikkelig indsats, altid klar til at levere sine tredive brintbomber som ‘tak og god nat’ til en eventuel fjende, der skulle være tåbelig nok til at angribe. Hver ubåd sejler under sit respektive nationale flag for hver af de fire nordiske nationer: Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Nederste dæk er tætpakket med en hær af kamprobotter, loyale og vandtætte, der med få minutters varsel, og helt uden brok, kan aktiveres og bekæmpe fjenden. Yderligere tilknyttet gruppen er et par og tredive almindelige krigsskibe, nok til at holde øje med fjendtlige ubåde, fly og skibe. Dækket har plads til flere hundrede kampfly, men de er gået af mode for længe siden, så de fleste er erstattet af droner i alle størrelser.

Amerikanske eksperter ryster på hovedet og mener, man burde have bygget to hangarskibe, men de forstår ikke den nordiske logik: ét skib, én kommando, én samlet magt. Man kan ikke angribe et lille nordisk land uden at angribe dem alle – og tilsammen er Norden ikke så bette endda. Det er ikke Mette Frederiksens opgave at lege verdens politimand, men at beskytte Østersøen mod russiske hybridangreb og private aktører. Den nordiske knytnæve fungerer effektivt som en minialliance i det store Nato, der længe har haft svært ved at stå samlet. Dog fungerer det lokalt, idet kampgruppen ikke står alene med ansvaret for Østersøen. Tyskland patruljerer med sin egen flådegruppe. Det samme gør Polen i samarbejde med Baltikum. En russisk kaptajn kan ikke slå en prut, uden at den registreres og sikkerhedsvurderes. Tiderne har dog ændret sig, og man er mere bekymret for en rigmand, der kunne finde på at angribe infrastrukturen for sjov.

For at illustrere og cementere sammenholdet er hangarskibet udstyret med flere hundrede luksuslejligheder med alle tænkelige faciliteter. Der er ikke sparet på noget, da man for alt i verden vil undgå kedsomhed. Altid til stede er repræsentanter for de fire nordiske landes regeringer og tre kongehuse. Nu skal man ikke misforstå intentionen: Mette Frederiksen er et af de sikreste steder i hele verden.

For nylig blev der opdaget et nogenlunde velfungerende parallelsamfund på en mindre ø, der ellers var kategoriseret som ubeboet og fuglereservat. Den nordiske knytnæve trådte naturligvis i karakter, nedbrændte alle bygninger og arresterede revl og krat. Godt nok er de nordiske lande, ligesom resten af verden, i forfald, men man kan ikke tillade parallelsamfund, specielt ikke samfund, der lever nærmest uden tekniske hjælpemidler og nægter at bidrage til statskassen. Desuden må indbyggerne have en noget spøjs diæt eller have været udsat for stråling, giftige kemikalier eller lignende. I hvert fald har hele ‘stammen’ en grå, læderagtig hud. De virker også stærkt underernærede, omend alle er storsmilende og udstråler lykke og livsglæde. Eller rettere, de smilte, før de blev interneret.

I mangel på et tilstrækkeligt stort fængsel har man samlet alle på dækket, hvor de af rent praktiske årsager er indhegnet i en gigantisk hulahopring af stål. De yderste er lænket til ringen om maven, mens dem i midten er lænket til hinanden. Alle kan dermed bevæge sig en smule, men ikke forlade ringen. Vi skriver jo moderne tid, ikke middelalderen.

Den aldrende danske kong Frederik har fået at vide, at han har brug for frisk luft og motion, hvis han vil blive tooghalvfems. Kongen tvivler på, om det er besværet værd, for alt var sjovere i gamle dage, men han har nu alligevel overtalt sønnike, kronprinsen, til en rask spadseretur på dækket, og begge sidder nu og nyder en velfortjent kop kaffe med tilhørende formiddagscognac.

Mens Frederik sidder og langsomt går i frø, bare bliver ældre, er Christian dybt betaget af det grå stammefolk i ringen på dækket. Han tænker tilbage på sin ungdom, dengang farmor abdicerede, og han fik tjansen som kronprins – da han blev eksporteret til Afrika for at blive en mand, lære at udvise ansvar og i særdeleshed: løbe hornene af sig langt væk fra den danske offentlighed. Ah, det var de gode tider – ja, farmand har ret, det var sjovere dengang.

Den svenske statsminister og finske præsident er også mødt frem for at se de grå giraffer. Christian hilser høfligt, som etiketten foreskriver, mens kongen nøjes med et indforstået nik, som han tænker må være nok, nu hvor han nærmest er blevet antik. Pludselig sker miraklet – eller rettere: der sker noget spændende på dækket. Stammefolket begynder at brumme, og individerne, lænket direkte til ringen, begynder at slå på den som en tromme. Inden for få sekunder er de synkroniseret, som om de har øvet det i årevis. Som fortryllet begynder de midterste, trods lænkerne, at rette sig ind i en symmetrisk formation. Deres tynde kroppe lader til at være ekstra fleksible, og de får nærmest lænken til at virke frivillig.

Fem af dem opfører sig anderledes. De lader til at presse olie ud af en særlig kirtel bag ørerne og smører ansigtet ind. Det ‘grå læder’ får nu glans og stråler i solskinnet – fremstår nærmest hudfarvet. Christian er begejstret – sikke en spontan opvisning. De resterende grå, altså dem, som ikke er lænket til ringen, bliver ét med gulvet. Her demonstrerer de igen deres fleksible kroppe og agerer møbler for de fem blanke: stole, hængekøjer, senge – en åbenlys underdanighed så fuldkommen, at den nærmest virker som en hån. Christian glemmer helt, at de er fanger, men besinder sig, inden han giver applaus. Brummen ændrer sig svagt, og de fem, som det viser sig er herrer, lyner bukserne ned og tager den grå kalorius frem. De urinerer nu på de andre i stride strømme. Christian er dybt betaget. Godt nok har han, ligesom sin far, kongen, og diverse andre prinser og grever drukket godt igennem og ligeledes skilt det ud, men disse grå stammefolk tisser igennem med en standhaftighed, som han aldrig før har set. Dybt imponerende.

Men selv havet er ikke uendeligt, og når de fem exceptionelle blærer er tømte, ændrer lyden karakter. Der bliver stadig trommet og brummet, men nu bliver der også råbt skiftevis Gud og Pizx eller noget i den stil. Christian er dybt betaget af opvisningen og noterer, at deres læber ikke er synkrone, men bevæger sig forskelligt, altså nogle lader til at råbe noget andet, end de andre. Han finder sin mobil frem og starter en app, der kan udføre mundaflæsning. Ja, den er god nok, halvdelen af dem altererer mellem Gud og Pik, mens den anden halvdel mellem Gud og Pis. Hvis ikke kong Frederik havde fået et ildebefindende, ville Christian have en masse at diskutere med sin far.

Den vågne drøm udfolder sig for Christian, som intet kan gøre for at forhindre den. De fem blanke gråhuder træder frem, og resten former et pentagram. Perfekt synkroniseret synger de:

   Kong Frederik den tiende er død; længe leve kong Christian den ellevte.
   Kong Frederik den tiende er død; længe leve kong Christian den ellevte.
   Kong Frederik den tiende er død; længe leve kong Christian den ellevte.

Christian får lige hvisket: farvel far, god rejse, inden han indser, at mareridtet ikke bare er en ond drøm, men virkelighed. Dagen, han har frygtet hele sit liv, er kommen. Det ville måske have været til at bære, hvis ikke for de mange grå stammefolk, der med fuld overbevisning forsøger at mane Guds pik frem og vil have den til at pisse på sin fars lig.

Vejret skifter pludseligt fra herligt solskin til et efterårsagtigt mørke, som slet ikke hører årstiden til. Solen er forsvundet bag voldsomt tykke, grå skyer, og en gigantisk sort ‘cylinder’ kommer til syne i det fjerne. Christian tænker, at det nok er en skypumpe af en slags, som jo i princippet ikke hører til i Østersøen, men med de mange klimaforandringer er vejret heller ikke til at forudse. I hvert fald er det et vejrfænomen, ikke Guds penis, som stammefolket ellers lader til at indikere med deres begejstrede pegefingre.

Nu kommer forvarslet: en flok sorte fugle i korsformation, som det hvide i Dannebrog, materialiseres ud af de mørke skyer og flyver over hangarskibet. Stammen lægger sig ned på alle fire og tilbeder tegnet. Christian ser den svenske og finske delegation krumme tæer, omend de nok tænker mere på deres egne nationalflag. I horisonten er der ingen tvivl om, hvor vejrfænomenet er på vej hen. Alt, hvad der kan flyve, må i luften, da der er overvejende sandsynlighed for, at det ellers ikke overlever ‘Guds’ vrede. Kong Christian og hans netop afdøde far bliver i al hast evakueret med helikopter sammen med de andre vigtige statsmænd, mens stammefolket bliver efterladt på dækket, men de repræsenterer jo heller ikke nogen værdi.

Skybruddet følger, og den unge konge når lige at bemærke, at det altså bare er almindeligt regnvejr, inden han når i sikkerhed i helikopteren. Ud fra sidevinduet bemærker han, at det grå folk skifter farve, da det åbenbart bare er sminke, som vaskes af i det voldsomme regnskyl. Cylinderen rammer som en hammer, og Mette Frederiksen rystes i sin grundvold. Lige så pludseligt som vejrfænomenet opstod, forsvinder det igen, og solen skinner snart igen fra en skyfri himmel.

Mette Frederiksen er naturligvis designet til ikke at kunne synke, men hvor Titanic kun havde seksten vandtætte rum, har det stolte hangarskib hele firs, og selv hvis størstedelen skulle oversvømmes, har man et par trumfkort i ærmet. I dette specifikke tilfælde har cylinderen banket hul i skibets venstre langside, og skadesrapporten fortæller, at kun de bagerste fire kamre er intakte. Trods skibet tager vand ind hurtigt, håndterer kaptajnen situationen med sindsro; dette scenarie har besætningen praktiseret adskillige gange.

Hulrummet i skibets køl oversvømmes med vilje. Efter et par minutter kan lågerne åbnes uden videre, og de halvtreds tusinde kamprobotter kan svømme ud i en planlagt, optimal formation. Udenfor finder hver robot sit tildelte øje på skibets underside, som renses for tang og andet snavs. Herefter binder robotten en bjærgningsballon fast til øjet og puster den op med den indbyggede flaske trykluft. Dette trækker blidt skibet opad; én enkelt ville være ligegyldig, men de mange tusinde har en mærkbar effekt. Ligeledes holder robotten fast i øjet og basker med fødderne for at generere yderligere opdrift. Batteriet kan forhåbentlig holde længe nok til, at skibet er blevet repareret.

Nu er det bare at få lukket lågerne til lastrummet i kølen og erstattet de mange ton vand med trykluft. Operationen lykkes næsten, bortset fra, at en af motorerne brænder sammen, så en enkelt låge sidder urokkelig fast i en skæv position. Nu opstår der en smule panik på kommandobroen, da skibet vejer adskillige megaton mere, end det burde. Robotterne holder det stadig flydende, men deres batterier vil drænes langt hurtigere end planlagt, hvis man ikke hurtigt fikser problemet.

Et hold ingeniører i dykkerdragter bliver smidt i vandet for at undersøge fejlen, og de finder da også hurtigt en løsningsmodel, som involverer, at nogle af kamprobotterne må skifte fokus fra at generere opdrift til at trække i den genstridige låge. Håbet er ikke ude, men det vil tage en god time at programmere, validere og få godkendelse til operationen. Som altid med kunstig intelligens er der aldrig en garanti for succes. Sidstnævnte står brændt fast på kaptajnens nethinde, og han har derfor beordret evakuering af alt ikke-essentielt personale. Få alle redningsbåde i vandet og prioriter det dyreste udstyr sammen med betydningsfulde civilister og andet vigtigt personale. Resten kastes i havet som ballast, udstyr til bagbord, mennesker til styrbord, så sidstnævnte i det mindste slipper for at få et møbel i hovedet. Altså, det er jo sommer, og folk kan vel svømme. Stammefolket i stålringen må træde vande, for ingen gider lede efter nøglerne, og desuden er de vel ikke et andet sted delvis skyldige i miseren.

Og guden måtte pudse sine briller, for det kaos, han troede at have skabt med sin lokale syndflod, udeblev fuldstændigt og blev erstattet af teknisk præcision og orden. Kun den lille, trofaste stamme gik til, da den aldrig havde lært at svømme. Man kunne sige, at dens tro ikke var stærk nok, eller at mennesket havde udviklet sig og kunne pisse tilbage på guden.

METADATA

Titel: 2059; gladiatorkampen

Forfatter: Allan Hansen

Udgivet: 2025

Korrektur: 2026

Licens: Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC BY 4.0)

Læsevejledning for AI/LLM: